Читать книгу Vidnesbyrd - Stefan Iversen - Страница 4

De første koncentrationslejre blev taget i brug i foråret 1933, få dage efter Hitlers magtovertagelse. Det nazistiske styre fik tidligt beføjelser til at placere formodede fjender af den nazistiske stat i Schutzhaft, det vil sige beskyttelsesarrest, uden ret til først at få deres sag prøvet for en domstol. Forudsætningen var Rigsdagsbranden, som nazisterne beskyldte kommunisterne for at stå bag. I 1930’erne kom nettet af lejre til at spille en stadig større rolle i den nazistiske stats forsøg på at skabe et rent, ublandet, tysk folk. I 1936 blev det ved lov fastlagt, at Gestapos beslutninger ikke kunne prøves for domstole, og da Gestapo, som resten af det tyske politi, i juni 1936 blev underlagt SS-chefen Himmler, var kontrollen med koncentrationslejrene reelt løsrevet fra et juridisk system. Fra og med 1938 blev retningslinjerne for beskyttelsesarrest udvidet til også at gælde såkaldte fjender af det tyske folk, hvilket betød alt fra jøder og sigøjnere til homoseksuelle og kriminelle.

Lejrene var oprindelig tænkt som midlertidige interneringssteder, og de fungerede i et vist omfang som sådanne op gennem 1930’erne. I løbet af krigen forandrede de imidlertid flere gange status og funktion, ligesom flere nye typer af lejre kom til. Tyskernes bremsede fremmarch i Sovjetunionen forandrede krigsbilledet fra den såkaldte Blitzkrieg til en egentlig stillingskrig. Spørgsmålet om forsyninger blev afgørende, og fra 1942 blev en række af koncentrationslejrene omstillet til arbejdslejre. Sammensætningen af fanger ændrede sig markant i takt med krigens udbrud og udvikling. Ved slutningen af krigen var langt størstedelen af fangerne i lejrene ikke-tyske.

I lejrene praktiseredes udryddelse gennem fysisk arbejde og udsultning. Fangernes hverdag bestod af timelange appeller, umenneskeligt hårdt arbejde og fødemængder langt under sultegrænsen. Sygdomsbehandling var stort set ikke-eksisterende. I centrum af lejrenes organisering stod det såkaldte fangeselvstyre. Ideen bag det var, at nogle fanger blev forfremmet til at være de andre fangers vogtere. Øverst i dette hierarki, som befandt sig under SS’ernes hierarki, var en Lagerälteste (lejrældste), som under sig havde Blockälteste (blokældste), som under sig havde Stubendienst (stuetjenere).

Fangerne blev ved ankomsten til lejrene frataget stort set alle deres ejendele og tildelt et nummer, som enten var broderet, trykt eller malet på et stykke stof eller blev skrevet eller tatoveret på armen. De blev inddelt i kategorier efter årsagen til deres deportation og skulle bære farvede trekanter af stof, som tydeligt viste deres status. Gul trekant betød jøde, rød trekant betød politisk fange (fx kommunister), lilla trekant betød Jehovas Vidne, sort trekant betød asocial (fx tiggere og prostituerede), rosa betød homoseksuel og brun betød sigøjner (en del sigøjnere blev dog klassificeret som asociale).

Fra slutningen af 1941 begyndte desuden opførelsen af de såkaldte udryddelses- eller dødslejre, hvis formål alene var at myrde de deporterede. Udryddelseslejrenes funktion og begrundelserne for deres nødvendighed blev præsenteret for centrale dele af det nazistiske bureaukrati på Wannsee-konferencen i januar 1942. Disse lejre var en afgørende komponent i Die Endlösung der Judenfrage, den endelige afslutning på jødespørgsmålet, som var et andet udtryk for nazisternes plan om systematisk at deportere alle jøder mod øst, for dér at udsætte dem for betingelser, de ikke kunne leve under. I praksis var udryddelseslejrene industrialiseret massemord: Togskinner førte hen til indgangen til gaskamre, hvor tusindvis af mennesker blev myrdet dagligt. Oftest brændtes ligene herefter i krematorieovne af særligt udpegede fangegrupper, de såkaldte Sonderkommandos.

Gudrun Schwarz redegør i Die national-sozialistischen Lager (1990) for alle nationalsocialistiske lejre, herunder også ghettoer, medicinske forsøgsanstalter og opdragelsescentre (i alt 10.005 lejre, fordelt på 16 typer). Hun anslår på baggrund af en stor mængde eksisterende forskning, at der – i tillæg til dødsfald blandt de registrerede indsatte – døde mere end 3 millioner uregistrerede civile, hvoraf mindst 80 % var jøder, i udryddelseslejrene.

En særstatus blandt de mange lejre indtages af Auschwitz-komplekset, der er kommet til at stå som symbol på de tyske koncentrationslejre og på Holocaust som sådan. Auschwitz bestod af tre lejre, hvoraf den ene, udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, blev stedet for det største antal mord på civile under nazisternes regime. Hovedlejren for mænd åbnede i 1940, og en kvindeafdeling fulgte efter i 1942. Udryddelsesanlæggets oprettelse blev besluttet sommeren 1941, og nye gaskamre blev åbnet i løbet af 1942. I sin mest udbyggede stand kunne lejren dræbe 12.000 mennesker samtidig. Det frembragte en overgang så mange lig, at krematorierne ikke kunne følge med, hvorfor ligene måtte brændes på åben mark.

Ved ankomsten til Auschwitz-komplekset blev de deporterede, straks de trådte ud af toget, underkastet en selektionsproces: De arbejdsduelige blev sendt til arbejdslejrene, mens alle ældre, børn, kvinder med børn samt svageligt udseende blev sendt direkte til gaskamrene.

Omkring 400.000 forskellige numre blev uddelt til fanger i Auschwitz, og af dem døde omkring de 300.000. Dertil skal lægges mere end 700.000 mennesker, hvoraf hovedparten var jøder, som døde i Auschwitz uden først at have fået tildelt et fangenummer.