Читать книгу Selvet mellem kAerlighed og strid - Signe Holm Pedersen - Страница 4

Indledning

Egentlig skulle denne bog have handlet om terapeutiske ændringsprocesser, men under orienteringsfasen har mit fokus forskudt sig fra hvordan forandring igangsættes, til hvad det er, der skal forandres. Uden en metapsykologisk afklaring af hvordan vi definerer – dette noget – der ønskes forandret, bliver det svært at sammenligne forskellige terapiretningers interventions- og behandlingsstrategier. Min interesse har derfor centreret sig om selvet, og bogen ændrede sig fra at være en anvendt psykologisk undersøgelse af terapeutiske ændringsprocesser til at være en almenpsykologisk diskussion af, hvilke grundlæggende antagelser og fænomener der ligger bag fremherskende selvbegreber. Sammenligningen af interventions- og behandlingsstrategier må vente til en anden gang.

Selvet er et svært håndgribeligt fænomen, der bliver defineret på mange forskellige måder og niveauer. Udtryk som selvfølelse, selvtillid, selvbevidsthed, selvransagelse etc. peger på, at vi i daglig tale anvender ordet common senseagtigt, som om der er enighed om, hvad selvet er. Det er der dog langt fra. Især er der stor forskel på den dagligdags oplevelse af selvet og de fremherskende videnskabelige diskurser om selvet.

Det har ofte undret mig, at selvet eller kernen af det menneskelige har fået en lidt anden betydning – et lidt andet indhold med hver ny faggren eller teoretisk retning, jeg har stiftet bekendtskab med, og at denne forskellighed sjældent gøres til fokus for en undersøgelse. Nogle selvbegreber har jeg haft sværere ved at tilegne mig end andre. Specielt har jeg haft svært ved at følge det socialkonstruktionistiske selvbegreb, idet beskrivelsen af selvet, som et produkt af de sociale interaktioner individet indgår i og ikke, som noget individet har eller råder over, er meget langt fra den fænomenologiske oplevelse af selvet, altså fra oplevelsen af ”mig-hed”. De fleste mennesker har på trods af det (de-) konstruktionistiske boom en følelse af indre kontinuitet, af at være den samme i dag som i går, og som de forestiller sig, at de vil være i morgen. Min undren over den socialkonstruktionistiske opløsning af selvet har ført til en mere generel nysgerrighed overfor teorier (det være sig sociologiske, filosofiske, psykoanalytiske etc.), der ”dekonstruerer” enheds-selvet, og i stedet beskriver selvet som spaltet, fremmedgjort, konstrueret etc. Hvorfor er teorier, der peger på selvet i en eller anden grad af opløsning, så populære indenfor mange forskellige teoretiske retninger i øjeblikket? Hvad er det sådanne beskrivelser kan?

Diametralt modsat er den hverdagslige måde at opleve selvet på karakteriseret ved en opfattelse af selvet som en holistisk størrelse i det enkelte individ, der kan mærkes og iagttages via introspektion. En sådan opfattelse af selvet er dog ikke udelukkende knyttet til en common sense- eller dagligdags måde at opleve selvet på, men kan endvidere genfindes i mere holistisk orienterede teoretiske retninger som fænomenologien, eksistentialismen og visse psykologiske og psykoanalytiske teoridannelser.

Ud af virvaret af teorier om selvet udkrystalliserer der sig således to distinkt forskellige måder at tænke om selvet på: Dels et selv i større eller mindre grad af opløsning, dels et holistisk enhedspræget selv. Jeg har valgt i indeværende bog at kalde de to begreber for det konstruerede og det essentielle selvbegreb. Det konstruerede selvbegreb er karakteriseret ved en generel opløsning af beskrivelsen af selvet. Selvet er ifølge denne anskuelsesmåde decentreret, fremmedgjort, en illusion eller en konstruktion. Det essentielle selvbegreb er modsat karakteriseret ved antagelsen om, at der er et selv, og at dette selv er relativt helt og uafhængigt af omgivelserne.

Diskrepansen mellem de to selvbegreber kan genfindes på mange niveauer: Den almene forskel i det offentlige rum mellem den fremherskende videnskabelige diskurs om selvet og den brede hverdagslige oplevelse af selvet, mellem de forskellige grene af psykologien (eksempelvis mellem det socialpsykologiske subjektbegreb og det kliniske selvbegreb), og internt indenfor enkelte retninger (eksempelvis indeholder psykoanalysen begge anskuelsesmåder, hvilket jeg vil påpege i løbet af bogen).

Problemindkredsning

For klarhedens skyld vil jeg forsøge at indkredse bogens problemfelt med nogle få sætninger:

• Med udgangspunkt i den beskrevne diskrepans mellem de dominerende opfattelser af selvet ønsker jeg med indeværende bog at afdække og belyse, hvilke forudsætninger de fremherskende måder at tænke om selvet på bygger på; hvilke grundlæggende diskurser de tager afsæt i.

• Herudover vil jeg forsøge at problematisere, hvorvidt de dominerende måder at tænke om selvet på er i stand til at begrebsliggøre fænomenet selvet. Hvad indfanger teorierne, hvad indfanger de ikke? Det er min antagelse, at både teorier med det jeg kalder et essentielt selvbegreb og teorier med et konstrueret selvbegreb, forkorter det fænomen, de peger på. Således ønsker jeg at undersøge, om og i bekræftende fald hvordan det enkelte individs selvstruktur påvirkes ved spejlen i hhv. det essentielle og det konstruerede selvbegreb.

• Endelig vil jeg ved hjælp af teorier, der opererer med både det, jeg kalder en essentiel, og det jeg kalder en konstrueret opfattelse af selvet, skitsere et selvbegreb, der muligvis i højere grad er i stand til at begribe fænomenet selvet uden samtidigt at forkorte det.

Gennemgangen og diskussionen i bogen vil udspille sig på tre niveauer; beskrivelsesniveauet, fænomenniveauet og metabeskrivelsesniveauet. Udfra beskrivelsesniveauet udforsker jeg diversiteten i måden at beskrive selvet på, sammenligner og diskuterer, hvilke præmisser og antagelser de enkelte selvbegreber bygger på. Denne anskuelsesmåde er den dominerende i bogen. Udfra fænomenniveauet, der er mere perifert i forhold til fremstillingens hovedspor, peger jeg på mulige forskelle mellem den faktiske selvkonfiguration og teoriernes begrebsliggørelse. Endelig refererer jeg med betegnelsen metabeskrivelsesniveauet til min egen opdeling i det essentielle og det konstruerede selvbegreb. Denne opdeling vil jeg især i bogens anden og tredje del løbende sætte spørgsmålstegn ved.

Forbehold

Diskrepansen mellem det, jeg kalder det essentielle- og det konstruerede selvbegreb vil blive udforsket udfra to perspektiver: Et bredt samfundsmæssigt og et mere snævert personlighedspsykologisk. Således beskriver og diskuterer jeg dels, hvordan opfattelsen af selvet i det offentlige rum er præget af diskrepansen mellem det essentielle og det konstruerede selvbegreb, og dels hvordan disse to måder at tænke om selvet på kan genfindes indenfor en enkelt teoretisk retning nemlig i psykoanalysen hos og efter Freud. Forskellen mellem forskellige teoretiske retninger indenfor psykologien beskæftiger jeg mig ikke med. Et sådant perspektiv ville blot virke forvirrende i forhold til bogens hovedfokus: At påpege den generelle eksistens af de to dominerende måder at tænke om selvet på. Med valget af en sociologisk og en psykoanalytisk vinkel ønsker jeg netop at understrege bredden i eksistensen af diskrepansen: Fra beskrivelsen af subjektet i det offentlige rum til beskrivelsen af det helt private selv.

Idet jeg håber, at opdelingen i det essentielle- og det konstruerede selvbegreb hjælper til med at klargøre og problematisere de dominerende måder at tænke om selvet på, er opdelingen strukturerende for hele bogen. Selvet anskues således både i det offentlige rum, i Freuds teori og i psykoanalysen efter Freud igennem disse ”kasser”. Opdelingen i det essentielle- og det konstruerede selvbegreb er min måde at skabe orden i diversiteten af selvbegreber (inspireret af teoretikere som Jørgensen, 2002 og Cushman, 1990), og kan følgelig forekomme lidt rigid. Således passer alle de beskrevne teorier ikke helt entydigt i enten den ene eller den anden kasse. Begreberne anvendes derfor relativt rummeligt og henviser netop ikke til en bestemt teori, men til nogle tendenser i måden at anskue selvet på.

Bogens fokus er almenpsykologisk og ikke anvendt- eller udviklingspsykologisk. Jeg beskæftiger mig således med selvet som en almen, grundlæggende psykologisk problemstilling og behandler udelukkende selvet hos den voksne – ikke selvets udvikling. Jeg har ikke snævert udgangspunkt i ordet ”selvet”, men beskæftiger mig med det, man lidt filosofisk kunne kalde kernen af det menneskelige, den enkeltes følelse af at være ”mig” etc. Inden for de forskellige teorier har dette fænomen eller denne genstand (hvis man overhovedet vil tildele selvet ontologisk status) mange forskellige navne. Jeg vil derfor i overensstemmelse med forskellige teoriers terminologi omtale selvet med så forskellige navne som jeg’et, subjektiviteten, subjektet, identiteten etc.

Jeg bruger både teorier fra den moderne – og fra den post- eller senmoderne tidsperiode, idet jeg ønsker at påpege, at tendensen til at operere med enten det essentielle selvbegreb eller det konstruerede selvbegreb ikke kan knyttes snævert til en bestemt tidsepoke, men eksisterer på tværs af opdelingen i modernisme og postmodernisme.

Endvidere afgrænser jeg mig til kun at beskæftige mig med det vestlige selvbegreb. En multikulturel tilgang med eksempelvis påpegning af kollektivistiske kulturer, der slet ikke har et ord for selvet, ligger uden for denne bogs fokus. Jeg tillader mig altså en etnocentrisk anskuelsesmåde vel vidende, at ideen om en entydig vestlig kultur i høj grad er en konstruktion, og at der selv indenfor et såkaldt monokulturelt land som Danmark findes mange forskellige kulturer.

Fremstillingens gang

Bogen er overordnet opdelt i tre dele. I første del anskues selvet udfra et samfundsmæssigt perspektiv og de fremherskende opfattelser af selvet i det offentlige rum beskrives. Til dette formål bruger jeg et bredt udvalg af sociologiske- og psykologiske teorier samt artikler i ugeblade, aviser og lignende. I bogens anden del fokuserer jeg nærmere på opfattelsen af selvet i psykoanalysen hos og efter Freud, mens jeg i tredje del ved hjælp af både sociologiske, psykologiske, filosofiske og psykoanalytiske teorier peger på begrebsdannelser, der går på tværs af opdelingen i det essentielle- og det konstruerede selvbegreb. Bogens første og tredje del er derfor mere essayagtige og eksemplificerende i udformningen, mens anden del er mere klassisk struktureret omkring enkelte teorier, der bliver gået i dybden med.

Tilgangen i bogens første del er sociologisk. Her beskæftiger jeg mig med forskellen mellem det essentielle- og det konstruerede selvbegreb i det offentlige rum, altså diskrepansen mellem den almene opfattelse af selvet og den fremherskende videnskabelige diskurs. Denne del af bogen består af fire underafsnit. Første afsnit er en historisk gennemgang af selvets – eller subjektets udvikling. Herefter følger i andet og tredje afsnit en gennemgang og belysning af hhv. det essentielle- og det konstruerede selvbegreb i det offentlige rum. I fjerde afsnit bevæger jeg mig ned på fænomenniveauet og reflekterer over, hvilke implikationer spejlen i hhv. det essentielle- og det konstruerede selvbegreb har for den enkeltes selvopfattelse.

I bogens anden del diskuterer jeg forskellige psykoanalytiske teorier om selvet. Denne del indledes af en redegørelse for Freuds opfattelse af selvet og en diskussion af denne i forhold til bogens opdeling i det essentielle- og det konstruerede selvbegreb. Herefter følger to afsnit om selvet i psykoanalysen efter Freud. I det første undersøger jeg teorier med det, jeg kalder en essentiel opfattelse af selvet (Egopsykologien, Objektrelationsteorien og Selvpsykologien), i det andet teorier med det, jeg kalder en konstrueret opfattelse af selvet (Kernberg, Klein, Lacan og Schafer).

Efter diskussionen af teorier, der kan rubriceres som enten tilhørende det essentielle- eller det konstruerede selvbegreb, ser jeg i afsnittet Kærlighed og Strid nærmere på teoretikere, der opererer med et selvbegreb, der både indeholder det, jeg kalder essentielle-, og det, jeg kalder konstruerede elementer. Yderligere giver jeg et bud på en opfattelse af selvet, der muligvis i højere grad er i stand til at begrebsliggøre fænomenet selvet uden samtidig at forkorte det.