Читать книгу Skøre detektiv. Sjov detektiv - StaVl Zosimov Premudroslovsky - Страница 3

Harutun Karapetovich så tynd og lang ud. Ansigtet var en typisk kaukasisk. Håret er gråt, langt til skuldrene, selv som halm. På Tiechka var der en solid skaldethed, der blev optjent fra tidligere arbejde som vagter for gæstearbejdere. Tidligere arbejdede han som cattleman efter ti års fængsel som politisk fange. Anekdoten fortalte om Lenin, proletariatets leder og endda svinen, til revisoren i landsbyrådet, og den tordnede. Lenin ville have reageret lettere, bare lo, men de lokale myndigheder der – nej. Men det var i den sovjetiske æra. Og derfor med det sovjetiske systems forsvinden forsvandt også den kriminelle fortegnelse. Han blev rehabiliteret og fik fordele ved gas. Men med sin pensionering ønskede han at være nyttigt for samfundet, og så lokkede kona til den nye distriktspolitimand med sine blå øjne og… resten er HACK… Så, tror jeg, ikke sværger… Så han gik til korporalen for at til distriktspolitimanden, og rang blev tilbage fra hærens tjeneste.

Han kunne godt lide den engelske detektiv Poirot, og derfor røg han et rør som Holmes, han forvirrede dem bare. Han havde en hat og bart, ligesom Elkyl’s, kun georgisk. Selv en stok købte en lignende og en halekåbe af arbejdere på Mariinsky Opera og Ballet Theatre til en kasse med måneskine. Skoene blev bestilt af en nabo, der tjente som skomager i zonen. Han slog dem endda ud med stifter, og da han gik, især på asfalt, klikkede han som en hest eller en pige fra Broadway. Hans næse var som en ørn, og hans store øjne var som en lemur.

“Så” sagde Ottila og satte sig på en speciel stol. Izya smed døren og gik ind på kontoret. På en bakke bar han stegt røræg med fisk og hans yndlings friskpressede hvidløgssaft. – kom hurtigere, ellers rystes allerede pythonen.

– Fuuuu! – grimeret Incephalopat, – hvordan drikker du det? Du kan slappe af…

– Hvad ville du forstå i udsøgt gourmet? Drik ikke. Jeg personligt kan godt lide det. – sulk.. – tog en slurk af Ottila og.., – Uhhh, – burpede den til siden. Han sprang op og løb ind i det fjerneste hjørne af kontoret. En gulp med tåget formede knolde forlod distrikts hals og oversvømmede øjeblikkeligt som tåregas hele rummet. Arutuna blev beslaglagt med en astmatisk krampe, og da han hoste, var han ikke dygtig.

– Ville skamme sig eller noget?! Jeg er velegnet til dine fædre.

– Eller måske en mor? – Ottila oplevede røræg og, med en mundfuld, spytter krumme, gøede strengt: – Alle har deres egen smag, sagde hinduen, stiger ned fra aben og tørrede hans pik med et bananblad. Vil du have øje?

– Åh! Beklager, protektor, jeg har glemt noget … – Arutun Karapetovich blev flov og satte sig i en stol.

Pludselig knirkede en gadeindgangsdør, og en gammel kvinde på omkring hundrede år trådte ind på kontoret.

– Hvem lukkede ikke døren??? Jeg har travlt, bedstemor!!! – Bug Klop og kvalt…

Kona hørte hosten og løb til ham med et ark og en pen, så han ville skrive et testamente. Men da han så hans ubrugelighed, svingte han og slå hendes mand på benede skulderblade. Ottila harkede og spyttede ud æggeblommen.

– Uh, Harutun, en gammel brusk, hvorfor låste du ikke døren bag dig, da du kom? Og du, bedstemor, kom ud, vi har et møde.

– Som? spurgte den døve bedstemor.

– Grunt! kom efter middagen!! – sagde Klop højlydt.

– Spis, spis, skat med en ringblomst… Jeg venter. – bedstemødre smilede og spændte ned, da der ikke var flere stole, og det var ikke sædvanligt at give plads her, og ingen fra publikum kom til at tænke på.

– Hvilken slags frokost? Og? Jeg spiser morgenmad… Og så på dagsordenen: arbejde med underordnede. – Ottila viftede med hånden og trak mærket direkte ind i Harutuns øje med en ske med et stykke æg – og du? – sprang i en stol, – ikke taknemmelig middelmådighed, – sprang derefter på bordet, – du kan kun spise moonshine og slå ansigter til hinanden. Jeg har ikke til hensigt at gå som en coyote.. – og som en akrobat ved hjælp af et somersault sprang jeg fra bordet til gulvet, – og stillede op med dig.. Skriv en erklæring, og det er det!

– Hvilket udsagn? Hvad råber du? “Isolde Fifovna afbrød ham med et råb fra King Kong.”

– Ah? – dværgen begyndte med en start.

– Hvad råber du? – spurgte hun mere roligt og roligt, – kan du ikke se, hun har sovet i lang tid.

– Så her nu en overnatning? Incifalatus, tag denne pensionist ud. – Ottila kom sig i en pose og klatrede op på en stol for at spise middag videre.

– Jeg er en Incephalopat, en protektor, ikke Incifalate. – rettede Korporalen og gik til den sovende gamle kvinde. Let stak hende med en stokk, som Poirot eller Watson. – Kære, alle?! – vendte sig til Boss, der allerede sad ved bordet og til en mester.

– Boss, hun, efter min mening, stønede.

– Hvad? Hrjapa-Hrjapa.

– Nå,. Ånder ikke. Den er død. – igen med frygt i hans stemme sagde Harutun. Hans læber dirrede. Han forestillede sig, at den samme skæbne venter ham. Harutun græd.

Ottila frøs med en mundfuld mad. Han så på sin kone og spurgte:

– Zhinka, tjek det.

Fifovna kom op og løftede den gamle kvinde ved kraven. Fødderne kom ned fra gulvet, og knæene rettede sig ikke. Hun gik op og satte liget som en vase foran et krus, idet hun bedøvet kiggede med hendes mund fuld af tyggede æg, hendes mand.

– Se selv, schmuck, er hun død eller ikke?! – og var ved at rejse. – He, Zhinka. Du vil svare for Zhinka. hun mumlede…

– Tag hende fra bordet, du nar!!! Er du… virkelig, eller hvad? Jeg er chef her, og chef, og du?…

– Nå, det startede igen. – mumlede bakken Intsephalopat.

– Og du bruger Ottila Aligadzhievich Klop-fonden gratis! – smuler fra munden fløj fra hinanden, – Og generelt… pah, lort, – han spyttede alt indholdet fra munden og råbte, før han klatrede op på bordet. “Du er en stuepige her.” Har du det?

– Ja, min herre. – Donald Isoldushka og knælede. Hendes hoved var i flugt med hovedet på hendes mand, der stod på bordet. Og størrelsen på deres hoveder ville simpelthen imponere enhver pessimist: Hendes hoved var fem gange større end ham.

– Okay, heh heh heh, tilgiv mig, tag denne bedstemor ud af døren til verandaen. Nej, bedre væk fra hytten. Det er morgen, og nogen finder hende.

Kona tog liget og bar det, hvor ejeren bestilte. Når alt kommer til alt arbejdede hun også som teknisk tekniker, en vagtmester og assisterende sekretær med rang som seniormadras. Et minut senere vendte hun tilbage og gik og marsjerede til bordet.

– Jeg kastede hende over hegnet.

– Er du en nar eller noget? Dette er en veteran fra planten. Sandt nok, siddende. Kort sagt – bommen.

– Du spiser. – kona flyttede op på pladen.

– Jeg vil ikke. Du skulle have lagt det på min tallerken. Hvilken slags mad er det? Tag det ud, lad børnene spise op. Bare fortæl dem ikke, hvad jeg spiste. Og så foragtes de.

– Det er rigtigt, hvis du har en hore fra munden. Har du brug for at børste dine tænder, når du sidst rensede dem for hundrede år siden? – hustruen hentede opvasken fra bordet og gik til den private halvdel af hytten.

– Vær stille, kvinde! Hvad forstår du i lugt? Okay, – Jeg kastede ærmet af med krummer og dråber fra bordet. – Hvad jeg ville sige. Huh?.. Så gør dig klar til at gå til Peter.

– Hvorfor?

– Åh, kollega, vi har en ny seriøs forretning. Første og sidste!

– Overføres vi til Skt. Petersborg? – Harutun trak sit hår ud af næseborene, var henrykt og bankede med en stok.

– Nej, tag det køligere. Vi vil undersøge en alvorlig sag og ikke pirke omkring skurene på jagt efter mistede kyllinger og tyr. Og så, når vi finder ham, overføres vi højere…

– Hvor er det til himlen?

– Nar, der er ingen byer på himlen, til Amerika.

– Og hvad vil vi kigge efter? Hvad skal der findes for at sende os til Amerika?

– Vi ser efter næsen…

– Hvem er næsen? – Harutun forstod ikke.

Ottila klatrede op på bordet og gik til den anden side, tættere på Korporalen. Han satte sig ned og dinglede benene og snakede med dem.

– Nå, i et nøddeskal.. – begyndte han med en halv stemme.

– Og hvad i en hvisken derefter?

– Nerd, konkurrence. Denne sag kan fjernes af Feds.

– Ahhh! Jeg indså patronen.

– Så, ærmet. Heh, cool! Jeg er en “patron”, og du er en “ærme”. Og patronen stikkes i ærmet. Hahaha. Er sjov

– Nej De satte en kugle ind i patronen.

– Hvad, smart? Og du ved, at i vores land er alle smarte – fattige og fattige. Vil du gøre en forskel? Så hør, jeg forklarer ikke to gange. Et hellig sted er aldrig tomt. Og dit sted, ikke kun det Hellige.. Ved du, hvor mange arbejdsløse i vores landsby, der vil kneppe dig til at indtage din gratis plads?

Harutun ruede øjnene ud af frygt og udgød tårer af senilitet.

– Beklager, patron, der er ikke indsat en kugle i ærmet, men en patron.

– Nå, så hør, hvor meget, jeg vil forklare i en nøddeskal: Eeee… læste du Gogol?

– Han drak en mogul.

– Tuller du mig?

– Det var humor. Jeg så film med hans deltagelse.

– Det er godt. Så du en film om NOS?

– Om hvis næse?

– Nå, ikke om din? … – Ottila sprang fra bordet, – Humor igen?

– Mnn, ja! – den gamle mand rejste sig opmærksom. Ottila kiggede på korporalens lysken og løftede hovedet med svulmende øjne, kastede hovedet til slutningen og så kun en søvnig plexus.

– Sid skide!! råbte han. Korporalen sad i en udgangsposition.

– jeg huskede. Patronen… det er her manden mistede næsen…

– husket?

– Det stemmer!!

– Så vi ser efter ham. Selv … – Og Ottila bankede en finger i loftet. – spurgte mig en halv dag. Han anmodede meget om, at jeg selv personligt ville tage denne sag op. Så at sige, tog personlig kontrol.

– Gud?

– Nej, du nar, Marshal. Nuuu, vores gud. Han sagde, at der ikke er nogen værdigere … – Ottila sprang på knæene, stod underordnet og tog kontrol over situationen.

– Og hvordan skal vi se efter ham. Dette er en historie?! Desuden døde de.

– Hvem er de?

– Nå, disse, hovedpersonerne døde for længe siden… og Gogol er hovedvitnet, det samme… ja, død.?! Dette er ikke humor.. Ahhh?

– Nar. – Fejlen sprang fra skødet af Incephalopat. – Vi ser efter et monument på et kobberplade, der blev stjålet. Enten hjemløse eller skurke. Alligevel et monument over NOSU og måske… antikviteter.!?

– Og hvem bliver her?

– Isolde og Izzy til det vigtigste.

– Er han stadig lille?

– Intet er lille, jeg kendte allerede en kvinde i hans år.

– For dette er meget sind ikke nødvendigt: læg det, spyttede og gik…

– Hvordan man ved, hvordan man ved…

– Nej, protektor, jeg kunne blive, mit hjerte er svagt…

– Intet, her i Skt. Petersborg indånder du gasser og lethed.

Harutun ville stadig sige noget om at blive hos Klops kone, men han blev tankevækkende og kiggede væk på den krybende tohale på knæet og pressede insektet ind i stoffet i hans bukser med tommelfingeren.

– Hvad ville du udslette? – sarkastisk, skævede hans øjne, spurgte Ottila.

– Jeg har ikke penge eller medicin.

– Det kan løses. Alt betaler budgettet. Hvis vi finder næsen.

– Og hvis vi ikke finder det?

– Og hvis vi ikke finder det, trækkes alle udgifter… fra dig.

– Hvordan så?

– Og så. Hvis du stadig stiller dumme spørgsmål, kan du miste dit job. Har du det?

– Det er rigtigt, forstået. Hvornår skal vi hen?

– Dumt spørgsmål. Vi skulle allerede være der. Lad os gå nu!

– Og hvad er der så snart? Har jeg ikke pakket min kuffert?

– Vi skal altid holde det klar. Du vidste, hvor du fik et job… Forresten, den samme ting…

– Hvad?

– Jeg har ikke pakket min kuffert. Ja, vi har ikke brug for dem. Ved ankomst skal du købe det, du har brug for. Jeg har et bankkort.

– Og hvis der ikke er nok penge?

– Han kaster. – og igen sprang distriktspolitimanden med en finger i loftet og sprang i en pygmy-stil ved hjælp af svulster på bordet og viftede med en fod foran kollegas næse. Han rejste sig og korsede bordet til fods i retning fra Arutun til sin stol. Tårer og satte kursen mod afkørslen.

– Hvad sidder du? lad os gå! – og vinkede med hånden, – og som ved langs St. Petersborg, fejede over Jorden…

De forlod fæstningen og efterlod kun en note i kridt på døren:

“Vær ikke bange. Vi gik videre med et presserende opdrag til Skt. Petersborg. Du bliver på Incephalates sted og Izya – i stedet for mig.. Mig!”

Og i bunden er tilføjelsen i en anden håndskrift:

“Beklager, Pupsik, jeg kommer tilbage, som jeg skal! Mens din loppe går op. Vent på mig, og jeg kommer tilbage. Måske en…”

Izya læste notatet, og skrev på arket i håndskrift fra sin far og Intsefalopat, skjulte den i lommen og tørrede indskriften fra døren.

– Nå, gamle ged, du har det. – Jeg tog min mobiltelefon og sendte SMS til min far. Så gik han ind i huset og gav sedlen til sin mor. Hun læste og trak på skuldrene.

Lad ham ride. Vi erstatter det. Og ikke et ord om fortsættelsen af faderen. Har du det?

– Selvfølgelig, mor, jeg forstår… Og lad os tage svinen fra rektoren, ahh? foreslog han.

– Hvad er du? Vi skal gøre alt i henhold til charteret og retfærdigheden.

– Og han råber på mig i retfærdighed?

– Han er instruktøren. Han ved bedre. Og han selv vil være retfærdiggjort for Gud.

– Er det den der hænger på væggen på kontoret?

– Næsten. Der hænger Iron Felix, hans stedfortræder. Okay, gå med dit hjemmearbejde.

– Det gjorde jeg. Mor, kan jeg gå en tur på floden?

– Gå, men husk, hvalp: druk, kom ikke hjem. Jeg dræber dig… Har du det?

– Ja. – Izzy råbte og forsvandt bag døren…