Читать книгу TorklAedet som tegn - Aarhus University Press - Страница 6

Debatten om det islamiske tørklæde indskriver sig i en bredere og mere principiel diskussion om menneskerettigheder og demokrati i en generel samfundsudvikling, hvor ret homogene samfund med globaliseringen er på vej til at blive multikulturelle. Selve termen ’multikulturel’ giver imidlertid også anledning til debat. Flere danske politikere har afvist at tale om Danmark som et multikulturelt samfund og hævder i stedet det danske særpræg. I Frankrig afvises ’multikulturalisme’ af mange, fordi det bryder med Republikkens lighedsideal; her ser man multikulturalisme som ensbetydende med krav om særrettigheder. Og i Tyskland diskuteres det heftigt, om det betonet multikulturelle tyske samfund skal definere en fælles ’Leitkultur’ (’ledekultur’), dvs. et fælles sæt af politiske værdier, for at holde sammen på fællesskabet og sikre demokratiet.

På det principielle plan drejer det sig i alle tre tilfælde om den udfordring, som nye medborgere med andre normer og sædvaner udgør for det politiske og kulturelle fællesskab, som disse lande alle har deres egen historisk udviklede formel for. Men debatten krystalliserer også helt konkret én bestemt del af denne samfundsændring, nemlig den betydelige muslimske indvandring i de europæiske samfund. Når man taler om denne indvandring, er det vigtigt at huske, at der ikke er tale om ét – sammenligneligt – fænomen. Den muslimske indvandring i de lande, vi behandler her i bogen, er forskellig mht. omfang og historisk udvikling. I Danmark og Tyskland er der især tale om en stor indvandring fra Tyrkiet, men også om palæstinensere og indvandrere fra asiatiske muslimske lande. I Frankrig har debatten især handlet om arabere fra Maghreblandene i Nordafrika (Algeriet, Tunesien og Marokko); her er også en del sorte afrikanske indvandrere muslimer, men det er ikke dem, der fylder i debatten.

To aspekter ved spørgsmålet omkring demokrati og multikulturalisme, som tørklædedebatten aktualiserer, skal fremdrages her: Dels den måde, man italesætter spørgsmålet på, dels problemet med demokratiets ’rummelighed’ over for konkrete adfærdsformer, som er i strid med menneskerettighederne, og som tørklædet ofte tages til indtægt for.

Ud over de beskrevne udfordringer til de vestlige staters retslige og politiske systemer og til deres kulturelle selvforståelse medfører mødet med de fremmede kulturer hyppige sammenstød mellem sociale traditioner for ægteskab, familie og forholdet mellem kønnene. Hverdagslivsformerne blandt de fleste muslimer i Europa er generelt mere kollektivt orienteret og ses af modtagerlandene ofte som udemokratiske og som potentielle brud på menneskerettighederne, der for europæerne er universelle og en forudsætning for demokratiet. Især de patriarkalske normer og familiens ’ejerskab’ til børnene debatteres heftigt. Også sådanne kulturmøder forhandles i den europæiske offentlighed gennem de utallige debatter om de muslimske kvinders tørklæde. Men argumenterne i debatten er ofte uproduktive: Medier, politikere og debattører fremstiller tit tørklædet klichéagtigt som et tegn på forældede adfærdsformer og på det mindreværdige ’fremmede’ i skikkelse af den undertrykte, muslimske kvinde – somme tider ligefrem med en snert af det freudske Unheimliche, den foruroligende anderledeshed, som altid karakteriserer fjendebilleder. Sløret er i stigende grad blevet et hovedtema i nutidens europæiske fortællinger om de ’andre’, de alteritetskonstruktioner, hvorigennem koncepter for en fælleseuropæisk og vestlig identitet forhandles. Det er for mange blevet et samlende symbol på alt det førmoderne og uoplyste, som ’vi’ har lagt bag os og ikke længere er del af.

Sådanne unuancerede fortællinger om ’vi’ contra ’de andre’ bygger på en forestilling om, at verden er inddelt i adskilte kulturer, der er væsensforskellige og let kan afgrænses fra hinanden. En sådan forestilling bliver mere og mere uholdbar i en verden præget af de omfattende møder og udvekslinger mellem mennesker, som globaliseringen medfører, og som betyder, at adfærdsformer, normer osv. blandes og differentieres i takt med berøringen med fremmede kulturer. Man kunne ønske, at en debatform, der tager højde for dette, kunne vinde indpas og udbredes i Danmark. Denne bog kan forhåbentlig, ved at præsentere en række begreber og synsvinkler fra forskellige områder af tørklædeproblematikken, tilføre debatten nogle nuancer og være med til at sætte ord på de udfordringer, som kulturmøder altid skaber.

Tørklædet anvendes, som nævnt, af en del unge kvindelige muslimer som identitetsmarkør og som udtryk for modernitet og selvbestemmelse. Denne frihed til selv at definere tørklædets betydning og til eventuelt at lege bevidst med den indebærer dog ikke, at det altid er et frit valg at bære slør, og at forudsætninger for et frit valg altid er til stede. Dette rejser spørgsmålet om, hvorledes de moderne, multikulturelle demokratier sikrer de basale demokratiske rettigheder for alle landenes borgere, også kvinder og børn – et spørgsmål, som for øvrigt ikke udelukkende er aktuelt i forbindelse med de muslimske befolkningsgrupper.

Det er samfundets og de politiske instansers opgave at sikre disse rettigheder, for muslimer som for alle andre. Når det drejer sig om kvinder og børn, så viser al erfaring, at den opgave er vigtig.

Men udfordringen er at føre denne hensigtserklæring ud i livet. Hvordan gør man det? Det er oplagt, at det at tale om andres problemer med at overholde rettighederne kan flytte fokus fra manglerne i ens egen forvaltning af disse idealer (som anført af Rikke Andreassen). Men dette fjerner ikke den konkrete sociale virkelighed, som de politiske diskurser ikke blot italesætter, men faktisk handler om. Det er en demokratisk ret at gå klædt, som man vil, og at have den religion, man vil. Men i det tilfælde, hvor religiøse eller familiære autoriteter påberåber sig disse frihedsrettigheder og samtidig understreger, at der gælder en særlig religiøs og moralsk forpligtelse for kvinder til at gå tildækket, så er der et dilemma at forholde sig til. Og når den meget omtalte Obin-rapport i Frankrig (jf. Inge Degns bidrag) kan påvise, at nogle unge muslimske piger i de parisiske forstæder skal gå rundt i nattøj hele weekenden, så de forhindres i at gå ud, så er der et problem. Den individuelle frihed knægtes her af de kollektive normer, og den multikulturelle realitet kommer i konflikt med demokratiet. Det demokratiske samfunds evne og pligt til kritik af autoritære adfærdsformer er vigtig at fastholde, både når det gælder f.eks. Faderhuset, Moon-bevægelsen, Jehovas Vidner og dele af islam.

Forskellige tørklædetyper gengivet fra Rikke Andreassens artikel: »Vores kvindefrigørelse står i skærende kontrast til det islamistiske kvindesyn« – nyhedsmediernes konstruktioner og intersektioner af køn, race, integration og ligestilling fra 1970’erne til 2000’erne. NORDNYTT 97:64. Illustration: Maryke 2005; gengivet med tilladelse fra Rikke Andreassen.

Hvorledes løser man dette? En række kulturteoretikere, blandt andre politologen og filosoffen Seyla Benhabib, har foreslået at indføre ’retslig pluralisme’, dvs. særlige love for en kulturel minoritet, som det er sket i England. Men for at en sådan pluralisme kan leve op til de demokratiske idealer og menneskerettighederne, er det dog ifølge Benhabib nødvendigt, at visse basale krav er opfyldt. Hun nævner tre:

 Ingen medlemmer af minoriteten må få en dårligere retsstilling end majoriteten.

 Ingen er automatisk medlem, f.eks. ved fødsel, de skal selv tilslutte sig, gruppen må ikke bestemme på bekostning af individet.

 Man skal frit kunne gå ind i og ud af sådanne grupper.

Et sådant forhold mellem individ og fællesskab kan i modsætning til de til tider mere tvangsprægede bindinger i familier, etniske grupper osv. betegnes som demokratisk.

Et andet interessant forslag kommer fra politologen Bassam Tibi, som har præget begrebet ’ledekultur’ i Tyskland. For at et multikulturelt samfund skal kunne fungere, er det ifølge Tibi nødvendigt med fælles, forpligtende værdier, som alle borgere bekender sig til. Han foreslår derfor fire principper for en ikke kun tysk, men europæisk ledekultur:

1 Fornuften skal have forrang frem for religiøs åbenbaring.

2 Demokratiet skal basere sig på adskillelsen mellem religion og politik.

3 Pluralisme.

4 Tolerance.

Disse principper viderefører ideerne fra de europæiske demokratibevægelser, men med kravet om pluralisme åbnes der op for en mere multikulturel organisering af demokratiet i modsætning til de klassiske homogene nationalstater.

Disse to forslag kan ses som eksempler på en differentieret tilgang til sameksistens mellem kulturer i dagens samfund, en tilgang, som lægger vægt både på demokratiske rettigheder og på demokratiske pligter. Denne bog som helhed vil gerne inspirere til en sådan tilgang.