Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 32

1:4.1 (26.3) Guds fuldkommenhed er så uendelig at den for altid gør ham til et mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er det fænomen at Gud er iboende i de dødeliges sind. Den måde hvorpå den Universelle Fader omgås sammen med tidens skabninger, er det mest dybtgående af alle universets mysterier; den guddommelige tilstedeværelse i menneskesindet er selve mysteriernes mysterium.

1:4.2 (26.4) De dødeliges fysiske kroppe er "Guds templer". Uanset at de Suveræne Skabersønner kommer i nærheden af de skabte væsener på deres beboede verdner og "trækker alle mennesker til sig"; selv om de "står ved døren" til bevidstheden "og banker på" og fryder sig over at kunne komme ind til alle dem som vil " åbne dørene til deres hjerter"; selv om dette intime personlige samkvem mellem Skabersønnerne og deres dødelige skabninger faktisk finder sted, så vil det dødelige menneske ikke desto mindre have noget fra selveste Gud som faktisk har sin bolig indeni det og som dets legeme er et tempel til ære for.

1:4.3 (26.5) Når I er færdige hernede; når jeres livsforløb i en midlertidig form på jorden er kommet til vejs ende; når jeres prøvelsesrejse i kødet er over; når støvet som det dødelige tabernaklet består af, "vender tilbage til jorden hvorfra det kom ": da, er det åbenbaret, at den iboende "ånd skal vende tilbage til Gud som skænkede den." Det opholder sig indeni hvert moralske væsen på denne klode et fragment af Gud, en andel af selve det guddommelige. I har ikke ejendomsretten til det, men det er en del af planen, at det skal bliver ét med jer, hvis I overlever den dødelige tilværelse.

1:4.4 (26.6) Vi bliver uafladelig konfronteret med dette Guds mysterium; vi er rådvilde over at se hvorledes stadig mere af sandheden om hans uendelige godhed, grænseløse barmhjertighed, mageløse visdom og uovertræffelige karakteregenskaber breder sig ud for os i et endeløst panorama.

1:4.5 (26.7) Det guddommelige mysterium består i den iboende forskel, som skiller det endelige fra det uendelige, det tidsbestemte fra det evige, den tid og rum bundne skabning fra den Universelle Skaber, det materielle fra det åndelige, menneskets ufuldkommenhed fra Paradisguddommens fuldkommenhed. Den universelle kærlighedens Gud manifesterer sig ufejlbarlig for hver og en af sine skabninger så langt som sådanne skabningers åndelige evner forstår den guddommelige sandhedens, skønhedens og godhedens kvaliteter.

1:4.6 (27.1) For hvert eneste åndevæsen og hver eneste dødelige skabning i hver eneste sfære og på hver eneste verden i universernes univers åbenbarer den Universelle Fader alt af sit elskværdige og guddommelige jeg som kan skelnes eller fattes af sådanne åndevæsener og de dødelige skabninger. Gud gør ikke forskel på personer, hverken åndelige eller materielle. Den guddommelige tilstedeværelse som ethvert barn af universet til enhver tid nyder godt af, begrænses kun af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne den overmaterielle verdens åndelige realiteter.

1:4.7 (27.2) Som en virkelighed i menneskets åndelige oplevelse udgør Gud ikke noget mysterium. Men når man forsøger at klarlægge åndeverdnernes virkeligheder for sindene i de materielle klasse, melder mysteriet sig: mysterier som er så subtile og så dybe, at dødelige, der kender Gud kun gennem trosforståelse kan opnå det filosofiske mirakel det er, at kunne genkende den Uendelige fra det endelige, at de dødelige udviklingsvæsener på de materielle verdener i tid og rum skal kunne skelne den evige Gud.