Читать книгу Revolution - Bertel Nygaard - Страница 5

At revolutioner er et moderne fænomen, skal forstås meget konkret. Hvis man rejste tilbage til 1400-tallet og spurgte datidens folk om deres opfattelse af samfundsrevolution, ville man blive mødt med måben i alle kredse – fra den jævne bonde til den lærde borger. Hverken ordet eller tankegangen indgik i den tids samfundsforestillinger.

Man kan ganske vist finde protester mod undertrykkelse i alle historiske samfund: slaveopstande i oldtiden, bondeoprør i middelalderen og så videre. Nogle af disse begivenheder var også med til at skabe afgørende forandring og kan i den henseende ligne moderne revolutioner. Men de tidlige revolutionslignende begivenheder var typisk forholdsvis afgrænsede i rækkevidde, vendt mod den enkelte hersker eller det enkelte styre snarere end mod en verdens-eller civilisationsomspændende undertrykkelse. Samtidig var de forankret i traditionsopfattelser eller religiøse idealer, ikke i vores epokes revolutionsfremmende visioner om hidtil ukendte, radikalt omformede udgaver af denne verdens samfund. Derfor blev sådanne begivenheder også opfattet og omtalt anderledes end vores revolutioner. Tidligere tider havde ord for beslægtede fænomener som uroligheder og oprør, men ikke for den type verdenshistoriske brud, vi i dag kalder revolution.

Vores nutidige begreb om revolution er vokset frem som et centralt led i den moderne epokes særlige erfaringsgrundlag – hvor forandring står som grundpræmis for menneskets eksistens, og hvor menneskets kraft til at skabe forandring gennem sin handling og vilje er afgørende. Derfor er det også først i vores moderne epoke, at mennesker systematisk er blevet bevidste om muligheden for at skabe revolution og for at indtage erklæret revolutionære standpunkter. Selve begrebet revolution i vores moderne betydning er vokset frem som led i denne moderne erfaring, der selv i høj grad er et resultat af revolutionshistorien. Revolutionsbegrebets skiftende betydninger og brug udtrykker nye bevidstheder, handlingsformer og samfundsstrukturer.

Modernitet, forandring og handling

Forandringen er det grundtræk, der binder revolutionen og moderniteten sammen; det er erfaringen af stadig forandring, der kendetegner den moderne epoke. Bredt betragtet strækker moderniteten sig over de sidste 500 års verdenshistorie og tog sin begyndelse, da de europæiske koloniseringer grundlagde et nyt økonomisk verdenssystem. Men i snævrere forstand blev det moderne skabt med 1700-tallets nye oplysningstænkning, offentlighedsidealer og revolutionserfaringer. Revolutionen er et kraftcenter, der opsamler den moderne forandring, men samtidig styrker og øger den – og derved også skaber noget nyt.

Særligt den kapitalistiske vareproduktion, der har vundet eksplosiv udbredelse i moderniteten, har vist sig skelsættende for revolutionen. Forbindelse mellem kapitalisme og forandringserfaring blev formuleret på klassisk vis allerede i Marx’ og Engels’ Det kommunistiske partis manifest fra 1848. I modsætning til alle tidligere samfundsformer og herskende klasser, skrev de to forfattere, kan det kapitalistiske borgerskab kun overleve ved bestandigt at ”revolutionere” produktionsforholdene og dermed de sociale forhold som helhed. Det førte ifølge dem til ”den evige usikkerhed og bevægelse”: ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”.⁷

Kapitalismen gør flere og flere af menneskenes genstande og indbyrdes forhold til varer, der skal udveksles med hinanden og måles i pengeværdier. Det bliver regnskabets bundlinje, der tæller. Bundlinjen fordrer vækst. Vækst fordrer forandring, nedbrydning af de gamle værdier og moralske grænser. Samfundstænkeren Max Webers essay ’Videnskab som levevej’ fra 1917 forbandt sigende nok kapitalisme og modernitet med en ”proces, hvorved magien forsvinder” – eller med ét ord: Entzauberung, ’affortryllelse’.⁸ Man kan genfinde fænomenet i selve det moderne revolutionsfænomen: Affortryllelse optræder ikke kun i revolutioner, der sigter mod markedets friere udfoldelse – som f.eks. den franske i 1700-tallet – men også i de senere antikapitalistiske revolutioners skånselsløshed og usentimentalitet over for de nedarvede magtforhold, der står i vejen for befrielsen eller skabelsen af social retfærdighed.

Denne kapitalisme er ikke bare en realitet på et økonomisk plan. Den præger også afgørende menneskenes erfaringer, forståelsesrammer, begreber og handlinger. Den tyske historiker Reinhart Koselleck har understreget, hvorledes den moderne epokes særlige forandringserfaring giver sig udslag i nye forestillinger og begreber om samfundsudviklingen, som er tæt knyttet til netop den moderne revolutionsforståelse. Ifølge ham kendetegnes den overgang til modernitet, som har fundet sted i europæisk kultur især siden 1700-tallet, ved en stadig mere markant adskillelse af menneskets erfaringsrum fra dets forventningshorisont.⁹ Førmoderne menneskers verdensbillede var karakteriseret ved en forventning om, at fremtiden i store træk ville (eller burde) ligne den allerede kendte verden. En bonde på Djursland i 1720’erne kunne nok opleve forandring: fødsler, dødsfald, epidemier, krigstider, gode og dårlige høster og meget mere. Men grundforandringer ville stride mod hans forventninger og værdier. Hvis han protesterede imod disse nye fænomener, ville det formentlig være i traditionens navn for at genoprette den gode, gamle tilstand – uanset om den virkelig havde eksisteret eller blot var en myte. Moderne mennesker går derimod grundlæggende ud fra, at fremtiden vil adskille sig fra den verden, de er vokset op med – lige fra det individuelle livsforløb til de store, samfundsmæssige livsbetingelser. Det forventes ikke længere, at mit karrierevalg skal følge i mine forældres forbillede. Min telefon er ikke bygget til at holde længe, for jeg skal snart have mig en ny model. Det tøj, jeg bærer, vil om få år møde skeptiske blikke, fordi tøjmoden vil være ’revolutioneret’. Disse fænomener er langtfra alle direkte forbundet med samfundsrevolutioner, men revolutioner er udtryk for noget af den samme forventning om forandring, og de har været med til at gøre os modtagelige for forandring.

Hvert af de moderne brud med tidligere tilstande kan virke chokerende i den enkeltes perspektiv. Gennem hele den moderne epoke er mennesker til stadighed blevet overrumplede af disse brud. Revolutionerne og deres efterdønninger har fungeret som uventede acceleratorer i denne stadige forandring. ”Alle livets sømmelige gevandter” – alt hvad der var kendt, agtet og fornemt – blev pludselig truet, da den franske revolution angreb traditionelle hof-og adelspositioner. Det bemærkede den moderne konservatismes forbillede Edmund Burke få måneder efter revolutionsudbruddet i sin bog Reflections on the Revolution in France fra 1790.¹⁰ Og hver ny, moderne ungdomsgenerations forøgede hastværk kan nok minde de ældre om deres egen ungdom, men synes dog mere radikalt forhastet end noget, de selv kan erindre.

På et mere generelt plan har moderne mennesker dog vænnet sig til denne bestandige forandring. Revolutionen er i en vis forstand blevet en vedvarende eksistensbetingelse. Det moderne menneskes verdensopfattelse er, som filosoffen Walter Benjamin påpegede i sit essay ’Om nogle motiver hos Charles Baudelaire’ fra 1939, i et konstant chokberedskab. Det skærper vores sanser og holder bevidstheden åben for nye oplevelser, men det slår også vores erfaringer i splinter.¹¹ Forandring er blevet et livsvilkår, uanset at vi ikke altid selv kan følge med. De ældre kan ryste på hovedet ad de unges griller, men det kommer ikke længere rigtig bag på dem, at de unge må finde på noget nyt. 1960’ernes unge Beatlesfans kunne ikke forventes at gøre helt som de gamle ’swingpjatter’ fra forældrenes generation. Konservative ideologer kan endnu i dag begræde de gamle sæders forfald, men oftest har de andre, nyere sæder i tankerne end det gamle standssamfund, hvis undergang Edmund Burke begræd på den franske revolutions tid. Også de har måttet acceptere meget af den forandring, som var indtruffet, og deres forsvar for det bestående og det gamle har bestandigt angået det nye bestående, det nye gamle.

Denne stadige revolutionering har da også gang på gang taget brodden ud af det engang revolutionære og kontroversielle. Den moderne forandringserfaring har som en svamp opsuget revolutionen og gjort den til en almenkulturel betingelse, og dermed har den også gjort revolutionen mindre revolutionær – som når revolutionssymbolet Che Guevara reduceres til modeikon, eller når mange konservative i dag har affundet sig med de moderne masseoffentligheder, det partivæsen og de principper om menneskerettigheder, der i sin tid var med til at gøre den franske revolution så vederstyggelig i Burkes øjne. Det havde filosoffen Søren Kierkegaard øje for. I En literair anmeldelse fra 1846 bemærkede han, at vi moderne mennesker har fået svært ved at udføre virkeligt gennemgribende handlinger som den franske revolution, fordi alarmklokkernes kimen er blevet konstant i vores verden: Nutiden er blevet ”Avertissements-Tiden, de blandede Bekjendtgjørelsers Tid: der skeer ikke Noget, derimod skeer der strax Bekjendtgjørelse”.¹² Vi bombarderes med trivialiteter, der blæses op til sensationelle ’nyheder’, evindelige ’revolutioner’. Det sløver vores sanser og handlekraft, så vi til sidst ikke længere kan opfatte – endsige udføre – det virkeligt epokegørende. Mente Kierkegaard altså.

Mange af os kan nok nikke genkendende til denne diagnose. Formentlig har den endda større gyldighed i masseavisernes, fjernsynsmediets og det globale internets tidsalder, end den havde på Kierkegaards tid; den verden, der forekom ham så hektisk, er for os at se en gammeldags lilleputverden. Men netop når vi er ved at have vænnet os til forandringen, når modernitetens stadige, rivende udvikling truer med at gøre det revolutionære trivielt – netop da kan revolutionen finde på at hævne sig. Var dette ikke, hvad selveste Kierkegaard måtte sande? Under to år efter En literair Anmeldelse, i 1848, blev Vesteuropa ramt af den mest omfattende bølge af revolutioner, denne del af verden endnu har oplevet. Indimellem viser også moderne mennesker, at de kan skelne mellem den trivielle, vedvarende forandring og det skelsættende.

Vi kan føle os truet af forandringernes næste traditionsopløsende lynnedslag, både i revolutionen og i vores moderne dagligdag. Men vi er også dybt betagede af den moderne forandring. Som den amerikanske kulturteoretiker Marshall Berman har påpeget i sit hovedværk All that is Solid Melts into Air – hvis titel i øvrigt er lånt fra den engelske oversættelse af det, jeg før citerede fra Marx’ og Engels’ gamle manifest – er den moderne forandringserfaring kendetegnet ved en særlig enhed af modsætninger: fascination og frygt, tiltrækning og afskyvækkelse.¹³ Dobbeltheden har gjort sig gældende igen og igen, når mennesker har stået over for nye teknologiske, økonomiske eller sociale gennembrud – eller nye samfundsrevolutioner.

Den moderne forandringserfaring betyder, at menneskers tidsperspektiv udvides til at omfatte en anderledes fremtid. Tiden strækkes ud. Det moderne menneske forstår sig selv og sine omgivelser som produkter af en langvarig historisk udvikling: Det bevæger sig fra en ganske anderledes fortid og hen mod en fremtid, der vil adskille sig meget fra nutiden. Denne tidsudstrækning kommer til udtryk i både den moderne historieskrivning om fortid og i de mange visioner om verdens anderledes fremtid, der har vundet frem i den moderne epoke, ikke mindst gennem erfaringer med samfundsrevolutioner.

Endnu et godt stykke op i 1700-tallet tog selv den lærdeste historieskrivning udgangspunkt i en betragtning af verden som grundlæggende statisk, til trods for de overfladiske forandringer. Et klassisk eksempel er den danske gehejmestatsminister Ove Mallings værk fra 1777, Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere.¹⁴ Her blev hændelser i statens fortid uden tøven vurderet ud fra forfatterens egne moralske kriterier. Hensigten var at lade ’store og gode’ handlinger fra en hvilken som helst periode fungere som eksempler til senere efterfølgelse. Denne fremgangsmåde byggede på den antagelse, at grundlaget for at udføre det moralsk rette til alle tider var det samme – altså statisk. Her var revolutionen – i vores nutidige, moderne forstand – end ikke mulig at tænke sig.

Allerede på Mallings tid var denne form for historieforståelse dog ved at blive udfordret af alternativer. Nye former for historieskrivning og samfundsteori understregede, at mennesker og deres handlinger måtte forstås i lyset af stærkt skiftende sociale og kulturelle vilkår, og at man derfor ikke kunne lægge uforanderlige moralbegreber til grund for forståelsen af dem. Fortiden blev i stigende grad studeret som væsentligt anderledes end nutiden. Derved opstod et vigtigt fundament for vores epokes karakteristiske forståelse af fortid og historie som det, nyskabelserne og revolutionerne fjerner sig fra. Og de moderne samfundsrevolutioner kom til at udgøre nogle af de udsigtspunkter, hvorfra vi kunne se, hvor anderledes og gammel fortiden var.

Den moderne tid strækker sig også fremad, ganske som revolutionen vil skabe det kommende samfund. Fremtiden drager som noget radikalt andet end den verden, man kender fra sine erfaringer. Den moderne epoke kendetegnes dermed også ved et væld af fremtidsvisioner: science fiction, der fantaserer om fremtidige teknologiske landvindinger, utopiske forventninger om fremtidige demokratiske, kommunistiske samfund eller velfærdsstater, der skal nås ved revolutionen eller dens besindigere slægtning, reformen (jf. kapitel 4). Hertil knytter sig også de dystopiske fremtidsvisioner om totalitære samfund i stil med George Orwells 1984, der ofte selv er skabt ved en revolution og i hvert fald synes at trænge til én.

Den nye tidsbevidsthed hænger nøje sammen med endnu en central ingrediens i den moderne revolution: en ny opfattelse af menneskets evne til gennem handling at skabe og forme sin egen verden – og en bevidsthed om, at den verden, man kender, ligeledes er skabt ved menneskelig handling, snarere end ved guddommelig indgriben. Tidsbevidstheden og menneskets bevidsthed om sig selv som historisk skabende væsen er desuden tæt knyttet til det, man kunne kalde det moderne menneskes karakteristiske fornuftsfordring. For det moderne menneske må det eksisterende kunne begrundes i værdier, der selv er begrundet i fornuften – ikke i den blotte tradition eller i religionen alene. Moderne mennesker spørger, hvorfor forholdene er, som de er, og om de kunne blive bedre. De vil ikke nøjes med svaret ’det har altid været sådan’. Blot fordi man indtil det 20. århundrede aldrig havde kommunikeret pr. telefon eller e-mail, behøver det ikke være sådan for evigt. Blot fordi menneskene gennem århundreder har levet under kummerlige, ufrie forhold, er disse forhold ikke nødvendigvis berettigede. Moderne mennesker er ofte også parat til at handle for at forbedre forholdene. Både i deres egne individuelle liv, i den tekniske udvikling og på generelle, samfundsmæssige planer står forandringen som en mulighed – herunder også den radikale, revolutionære samfundsforandring.

Alt dette betyder ikke, at moderne mennesker render rundt og revolutionerer deres verden hele tiden, bare fordi de er fornuftige. Det betyder heller ikke, at det altid eller i enhver henseende vil være fornuftigt at gribe til revolutionær forandring. Men det betyder, at moderne fornuftskriterier kan danne afsæt for vores følelsesmæssige harme over sociale forhold, der virker åbenlyst fornuftsstridige, og at fornuften kan kanalisere denne harme over i handlinger, der er hensigtsmæssige for målet. Den rene fornuft gør intet i sig selv, men det rene, ukontrollerede raseri i alle retninger fører heller ingen vegne hen. Kun foreningen af tanke og handling gør det muligt for menneskene at skabe – eller blot opretholde – en verden i overensstemmelse med deres ønsker.

Menneskets handlekraft. Revolutionen skaber radikal forandring, både hen over hovedet på menneskene og ved at sætte menneskenes egne viljer, handlinger og fornuftskriterier i stedet for overleverede traditioner, hierarkier og strukturer. Revolutionens menneske sætter sig i universets kontrolrum. Diego Rivera: Mennesket ved en korsvej (El Hombre in cruce de caminos), murmaleri, 1934, Palacio de Bellas Artes, Mexico City (udsnit). © 2012 Banco de México Diego Rivera, Frida Kahlo Museums Trust, Mexico, D.F./billedkunst.dk.

Fra cyklus til fremskridt

Man kan se de tætte forbindelser mellem moderne forandringserfaringer og revolutionens forandringskoncentrat vokse frem i udviklingen af begrebet ’revolution’, hvis omskiftelige historie er blevet kortlagt af historikere som Reinhart Koselleck og Karl Griewank.¹⁵ Selve ordet ’revolution’ er afledt af det latinske verbum revolvere, der betyder ’dreje rundt’. Den betydning ligger blandt andet til grund for ordet revolver – skydevåbnet hedder sådan på grund af tromlen, der kører patronerne i stilling til affyring. I 1500-tallet kunne man støde på en beslægtet betydning i f.eks. Nikolaus Kopernikus’ hovedværk fra 1543, De revolutionibus orbium coelestium, der skildrede, hvordan himmellegemerne roterede – ’revolverede’ – om deres egen akse og om solen.

Den samme roterende bevægelse gjorde sig gældende, da nogle skribenter begyndte at bruge ordet revolution om begivenheder i samfundet. Det kan f.eks. ses i forskellige tiders beskrivelser af udviklingen i England fra 1640 til 1660. Her lykkedes det for befolkningens lavere stænder at udfordre kongens magt og siden afsætte ham. I løbet af få år etablerede man nye, kongeløse styreformer. Der opstod et mangfoldigt politisk partiliv og mange af den slags konflikter, der har kendetegnet senere revolutioner. Først efter tyve år lykkedes det atter for det kongevenlige parti at få genoprettet monarkiet.

Hele denne udvikling ligner i tilbageblik de revolutioner, man kender fra senere perioder. Men ser man på, hvad 1600-tallets englændere selv skrev om denne del af deres nærmeste historie, støder man på en helt anden begrebsbrug. I Thomas Blounts ordbog over det engelske sprog, der udkom midt i denne periode, defineres revolution som ”en tilbagevenden til det første sted eller punkt, en fuldendelse af en cirkulær bevægelse”.¹⁶ Den samme betydning ses i et af de første større tilbageblik på perioden, skrevet af jarlen af Clarendon allerede i 1660’erne: The History of the Rebellion and Civil Wars in England. Han betegnede de tyve år fra 1640 til 1660 som ”oprøret” (”the rebellion”). For ham dækkede betegnelsen ”the revolution” derimod noget mere specifikt, nemlig monarkiets genoprettelse, der markerede afslutningen på den tyveårige oprørsperiode. Clarendon så ’revolutionen’ på det punkt, hvor samfundspolitikken, ligesom planeterne i Kopernikus’ bog, havde drejet en hel omgang for så at nå tilbage til deres udgangspunkt – altså monarkiet, der for jarlen af Clarendon var den rette samfundstilstand.¹⁷

Dette eksempel viser ikke bare en brug af ordet revolution, som er uvant for os. Det røber også et verdensbillede, der adskiller sig meget fra vores. For Clarendon var revolutionen ikke bare de omtalte tyve år i engelsk historie, der havde drejet rundt for at vende tilbage til sit rette udgangspunkt. Dette var nemlig bare ét blandt mange udtryk for, at verdens historie formede sig som en lang række af sådanne drejninger. Samfundshistorien overhovedet blev her opfattet som cykliske udviklinger – altså som noget, der nok forandrede sig, men som ikke ved denne forandring nåede frem til noget radikalt nyt. Historiske udviklinger formede sig for dem som karruselture i et kendt erfaringslandskab. Derfor var Clarendons verdensbillede grundlæggende statisk, ligesom det, vi mødte hos den danske historieskriver Ove Malling ovenfor. Der var ikke tale om en stor historisk udvikling fra ét stadie til et andet, men om en tilstand, der til syvende og sidst var uforanderlig – eviggyldig, fordi den var givet af Gud.

Dette verdensbillede var imidlertid blevet sat under pres allerede i den engelske revolution selv. En anden af den engelske revolutions samtidige, James Harrington, havde allerede i 1650 forbundet Englands aktuelle politiske forandringer med samfundsmæssige strukturændringer. Den engelske republiks opståen, mente han, var et udtryk for opgøret med de gamle feudale samfundsformer til fordel for noget nyt og bedre.¹⁸ Hermed indledte Harrington også et opgør med den cykliske udviklingsopfattelse, som Clarendon havde udtrykt. For Clarendon var revolutionen den lykkelige afslutning på fejlagtige kampe for at indføre noget nyt hinsides monarkiet. For Harrington lå det lykkelige i selve nyskabelsen. Her sås elementer, der senere skulle indgå i det moderne revolutionsbegreb: forbindelsen mellem politiske og sociale forandringer hen mod noget nyt. Men endnu blev dette skildret som noget, der bare skete – snarere end som noget, menneskene udrettede.

Nogle af de forståelsesmønstre, man kunne se hos Harrington, blev udviklet og udbredt op igennem de følgende århundreder. Hos 1700-tallets skribenter blev historien i stigende grad begrebet som én samlet, fremadskridende bevægelse fra menneskets primitive tilstand til den højtudviklede civilisation. Dermed overtog mennesket også mange af de grundlæggelsesfunktioner, som tidligere var blevet tilskrevet Gud: Verden blev i stigende grad set som noget, mennesket havde frembragt og var i færd med at forfine gennem sin oplysning. Nogle af tidens førende samfundstænkere – Turgot, Adam Smith, David Hume og andre – begyndte at betragte de moderne samfund som resultater af menneskehedens trinvise udvikling fra primitive småsamfund til samtidens omfattende stater.

Med disse nye tanker om historien fulgte også nye brug af det samfundshistoriske revolutionsbegreb. Selve ordet revolution blev i stigende grad forbundet med verdens fremskridt fra det gamle til det nye – ikke mindst i kraft af den oplysning, der voksede frem som ideal i 1600- og 1700-tallet. Oplysningstænkeren Voltaire talte om ”en stor revolution i menneskeånden” (une grande révolution dans l’ésprit humain).¹⁹ Men i det mindste for ham førte denne revolutionering af tankernes rige ikke til nogen kamp mod det enevældige styre. Dette styre skulle oplyses, ikke omstyrtes.

Blandt de mere radikale af 1700-tallets filosofiske skribenter som Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot og baron d’Holbach udviklede der sig derimod tanker om en fundamental ændring i de politiske styreformer med henblik på at skabe en mere ligelig fordeling af magten. Dette leverede endnu et grundelement, der snart forbandt sig med det moderne revolutionsbegreb – forestillingen om folkesuveræniteten som grundlag for en demokratisk fordeling af den samfundsmæssige magt. Selv i disse radikale kredse forblev dette dog længe rene tankeeksperimenter uden forbindelse til nogen politisk strategi.

Først med den franske revolutions udbrud i 1789 antog revolutionsbegrebet de funktioner, som har karakteriseret det siden. Nogle af de elementer, der allerede var blevet knyttet til det op gennem 1700-tallet, blev nu forenet i en ny politisk og social kontekst, der indebar nye betydninger og funktioner: forandringsviljen, den kollektive handling og opgøret med undertrykkelse, ulighed og udelukkelse.

Da en folkemasse stormede Bastillen i Paris den 14. juni, skal den franske konge Ludvig den Sekstende have udbrudt: ”Er det et oprør (une revolte)?”. ”Nej, Deres Majestæt, det er en revolution (une révolution)”, svarede den oplyste grev Liancourt.²⁰ Uanset om anekdoten er sand eller ej, så illustrerer den det hastige nybrud i begreber og forestillingsrammer, som indtraf med den franske revolution: Et oprør var noget, kongen kendte til – uretmæssige, men begrænsede optøjer, der kunne slås ned. Revolutionen var noget langt mere omfattende. Kongen fik snart at mærke, hvad det betød. Først mistede han sin magt, så sin titel, og til sidst sit hoved.

Ved afsættelsen af Ludvig den Sekstende gjorde den franske revolution ikke blot op med en enkelt konge. Den leverede en væsentlig arv til eftertidens politik: Efter den franske revolution havde politiske aktører i opposition til de herskende magter et fast standpunkt: fornuften. Fra dette standpunkt kunne man anfægte alle de etablerede magter, der søgte at retfærdiggøre deres eksistens med henvisning til tradition eller guddommelighed.

Handlingsbegreb

Den franske revolution leverede også en model for forandring, der kom til at indgå i eftertidens kollektive forestillinger om mennesker, deres samfund og deres kultur. Det blev nu muligt at erklære sig som revolutionær, dvs. som forkæmper for en samfundsmæssig totalforandring, der ikke blot skulle eksistere i moralske eller religiøse forestillinger eller som rene idealer, men være program for politisk handling her og nu. Ganske vist havde der også før den franske revolution eksisteret folk, der ønskede forandring. Men med den franske revolution fik sådanne folk nye måder at tænke, tale og handle politisk på – og dermed nye muligheder for at fremme denne forandring.

Revolution blev fra da af indarbejdet i den moderne verdens forestillingsrammer som noget, mennesker selv kunne frembringe gennem fælles handling. Dermed udtrykte det moderne revolutionsbegreb en ny forståelse af mennesket som et historieskabende væsen, der ikke længere var henvist til at betragte de samfundsmæssige rammer om livet som skæbnebestemte og uafvendelige, men selv var i stand til at forme og omforme disse rammer. De forestillinger om menneskelige aktører, som selv hos fornyelsestænkeren James Harrington havde stået i skyggen af abstrakte udviklingsprocesser, fik afgørende betydning for de nye historieskrivere efter den franske revolution.

Historikere, digtere og filosoffer i begyndelsen af 1800-tallet fokuserede meget på, hvorledes historien blev skabt af mennesker, der ikke nødvendigvis var sig deres egen epokegørende rolle bevidst. Nogle af romantikkens mest avancerede historikere, franske liberale som François Guizot og François-Auguste Mignet, udpegede endda ”kampen mellem samfundets forskellige klasser” – altså klassekampen – som en væsentlig drivkraft i historien og dens revolutioner.²¹ Dermed leverede de ikke mindst inspiration til Marx og Engels. Revolution blev et handlingsbegreb.

Den franske revolution skabte dog ikke kun revolutionære standpunkter, men også en ny form for modsætning til dem. Den gav anledning til kontrarevolutionen som en erklæret modstand mod revolutionen – en bekæmpelse af den radikale moderne forandringstrang med nogle af dens egne midler. Denne kontrarevolution tog flere former. Edmund Burke udviklede et omfattende forsvar for traditioner, navnlig de traditionelle institutioner og hierarkier, imod de abstrakte tanker om revolution. Den samtidige franske katolske tænker Joseph de Maistre erklærede sig som kontrarevolutionær til forsvar for en tæt forbindelse mellem konge og kirke – ’trone og alter’, som han kaldte det – imod revolutionen som et udtryk for den menneskelige viljes syndige løsrivelse fra Gud (jf. kapitel 4).

Den franske revolution lagde altså grunden til disse revolutionære og kontrarevolutionære synspunkter. Det skal ikke forstås sådan, at den politiske verden efter den franske revolution konstant var ved at svømme over af nogen af delene. Langt de fleste mennesker måtte stadig oftest affinde sig med de sociale forhold, de var født ind i, og for det meste var det kun mindretal, der befandt sig på de politiske yderfløje. Men muligheden for at frembringe radikal forandring havde taget fast bo i menneskers fælles forestillinger. Ekkoer af den franske revolutions former, sprog og symboler kan ses i både små og store hændelser, overalt hvor nyheden nåede frem, både i den umiddelbare samtid og senere – ikke kun i den store bølge af europæiske revolutioner, der indtraf i 1848-49, men også allerede i uroligheder blandt danske bønder og håndværkere i begyndelsen af 1790’erne.

Når revolutionen på denne måde kom til at indgå i den almenmenneskelige forestillingsverden, blev den også afgørende for de mere moderate kræfter, der afviste både revolutionære forandringsformer og de kontrarevolutionære forsvar for det bestående. Da den ledende danske nationalliberale Orla Lehmann i marts 1848 krævede det gamle ministeriums afgang på vegne af en stor folkebevægelse, afsluttede han sit åbne brev til kongen med den senere berømte sætning: ”Vi anmoder Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp!”²² Det var truslen om revolution efter det velkendte franske mønster, som han her elegant bragte i spil – ikke fordi han selv ønskede revolutionen, men tværtimod fordi den ville blive en akut trussel, hvis ikke man efterkom bevægelsens og Lehmanns anmodning om rettidige reformer.

Op gennem 1800-tallet bidrog den ene revolution efter den anden til at generalisere revolutionsbegrebet. Alligevel forblev dette begreb og hele revolutionens symbolik længe nært knyttet til den model, der var fastlagt i den første franske revolution.

Verdensrevolution mod kapitalismen

Den væsentligste rival til den franske revolution som selve definitionen på en revolution kom med den russiske revolution i 1917. Både de revolutionære selv og deres modstandere spejlede sig ganske vist bestandigt i den franske revolution. Men den russiske revolutions egne kommunistiske mål og dens karakteristiske former antog hurtigt en selvstændig betydning: Revolutionære aktivister verden over så nu hen til den russiske revolutionsmodel, selv når de tog afstand fra det styre, der endte med at sidde ved magten i Sovjetunionen. Det var den russiske revolution, snarere end den franske, der tjente som forbillede for de senere afgørende revolutioner i Kina og andre lande. Tilsvarende begyndte kontrarevolutionære kræfter efterhånden at interessere sig mindre for den fjerne franske revolution og mere for den aktuelle trussel om flere revolutioner af den russiske type.

I løbet af det 20. århundrede blev revolutionsbegrebet især forbundet med en revolution mod kapitalismen som det nye herskende samfundssystem. De revolutionære befrielsesprojekter angik i mindre grad de formelle, retsligt definerede standsskel mellem mennesker. I stedet optrådte kampe om de uligheder og magthierarkier, der blev tilbage, efter at menneskene blev erklæret lige for loven. Man kan ganske vist stadig møde erklærede revolutionære, der ser de tyranniske statsledere som deres væsentligste fjende. Men i et kapitalistisk verdenssystem vil enhver bevægelse nå et punkt, hvor spørgsmål om forholdet til kapitalismen kommer på dagsordenen: Når tyrannen er væltet, skal vores land da stå åbent for udenlandske investorer, der ikke bekymrer sig stort om lokalbefolkningens kår?

I stigende grad kappede revolutionsbegrebet også sine bånd til den enkelte stat. Den blev erklæret som en verdensrevolution og en vedvarende proces. De russiske, kinesiske, vietnamesiske og cubanske revolutioner var ikke kun anliggender for de særskilte lande eller verdensdele, men for den moderne verden som en sammensat helhed. Det var ikke tilfældigt, at den ledende cubanske revolutionære Che Guevara i midten af 1960’erne, under de hårde kampe om Vietnams skæbne, erklærede det som den revolutionæres pligt at skabe ”ét, to, mange Vietnam’er” – altså at gennemføre revolutioner i sit eget hjemland som led i én og samme verdenshistoriske, revolutionære proces.²³

Det revolutionsbegreb, der kendetegnede 1900-tallet, blev således ændret og udvidet gennem den russiske revolution og kampen for en fremtid hinsides kapitalismen. Dette satte også rammen for de af periodens andre epokegørende revolutioner, hvis former afveg fra det russiske forbillede, f.eks. den kinesiske og den cubanske revolution. Til trods for disse nye associationer var der dog til stadighed en kerne i revolutionsbegrebets betydning, som var præget af den franske revolution. Det er da også denne over 200 år gamle revolution, der befinder sig i hjertet af vores revolutionsbegreb den dag i dag – et begreb om projekter, der søger gennemgribende, hastig forbedring af menneskenes livsvilkår. Selv om revolutioner har været i vanry gennem en årrække, og selv om nutidens revolutionære projekter ikke har samme afklarede, radikale karakter som Ches, Lenins eller Maos, er forbindelsen mellem fremskridtsopfattelser og revolution stadig dominerende: Demonstranterne på Tahrir-pladsen i Kairo i 2011 kæmpede for det nye og bedre, for revolution og fremskridt.

Tilbageblik i fremskridtet

Man kan dog stadig ane elementer af cykliske tidsopfattelser midt i moderne brug af revolutionsbegrebet. Fremskridtsopfattelsen er aldrig blevet absolut enerådende eller fri for indre modsigelser. Måske er det endda også vanskeligt at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Først og fremmest kan man spore cyklisk tænkning i den søgen efter fortilfælde og modeller, som findes i alle moderne revolutioners historie. Den russiske revolution blev i alle lejre og på vidt forskellige måder sammenlignet med lignende processer fra tidligere tider, ikke mindst den franske revolution. Selv den radikale stræben fremad mod det tilkommende hentede væsentlige ressourcer ved at gribe tilbage til det forgangne: fortrængte erindringer om tabte friheder eller fællesskaber fra før den aktuelle katastrofe. Revolutionens tid er ikke kun lineært fremadskridende, men også gentagelser af gamle hændelser – på nye måder. Hos den revolutionære er længslen efter fremtidens revolution derfor også forbundet med særlige former for nostalgisk længsel efter den sande revolutions fortid (jf. kapitel 6).

En cyklisk tidsopfattelse spøger også i de opfattelser af revolutioner, der fremhæver et typisk udviklingsmønster som en uundgåelighed: en hastig radikalisering ud i stadig mere ekstreme yderpunkter og skarpe opgør mellem revolutionære, indtil der sker en afradikalisering og ’renormalisering’. I koret af begejstrede røster over protestbevægelserne i den arabiske verden fra 2010 og frem var der også tidligt vestlige skeptikere, der advarede om, at revolutionen som sådan medfører radikaliseringer af denne art, og at de nye revolutioners ’cyklus’ måtte bremses, inden den kom for vidt.

Sådanne elementer af cykliske antagelser er endda blevet sat på formel blandt akademiske revolutionsteoretikere op gennem 1900-tallet. Den amerikanske revolutionsekspert Crane Brinton talte i sin bog The Anatomy of Revolution fra 1938 om revolutionens ’feberkurve’ – først en hastig stigning, dernæst et fald og en genetablering af ’patientens’ (dvs. samfundets) normale, rolige tilstand.²⁴ Det cykliske ligger i antagelsen om, at samfundet efter sine feberrystelser og karruselture vender tilbage til en ’normal’ helbredstilstand, som for Brinton tydeligvis er den rette.

Ingen af disse betragtninger kan dog siges at vende tilbage til det cykliske revolutionsbegreb, vi traf tidligere i dette kapitel hos jarlen af Clarendon. Tværtimod er disse moderne fortidsbetragtninger uløseligt knyttet til erfaringerne af forandring til noget nyt. Den revolutionære, der lader sig indfange helt i nostalgiens boble, er i praksis ingen revolutionær. Revolutionskritikerens advarsler gælder heller ikke i første række de gamle revolutioner, men deres gentagelser i nye former. Og nok hævder Crane Brinton, at tilstanden efter en revolution har sin fredelige ’normalitet’ til fælles med situationen før revolutionen. Man han er – karakteristisk for den moderne epoke – helt på det rene med, at der ikke er tale om den samme normalitet før og efter revolutionen. Også for Brinton hviler den nye orden på et andet grundlag end før. Det cykliske er ikke længere en bevægelse inden for et lukket, selvtilstrækkeligt, statisk system, men bliver opfattet som et middel i frembringelsen af det nye – en spiralbevægelse væk fra udgangspunktet snarere end en stadig cirkulation på stedet.

Revolutioner både fremmer og udtrykker moderne forandringserfaringer. Revolutionen er en fortætning af det moderne, men også et aspekt, der kendetegner og kan findes i den moderne verdenshistorie som helhed. Dette peger mod spørgsmål om revolutionens afgrænsning i tid og rum: Hvor går revolutionens grænser? Hvor på det historiske landkort har revolutionen sat sit præg? Det skal vi se på i næste kapitel.