Читать книгу Revolution - Bertel Nygaard - Страница 4

Overalt præsenteres vi for revolutioner: industriel revolution, teknologisk revolution, revolutioner i videnskab og kommunikationsformer, orange og grønne revolutioner, Obama-revolution, ’revolutionerende’ kosmetik og tandpleje. Vi kan købe revolution: Ordet ’revolution’ eller revolutionssymbolik – slagord, røde stjerner, Che-figurer – indgår i et hav af produkter, firmanavne og markedsføringsstrategier. ’Revolution’ er åbenbart et stærkt brand.

Der er meget langt fra den kinesiske revolution til den nyeste tandbørstemodel eller en gin & tonic på baren Revolution med Che Guevara på facaden. Alligevel har disse små og store, harmløse og altforandrende allusioner til revolution nogle vigtige fællestræk. De handler alle om forandring. Ikke den sindige, gradvise bevægelse ét lille skridt ad gangen, men det hastige, rykvise, gennemgribende brud. Revolutioner er splintringer af det gamle, ikke langsigtet hentæring. De er tigerspring hen mod det nye, ikke luntetrav. Derfor er revolutioner også radikale udtryk for menneskets vilje og forandrende handling. I det skarpe brud, viljen og handlingen findes elementer af en fælles kernebetydning, som alle de nævnte ’revolutioner’ orienterer sig imod.

Først og fremmest forbindes ordet ’revolution’ dog med en bestemt form for samfundsudvikling, som jeg vil fokusere på i denne bog: et pludseligt, gennemgribende samfundsmæssigt og politisk brud i forbindelse med omfattende, massebaserede protesthandlinger. Den amerikanske sociolog og revolutionsforsker Theda Skocpol gav i sin bog States and Social Revolutions fra 1979 en klassisk definition af samfundsrevolutioner som ”hastige, grundlæggende forandringer af et samfunds stats- og klassestrukturer” i sammenhæng med ”klassebaserede oprør fra neden”, der ikke blot ledsager strukturforandringerne, men også er med til at skabe dem.¹

Denne forståelse af revolution er forholdsvis kompleks ved at forbinde flere væsentlige elementer: politisk forandring, sociale strukturforandringer og social handling. Det er allerede en hel del: Revolutioner i denne forstand er sjældne og dog tilbagevendende undtagelser fra samfundets normaltilstand. De indebærer meget mere end blot en ny regering med en lidt anden partifarve. Revolutioner er snarere de politiske og sociale konflikter, hvoraf der opstår nye, mere centraliserede og effektive stater i sammenhæng med f.eks. forvandlingen af traditionelle landbrugsbaserede samfund til urbane, industrielle samfund – eller overgangen fra feudale troskabs- og tvangsforhold til kapitalistiske relationer mellem arbejdsgiver og lønarbejder.

Disse store forandringer i stat og samfund forbinder sig også med andre dimensioner i menneskelivet, som ikke indfanges i Skocpols formulering: tanker, sprog og kultur. Revolution er også noget, som formes gennem menneskers forestillinger og idealer, og som selv skaber billeder og associationer, der overleveres til eftertiden: Når vi taler om revolution, danner vi billeder af barrikadekampe, forrevne faner og massernes protest mod ulidelige livsbetingelser. Revolution forbindes med heltemod, håb, fremskridt og modstand mod undertrykkelse, men også med tragedie, skuffelse og ødelæggelse. Revolution er lidenskabelig rus – ”de undertryktes og udbyttedes fest”, som Lenin formulerede det i sin bog To slags taktik i den demokratiske revolution fra 1905 – men også blodig alvor.² For nogle er revolutionen en Messias, for andre er den Fanden selv. Måske netop derfor kan vi synes at få øje på skygger af revolution, overalt hvor mennesker handler, kæmper, håber, frygter, sejrer eller lider nederlag – også i mange sammenhænge, der langtfra er revolutioner i streng forstand.

Man kan nok finde elementer af revolutionsfænomenet i alle samfund til alle tider, men alligevel er revolutionen specifikt knyttet til den moderne epoke i verdens historie, dvs. de særlige kulturelle og politiske former, der præger kapitalismens tidsalder. Vores forestillinger om revolutioners former, forløb og følger stammer fra de seneste århundreder – især fra den franske revolution i 1789, der væltede den enevældige konge og grundlagde en republik, og den russiske revolution i 1917, der væltede zaren og etablerede Sovjetunionen. Disse revolutioner annoncerede nye hovedprincipper for menneskehedens politiske og sociale fremtid: menneskerettigheder, demokrati, borgersamfund, kommunisme, nationalisme, internationalisme og meget andet. Når man i dag taler om revolutioner i alle mulige andre betydninger (industriel, teknologisk osv.), trækker man på de betydninger og associationer, der er forbundet med disse store samfundsforandringer.

Sociale og politiske revolutioner har spillet en afgørende rolle i udformningen af den moderne verden. Revolutionen står som en mulighed i vores epoke. En attraktiv mulighed i alles øjne eller til alle tider er den ikke nødvendigvis, men den indgår i det arsenal af handlinger, som vi er i stand til at forestille os. Og revolutioner indtræffer faktisk – ikke med samme hyppighed eller kraft i alle verdensdele, men dog bemærkelsesværdigt ofte på verdensplan.

For blot få år siden kunne emnet synes uaktuelt. Ved indgangen til det nuværende århundrede stod den revolutionære entusiasme i denne del af verden hovedsagelig som et stadig fjernere minde om bevægelser i 1968 og deromkring. Sådan ser det ikke ud længere. Revolutionen trænger sig på og gør sig brændende aktuel, ligesom den har gjort det med jævne mellemrum i over 200 år – hver gang efter perioder med stilstand, hvor den blev erklæret for død og begravet.

Mens dette skrives, er der verdensomspændende økonomisk krise og politisk opbrud i mange lande. I Latinamerika, Nordafrika og Mellemøsten er der omfattende, erklæret revolutionære massebevægelser, som har væltet gamle politiske styrer eller er gået videre til at ændre ved den økonomiske og sociale magt. Protesterne skaber genklang andre steder. I USA, Europa og andre dele af kloden befolkes storbyernes prominente pladser af aktivister, der hævder at tale for de 99 procent af befolkningen imod den ene procent, der sidder inde med magt og rigdom. Drastiske nedskæringer i den offentlige sektor har affødt voldsomme protester i Grækenland, Spanien, Italien og andre lande – og en ny rapport fra FN’s internationale arbejdsorganisation, ILO, varsler meget mere af den slags på europæisk plan, hvis nedskæringspolitikken fortsættes.

Blandt de e-mails, der lige nu ligger i min arbejdsmailboks og venter på mig, er der adskillige annonceringer af kommende akademiske arrangementer – seminarer, konferencer og symposier – der skal drøfte revolutionsfænomenet. ”How to End a Revolution” er titlen på ét af dem. Nogle må mene, at al denne forandringstrang er ved at føre for vidt.

De nye, store protestbevægelser har intet entydigt endemål, og det er endnu ikke givet, hvor langt revolutionens aktuelle genopvækkelse vil række. Dette kan måske synes at stå i skarp modsætning til de store, klassiske samfundsrevolutioners tilsyneladende målrettethed og entydighed. Men dette billede af de klassiske revolutioner bygger i vidt omfang på senere myter og forenklinger. Ser man nærmere på revolutionernes historie, synes uklarhed midt i processen faktisk at høre til revolutionens væsen. Fordi revolutioner er radikalt forandrende, kollektive handlinger, er de ikke bestemt på forhånd. De vil selv definere og omdefinere sig. Derfor passer de aldrig helt ind i nogen model.

Som revolutionsforskeren Charles Tilly har understreget i bogen European Revolutions 1492-1992, har revolutioner mere til fælles med trafikpropper end med solformørkelser.³ Formørkelser af solen kan indpasses i et nøjagtigt skema, fordi de udelukkende forårsages af himmellegemernes faste kredsløb. Trafikpropper er derimod omskiftelige i form og udstrækning, de indtræffer under vidt forskellige omstændigheder, og deres årsager varierer meget. Alligevel indtræffer de ikke ganske tilfældigt, men ved sammenfald mellem en række faktorer: vejforhold, vejrlig, trafikpolitik, placering af boligområder i forhold til arbejdspladser, skoler og indkøbsmuligheder med mere. Der er også forholdsvis faste mønstre i selve trafikproppens udvikling – nogle trafikanter kan nemt slippe ud, fordi de er små og bevægelige eller befinder sig i udkanten af proppen; andre sidder uhjælpeligt fast, og nogle kommer måske til skade. Ligeledes har trafikpropper karakteristiske konsekvenser: forurening, transportvanskeligheder, måske nye vejanlæg eller trafiklove til at forhindre lignende udviklinger fremover. Og selv om forsøgene på at forebygge trafikpropper godt kan lykkes, dukker der altid nye op i andre sammenhænge, med lidt anderledes anledninger og former.

Revolutioner viser lignende forbindelser mellem næsten uoverskuelig kompleksitet og typiske, tilbagevendende udviklingstræk. Ingen enkelt revolution eller trafikprop har nogensinde i alle detaljer lystret ét overordnet skema for den ’rigtige’ revolution eller trafikprop. Alligevel er der væsentlige ting at sige om begge dele som generelle fænomener. Efter alt, hvad der gennem de seneste år og måneder er blevet ytret om aktuelle revolutioner, oprør og protestbevægelser, synes der at være behov for mere systematiske, indgående overvejelser over revolutionen som fænomen.

Dette skal være denne bogs formål. Ud fra en bred vifte af perspektiver vil jeg stille skarpt på generelle kendetegn ved sociale og politiske revolutioner som historiske fænomener med gyldighed for vores egen tid. Det kræver overvejelser over, hvad revolutioner indebærer, og hvordan man begriber træk ved dem – deres forløb, betingelser og resultater, men også deres kulturelle udviklinger, handlingsformer og sprog. Denne tilgang har en sidegevinst: Revolutioner er bærende bjælker i et større bygningsværk, og derfor kan de afsløre grundtræk ved de mere stabile samfundsvirkeligheder, vi oftest lever i. Jeg vil inddrage en lang række historiske eksempler på revolutioner – især fra de europæiske og danske historiske kontekster, som formentlig ligger de fleste læsere nærmest (og som jeg selv kender mest til) – men vil belyse dem på måder, der gerne skulle gøre det muligt at udvide perspektivet eller ’oversætte’ til andre tilfælde eller verdensdele.

En revolution: 1789

Revolutioner gør sig gang på gang til deres egne. Alligevel er der nogle enkelte revolutioner, der stikker frem som pejlemærker: den kinesiske i 1949, den russiske revolution ved Første Verdenskrigs afslutning, den amerikanske i 1770’erne og andre. Hvis jeg skal udpege ét enkelt historisk forløb, der er alle revolutioners moder, må det dog blive den franske revolution fra 1789 og frem. Derfor vil jeg tage hul på studiet af revolution som sådan ved en kort skitse over dette enkelttilfælde.

Det er – paradoksalt nok – karakteristisk for revolutionen, at den ikke ligner en revolution fra begyndelsen. Det er med til at gøre den så chokerende. Den franske revolution tog sit afsæt inden for rammerne af det, der på den tid var forholdsvis normalt og velkendt. Den franske enevældige konge, Ludvig den Sekstende, var kommet i alvorligt pengebekneb, da han i 1780’erne hjalp amerikanerne i deres uafhængighedskrig mod den britiske kolonimagt, der tilfældigvis også var Frankrigs ærkerival. Han forsøgte at få de mest velhavende adelige til at betale deres part af gildet, men de holdt fast ved deres traditionelle særrettigheder, blandt andet fritagelse for en lang række skatter. En stribe af de mest magtfulde kredse i det gamle Frankrig så da også deres snit til at øge deres indflydelse, nu hvor kongestaten var svækket. Det var umuligt at få gennemført nogle af de effektiviserende reformer, som kongens mere fremsynede rådgivere anbefalede.

Derfor blev Ludvig nødt til at sammenkalde rigets stænder: adel, gejstlighed og borgerskab. Det var set før i historien, og oftest havde kongerne fået den tiltrængte hjælp mod at give mindre indrømmelser til de forskellige stænder – ejendom eller politisk indflydelse. Denne gang gik det bare grueligt galt for kongen. Balancen mellem de forskellige stænder havde forrykket sig op gennem 1700-tallet. Borgerskabet – tredjestanden, som den også kaldtes – var blevet styrket i både magt, omfang og selvanseelse. Derfor krævede det også at blive hørt og taget alvorligt. Én af tredjestandens talsmænd, abbed Sieyès, gav i sin vidt udbredte pjece Hvad er tredjestanden? fra januar 1789 en slagkraftig sammenfatning af det fremstormende borgerskabs selvopfattelse: Tredjestanden er alt, skrev han. Den udgør hele nationen, fordi dens velstand og evner stammer fra dens eget arbejde, dens egen duelighed. Adel og gejstlighed står derimod uden for nationen. De lever af at tære på dens arbejde. Derfor må tredjestanden også anerkendes i den politiske orden.⁴

Ud fra disse tanker kunne tredjestandens repræsentanter i stænderforsamlingen, alle fra befolkningens mere velstillede, veluddannede grupper – advokater, skribenter, store købmænd, jordbesiddere og virksomhedsejere, dvs. borgerskabet – i juni 1789 udnævne sig selv til nationalforsamlingen. Det afgørende skulle ikke længere være kongens magt som givet af Gud, og heller ikke den stand, man var født ind i. Tværtimod skulle hvert enkelt menneske nu tælle som medlem af nationen og som borger med rettigheder til at udfolde sit arbejde og realisere sine talenter gennem sin egen indsats. Derfor vedtog nationalforsamlingen i august samme år en højtidelig erklæring om borger- og menneskerettigheder, herunder den enkeltes ytringsfrihed, trosfrihed og ret til privat ejendom. Allerede på dette punkt var der indtruffet en afgørende omvæltning – en revolution: Den politiske magt hos regering og konge var ikke givet ’fra oven’; den var til låns ’fra neden’, fra folket.

Dette var et anseeligt resultat. Mange af de borgerlige folkerepræsentanter i nationalforsamlingen mente at have nået bevægelsens mål her. Men revolutionen havde udløst gamle spændinger i samfundsorganismen, og de rakte langt videre end det velstillede borgerskabs krav om politisk repræsentation: De lavere klasser i byerne og på landet begyndte at protestere heftigt på deres egen måde og af deres egne grunde. Deres protester angik den sociale nød, de akut forhøjede brødpriser og den magtfulde elite, der til stadighed ønskede at koncentrere magt og anseelse i sine egne hænder. Disse lavere klassers protester havde allerede udgjort en væsentlig betingelse for, at borgerskabet overhovedet kunne udråbe sig selv til nationalforsamlingen. Stormen på Bastillefængslet i Paris – et symbol på det gamle styres undertrykkelse i hovedstaden – og en enorm bølge af opstande på landet i sommeren 1789 svækkede både kongen og de privilegerede. Så hvorfor skulle ikke også den jævnere befolkning nyde godt af borger- og menneskerettighederne? Hvorfor skulle alle fordelene tilfalde dem i de fornemme knæbukser og ikke den jævne befolkning i arbejdsbukser, sans-culotterne?

De borgerlige politiske ledere, der havde ageret så resolut og kontroversielt i sommeren 1789, befandt sig snart i en moderat, ordensbevarende rolle. Deres politiske principper var de samme, men revolutionen gik videre og efterlod dem agterude. Et vendepunkt kom, da kongen i juni 1791 søgte at flygte til udlandet for at slutte sig til sine fyrstelige venner og dermed revolutionens modstandere. Han blev afsløret og i skam ført tilbage til hovedstaden. Men de selv samme borgerlige ledere, som havde stækket Ludvigs magt, holdt nu hånden over ham. De ønskede ingen stærk, enevældig monark, men de ville bevare monarkiet. Én af dem, Antoine de Barnave, spurgte retorisk i en tale til den lovgivende forsamling den 15. juli 1791: ”Skal vi afslutte revolutionen, eller skal vi begynde den på ny?” Hans egen holdning var klar: Revolutionen måtte afsluttes nu og her, for ethvert videre skridt ville være katastrofalt for det borgerskab, der hidtil havde nydt godt af udviklingen: ”Ethvert nyt skridt fremad ville være en skæbnesvanger og fordømmelig handling, for et yderligere skridt i retning af friheden ville betyde monarkiets ødelæggelse, og et yderligere skridt i retning af ligheden ville undergrave ejendommen”.⁵ For Barnave og hans ligesindede var forsvaret for monarkens stilling altså nært knyttet til forsvaret for det velstillede borgerskab – hans egen klasse – mod de besiddelsesløse. Barnaves forudanelse blev bekræftet. Det stadige pres fra de lavere, udannede klasser, især i Paris, fik revolutionen til at udvikle sig i stadig mere radikal og social retning: Frankrig kom i krig med de stærkeste blandt Europas gamle fyrstemagter, der ville slå revolutionen ned, inden den ramte dem selv. For at bekæmpe truslen om et forbund mellem revolutionens ydre fjender og kongens ønsker om at styrke sin magt, blev tronen afskaffet. Frankrig blev en republik, kong Ludvig den Sekstende blev til borger Louis Capet – og siden henrettet for forræderi mod republikken. Krigen og de sociale protester bragte i 1793 nye, mere yderligtgående politiske kræfter til magten: montagnarderne fra jakobinerklubben, hvis førende skikkelse var advokaten Maximilien Robespierre – ’den ubestikkelige’.

De nye politiske magthavere fra montagnard-fraktionen tilhørte også borgerskabet, og deres grundprincipper for samfundets indretning lignede i mange afgørende henseender forgængernes. Men de vovede at alliere sig med de lavere klasser. De indførte prisregulering for visse varer, så f.eks. brødpriserne ikke kunne stige alt for voldsomt. Robespierre bemærkede, at det private initiativ og ejendomsretten var vigtige grundprincipper, men også måtte ses som betinget af ”retten til at leve”.⁶ Montagnarderne udarbejdede også en ny forfatning, som bl.a. lovede de lavere klasser retten til at stemme til politiske valg. Revolutionen for borgerskabets politiske rettigheder havde udviklet sig videre til en social revolution for de lavere klassers anerkendelse.

Revolutionen var også blevet mere åbenlyst voldelig: Det nye styre – ’rædselsvældet’, som det siden er blevet kaldt – indførte summariske rettergange og offentlige henrettelser, der især var vendt mod det gamle hof og aristokrati, men også mod politiske fjender til højre og venstre. Formålet var på én og samme tid at indgyde styrets fjender skræk, udrydde politiske rivaler og vise sig som den jævne befolknings ven.

I 1794 – år II ifølge den tidsregning, det nye styre havde indført – ramte de indre stridigheder Robespierre selv, der ydmyget blev ført til den guillotine, som hans eget styre havde brugt så flittigt. Herpå fulgte endnu et forsøg på at etablere en ny, stabil tilstand i republikken med det mere moderate borgerskab som omdrejningspunkt – direktorietiden. Men det var en stakket frist: Landet var centrum for mangfoldige stridigheder både udadtil og indadtil. Først da general Napoleon i 1799 tiltvang sig magten som ’førstekonsul’, fem år senere som kejser, blev der skabt ro på de indre linjer. Under en ny kombination af revolutionens moderne tanker om borgerret og lighed for loven med en autoritær styreform blev der da skabt grundlag for både indre vækst og nogle år med imponerende militær ekspansion, indtil også Napoleons lykke vendte, og hans styre faldt endeligt i 1815 til fordel for et genoprettet monarki under den samme Bourbon-slægt, som havde siddet ved magten før revolutionen. Revolutionen syntes endelig at være afsluttet – i hvert fald for en stund. Men det Frankrig, der stod tilbage efter revolutionen og Napoleonsepoken, var et ganske andet end det, der havde eksisteret før 1789: Statsapparat, militær, love, offentlighed, politiske idealer og økonomiske strukturer var ændret afgørende. Og menneskene havde erfaret revolutionens mulighed.

Revolutionen som brud. Revolutionens røde kile trænger ind i den hvide cirkel. Denne plakat fra 1919 symboliserer det røde revolutionære styres kamp mod de ’hvide’ kontrarevolutionære styrker under den borgerkrig, der fulgte efter den russiske revolution. Men plakaten udtrykker samtidig en fornemmelse af brud og spring hen mod det nye, som kendetegner revolutioner i almindelighed. El Lissitskij: Slå de hvide med den røde kile, plakat, 1919.

Revolutionen som fænomen

Hvad var det, der gjorde disse begivenheder til en moderne revolution? Og hvad er det, der har givet sådanne hændelser en generel revolutionær betydning for hele den moderne verden? I den franske revolution kan man se et klart eksempel på en udvikling, der lever op til Skocpols ovenfor citerede revolutionsdefinition: en hastig, gennemgribende forandring i stat og samfund, skabt i tæt forbindelse med sociale massekampe. Man kan også se mere: et eksempel på, at menneskene tiltvinger sig magten til at forandre deres verden – og dermed også sig selv – gennem kollektiv handling og vilje.

Dette almene træk ved revolutioner indebærer samtidig forskydninger i menneskenes forhold til tid: Revolutionære handlinger er forsøg på her og nu at skabe en anderledes fremtid. Derigennem vil revolutioner også føre til nye forståelser af de fortidige udviklingers betydning for os. Nutid, fremtid og fortid bliver aktuelle på nye måder i revolutionen, de omformes radikalt som genstande for menneskenes kollektive handling. Noget lignende gælder menneskers forhold til de steder og rum, de lever og handler i. Revolutionære handlinger angår de nære omgivelser som afgørende for mine eller min families levevilkår, for mine arbejdsfæller eller naboer. Samtidig vil der i revolutionen blive knyttet forbindelse fra disse nære forhold til større sociale og politiske sammenhænge. I det revolutionære perspektiv kan kampen for lave brødpriser og rent drikkevand til min familie og mine venner blive forbundet med kampen for social retfærdighed i hele landet, hele verdensdelen eller sågar hele verden.

Moderne revolutionsforståelser har også at gøre med historiske fremskridt – eller mere specifikt: historiske fremskridt for lighed og frihed og samhørighed (eller lignende begreber som solidaritet, broderskab osv.). Revolutioner stræber efter nye sociale og politiske ordener, som er mere inkluderende end de gamle – som i den franske revolutions voksende fordringer om ’folkets’ politiske anerkendelse. Det betyder ikke, at alle revolutioner i praksis har ført direkte til demokratiske styreformer eller social lighed. Men revolutionen som fænomen er kendetegnet ved tætte forbindelser til sådanne fremskridt, og revolutioner legitimeres ved hjælp af dem. Også de mange afledte revolutionsbegreber – hvad enten det er industriel revolution eller den ’revolutionerende’ nye tandbørste – trækker på samfundsrevolutionernes associationer til fremskridtet.

Massernes mobilisering. En revolution er ingen revolution uden massernes aktive deltagelse i kampene. Her inddrages nye befolkningsgrupper og individer i afgørende politiske udviklinger. Honoré Daumier: Opstanden (L’émeute), olie på lærred, 1848 eller senere. The Phillips Collections, Washington, D.C.

Når revolutionen er en så radikal forandringsform, kan den ikke være neutral. Der findes intet uskyldigt eller ubesmittet helle, hvorfra man kan betragte den uden engagement. Det ligger i revolutionens væsen, at den er stridbar og omstridt. Den vækker uenighed og kræver stillingtagen. Selv fortidige revolutioner har det med at trænge sig på som aktuelle, politiske spørgsmål. Når vi ser tilbage på den franske revolution, får vi næppe alle øje på det samme. Nogle vil især hæfte sig ved menneske- og borgerrettighedernes formulering, andre ved guillotinens blodsorgier. Nogle opdager oprindelsen til demokrati eller senere velfærdsstater, andre finder grundlæggelsen af senere tiders totalitære styreformer. Nogle vil understrege disse fortidsbegivenheders nutidige relevans, andre vil forsøge at skærme nutiden af fra denne fortid ved at erklære revolutionen for et helt igennem overstået kapitel.

Ofte strides man endda om, hvorvidt en bestemt udvikling bør betegnes som en revolution eller ej: Var den danske enevældes fald i 1848-49 en revolution? Bør 1930’ernes spanske historie hovedsagelig anskues som en borgerkrig mellem den republikanske regering og general Francos oprørshær, en slags generalprøve på Anden Verdenskrig, eller må vi også anerkende den sociale revolution i den republikanske lejr: omfordelingen af jord og magt fra godsejere og gejstlighed til jævne spanske bønder og arbejdere? Dette er langtfra blot en strid om ord. Om man i en specifik historisk begivenhed kan se en revolution eller ej, har betydelige følger for, hvad man vil være i stand til at påpege, opdage eller forstå i fortiden – og hvordan man forstår den nutid og fremtid, som følger efter.

Revolutionen er ikke et simpelt fænomen, men en særlig sammensætning af egenskaber med afgrænset historisk gyldighed, knyttet til den moderne epoke og endda bestemte episoder inden for denne epoke. Revolutioner er afbrydelser af samfundets normaltilstand – af den gamle politiske styreform, den gamle retsorden, de gamle sociale livsformer og magtforhold. Ikke desto mindre er afbrydelserne uløseligt forbundet med normaltilstanden: De er fortætninger af konflikter, der ulmede under overfladen i det gamle system. Derfor kan revolutioner også kaste et særligt lys på de tilstande, de gør op med.

Så alt imens revolutionen kan afgrænses som et særligt fænomen, må den også ses som et integreret led i en hel familie af fænomener, der vedrører samfundets udvikling og forandring: reform, borgerkrig, kontrarevolution med flere. Og selv om revolutioner udspiller sig som kortvarige forløb inden for den moderne verdenshistorie, er de også kendetegnende for denne historie som helhed. Revolutionen er et definerende aspekt af den moderne verdenshistorie. Den udtrykker selve kernen i, hvad det vil sige at være moderne i historisk forstand – forandring, opbrud, nygrundlæggelse. Den moderne verdenshistorie som helhed er en revolutionens verdenshistorie.