Читать книгу Vidnesbyrd - Stefan Iversen - Страница 5

Danske statsborgere blev i kraft af Danmarks særlige forhold til besættelsesmagten først sent inddraget i nazisternes deportationsprocesser. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, fortsatte en stor del af statsadministrationen med at være på danske hænder. Danmark kapitulerede stort set uden kamp, mens tyskerne omvendt accepterede Danmark som en suveræn stat. Konsekvenser heraf var, at Danmark bevarede retsplejen på egne hænder, og at der intet tysk sikkerhedspoliti var i Danmark under krigens første år, samt at der ikke fandt systematiske deportationer sted i Danmark før efteråret 1943.

I efteråret 1942 indsatte tyskerne Werner Best som rigsbefuldmægtiget. Det skete som en konsekvens af den såkaldte telegramkrise, hvis ydre årsag var Hitlers utilfredshed med en lidt vel kortfattet tak for en fødselsdagslykønskning fra den danske konge, men hvis dybereliggende grunde var tysk vrede over danskernes voksende modstand mod besættelsesmagten. I løbet af sidste halvdel af 1943 brød samarbejdspolitikken endegyldigt sammen. Tyskerne svarede den 29. august igen på en bølge af strejker ved at afvæbne flåden og hæren og erklære Danmark i undtagelsestilstand. I denne periode steg antallet af modstandsbevægelsens aktioner markant. Værnemagten overtog fra august 1943 den nu tidligere regerings rolle, og Gestapos razziaer og deportationer, som andre besatte lande var underlagt, blev mulige i Danmark.

Det gjaldt ret forskellige forhold for de deportationer, der herefter fandt sted fra Danmark, ikke mindst fordi de førte til forskellige lejre. Vi følger her Rasmus Jørgensen, som i Deporteret. Beretningen om de danske KZ-fanger (2005) skelner mellem fem grupper af danske deporterede: kommunister, jøder, modstandsfolk, politifolk og en mere løst kontureret gruppe af såkaldt asociale. De fleste af tallene i det følgende stammer fra Jørgensens bog.

I denne bog er de første fire og kvantitativt mest betydende af disse grupper repræsenterede. Derudover har vi valgt at inddrage to vidnesbyrd, der er aflagt på dansk, men af vidner, der først kom til Danmark efter krigen. Det ene stammer fra Iboja Wandall-Holm, der blev fanget som illegal tjekkisk flygtning i Ungarn og som sad i forskellige lejre i Ungarn, inden hun i 1944 blev en del af de systematiske deportationer fra Ungarn til Auschwitz. Wandall-Holm sad først i Auschwitz-Birkenau, siden i en af Auschwitz-kompleksets udekommandoer, kaldet Rajsko-lejren. Det andet vidnesbyrd, som aflægges af et vidne, der er deporteret fra et andet land end Danmark, er Arlette Andersens. I begyndelsen af 1944 blev hun som fransk jøde deporteret fra Frankrig til Auschwitz-Birkenau. Både Wandall-Holm og Andersen deltog i den såkaldte dødsmarch, som de endnu levende i Auschwitz-komplekset blev sendt ud på, da russerne stod for at erobre den del af Polen, hvor lejr-komplekset lå.

De danske kommunister var de første danskere, der blev udsat for systematisk internering. Det skete, mens den danske regering endnu var ved magten og altså med den siddende regerings accept. Allerede den 22. juni 1941 – samme dag som Tyskland gik i krig med Sovjetunionen – krævede tyskerne de ledende danske kommunister fængslet. Omkring 540 medlemmer af DKP blev interneret i Horserødlejren. Da værnemagten overtog regeringsmagten i august 1943, sad der 248 kommunister i lejren, men det lykkedes 98 af dem at flygte. De resterende 150 blev den 2. oktober 1943 deporteret til Tyskland på skibet Wartheland. Karl Dester, hvis vidnesbyrd er en del af denne bog, var en af disse kommunister. Med dette skib var også en del af de danske jøder, som ikke lykkedes med at undslippe til Sverige.

For kommunisterne var rejsens mål Stutthof i Polen, oprindeligt en civil fangelejr, men i 1942 omdannet til koncentrationslejr. Lejren rummede primært politiske og kriminelle fanger, men i takt med russernes fremrykninger mod vest kom jøder fra andre evakuerede lejre til Stutthof, hvorefter tyskerne begyndte at bruge den voldsomt overfyldte lejr til massehenrettelser og ligafbrændinger. Mindre end halvdelen af de 100.000 fanger, lejren modtog, levede i januar 1945. Da valgte tyskerne at rømme størstedelen af lejren, og mange fanger døde under evakueringen. De fleste af de danske kommunister (Rasmussen fastslår tallet til 112), blandt dem Karl Dester, var med på denne første evakuerings dødsmarch, der varede over en måned, og hvis umådelige strabadser førte fangerne gennem adskillige krigszoner. Resten af de danske kommunister deltog i senere evakueringer fra Stutthof. 22 af de 150 deporterede døde, enten i Tyskland eller kort efter hjemkomsten til Danmark.

Kort efter den danske regerings tilbagetræden i 1943 gjorde Gestapo klar til at udføre en razzia mod de danske jøder med henblik på at deportere dem. Motiverne bag beslutningen om at deportere de danske jøder er omdiskuterede, ikke mindst fordi Werner Best, som var den, der gav ordren til deportationen, samtidig var den, der kort efter lækkede datoen for aktionen, hvilket gjorde det muligt for ca. 7.000 af de 8.000 jøder i Danmark at undslippe til Sverige. 481 danske jøder blev i løbet af efteråret 1943 sendt til Theresienstadt. Blandt disse var et af denne bogs vidner, Birgit Fischermann. Hun var 5 år gammel, da hun sammen med sine forældre, sin morfar og mormor samt mostre og onkler blev deporteret til Theresienstadt. De var med det samme troppeskib, som fragtede Karl Dester og de øvrige deporterede danske kommunister til Tyskland.

Theresienstadt var en jøde-ghetto, oprindeligt tænkt som en lejr for ældre, privilegerede jøder, som tyskerne kunne bruge som fremvisningsgenstand i propagandaøjemed. Reelt var der tale om arbejdslejrlignende forhold for de indsatte, med underernæring og voldsomme sygdomsepidemier til følge. Lejren fungerede i praksis som gennemgangsled til udryddelse i dødslejrene østpå. Af de i alt 144.000 jøder, der blev sendt til lejren, blev omkring 88.000 sendt videre til Auschwitz eller andre lejre. I modsætning til andre jøder i Theresienstadt gik danskerne fri af de videre deportationer i kraft af en aftale, som Best i november 1943 lavede med Adolph Eichmann. Eichmann varetog de logistiske opgaver i forbindelse med den såkaldte Endlösung. De overlevende danske jøder forlod lejren i april 1945, og lejren blev befriet i maj 1945.

Som gruppe udgjorde modstandsfolkene en større, men mere blandet forsamling end jøderne og kommunisterne. Der var ofte ingen direkte forbindelse mellem den konkrete forseelse, som modstandsfolkene blev taget for, og deres deportation. De fleste modstandsfolk blev deporteret som lige dele prævention og straf for sabotage, udført af andre i modstandsbevægelsen. Selve deportationsprocessen var derfor løbende, begyndende i november 1943 og fortsættende helt frem til krigens slutning. Omkring 1.780 modstandsfolk blev deporteret til de tyske koncentrationslejre Sachsenhausen, Dachau og Neuengamme – med flest danskere i den sidstnævnte. Ca. 280 danske modstandsfolk døde i tyske lejre. I denne bog repræsenteres de deporterede danske modstandsfolk af John Eberth Jensen-Sønderskov og Mogens Henrik Nielsen. Sønderskov blev i 1942 taget af tyskerne og indsat først i Vestre Fængsel, siden i Frøslevlejren for derfra at blive deporteret til koncentrationslejren Neuengamme og siden til Dalumlejren. Nielsen sad først i Frøslevlejren, samtidig med sin mor og far, siden blev han deporteret til Neuengamme.

Neuengamme, placeret lidt syd for Hamborg, fik status af koncentrationslejr i 1940. Godt 100.000 blev registreret som ankomne til lejren, men det faktiske tal var væsentligt højere. Ca. 55.000 døde i lejren. Den fungerede som centrum for næsten hundrede såkaldte udekommandoer, som var midlertidigt oprettede smålejre, hvor fangerne skulle udføre et konkret stykke hårdt fysisk arbejde, typisk som dele af et større industrikompleks eller som dele af oprydningen efter de allieredes bombardementer af tyske byer. De danske fanger forlod lejren, før den blev evakueret og efterfølgende befriet af de allierede styrker.

En særlig historie knytter sig til den fjerde større gruppe af danske deporterede: politiet. I løbet af krigens første år voksede særligt ordenspolitiet voldsomt, for i tilfælde af eventuelle borgerkrigslignende tilstande at kunne opretholde ro og orden. Efter tyskernes afvæbning af det danske militær i 1942 var politiet den eneste danske væbnede magt, og da regeringen trådte tilbage i 1943, opløste og illegaliserede tyskerne kort efter det danske politi. Det skete givetvis af frygt for, at det styrkede danske politi kunne true tyskerne under en eventuel allieret invasion. Den 19. september 1944 gennemførte tyskerne Aktion Måge: De stormede danske politistationer og arresterede og deporterede ca. 2.000 danske politimænd. Hovedparten af dem kom, efter et stop i Neuengamme, til Buchenwald. Med i denne deportation var Ingolf Gildam, hvis fortælling er med her. Før sin optagelse i politiet var Gildam del af en politigruppe, der bidrog til modstandskampen. Som led i arbejdet i denne gruppe blev Gildam arresteret allerede i 1943, men han blev løsladt igen på grund af manglende beviser mod ham.

Buchenwald, som blev oprettet i 1937, var en af de største lejre på tysk jord med langt mere end de 140.000 indskrevne, som de efterladte registreringspapirer vidner om. Over 55.000 mistede livet i lejren. Den var placeret i Weimar, og den såkaldte Goethe-eg pyntede i al sin vælde lejrens midte, indtil en af de allieredes brandbomber, som var beregnet på en nærliggende industribygning, ramte den. Efter nogle måneder i Buchenwald blev hovedparten af det danske politi overflyttet til krigsfangelejren Mühlberg og dennes udekommandoer. Principielt var det en lille sejr, at det var lykkedes de danske departementschefer at forandre politimændenes status fra koncentrationslejrfanger uden rettigheder til krigsfanger med rettigheder til blandt andet forplejning, ophold og sygdomsbehandling, men i praksis var det den enkelte udekommando, der satte niveauet; for nogles vedkommende betød det væsentlige forbedringer i levestandarden, for andre var forskellen minimal. Hjemsendelsen af politiet skete i etaper, med de ældre og syge først. 81 danske politikfolk mistede livet under eller umiddelbart efter opholdet i tyske koncentrationslejre.

Departementschefstyret i Danmark gjorde andet end at presse tyskerne til at ændre politibetjentenes fangestatus. Et markant resultat af departementschefstyrets forhandlinger var Frøslevlejren. Den blev taget i brug i august 1944 og forsinkede en stor del af de danske deportationer med få, men afgørende måneder. Det danske fængselsvæsen sørgede for fangernes forsyninger, og selv om tilværelsen her var barsk og uvis, så var den ikke sammenlignelig med livet i de egentlige koncentrationslejre.

Den danske stat betalte endvidere et betragteligt beløb til de såkaldte Røde Kors-pakker, som fik stor betydning for alle deporterede danskere. Pakkerne betød givetvis forskellen mellem liv og død for en del af de danske fanger og sikrede dem samtidig et godt udgangspunkt i lejrenes naturalie-økonomier. Det var ligeledes Røde Kors, der reddede mange danske deporterede ud af lejren i en evakueringsaktion, der kørte fra december 1944 til og med april 1945, det vil sige før de sidste krigsugers totale kaos. Baggrunden for redningsaktionen – navngivet efter de hvide busser, der fragtede de deporterede tilbage – var, at Svensk Røde Kors’ vice-præsident grev Bernadotte af SS havde fået lov til at hente 15.000 norske og danske koncentrationslejrfanger til Sverige.

Omkring 5.000 danskere blev deporteret til tyske koncentrationslejre, mens ca. 1.000 danskere kom til tyske tugthuse. I alt mistede ca. 600 livet.

Denne bog er resultatet af en lang række valg, som er truffet efter bedste evne, men som ikke er selvfølgelige. For at gøre det så klart som muligt, hvordan valgene har været, og hvordan forholdet er mellem vidnernes beretning og redaktørernes arbejde, vil vi kort gøre rede for processen.

Vi havde to ønsker. For det første ville vi fokusere på danske vidnesbyrd, hvilket i denne sammenhæng vil sige vidnesbyrd, der fortælles på dansk. To af bogens vidner er ikke født og heller ikke deporteret fra Danmark. De optræder i bogen, fordi de vælger at bruge det danske sprog til at fortælle om deres erfaringer. Samtidig giver det bogen et udblik mod den europæiske katastrofe, massedeportationerne var. For det andet skulle bogens beretninger præsentere så stor en spredning på forskellige lejre, på vidnernes køn og på deres baggrund og deportationsårsag som muligt. Derfor kontaktede vi først så mange relevante foreninger som muligt og fik derigennem efterhånden kontakt med en række enkeltpersoner. Vi skylder en stor tak for den interesse og hjælp, som vores projekt overalt blev til del. Ligeledes vil vi gerne takke Jørgen H. Barfod, Therkel Stræde og Anette Storeide, som alle har givet os uvurderlig hjælp med bogen undervejs.

Vi aftalte med hvert enkelt vidne en dag, hvor hun eller han ville aflægge sin beretning, mens vi lyttede og optog på bånd. Beretningen formede sig efter vidnets egne ønsker, men mange tog udgangspunkt i en struktur, som vi i forvejen havde foreslået: først oplysninger om baggrunden for deportationen, så transporten og ankomsten til lejren, dernæst om livet i lejren og endelig om hjemturen og livet efter lejren. Beretningerne formede sig langt hen ad vejen som monologer, hvor vi blot lyttede. Til tider har vi stillet opklarende spørgsmål eller mod slutningen spurgt, om et punkt kunne belyses yderligere. Altovervejende har vi forsøgt at holde os selv ude af beretningerne.

Det samme ønske har behersket redaktionsprocessen. Denne har først og fremmest bestået i at forsøge at få beretningerne til at fremstå så klart som muligt. Derfor har vi fjernet vore egne spørgsmål, hvor sådanne måtte optræde. Talesprog adskiller sig fra skriftsprog ved ikke sjældent at være fyldt af ”så’er”, af enkeltordsgentagelser, af pauser osv. Hvis vi til allermindste detalje havde beholdt sådanne talesprogselementer, ville vi have forvandlet et godt talesprog til et dårligt skriftsprog. Derfor har vi varsomt slettet visse gentagelser m.m., slettet tilbud om mere kaffe og til tider endog mindre afsnit i fortællingerne, men aldrig ændret ét udsagn til et andet.

Vores tilgang til emnet har været bestandig at lade os styre af spørgsmålet: ”Hvordan lyder det i dag, når man fortæller om sådanne oplevelser og erfaringer?”. Et vidnesbyrd er også en byrde – det er noget, man bærer med sig. Det er ofte tungt, ja næsten ubærligt, og mange giver udtryk for at føle både et stort ansvar som vidne og en stor forpligtelse over for dem, der ikke længere kan vidne, særligt de mange, som døde i lejrene.

Det betyder også, at den særlige kommunikationssituation, der her er tale om, har sat sig tydelige spor i fortællingernes form. Situationen er intim og bygger på tillid; her taler mennesker om frygtelige oplevelser, som samtidig er blandt de vigtigste i deres liv og i deres historiske samtid. De taler med os, som de ikke på forhånd kender, om begivenheder, som i såvel overført som bogstavelig forstand har præget dem for livet. Tilliden i sådan en situation går begge veje. Vi har således ikke efterbehandlet det fortalte, som en historiker ville efterbehandle en kilde, fx ved at undersøge dets troværdighed ved at sammenligne med lignende kilder. Det skyldes, at det styrende princip for vores tilgang har været at lade beretningerne stå alene, som udtryk for voldsomme og krænkende hændelser genoplevet i erindringen. Hver enkelt beretning er efter vores redigering til sidst blevet læst og godkendt af det enkelte vidne selv.

I bogens beretninger vil man stadig finde et mundtligt præg. Vi har ikke redigeret som en journalist eller historiker typisk ville gøre. Hvert valg af redaktionsprincipper har sine styrker og svagheder; fordele og ulemper. Selv om en del af talesprogselementerne er fjernet, er mundtligheden og de personlige særtræk ikke bortredigeret. Det er vores håb, at denne bogs læsere kan opleve, hvordan det lyder, når man i dag fortæller om disse oplevelser. Ja, at læseren måske endda kan fornemme et nærvær og en talendes stemme bag de skrevne ord.

Flere af vidnerne har under deres beretning benyttet sig af bøger, tekster og billeder, som de i forvejen havde frembragt, og af minderige fotos, avisudklip, geografiske kort og deslige. Disse effekter må man som læser af denne bog nøjes med at forestille sig, men man må forstå, at de visse steder har indgået som en del af fortællingen, noget som sammen med denne knytter forbindelse til det fortalte, og til tider har fungeret som hjælp til både den frivillige og mere ufrivillige hukommelse.

Med til den særlige kommunikationssituation hører også, at emnet og begivenhederne dengang er alt andet end lette at fortælle om. Flere vidner beskriver, hvordan de i en vis forstand må vende tilbage til det, der dengang skete, mens de fortæller det. Derfor ved vi også, at vi har bedt mange om meget; flere har fortalt, at de ikke kan regne med megen søvn de første uger efter fortællingen.

Af samme grund er vidnesbyrd ofte præget af pauser, af udeladelser og af stemmebrist, og denne bogs fortællinger er ingen undtagelse. Sådanne afbrydelser eller lakuner i talen kan man vælge at markere – fx med skarpe parenteser – og dermed synliggøre dem for læseren på en måde, som ordene i sig selv netop ikke gør. Selv om vi ser mange fordele ved en sådan fremgangsmåde, har vi undladt at gøre brug af den. Dog er afbrudte sætninger og lignende gengivet, som de blev sagt.

Redaktionsprocessen har været ens for bogens fortællinger med undtagelse af en, nemlig Iboja Wandall-Holms. Vi ville meget gerne have Wandall-Holms fortælling repræsenteret i bogen, ligesom hun gerne ville fortælle den i denne sammenhæng. Hendes fortælling, som den fremstår i bogen, er ikke vores nedskrivning af hendes mundtlige fortælling, men hendes sammendrag af optegnelser fra to meget lange samtaler. Derfor har flere passager i hendes fortælling et mere skriftligt præg.

Der er udgivet mange bøger om Holocaust og om koncentrationslejre og deportationer både i Danmark og internationalt. Fælles for hovedparten af de danske bøger om emnet er, at de enten handler om en enkelt lejr, en enkelt gruppe (jøder eller kommunister fx) eller en enkelt person. I tillæg til, at bogen er styret af interessen for, hvordan det lyder i dag, når man selv fortæller og aflægger vidnesbyrd om disse oplevelser, så har vi tilstræbt at lade bogen danne et samlet billede af deportationer og lejrerfaringer, genfortalt på dansk.

I bogen Farvel til Århundredet fremhæver Wandall-Holm, at ”det kæmpestore antal myrdede er så formløst og anonymt, at det udsletter billedet af det enkelte menneske, og gør forestillingen om det skete til en abstraktion” (s. 152). Der ligger en vis grusom sandhed i, at de enorme tal for dræbte jøder, kommunister, sigøjnere og andre forfulgte grupper til tider i al deres uhyrlighed synes at stå i vejen for en forståelse af de mange enkelte tragedier. Tal og kendsgerninger er vigtige, men kan, hvis de står alene, medvirke til at gruppere og anonymisere. Tal kan skjule noget, som individuelle fortællinger kan fremstille. Det enkelte individs håndgribelige beretning, som altid er anderledes end enhver andens, forbliver et af de vigtigste våben mod tallenes abstraktioner.

Vidnerne i denne bog kommer af forskellige årsager og fra forskellige baggrunde til forskellige lejre. Bogens samlede fortælling består af disse enestående fortællinger tilsammen.

Stefan Iversen, Stefan Kjerkegaard og Henrik Skov Nielsen

De 7 fortællinger