1800-tallets europæiske kultur var præget af store udstillinger, hvor nationalstaterne fremviste varer og luksusprodukter, som blev fremstillet inden for nationens grænser, og præsenterede deres kulturelle fortrin, nationale særpræg og eksempler på eksotisk folkekultur. Verdensudstillingerne i London (1851) og Paris (1900) blev populære og tiltrak mange besøgende.
Udstillingerne visualiserede også den europæiske selvopfattelse i kolonialismens tidsalder, hvor ’naturfolk’ blev set som repræsentanter for et kulturtrin, de civiliserede vestlige samfund for længst havde forladt. Danmark ønskede også at præsentere sine nordatlantiske bilande (Island, Færøerne og Grønland) i udstillingssammenhæng. Første gang var i Paris i år 1900, hvor Daniel Bruun (1856-1931) arrangerede opsætningen. Han var amatørarkæolog og begyndte med at undersøge nordboernes skæbne i Grønland og sammenhængen mellem den islandske og færøske kultur. Nationalmuseet bakkede planerne for en udstilling op, og islændingene var også interesserede.
