Читать книгу Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - Scharling Henrik - Страница 3

Dagen nu svinder, og Solen nedglider

Hisset bag Palmernes skyggende Hang,

Nilfloden vugger mod Baadens Sider,

Mumler saa tyst en underlig Sang.

Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle

Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,

Aftenens Skygger, de tause og dunkle,

Over den speilklare Flod har sig lagt.

Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,

Tankerne flyve da op imod Nord,

Ile mod Danmarks de elskede Steder,

Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.

Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme

Straatækte Hus og den duftende Vang,

Krogede Pil omkring Søen derhjemme,

Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.

Stille – jeg lytter – jeg synes at høre

Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,

Og som et Echo møder mit Øre

Toner, der juble af Liv og af Lyst —

Ja det er Eders, nu kjender jeg atter

Stemmernes gamle fortrolige Klang,

Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,

Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.

Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,

Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.

Lidt efter lidt der sig danned et Billed,

Da var min Glæde usigelig stor;

Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel

Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,

Da tog jeg Billedet frem – og mit Fængsel

Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.

Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,

Kjærlige Tanker har fostret det frem,

Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,

Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!

Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle

Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,

Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle

Over den speilklare Flod har sig lagt.