Читать книгу Moderne dydsetik - Anne-Marie S Christensen - Страница 4

Dydsetik indtager en speciel plads på scenen for nutidig moralfilosofi. På den ene side udgør dydsetikken rammen om den første vestlige, filosofiske etik, som man finder i den klassiske græske tænkning. På den anden side har dydsetikken inden for filosofien været marginaliseret i århundreder, og den er først trådt i karakter igen som en selvstændig teori fra midten af det 20. århundrede. Et gennembrud der endda primært er sket inden for de sidste tyve år. Dydsetikken bliver dermed først en seriøs konkurrent til de to andre store moralfilosofiske teorier – utilitarismen og kantianismen – i 1990’erne, hvilket betyder, at arbejdet med at udfolde dens moderne form og udforske dens implikationer stadig foregår. Dydsetik er altså både en meget gammel og en relativ ny teori.

Som navnet afslører, er dydsetikken en etisk teori. Det er dog notorisk svært at give en kort og entydig bestemmelse af, hvad etik er, for selve definitionen af etik er nemlig en af de ting, der er uenighed om blandt forskellige etiske teorier. Der findes dog nogle klassiske og alment accepterede måder at karakterisere etik på, og en af disse er, at etik er læren om det gode. I denne karakteristik af etik understreges det, at etikken ikke handler om det fordelagtige, om det vi kan lide eller attrår, men om det, vi anerkender som godt. Flere af etikkens væsentlige træk følger af denne bestemmelse. For det første at etikken er objektiv i en eller anden forstand. Under almindelige omstændigheder vil jeg acceptere, at du nu engang kan lide én ting, og jeg en anden. I situationer, som ikke indeholder etiske overvejelser, er det derfor i høj grad tilladt at gøre, som man har lyst til; jeg beslutter selv, om jeg vil lytte til jazz eller opera eller bruge min tid på havearbejde eller biografbesøg. Men hvis jeg påstår, at dette eller hint er en del af det gode, så hævder jeg samtidig, at denne påstand gælder for alle mennesker. Det er denne idé om etikkens objektivitet, der fik Platon til at beskrive etik som en del af virkeligheden; ved at antage, at det gode har en selvstændig eksistens, kunne Platon nemlig hævde, at der kun kan gives én rigtig beskrivelse af, hvad det gode er. Og det er ofte den samme idé, som står bag ved opfattelsen af etiske overvejelser som trumfer, der skal tillægges en større vægt end andre overvejelser. Vores almindelige overvejelser er bundet til vores bestemte perspektiv og de præferencer, vi nu engang har, men vores etiske overvejelser har en helt speciel status, fordi de er rettet mod det gode, og de er dermed ikke bundet til alle de tilfældige forhold, der gælder specielt for mig; at jeg har en bestemt familie, arbejde, historie etc.

Etikkens objektive status betyder for det andet også, at den er omstridt. Vi diskuterer etiske spørgsmål med hinanden, netop fordi vi mener, at det er muligt at give disse et korrekt svar. Idet vores etiske domme er domme, som vi mener, andre bør tilslutte sig, er målet med etiske diskussioner ikke blot at nå frem til en alment acceptabel enighed eller konsensus, men at finde frem til det rigtige svar på det diskuterede spørgsmål. Dette peger på et tredje træk ved etikken – et træk som følger af etikkens objektivitet – nemlig at etiske spørgsmål er rationelle; vi skal kunne levere argumenter for vores etiske synspunkter, og disse argumenter skal leve op til rationelle standarder, således at de kan efterprøves. “Jeg synes altså bare, at det er forkert”, er ikke et argument, der kan stå alene i en etisk diskussion. At spørgsmål er rationelle og kan besvares objektivt, betyder imidlertid ikke, at de er nemme; noget man hurtigt kan forvisse sig om ved at reflektere over den på nogle områder udbredte uenighed om etiske spørgsmål, som fx rigtigheden af stamcelleforskning. Etiske spørgsmål er komplicerede, nuancerede og kan have meget vidtrækkende konsekvenser, og dette er samtidig en god grund til at beskæftige sig med filosofisk etik, for her har vi muligheden for og tiden til at undersøge samlede, rationelle argumentationer for etiske spørgsmål.

En moralfilosofisk teori som fx dydsetikken skal således kunne redegøre for etikkens objektive og rationelle karakter. Men dette er kun en del af dens opgave, for der er andre vigtige beskrivelser af etik, bl.a. at det er etikken, der fortæller os, hvordan vi bør handle. Denne beskrivelse pointerer, at etikkens primære formål ikke er at afgøre, hvad jeg skal tro på, eller hvad der eksisterer i verden, men at fungere som en rettesnor for min måde at handle og leve på. Man udtrykker også dette ved at sige, at etiske domme er praktiske. Hvis jeg siger om en anden person, at vedkommende handlede forkert, så forpligter jeg mig samtidig i praktisk henseende, fx til at undlade at udføre den samme handling, hvis jeg befandt mig i lignende omstændigheder. På samme måde gælder det, at hvis jeg udtaler mig om, hvad der er rigtigt for mig at gøre i en konkret situation, så kan andre bebrejde mig det, hvis jeg samtidig undlader at udføre handlingen. Det er altså et praktisk krav indlejret i en etisk dom. Spørgsmålet er, hvad der ligger bag ved dette krav, og det er en hovedopgave for den filosofiske etik at undersøge, om det fx er bestemte principper, erfaringer eller fællesmenneskelige følelser, som udgør grundlaget og begrundelsen for det krav, som etikken indebærer. Dydsetikken præsenterer ét sådan bud på, hvad der ligger bag etikkens fordring.

Man kan her med fordel skelne mellem to niveauer i det etiske: På det normative niveau søger vi et svar på, hvad det er, vi bør gøre, og den normative etik forsøger at afklare dette ved at beskrive den rettesnor, etikken udstikker for os. Men der er et spørgsmål, som hurtigt følger efter spørgsmålet om etikkens normative krav, nemlig hvorfor vi skal gøre det, som etikken byder. Man kan altså identificere endnu et niveau, hvor vi søger efter en retfærdiggørelse af det etiske krav. Dette niveau betegnes ofte som metaetik, af det græske meta, som betyder ‘efter’ eller ‘ud over’, fordi metaetikken undersøger de spørgsmål, som udspringer af den normative etik, men som ikke direkte indgår i almindelige moralske spørgsmål. Når jeg er i tvivl om, hvad der ville være rigtigt at gøre i en konkret situation, så er det meget sjældent, at jeg giver mig til at fundere over, hvorfor man overhovedet skal handle etisk rigtigt. Men den metaetiske refleksion kan også have direkte betydning for mennesker, for hvis jeg slet ikke er i stand til at finde et tilfredsstillende svar på det – metaetiske – hvorfor-spørgsmål, er det muligt, at jeg langsomt helt mister min tiltro til etikken på det normative niveau; dvs. at jeg simpelthen vil holde op med at tro, at der er nogen særlig grund til at handle etisk rigtigt.

Det sidste element, som i hvert fald må indgå i en succesfuld moralfilosofisk teori, er ideen om, at etik handler om vores indbyrdes forhold til hinanden. Man kan beskrive dette aspekt på mange forskellige måder. Nogle teorier tager udgangspunkt i det helt konkrete forhold til den anden, jeg-du forholdet, og hævder, at det etiske begynder med den anden persons nærhed, ansigt eller lignende. Dermed lokaliserer de etikkens udspring i det faktum, at vi konfronteres med andre mennesker og oplever, at de er anderledes end os selv; de har en enestående status, som betyder, at de besidder en unik værdi. Andre teorier pointerer ligeledes, at enhver person besidder en unik værdi, men hævder, at det betyder, at vi i etikken skal se bort fra alt det individuelle ved mennesker og i stedet fokusere på det universelle, fx menneskers evne til autonomi eller den generelle værdi af deres lykke, interesser eller præferencer. Det uomgængelige er dog, at en sund etisk teori må kunne sige noget om det mellemmenneskelige, og dydsetikken står her over for en helt speciel udfordring, fordi den tager udgangspunkt i den personlige stræben efter at blive et godt menneske. Den skal derfor kunne gøre rede for, hvordan man på det grundlag kan sige noget om det etisk rigtige i forholdet mellem mennesker.

Dermed når vi til bogens centrale tema, nemlig beskrivelsen af moderne dydsetik. Dydsetikken tager udgangspunkt i ideen om det gode menneske, og den hævder, at det er det menneske, som besidder en række gode karaktertræk, kaldet dyder. Dyderne omfatter alle gode egenskaber, en person kan besidde; ikke bare de meget krævende egenskaber som integritet, retfærdighed, barmhjertighed og selvbeherskelse, men også mere almindelige som gæstfrihed, optimisme, nysgerrighed og humor. Man kan også udtrykke det således, at dyderne er de karaktertræk, som vi finder værdifulde og beundringsværdige hos andre mennesker, og det er værd at bemærke, at man fremhæver sådanne prisværdige egenskaber i næsten alle kulturer; om end de egenskaber, der prises, skifter noget over tid og sted. En central idé i dydsetikken er, at dyderne ikke bare anses for gode, fordi disse egenskaber får os til at opføre os ordentligt over for andre; dyderne er også gode for os selv, for de bidrager væsentligt til det gode liv, ligesom lasterne, dydernes modsætning, er egenskaber, der gør det sværere for os at få vores liv til at lykkes. Dermed ser dydsetik en sammenhæng mellem det moralsk gode og vores ønske om at leve et godt liv.

Dydsetikken tilhører som nævnt en gammel tradition inden for den vestlige filosofi. I den klassiske tænkning udgør dydsetikken rammen om grækernes generelle refleksioner over det vellykkede liv. Grækernes overvejelser om moral er således indlejret i den meget bredere kontekst, som et menneskes samlede liv udgør, og de rækker dermed langt ud over det spørgsmål om ‘rigtig handling’, som ellers er omdrejningspunktet for megen moderne moralfilosofi. Man kan sige, at moralfilosofien, som vi kender den, vokser ud af dydsetikken, eller at den moderne disciplin behandler en underafdeling af klassisk dydsetik.

Denne tætte forbindelse mellem dydsetikken og moralfilosofien ændrer sig dog gennem filosofihistorien. I middelalderen bliver dydsetikken godt nok ved med at være en central kategori for moralfilosofisk tænkning, men den kombineres samtidig med en religiøst funderet tilgang til moralsk retfærdiggørelse. Og i oplysningstiden formindskes dydernes betydning markant. David Humes (1711-1776) etiske tænkning repræsenterer en blanding af overvejelser om almennytte og opfattelsen af dyderne som naturligt ønskværdige og tiltrækkende, mens Immanuel Kant (1724-1804), trods stor respekt for og et omfattende arbejde om dydernes pragmatiske betydning, strengt underlægger dem den idé om selvlovgivning, han udvikler med det kategoriske imperativ.

Man kan altså i filosofihistorien følge en udvikling, som i stadig højere grad marginaliserer dydstænkningen, hvor dyder og laster forvises til moralfilosofiens periferi, indtil de forsvinder i begyndelsen af det 20. århundrede, fordi de – for en tid – helt afløses af tænkemåder, der fokuserer på nyttemaksimering eller forpligtelser. Det er også på dette tidspunkt, at begrebet dyd endegyldigt bliver behæftet med den moraliserende og negative konnotation, der kan få udsagn om dyd og last til at lyde som henvisninger til andre menneskers seksualmoral, og dermed som (uretmæssige) forsøg på at fordømme og gribe ind i deres liv. Men selvom denne bibetydning måtte være reel nok for mange – selv i dag – så har den intet at gøre med det begreb om dyd, som dydsetikken nu prøver at udvikle og begrunde.