Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 69

6:0.1 (73.1) Den Evige Søn er det perfekte og sidste udtryk af det ”første” personlige og absolutte begreb af den Universelle Fader. I overensstemmelse hermed, når som helst og hvor end Faderen personlig og absolut udtrykker sig selv, så gør han det gennem sin Evige Søn, som altid har været, er nu, og for altid vil være, det levende og guddommelige Ord. Og denne Evige Søn er hjemmehørende ved centret af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyller den Evige og Universelle Faders personlige tilstedeværelse.

6:0.2 (73.2) Vi taler om Guds ”første” tanke og hentyder til den Evige Søns umulige oprindelse i tiden med det formål at få adgang til den menneskelige intellekts tankekanaler. Sådanne fordrejninger af sproget repræsenterer vores bedste anstrengelser på kontakt-kompromis med de dødelige væseners tidsbegrænsede sind. I den sekventielle betydning så kan den Universelle Fader aldrig have haft en første tanke, ej heller kunne den Evige Søn nogensinde have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret til at skildre evighedens realiteter til de dødeliges tidsbegrænsende sind ved hjælp af sådanne tankesymboler og beskrive forbindelserne med evigheden ved hjælp af på hinanden efterfølgende tidsbegreber.

6:0.3 (73.3) Den Evige Søn er den åndelige personalisering af Paradis Faderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, ubegrænset ånd, og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Faders skaber identitet. Sønnens perfekte personlighed afslører, at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde til alle betydninger og værdier i det åndelige, det viljebestemte, det målbevidste og det personlige.

6:0.4 (73.4) I et forsøg på at gøre det muligt for det begrænsede sind i tiden til at danne sig nogle sekventielle begreber af relationerne mellem de evige og uendelige væsener i Paradistreenigheden, anvender vi os af den konceptuelle frihed at tale om ”Faderens første personlige, universelle, og uendelige koncept.” Det er umuligt for mig at overføre til den menneskelige sind nogen fyldestgørende idé om Guddommenes evige relationer; derfor anvender jeg sådanne udtryk som vil give det begrænsede sind noget af en idé om forholdet af disse evige væsener i de efterfølgende tidsperioder. Vi tror, at Sønnen udgik fra Faderen; vi har lært at begge er ubegrænset evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsvæsener fuldstændig kan forstå dette mysterium af en Søn som er afledt af Faderen, og som alligevel er koordineret evigt med selve Faderen.