Читать книгу Vidnesbyrd - Stefan Iversen - Страница 6

Fortalt den 31. august 2007

I dag er det mit foredrag eller fortælling nummer 104. Jeg blev opfordret til at fortælle om mine erfaringer i september 1989, og min første reaktion var at sige nej. Jeg havde ikke lyst til at grave de minder frem, som jeg har. Jeg prøver at glemme, men så tænkte jeg bagefter, at det måske var lidt egoistisk, for der er nogle, som påstår, at Auschwitz ikke har eksisteret. Der er en fransk højrepolitiker, Le Pen, som siger, at det bare er en detalje. Jeg tænkte på, at det måske var sådan, fordi der ikke er nogen overlevende, som kan fortælle, hvad de har oplevet? Derfor begyndte jeg d. 14. marts 1990 på sognegården i Trinitatiskirken i Fredericia. Efterhånden er det blevet til 104 forskellige steder, de fleste gange på skoler, på gymnasier, seks gange har jeg været i Schweiz og et par gange i Frankrig.

Jeg tilhører en gammel fransk-jødisk familie, som har eksisteret i Frankrig så længe, man kan finde arkiver efter den franske revolution. En af mine forfædre var borgmester i Frankrig, i en lille landsby, hvor man ser de første borgmestre efter 1790. Min far var soldat i første verdenskrig, så vi var fuldstændigt normale franskmænd, og vi blev ikke betragtet som andet indtil juni 1940, da tyskerne besatte Frankrig. Vi vidste, hvordan det havde været i Tyskland, og tænkte, at der ikke kunne ske noget. I begyndelsen skete der ikke noget, jeg fortsatte i skolen. Min far var repræsentant og arbejdede videre, vi boede i Paris. Det første tegn på, at der kunne være problemer, var i slutningen af 1940. I gymnasiet var vores fransklærer, vores litteratur- og modersmålslærer, jøde, og hun skulle holde op, for jøderne måtte ikke være lærere, de måtte heller ikke være tjenestemænd i det hele taget. Livet gik videre, men man mente i alle tilfælde, at veteraner fra første verdenskrig var fredede. I december 1941 var der en razzia mod netop gamle franske familier og veteraner fra verdenskrigen. Min far blev heldigvis ikke arresteret, men vi begyndte at tænke på, at Paris måske ikke var det bedste sted at være. Frankrig var på det tidspunkt delt i to dele, den nordlige del var besat, og den sydlige del var det, man kaldte frizone. Den var ikke rigtig fri, det var Vichy-regeringen, som var tyskvenlig, men der var i hvert fald ikke tyske soldater. Midt imellem var der en grænse, man kaldte det demarkationslinjen, og for at komme over den skulle man have et Ausweis. Ellers skulle man prøve at komme over illegalt. Min far tog sydpå, og jeg blev i Paris med min mor, fordi jeg skulle tage studentereksamen. Dengang tænkte vi ikke på, at livet måske var vigtigere, end at jeg skulle have den eksamen. Men fra juni 1942 skulle vi bære stjerne, hvis vi gik ud. ”Jøde” stod der på den. Det var med den stjerne, at jeg gik op til eksamen. Men ellers skete der ikke noget for os, og efter eksamen var det meningen, at vi skulle møde min far. Et Ausweis kunne vi selvfølgelig ikke få. Vi kunne ikke bede tyskerne om at få lov til at rejse. Jeg ved ikke, hvordan min mor fik fat i et. Men en skønne dag skulle vi forlade Paris for at tage sydpå. Der var heldigvis ingen vagt på banegården, da vi tog med toget. Vi nærmede os grænsen ved Loirefloden og kom til en lille by, som hed Saint Pierre le Moûtier, hvor folk skulle tage imod os. Først skulle vi vente hos en gammel dame, til alt var parat, fordi de mennesker, som boede ved grænsen, havde cykler til at køre over grænsen med. Grænsen, det var floden, og der var en bro over floden, men den kunne vi ikke komme over, fordi der på den ene side var tyske soldater og på den anden franske gendarmer. For fem-seks år siden fik jeg lejlighed til at gå over den bro og kunne føle mig rigtigt fri. Jeg kunne se det sted og spadsere på broen, men dengang var det udelukket, så vi skulle ned i vandet for at komme over på den anden side. De mennesker, som hjalp os og tog vores bagage, det var kun en kuffert, de skulle ligne turister, og fra Paris bar jeg en skotøjsæske med vores sølvtøj, og det skulle de tage over på den anden side. Vi, min mor og jeg, skulle i badedragt gå ned i vandet for at komme over grænsen. Det var ikke særlig dybt og kun lidt koldt. Det var i juli måned, så jeg syntes ikke, det var slemt, men meget spændende. Jeg tror ikke, at min mor syntes, det var så spændende, men da vi kom op på den anden side, var der nogle unge mennesker, som tog imod os, og jeg skulle med det samme i vandet og se ud til at lege, hvis nogle tyske vagter skulle have set os. De vidste godt, hvornår vagterne kom frem og tilbage. Det gik uden problemer, og vi mødte min far, som havde fået arbejde som repræsentant for nogle brandslukkere. Spørgsmålet var, hvor vi skulle bo. Vi havde ingen bagage, vi havde ingen møbler, og det skulle være i en universitetsby, for jeg skulle læse videre. Det blev Clermont-Ferrand, på et lille pensionat lidt uden for byen. Det var dengang en landsby, nu er den indlemmet i Clermont-Ferrand. På det pensionat var der kun mennesker, som tyskerne ville have glæde af at møde. Der var kommunister, der var jøder, og der var krigsfanger, som var flygtet. Men der skete aldrig noget, og det var først efter krigen, at vi fik at vide hvorfor. Værten, som boede der, sagde altid: ”I skal ikke komme på mit værelse, fordi der er rodet”, og i virkeligheden havde han en radiosender til London. Han var medlem af modstandsbevægelsen. Det var meget hyggeligt med sådan et fællesskab. Vi hørte radio fra Genève for at følge lidt med i, hvad der skete. En gang imellem fik værten at vide, at der måske blev razzia i landsbyen. Så flygtede vi alle sammen til nogle gårde rundt omkring, og der skete ikke noget. Jeg syntes, at det var meget spændende at bo sådan uden for en storby, og jeg læste engelsk, men af gode grunde kunne vi ikke tage på studierejser til England. De ældre studerende arrangerede nogle ture i bjergene, hvor vi kun talte engelsk, mens vi gik rundt. Min far havde sit arbejde, og det gik rigtig godt.

Den 11. november 1942 blev Frankrig besat, helt besat af tyskerne, men der skete ikke noget. Vi skulle heller ikke bære jødestjerne. Sådan gik det indtil den 25. november 1943. Det var en torsdag på universitetet, en dag hvor der var særligt mange studerende. Vi sad i klasseværelser i stueetagen. Her så vi nogle tyske soldater rundt omkring og var straks klar over, at nu skete der noget. De kom brasende ind og råbte ”Raus!”, og en professor, som ikke kom hurtigt nok ud, blev skudt med det samme. Der var mange studerende, fordi Strasbourg Universitet var flyttet til Clermont-Ferrand. Alsace var ikke bare besat som resten af Frankrig, det var indlemmet i Det Tyske Rige, så for ikke at blive et tysk universitet, var de flyttet til Clermont-Ferrand. Det var en professor fra Clermont-Ferrand-Strasbourg, som blev skudt. Der er en mindeplade, som jeg fik én til at fotografere for mig for nogle måneder siden, som siger, at det var den 25. november ’43, hvor han og en anden blev myrdet af Gestapo. Men vi skulle ud af klasseværelserne og ud i gården, og der kom flere og flere i løbet af formiddagen, indtil de begyndte at sortere os. Vi skulle forbi to mennesker, den ene var en dame fra Gestapo, som vi kaldte Panter, fordi hun havde en pelsfrakke, som lignede en panter. Den anden var en ung mand, en fransk studerende fra en gammel fransk officersfamilie, som havde været i modstandsbevægelsen og var blevet arresteret. Man havde givet ham det valg, at han enten skulle hjælpe tyskerne eller skydes. Det var selvfølgelig svært at vælge. Han valgte at arbejde for tyskerne og gjorde det grundigt, for vi fik at vide, at der var andre razziaer, som var hans skyld. Han blev alligevel skudt efter krigen. Jeg har hørt fra nogen, som arbejdede på arkivet i Paris, og som havde beviser, at han fik penge for det, hvilket er endnu værre. Men vi blev sorteret, højre eller venstre. Jeg blev klar over, hvordan der blev sorteret. Jeg skulle til højre. Vi skulle op på nogle lastbiler, der kørte, ikke til fængslet, fordi de var propfyldte, men til en kaserne i nærheden. Der blev ved med at komme flere i løbet af dagen. Vi skulle stå der i november, midt i Frankrig med fastlandsklima, det var ikke særlig varmt, og vi fik ikke noget at spise. Der var ingen toiletforhold. Vi frygtede det værste. Efterhånden, i løbet af aftenen, blev vi registreret med tysk grundighed. Vi blev delt i to grupper, drenge på den ene side, piger på den anden, og så begyndte vores første dag og første nat som fanger. Vi var i en stor sal og fik stråmadras og et tæppe, og vi var der uden at vide, hvad der skulle ske bagefter. Men vi organiserede vores tilværelse. Vi var alle sammen studerende, og mange fag var repræsenterede, så vi begyndte at give hinanden undervisning eller holde foredrag. Vi blev hjulpet af to med tysk uniform på, som i virkeligheden var fra Alsace og tvunget ind i den tyske hær. Man kaldte dem malgré eux. De var nødt til det, for ellers blev hele deres familie deporteret. De hjalp os på den måde, at der var en lille café over for kasernen, hvor vores forældre kunne komme med pakker og breve, og vi kunne med det samme skrive og svare, og vi fik en masse pakker. Jeg fandt de breve, jeg skrev dengang, da jeg ryddede op i min mors ting. Jeg skrev, send ikke mere mad, ikke marmelade eller den slags, vi har fået nok, send sæbe og skiftetøj, det var det, vi havde mest brug for. Enkelte blev befriet, blandt andet kan jeg huske en pige fra det bedste bourgeoisi i Clermont-Ferrand, som læste spansk. De havde syntes, at det var mystisk, at hun var indskrevet i Strasbourg, da hun var fra Clermont. Men jeg ved, at det var, fordi Clermont-Ferrand ikke havde spanske studier. Hun blev befriet.

Det gik sådan indtil sidst i december, for da skulle jødiske piger og drenge samles om aftenen og med det almindelige tog til Paris. Vi ankom til Paris en tidlig morgen. Jeg kan se byen for mig, som den vågner op. Vi var i tyske lastbiler, og det var ikke sådan, at jeg havde regnet med at skulle se min by igen. Vi så folk, som var på vej til arbejde. Jeg ser altid en vicevært for mig, som tog skraldebøtten ud, jeg ser det, som tegner det normale daglige liv, som jeg ikke kunne genoptage. Vi blev kørt til en lejr uden for Paris, Drancy, som var en samlingslejr for jøderne. Der var ikke tyske uniformer at se, de holdt sig diskret ude. Det var fanger selv, som holdt disciplin og administration. Det eneste arbejde, man skulle foretage sig, var at gøre rent i lejren og skrælle grøntsager til vores eget forbrug. Men dér, som mange steder, er det godt at kende nogen, som kender nogen. Jeg mødte nogle af mine forældres bekendte, som var i administrationen. Det var en del af tyskernes sadisme, at de børn, som senere skulle sendes i gaskammer, fik en bedre behandling, så længe de var i Frankrig, og blev passet bedre end de andre. Det var rart, for i stedet for at skrælle kartofler hele dagen, passede jeg børn. Det havde også den fordel, at vi spiste bedre end de andre. Det fortsatte på den måde indtil midt i januar 1944. Da var det slut med det nogenlunde behagelige liv. Vi blev kørt til jernbanen, og der ventede godsvogne på os. Vi blev proppet ind så mange, vi kunne være, jeg ved ikke om det var 70 eller 80, både unge, gamle og syge. Når vognen var propfyldt, blev døren lukket. Der var en tønde med vand og en tønde til toilet, men ellers ikke noget. Jeg havde mad med fra lejren, men der blev hurtigt så frygtelig en lugt, at vi ikke rigtig havde lyst til at spise noget. Sådan kørte vi tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. ”Schnell, schnell”, det var de ord, vi hørte hele tiden. Vores bagage skulle vi bare lægge i en bunke. Det var ikke tæt på lejren, så vi syntes, det var en mærkelig idé, for det blev svært at få tøjet igen. Men det var ikke noget problem, for den bagage skulle vi aldrig se igen. Vi så nogle med den kendte, stribede fangedragt styrte ind i de lastvogne, vi havde forladt, og blev senere klar over, at de ville se, om der var lidt de kunne få, fx mad. Derefter skulle vi stå i rækker, fem og fem. Det var nat, det var mørkt, men vi blev sorteret af tyske officerer med en lommelygte. De skulle se, om vi var unge, raske og stærke, om det var en familie, om det var børn. Familier og børn behøvede ikke at gå til lejren, de skulle op i lastbiler. Senere fik vi at vide, at det ikke var en godhed fra tysk side, de skulle direkte til gaskammeret. Jeg havde en kammerat fra Clermont-Ferrand, som var en rigtig rask og frisk pige. Hun var så uheldig at møde sine forældre i Drancy, som var blevet arresteret et andet sted, og fordi de var en familie, skulle de op i lastbilen og kom ikke tilbage. For nogle år siden mødte jeg i Paris en dame, som var leder af et jødisk børnehjem. Hun kom med en masse børn. Da hun kom til lejren, holdt hun et barn i hånden, og der var en af de stribede fanger, som hviskede hende i øret: ”Lad barnet gå”. Først ville hun ikke, men han insisterede, og hun lod barnet gå, op på lastbilen og til gaskammeret. Hun kom tilbage, så det reddede på en måde hendes liv.

Men vi skulle gå et par kilometer til Birkenau. Det var en lejr under Auschwitz. Vi blev budt velkommen af det kendte ”Arbeit macht frei”. Frihed blev der ikke meget af, men arbejde skulle der nok være noget af. Det var stadigvæk nat, og administrationsbygningen var lukket, så vi skulle først vente, til de kom. Da de kom, foregik der forskellige ting. Først skulle vi ind og have et nummer tatoveret på armen. Nummeret skulle man huske, hvis det blev råbt på tysk eller på polsk, for der var mange polakker, som var chefer under tyskerne. Jeg kan ikke rigtig huske det på polsk. Jeg har nogle gange fået det skrevet ned af nogle, som har hørt mine foredrag, og som taler polsk, men jeg sikrer mig altid, at der ikke er polakker i forsamlingen, for ellers tør jeg ikke sige det højt. Men vi blev klar over, at nu var vi et nummer, vi var ikke mennesker mere. Den anden handling var, at vi skulle forbi en frisør, men en frisør som ikke havde en lang uddannelse. Vi skulle klippes korthårede, først med en saks, dernæst med en barbermaskine, så vi var fuldstændig skaldede. De sagde, at det var af hygiejniske grunde, men psykologisk var det hårdt for en kvinde uden hår, og vi kunne slet ikke genkende hinanden. For det tredje skulle vi tage tøjet af, for vi skulle i brusebad. Tøjet prøvede vi at lægge pænt, men vi blev slået, og så blev der råbt ’schnell’. Tøjet skulle bare i en bunke, for det skulle vi heller ikke se mere. Vi gik i brusebad, heldigvis var det vand og ikke gas. Vi skulle flere under en bruser, uden sæbe eller uden håndklæder, og vi blev hele tiden slået, hvis ikke vi forstod, hvad der blev sagt, og der blev sagt meget på polsk og meget på tysk. Da vi kom fra brusebadet – vi havde ikke håndklæder, og jeg kan ikke huske, hvordan vi tørrede os selv – fik vi en bunke tøj, som slet ikke var valgt efter vores størrelser, og jeg fik mine første sko med høje hæle. Tøjet kom ikke fra Christian Dior. Det var gammelt, og vi lignede vagabonder. Jeg kan huske en af vores kammerater, som havde været en elegant pariserinde med pelsfrakke og blondt hår, hende kunne vi heller ikke kende. Så skulle vi vente igen, til lejren vågnede op. Vi fik på det tidspunkt besøg af nogle franske piger, som kom for at høre det sidste nye fra krigen. Jeg var så naiv at spørge en af dem, om hun kendte nogle af mine kusiner, som var blevet arresteret nogle måneder før. Og jeg vil altid høre hende grine og sige: ”Ha, hun er sikkert død, hvad tror du, vi er her for? At dø”. Det viste sig desværre at være rigtigt, hun kom aldrig tilbage. Vi kunne se, at der var bunker af døde, nøgne døde piger fra nogle af husene. Bagefter tænkte jeg, at de piger, der kom i kontakt med os, de gjorde det ikke for at være venlige, men for at vi med det samme kunne få at vide, hvordan det var at være i Auschwitz.

Vi kom til vores bolig, det vi kaldte Block. Det var et langt etplanshus, som var ledet af én, man kaldte Blockova. Det var ofte polakker og somme tider tjekker, som var privilegerede, fordi de havde et værelse for sig selv. De skulle ikke arbejde, de havde varme, fint tøj, og ofte, når man har privilegier, og det er et spørgsmål om liv eller død, så prøver man at beholde de privilegier. Derfor var de meget hårde ved os, unødvendigt hårde. Indvendigt var Blocken delt i Stuben, og i hver Stube var der en Stubova som leder. En Stube var en slags etagesenge, tre etager med cirka to gange to meter. Der skulle vi sove seks, syv på hver etage, med en stråmadras og et tæppe. Det var først sent på natten, at vi kunne begynde at få lidt varme og falde i søvn. En almindelig dag begyndte tidligt om morgenen klokken fire. Det var mørkt. Og det begyndte med appel. Vi skulle stå fem og fem foran blokken og vente, til hele lejren var talt op. Når der var, jeg ved ikke hvor mange tusind, så kunne der godt være talt en forkert, og så skulle det hele begynde forfra. Det varede gerne et par timer. Og der var mange graders frost. Vi, de nyankomne, skulle på arbejde. Det var Ausserkommando, vi skulle arbejde ude. Vi skulle først marchere ud af lejren og kom forbi orkestret – det var nogle, som spillede musik ved udgangen – og så et stykke uden for lejren, og så arbejde. Fx skulle vi slå små sten i stykker med en hammer. En gang, hvor jeg ikke kunne, tog en stor SS’er hammeren. Han prøvede og grinede, men han kunne ikke. Så jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have kunnet. En anden gang skulle vi transportere mudder. Vi havde store kasser med fire stænger, vi skulle være to og fylde dem og gå af sted, tømme dem og komme tilbage. Vi prøvede altid ikke at fylde dem for meget, men så kom der en Kapo, som havde hund med: Bare fyld mere i. Vi havde sko med høje hæle, og i sne var det svært at gå. Sådan skulle vi arbejde i 12 timer, afbrudt af en spisepause med suppe – tynd væske, lunken. I taljen havde vi en ske og en skål, en metalskål, og det var absolut nødvendigt, for hvis vi ikke havde en metalskål, fik vi ikke noget at spise. Det var vigtigt.

Vi skulle støtte hinanden, hvis nogen var syge. Og så hjem foran orkestret og til vores Block. Der skulle vi igen stå til appel, måske have lidt fri. Hvis Blockova ellers ikke fandt på, at vi skulle gøre hovedrent eller kontrolleres. Vi fik vores aftensmad. Det var et stykke brød, rugbrød. Jeg har vejet det bagefter. Jeg fik 200 gram. To gange om ugen fik vi et lille stykke margarine eller marmelade til. Hver aften ønskede man at beholde noget til om morgenen, for om morgenen fik vi ikke brød, men når man er sulten og får noget at spise, så kan man ikke lade være. Vi fik også noget, de kaldte te, som ikke lignede te. Vi måtte ikke drikke vand på grund af tyfus. Først på natten havde vi måske lidt fri. Vi prøvede at vaske os. Det var et problem, fordi man skulle kæmpe om en vandhane, og vi havde ikke sæbe. Vi skulle også prøve at gå på toilettet, det var også et problem. Det var en Block med en stor plade med huller, og det var altid snavset, og hvis vi prøvede at lade være med at sætte os, var der en Blockova, som kom og slog os. Bagefter prøvede vi at sove. Der var ting, vi var specielt bange for. Den ene var at blive syg. Der var et lille sygehus, man kaldte reviret, men de havde ikke rigtig medicin, så selv om der måske var en god læge, fordi der var fanger, som var uddannede, risikerede man at blive mere syg. Fx hvis man lå i sengen med en, som havde tyfus. Reviret var småt, og en nem måde at få mere plads på var at sende hele hospitalet til gaskammeret. Den anden ting, jeg var bange for, var det, man kaldte selektion, udvælgelse. Passede det tyskerne, skulle man gå forbi officererne nøgen, og hvis man var for tynd og så syg ud, hvis man fx havde bylder – det får man ofte med dårlig ernæring – så skulle man til gaskammeret.

Jeg var heldig, jeg havde to veninder fra universitetet, og vi var heldige med at blive sammen og komme igennem selektionerne uden at blive skilt og uden at en af os blev sendt til gaskammeret. Vi blev ikke syge, men vi blev forkølede. Selvfølgelig havde vi ikke lommetørklæder. Det er en fransk pige ikke rigtig vant til, så resultatet var, at man altid havde sådan nogle sår omkring næsen. Og en ting, som jeg blev meget glad for første gang, jeg kom tilbage, første gang jeg blev forkølet, var at have lommetørklæder i massevis. Det var en nydelse, som jeg har glemt nu, men en af de småting, som man ikke regner med i det daglige. Den eneste gode ting var, at vi blev sammen. Vi støttede hinanden. Når vi snakker sammen, siger min veninde fra Paris altid, at det er takket være mig, at hun er kommet tilbage, og jeg kan sige det samme om hende.

Vi var blandede alle nationaliteter sammen. Om det var med vilje fra tyskernes side eller tilfældigt, ved jeg ikke, men vi kunne ikke rigtig snakke sammen. Der var polakker, der var russiske piger. Fra Ungarn var der ikke ret mange. De kom fra Ungarn i foråret 1944, i tusindvis, og de fleste blev sendt til gaskamre. Det har været horribelt med ungarerne. Men alle de andre kunne vi ikke snakke med. I hvert fald var det vigtigt at have en gruppe, man kunne støtte sig til. Sådan et liv kunne man ikke leve i halvandet år og overleve. Vi har egentlig været meget heldige. Den ene af mine to kammerater var fra Alsace. Hun var en rigtig stor, kraftig pige, og fordi hun var fra Alsace, talte hun flydende tysk. Derfor blev hun flyttet fra køkkenet til en fabrik. På den fabrik mødte hun blandt andet en franskmand. Næste dag blev vores numre råbt op, min veninde Denise og jeg, og vi kunne komme på fabrikken. Den mand skylder jeg mit liv. Det var først i 1995, at jeg fik en forklaring på det hele. Det var 50-årsdagen for Auschwitz’ befrielse, hvor der var en udsendelse i fransk fjernsyn, og pludselig så jeg en mand, som jeg ikke kendte, som sagde, at han havde hjulpet tre studerende fra Clermont-Ferrand til at komme på Union, det hed den fabrik. Jeg tænkte, det må være ham. Jeg henvendte mig til fransk fjernsyn, som ikke svarede, men via Auschwitzforeningen i Paris fik jeg hans adresse og telefonnummer. Han var flyttet til Israel. En skønne dag ringede jeg. Det var en dame, som tog telefonen, og hun spurgte, hvem det var? Jeg sagde mit navn, og han tog telefonen, og vi var meget bevægede begge to. Han var på det tidspunkt 82 år. Han var lige kommet fra Chile, hvor han havde holdt foredrag. Jeg spurgte, om han ikke kunne komme og holde foredrag i Danmark og med ambassaden og Alliance Française, en fransk forening, fik jeg arrangeret det. På Fredericia Banegård kunne jeg så møde den mand, som jeg faktisk skylder livet.

Man kunne ikke overleve arbejdet ude i sådan en kulde. Første dag på fabrikken var vi også heldige. Den tyske sekretær var syg den dag, og så var det en fra Luxembourg, som tog imod os, og som hviskede os i øret, at vi skulle sige, at vi var 14 år. Vi var lidt ældre, men vi havde intet hår, og vi var tynde, så det gik. Fordelen var, at der var et bord for børn, hvor man kunne sidde og arbejde om dagen, ikke skiftevis nat og dag. Arbejdet for børn var ikke særlig svært. Det var spoler med huller, og vi skulle komme nåle i. Hende, som overvågede os, var en kvindelig tysk soldat. Men hun skulle passe på, for hvis det blev opdaget, at hun var for sød ved os, blev hun sendt til Rusland, den russiske front. Vi var selvfølgelig ikke så begejstrede, for vi vidste godt, at vi arbejdede for den tyske hær, men når det drejede sig om liv eller død, så accepterede vi at arbejde for dem. Der var ingen anden måde, vi kunne ikke sige nej.

Somme tider var der luftalarmer, og vi tænkte, at det ville være virkelig dumt at blive dræbt af vores venner, men der skete ikke noget. Nogle siger, at det var godt, det var amerikanere, for de fløj meget højt og kunne ikke ramme. Hvis det havde været Royal Airforce, så var vi måske bombet nu. I hvert fald skete der ikke noget, og det var godt, for der var ikke noget beskyttelsesrum.

I efteråret 1944 blev vi flyttet fra Birkenau til selve Auschwitz. Det var nærmere fabrikken, og det var bedre bolig- og badeforhold, men vi skulle aldrig glemme, at det var en udryddelseslejr. For ikke at glemme det, skulle vi en gang imellem overvære en henrettelse. Det var for det meste nogle, som havde prøvet at flygte, men hvis forsøg var mislykkedes. De blev altid hængt. Det værste, vi oplevede, var Malas historie. Mala var en belgisk pige af polsk oprindelse, og fordi hun talte polsk og tysk, ud over fransk, blev hun ansat på kontoret hos tyskerne og prøvede at hjælpe, så meget hun kunne, enten med en bedre stilling eller med medicin, hvis hun kunne få fat i det. En dag fik vi at vide, at Mala var flygtet. Vi tænkte, at hvis nogle kan lykkes med at flygte, så må det være Mala. Hun havde været i kontakt med mændenes lejr og med nogen fra den polske modstandsbevægelse. De havde fået fat i tyske uniformer, og sammen med en anden var hun spadseret ud af lejren med tysk uniform på. Men de blev genkendt lidt senere og bragt tilbage til lejren, for som lejrchefen sagde, man flygter ikke fra Auschwitz. Men det lykkedes Mala at gøre sig fri, at give lejrchefen en lussing, og at tage noget skarpt fra sit hår, fordi hun ville åbne sin pulsåre, men hun blev standset. Mala skulle ikke have en fredelig død. Vi fik senere at vide, at hun blev sendt levende til krematoriet. Det gjorde stort indtryk på os, fordi hun repræsenterede det menneskelige i lejren.

Som tiden gik, kunne vi begynde at høre de russiske kanoner. Vi vidste godt, at tyskerne havde tabt krigen. Det kunne ikke undgå at komme frem, enten gennem nyankomne eller gennem nogle, som havde været på kontoret, havde hørt radio, de kunne ikke skjule det hele. Men spørgsmålet var altid: Hvad med os, hvad har de tænkt sig at gøre med os? Det, de havde tænkt, var, at den 18. januar 1945 skulle vi ud af lejren. Her begynder det, man senere kaldte dødsmarchen. Enkelte blev i lejren, dem på sygehuset selvfølgelig, og dem som skjulte sig. Jeg mødte en, som var blevet i lejren, og som blev befriet af russerne den 27. januar 1945. De russiske soldater var så forskrækkede over at se, hvordan der så ud, at de gav dem masser af mad og vodka. Og når man er så svag, var det ikke rigtig sagen. Nogle blev syge, men bagefter kom russiske læger, som gav dem diæter.

Så begyndte vores dødsmarch, og vi skulle gå på landeveje mod vest, og med vores tøj, som slet ikke var noget vintertøj, og vores elendige sko eller somme tider uden sko. Hvis vi ikke gik, blev vi skudt, der var ikke noget alternativ. Når jeg fortæller og ser det for mig, kan jeg ikke forstå, man kunne overleve, at man kunne præstere sådan noget. Vi gik et par dage, indtil vi kom til nogle åbne jernbanevogne, som var fulde af sne. Sne var det eneste mad, vi fik.

Da vi kom til Ravensbrück i åbne vogne og i tusindvis, var de slet ikke parate til at tage imod os. Der var ingen boliger og ikke noget mad. Vi fortsatte med at spise sne i et stykke tid. Vi blev godt modtaget af franske fanger, nogle kommunistpiger, som havde været der et stykke tid, men de havde heller ikke noget mad at give os. De begyndte at lave mad til os om natten, men hvis ikke man var stor og kunne kæmpe sig igennem, fik man ikke ret meget. Jeg kan ikke rigtig huske, hvor længe det varede, men det varede et stykke tid, inden vi blev fordelt i forskellige lejre. Sammen med mine to veninder kom vi heldigvis i et tog og blev kørt til en lille lejr, som hed Malchow. Den lå mellem Stettin og Berlin, ikke så langt fra Ravensbrück. Det hedder ikke Malchow mere, det har fået et andet navn. Jeg har aldrig set det. Det var en lille lejr. Vi skulle ikke arbejde, men når man ikke arbejdede, fik man endnu mindre at spise.

Når man er fange, også krigsfange, så taler man om mad. Vi gav hinanden opskrifter, og vi lavede menuer over det, vi skulle lave, hvis vi kom hjem. Vi var også lidt mere intellektuelle, fx forsøgte vi at huske digte udenad og reciterede dem for hinanden for at få tiden til at gå, og så man ikke blev idiot. Vi vidste jo stadigvæk godt, at de allierede nærmede sig, men hvad skulle der ske med os? Vi så de hvide busser fra svensk Røde Kors. De kom og hentede nogle. Men det var ikke os, som skulle med først. Det var engang sidst i april, og de ville komme igen, men på de tyske landeveje var det umuligt at komme igen. Så det var allerede min skæbne, at jeg skulle igennem Danmark til Sverige, men det kom jeg altså ikke. Jeg kender en, som på den måde kom fra Ravensbrück til Sverige. Det var en franskmand. Jeg tror, at der var danskere, som skulle med, men jeg mødte ikke danskere nogen steder. En af mine veninder, Denise, blev desværre sendt til en anden lejr, men det gik, i hvert fald er hun kommet tilbage. Så vi fik vores første pakker fra fransk Røde Kors, og det passede ikke til en svag mave. Det var mere mad til krigsfanger. Det var kød i konserves og sardin i olie, så vi spiste løs og fik diarré ustandseligt, men vi kunne ikke standse.

Omkring den 3. maj fik vi nye pakker, og så skulle vi ud af lejren. Tyskerne var bange for russerne. De havde været grusomme i Rusland, og nu var de så bange for repressalier, at de helst ville blive fanget af amerikanere eller englændere. Vi skulle ud af lejren og marchere. Den første nat skulle vi sove i en skov, men det var i maj måned, og det var ikke så slemt. På grund af vores diarré var vi skiftevis helt alene i naturen og kunne egentlig flygte, men vi tænkte, at hvis russerne kom, kunne vi ikke sige, hvem vi var, så vi måtte hellere blive i gruppen. Den anden nat sov vi på en gård i en lade. Vi hørte skud. Russerne var kommet, og tyskerne flygtet. Men det var 3.-4. maj, så det var ikke slut. Vi var syv franske og belgiske piger, som boede i et værelse på en gård, fordi de civile også var flygtet fra russerne. Der var kun nogle køer, som gerne ville malkes, og vi drømte om at få frisk mælk, men vi var piger fra storbyen, så vi turde simpelthen ikke at nærme os køerne. Vi fik ikke noget mælk. Jeg kan ikke rigtig se for mig, hvordan vi fik mad. Vi var meget sultne, og jeg tror vi hentede mad hos russerne, som ellers ikke tog sig særligt af os. Der var ingen tyske soldater at se mere.

En af os var syg, så vi fik besøg af en kvindelig russisk læge, en soldat, men ellers havde vi ingen kontakt med russerne. Efter en uges tid tænkte vi, at det var godt nok, men vi kunne ikke blive ved med at være der. Vi besluttede os for at begynde at gå, og vi ankom i løbet af formiddagen til en landsby, hvor der var et fransk flag uden for et hus. Vi blev selvfølgelig meget rørte over at se vores eget flag. Det var et samlingssted for franske officerer, som havde været fanger og var på vej tilbage til Frankrig. De vidste ikke, hvad de skulle gøre for at hjælpe os, men selvfølgelig skulle de tage sig af os og tage os med. Der var en koncert den aften, og vi var æresmedlemmer. Det var virkelig dejligt. Næste morgen, jeg kan ikke huske, hvordan eller hvor vi skulle over, men næste morgen skulle vi over demarkationslinjen mellem den russiske zone, og hvad vi troede var den amerikanske zone. Først ville russerne ikke lade civile passere, kun militær, men de franske officerer talte godt for os, og vi fik lov. Efter krigen har man fortalt, at der var nogle fanger, som var blevet glemt et sted i Sovjetunionen, og som aldrig kom tilbage. Det kunne have været vores lod. Men vi kom på lastbiler, som skulle køre os videre. Vi piger blev sat ved siden af chaufførerne, ikke bagved med de andre. Vi skulle have det godt. Jeg spurgte på et ubehjælpsomt engelsk, efter halvandet år med tysk, hvor chaufføren var fra. Jeg forventede, at det var New York eller San Francisco, men han var fra London. Vi var i den engelske zone, og det var allerede som at være kommet lidt hjem, for før vi blev arresteret, havde vi hørt engelsk radio.

Vi kørte med dem i en uge, fra en samlingslejr til en anden samlingslejr, hvor vi til en begyndelse var ildeset. De troede, at vi var frivillige piger fra tyske fabrikker. Men da de af Røde Kors fik at vide, hvem vi var, fik vi en god behandling. Vi sov i rigtige senge. Min ryg, hvor der var bylder, fik sin første rigtige behandling. Jeg kan huske et sted, det var et kloster med tyske nonner, og de skulle give mig forbinding på. Jeg prøvede at forklare dem, hvad vi havde oplevet. Jeg kan godt forstå, at de ikke vidste, hvad der foregik. Men at de andre tyskere ikke vidste det, det tvivler jeg på.

Efterhånden, lidt efter lidt, ankom vi til Nordfrankrig i Lille, det er ikke langt fra den belgiske grænse, hvor der var modtagelser for deporterede, og hvor vi blev undersøgt af en læge. Vi fik noget andet tøj, vi fik også penge og en billet til, hvor vi ville hen. Byen for mig, det var Paris. Men der begik jeg en fejl, som jeg altid vil fortryde. Før krigen havde jeg familie i Lille, jeg havde en moster og hendes mand. Men Lille var forbudt, det var noget specielt. Det var en forbudt zone. Min familie var flyttet længere sydpå, og jeg havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, så jeg tænkte ikke på, at Frankrig faktisk havde været befriet i flere måneder, så de kunne være kommet tilbage. Min onkel var kommet tilbage, og aldrig har han kunnet glemme, at han ikke fik lov til at tage mig med til Paris og til de andre. Jeg var også ked af det, at han ikke gjorde det, for jeg kunne huske telefonnummeret. Men da vi ventede på toget med nogle kammerater, havde vi indtryk af, at vi kom fra en anden planet, og at folk kiggede på os. Godt nok havde vi fået lidt hår og almindeligt tøj, men det ville have været rart at have nogle fra familien, men det var der altså ikke. Vi kom med toget til Paris, hvor alle de andre var blevet modtaget af Røde Kors. Først ville de ikke se på os, men bagefter var de venlige. Så blev vi kørt til et hotel i Paris, Hotel Lutecia, som senere blev et af Spies og Tjæreborgs hoteller. Den første person, jeg så fra ryggen, var en af mine skolekammerater, som var der for at hjælpe og tage imod de befriede folk. Jeg blev lidt panikslagen, for jeg tænkte, at nu ville jeg høre noget om mine forældre. Jeg havde slet ikke hørt noget i halvandet år og vidste ikke, om de var levende eller… Og da hun så mig, sagde hun: ”Jeg har ringet til dine forældre, og de er kommet tilbage til jeres lejlighed”. Det var den 22. maj 1945, og Paris havde været befriet siden 25. august 1944, så livet var blevet normalt igen.

Hun ringede til dem den skønne forårsmorgen, hvor vinduet var åbent. Mine forældre boede på 2. sal, og hun boede på 4. sal, og med vinduet åbnet, råbte den dame, som tog telefonen: ”Arlette er kommet hjem!”. Det kunne mine forældre høre, men hun kom hurtigt og fortalte, hvor jeg var, så de kunne komme og hente mig. Jeg skulle bare hjem, men det kiksede. Der var taxaer til fanger, men ikke til familier, så vi tog bare metroen til mit gamle hjem. Der var jeg den første, man kendte, som var kommet tilbage, så man vidste ikke, hvad man skulle gøre for at glæde mig. Det, de skulle gøre, var især at komme med mad, for i Paris 1945 var der ikke ret meget at spise, og de kom, alle vennerne, med alle mulige gode ting. Jeg spiste og spiste. Jeg spiste to gange om natten og anbragte en tallerken ved siden af sengen om aftenen til to omgange. Da jeg vågnede første gang, tænkte jeg, at jeg spiser det hele, så kan det være, at jeg kan sove resten af natten. Men det kunne jeg ikke. Med det resultat, at jeg fra de 30 kilo, jeg vejede, da jeg kom hjem, vejede 70 i juli. Det var en almindelig sygdom, kan man kalde det, blandt dem, der kom tilbage. Der var nogle læger, som frivilligt tog sig af problemet og sørgede for, at jeg tabte cirka 20 kilo, så tog det nogen tid.

Men jeg drømte kun om at begynde at læse igen i september. Jeg blev forkælet af familie og venner, og det har været meget vigtigt, for jeg mødte engang en kammerat fra Belgien. Hendes familie kom ikke tilbage, og hun blev ikke hjulpet, som jeg blev, og var stadigvæk meget bitter og havde svært ved at komme i gang. Det at blive passet og hjulpet af en kærlig familie og venner, det var meget vigtigt.

Detaljer fik de aldrig at vide. Jeg fik et brev for nylig fra en gammel elev, som havde set artiklerne i Berlingske Tidende, og han sagde, at han godt kunne huske, at jeg havde sagt en smule, men aldrig så meget, som han havde fået at vide i artiklen. Jeg fortalte lidt, men aldrig så meget. Jeg tror, at det var den almindelige opfattelse, at man skulle glemme det. Men vi må have været mere robuste, for mine tre veninder har også klaret sig. Det er sådan … der er to personer, også når jeg fortæller og kan se alt det for mig, som jeg fortæller. På den anden side er det ikke mig, som er fortælleren, det er en anden. Men i hvert fald tror jeg ikke, at man kan sige, at det ikke eksisterer, for hvorfor skulle vi gå rundt og fortælle?

Jeg blev opfordret til at fortælle om det. Det havde jeg aldrig tænkt på, at jeg kunne gøre. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne være bekendt at sige nej. Jeg kunne ikke lide at holde foredrag, jeg kunne ikke holde foredrag på dansk, og jeg kunne ikke lide at grave i det. Jeg fik også nogle mareridt igen i ’90, da jeg skulle opleve det hele igen. Nu kan jeg klare at lukke af, for det er en anden person, som fortæller. Jeg behøver ikke at tænke på det før. Og jeg har aldrig skrevet noget ned, men min mand sagde altid i begyndelsen: ”Skriv nogle punkter ned!”, så jeg fulgte nogle numre og kronologisk kan jeg sige, hvad jeg har oplevet. Men hvis det skulle have hjulpet mig at fortælle om det, så var det for sent i hvert fald. Jeg kunne diskutere det med min datter, som er psykolog. Nu får man psykologisk hjælp for den mindste smule, en togulykke eller et eller andet, men det kendte man ikke dengang. Og vi har klaret det alligevel.

Der gik en generation, hvor tyskerne ikke rigtig talte om det, men så kom det frem, og det var et chok for mange. Jeg hørte om en ung tysker, som i Frankrig sagde, at han var fra Schweiz, han ville ikke sige, at han var tysker. Men nu er det en ny generation. Min datters bedste veninde er tysk. Min søn og jeg har lige været på et krydstogt på Rhône-floden, og det var en tysk båd, der var 170 mennesker, og der var en gruppe danskere. Jeg vidste godt, at det var et tysk skib, men i min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at man i vore dage og på en fransk flod ikke ville tale engelsk eller fransk, men de talte kun tysk. De fleste var tyskere, og alle beskeder var på tysk. Der var en dag, hvor der var noget i vejen. De skulle have en ny vandpumpe, og det blev meddelt i en højtaler. Nu kunne jeg nogenlunde forstå, hvad det drejede sig om, men jeg tænkte, at det var for galt, at noget, som kunne være vigtigt, kun var på tysk. Jeg gik til receptionen, og de var lidt forvirrede, men så kom kaptajnen, og da jeg klagede på engelsk, sagde han: ”Det er en tysk båd!”. Så tænkte jeg på den der tyske overlegenhed og sådan noget. Han fortalte det udmærket på engelsk. Et fransk skib, på fransk vand, fransk flod, at det kun er tysk, det er tysk arrogance. Her har vi en parabol, og vi har fransk fjernsyn hjemme, men på den franske flod var der kun tysk fjernsyn. Vi gjorde det danske rejsebureau opmærksom på, at de skal sige til folk, som vælger de rejser, at de må være klar over, at det kun er på tysk. Selv om kaptajnen ikke har oplevet krigen, tænkte jeg, at den tyske karakter kom frem. Men de unge tyskere har jeg ikke noget imod, de er selv kede af det, de kan ikke gøre for det. Jeg kan jo heller ikke gøre for, hvad Napoleon har gjort i sin tid. Men længe har jeg ikke villet tage til Tyskland, og da vi begyndte at køre selv, kørte vi over Holland.

En sommerferie i 1946 besøgte jeg min gamle rektor. Hun spurgte mig, om jeg ville en tur til Danmark. Det ville jeg gerne. Danske familier havde inviteret franske studerende til landet, fordi forholdene var dårlige i Frankrig. Jeg kom til en familie i København, hvis søn var skolekammerat til min mand. Min mands far var søofficer, så han boede i Nyboder og studerede engelsk, så vi havde meget fælles. Og det var sådan, det blev. Jeg flyttede til landet i 1951.

Jeg skriver ned, hvor jeg har holdt foredrag, for det er ikke til at huske ellers. Det er mest gymnasier. Det første, som er helt fantastisk, når man kender gymnasieelever, er, at de er musestille. De er så koncentrerede og meget chokerede. For som de altid siger, vi har læst om det, og vi har set film, men når man ser én, som har været der, er det noget helt andet. Det er altid en oplevelse at se sådan en flok på 5-600, som virkelig hører efter. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved. Jeg vil helst, at det skal være noget for det brede publikum, for 500 fortæller det hjemme og taler om det. Foreløbig siger jeg ikke nej til gymnasier.

En af mine veninder holder også foredrag i Frankrig, men vi taler ikke om det. Mine børn fik først det hele at vide til det første foredrag. De vidste godt, at jeg havde været deporteret, men det var til mit første foredrag, at de hørte det hele. Jeg tror heller ikke, at min mand har fået det hele at vide, ikke sådan i detaljer. Det var ikke noget, man talte om, og jeg tror, det var det samme med min veninde. Jeg tror heller ikke, at hun har talt med sin søn om det, men hendes barnebarn, som skulle lave et oplæg i skolen, hun fik interviewet sin bedstemor og fik en rigtig god karakter for det, hun fortalte. Men det ser ud til at springe en generation over.

Der var 76.000 jødiske deporterede i Frankrig, 74.000 blev sendt til Auschwitz, og mere end 57.000 blev sendt til gas, lige da de kom til lejren. Af de 31.543 registrerede i Auschwitz, kom cirka 2.500 tilbage til Frankrig, det vil sige tre procent af dem, som ankom. Af 11.000 deporterede jødiske børn overlevede mindre end 100. Jeg slutter altid med det, og det gør et temmelig stort indtryk. Jeg ved, at der var nogle, som var ældre, som er døde. Og der var ikke mange, som var yngre. Simone Veil er kendt, hun har været formand for Europarådet og er et par år yngre end jeg. Men ret meget yngre var de ikke, for så kom de ikke ind.