Читать книгу Grundloven - Bertel Nygaard - Страница 4

Skumringstid

Demonstrantrifler lynede under aftenhimlen på Place du Carrousel den 24. februar 1848. To heste og en stalddreng, der forberedte kong Louis-Philippes flugt fra det parisiske slot Tuilerierne, var dræbt. I slotshavernes anden ende havde kongen netop abdiceret, og på hans efterhånden fyldige legeme var uniformen skiftet ud med en diskret overfrakke. Den nye revolutions alvor var begyndt at dæmre for ham.

Sytten et halvt år tidligere var Louis-Philippe (1773-1850) selv blevet båret frem til magten under Julirevolutionen mod det stærkt konservative Bourbonmonarki. I begyndelsen af 1830’erne blev han hyldet som ‘folkekongen’, der ville knytte nationens modstridende klasseinteresser og politiske spændinger sammen til en enhed i frihed og fremskridt. Ret hurtigt viste han sig dog som konge for de rigeste dele af borgerskabet snarere end for det jævne folk.

Som han denne aften med sit lille følge sneg sig ud af Tuilerihavernes bagindgang og frygtsomt betrådte den imposante Place de la Concorde, kunne han næppe undgå at skænke sin forgænger Louis Capet en tanke. Det var den afsatte Ludvig 16. (1754-1793), der havde mødt sin skæbne under guillotinens skær på netop dette sted et halvt århundrede tidligere. Det var i 1793 – midt under de epokegørende revolutionære rystelser, som Frankrig nu syntes ikke blot at ville gentage, men ligefrem at overgå. De historiske genfærd blev gysende livagtige i tusmørket.

De nationalgardister, der havde sluttet sig til de revolutionære, var også til stede på Place de la Concorde. Men før nogen nåede at gribe ind, sad den royale flok i tre lette diligencer, ilende mod vest – ud af storbyen. I modsætning til sin forgænger formåede Louis-Philippe at undslippe landets nye revolutionære magthavere. Forklædt som William Smith, britisk gentleman med briller og stort halstørklæde, flygtede han nogle dage senere med skib fra Le Havre til Newhaven i det roligere Storbritannien. Han kunne nu leve sin sidste tid i politisk eksil.

Det var formentlig ikke endt sådan, hvis den franske konge havde vist sig mere imødekommende over for oppositionen, der i begyndelsen ret forsigtigt havde anmodet om liberale reformer ved en stribe middagsselskaber med politiske skåltaler. De fattiges utilfredshed under den europæiske fødevarekrise og enorme inflation i årene 1846-47 havde heller ikke peget mod revolutionære løsninger, men lå nu og ulmede, efter at styret havde forspildt sin chance for at være imødekommende.

Den aldrende monark og hans regering undervurderede fælt protestbevægelsen og forsøgte at slå den ned med simple midler – først med forbud, så med prygl og geværskud. Det hjalp ikke: Demonstranter døde og blev såret i hobetal, men i stedet for at forsvinde blev de flere, vredere, stærkere og mere radikale. De bar deres regeringsmyrdede martyrer gennem gaderne og formulerede nye demokratiske og sociale krav. Forandringen, der længe havde ligget i luften, blev til et revolutionært legeme og rakte pludselig ud mod gennemgribende samfundsforandringer, som få uger før havde været nærmest utænkelige. Og revolutionen nåede vidt ud over Frankrigs grænser – også til Danmark.

Fra Paris til København

Februarrevolutionen beseglede det franske monarkis skæbne, men indvarslede samtidig det gamle Europas fald i én stor fejende bevægelse. I marts bredte revolutionerne sig til det store Habsburgmonarki og Det Tyske Forbunds medlemsstater. Via de tyske stater forplantede kravene om forandring sig til den danske helstat, der siden fredsslutningen i 1814-15 oven på Napoleonskrigene havde forenet kongeriget Danmark (dvs. det nord for Kongeåen) med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg mod syd. De to sidste var desuden medlemmer af Det Tyske Forbund.

I den danske helstat førte de nye europæiske tendenser til en opblussen af to ældre forbundne stridigheder: Den ene handlede om forfatningsreformer, dvs. overgangen fra enevælde til et konstitutionelt monarki. At gøre Danmark til republik var der stort set ingen, der talte om. Den anden stridighed drejede sig om overgangen fra de gamle kludetæppestater – holdt sammen af en konge eller kejser i toppen – til moderne nationalstater, der skulle tage udgangspunkt i fælles sprog, kultur og historiske traditioner.

Man kunne såmænd godt være nationalt dansk uden at være tilhænger af enevældens afvikling. Præsten og digteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872) var det kendteste eksempel. Man kunne også kritisere den enevældige styreform uden at være nationalist – et standpunkt, der tidligere havde kendetegnet den liberale opposition, som dele af især de lidt ældre liberale endnu holdt fast ved, og som den nye, spirende demokratiske venstrefløj insisterede på. Men de toneangivende dele af den liberale bevægelse, som eftertiden har navngivet ‘de nationalliberale’, knyttede i 1848 de to elementer tæt sammen i det samme begreb: folket. Og deres væsentligste modstandere i begyndelsen af 1848 var den gamle enevældes støtter, der så den nationale agitation som en undergravning af samfundet. Nationalisternes konservative modstandere kunne også pege på, at det nationale krav ikke skabte andet end ufred i hertugdømmerne under den danske helstat: Når danske nationalister kunne tale for et ‘Danmark til Ejderen’, dvs. en dansk nationalstat bygget på kongeriget og hele Slesvig, når kræfter i både Slesvig og Holsten talte for et udeleligt Slesvig-Holsten, og når tyske nationalister udlagde den udelelige region som tysk, var der lagt i kakkelovnen til blodig konflikt.

Om lidt går det løs. En karakteristik af året 1848 fra det danske satireblad Corsaren.

|| Corsaren 1849

Belært af sine franske og tyske kollegers ydmygelser gav den nyindsatte kong Frederik 7. (1808-1863) hurtigt efter for de københavnske stemninger: Han afsatte den gamle enevoldsregering, dannede et nyt ministerium med deltagelse af fremtrædende liberale reformvenner, erklærede sig for konstitutionel monark og gav ordre til at mobilisere kongerigets tropper til blodig kamp mod de slesvigholstenske rivaler.

Diskussionen om en ny forfatning var ganske vist allerede begyndt under søvnige former ved den gamle kong Christian 8.s død (1786-1848) i januar. Det var den gamle konge, der i sine sidste måneder havde taget initiativ til forfatningsændringer for at redde den haltende helstat. Men de europæiske revolutioners udbrud kun få uger efter Christians død ændrede grundlovsarbejdet fundamentalt. Revolutionerne søndersprængte de gamle rammer for, hvad der kunne tænkes og siges, og hvem der kunne diskutere. Nye befolkningsgrupper og politiske standpunkter trængte sig på i de europæiske diskussioner, ofte højlydt råbende i et sprog, der hidtil havde været så godt som uhørt. Bønder og arbejdere – ja, selv enkelte kvinder – begyndte at hæve deres utrænede røster, og fra kolonierne kom der nyt om sorte slavers opstand og frigørelse.

De tidligere ekstremistiske, marginale politiske standpunkter kunne nu være almindeligt accepterede holdninger, hvis ikke de allerede var blevet gammeldags eller endda reaktionære. ”I en orkanmæssig Storm farer Tiden frem,” bemærkede den 77-årige provst i Lyderslev på Sydsjælland, Wolf Frederik Engelbreth (1771-1862), til sin gamle ven J.P. Mynster (1775-1854), der havde været præst i nabosognet, men nu var biskop i København. Stormen, fortsatte Engelbreths brev, ”river Alting med sig, og kuldkaster Statsindretninger, som syntes at staae Klippefaste; og see: de henveires som Avner.”

Historien hastede mod nye, ukendte tider. Nok bød store, markante fortilfælde sig til – fx Romerrigets fald og Den Franske Revolution – men denne gang så det endnu værre ud. Hvad skulle der blive af alt det gamle og ærværdige? Fremtiden stod nu vidt åben: løfterigt lokkende og frygtindgydende ukendt.

I fred og fordragelighed?

Under de betingelser kunne der ikke længere være tale om en justering af de politiske institutioner på det gamle samfunds grundlag, gennemført af en lille skare velansete mænd fra eliten, sådan som Christian 8. og hans embedsmænd havde forestillet sig. I stedet kom det til en tilspidset social kamp, hvor hver klasse og hvert partistandpunkt søgte at fremstille sig som den sande forsvarer af folkets interesser. Grundloven af 1849 blev formet af denne strid. Lovgiverne skulle finde den rette balance: Man måtte give indrømmelser til revolutionernes nye, demokratiske dagsordener, men af hensyn til den politiske stabilitet og den historiske kontinuitet søgte man samtidig – ofte mere diskret – at dæmme op for det demokratiske. På den ene side udvidede man skaren af stemmeberettigede langt ud over, hvad nogen havde forestillet sig ved indgangen til 1848, mens man på den anden side stadig holdt kvinder, de fattigste og de yngste udenfor. Endelig stækkede man den folkelige indflydelse ved over Folketinget at indføre et øvre kammer, Landstinget. Her var adgangen forbeholdt ældre og mere velstillede.

Det er den grundlov, der endnu i dag gælder for Danmark – med få, men vigtige, justeringer i 1915 og 1953. Vi har ikke længere simpelt flertalsvalg i enkeltmandskredse (kendt fra det engelsktalende udland som ‘the winner takes it all’). Kvinderne og de fattige mænd har fået stemmeret. Og monarkens politiske rolle tolkes i dag som rent symbolsk. Men i hovedsagen bygger også nutidens danske stat og lovværk videre på den gamle tekst.

Folkekongens forvandlinger: Louis- Philippe i fortid, nutid og fremtid – fra venlig til vranten til rasende. Tegning fra 1834 af fransk karikaturmester.

|| Honoré Daumier

At understrege forbindelserne mellem de europæiske revolutioner og den danske grundlov er en smule kættersk. Oftest har man i tilbageblik lagt vægt på, at enevældens afskaffelse i Danmark foregik ved en mindelig overenskomst mellem konge og folk. Samtidig har man typisk understreget, hvor karakteristisk dansk dette var – i skarp modsætning til det revolutionære udland. Den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1943-) opsummerede denne traditionsstærke opfattelse under sin grundlovstale i 2002: ”Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner. Netop det siger meget om os danskere. Vores evne til at tale om tingene. Vores evne til at samarbejde.” Hans efterfølger på statsministerposten, Venstres Anders Fogh Rasmussen (1953-), lagde på mange områder nye politiske former for dagen, men det var svært at se væsentlig uenighed mellem deres tolkninger af 1849-grundloven. ”I modsætning til andre lande fik Danmark sin frie forfatning i fred og fordragelighed,” sagde Fogh Rasmussen i sin grundlovstale samme dag.

Centralt i begge statsministres udlægning stod forbindelsen mellem den danske mindelighed og det demokratiske. Det blev betonet i 2008 i den demokratikanon, som blev udarbejdet på Fogh Rasmussen-regeringens initiativ. Her blev Junigrundloven karakteriseret som Danmarks ”første demokratiske grundlov” – og dermed betragtet dels som kulminationen på en lang udvikling fra det antikke Grækenland og Jyske Lov i 1241, dels som grundlæggelsen af det moderne demokrati.

Men fredeligheden, det særegent dansk-nationale og det demokratiske i Junigrundloven fra 1849 kalder på modsigelse. Man undgik ganske rigtigt barrikadekampe i Københavns gader, men enevældens afvikling var tæt knyttet til den ganske blodige Treårskrig (1848-50) om magten i hertugdømmerne syd for Kongeåen. Selv om Junigrundloven var et politisk brudpunkt i dansk historie og lagde grunden til væsentlige diskussioner om demokrati som et aktuelt perspektiv, er det også med god grund omstridt, om den i sig selv kan betegnes som demokratisk. Og hvad der måske er allervigtigst i et historisk perspektiv: For de samtidige var de danske udviklinger slet ikke så nydeligt eller skarpt adskilt fra det konfliktfyldte europæiske udland, og udfaldet var langtfra så givet, som det kan se ud i tilbageblik.

I bogen vil jeg understrege forbindelserne mellem revolution og grundlov, især de nye demokratiske kriterier for politik, der tittede frem i 1848-49 og siden fik så stor betydning. De europæiske revolutioner gav nye, langtrækkende politiske muligheder. Og under de omstændigheder opstod nye måder at tænke og tale politisk på. De indgik siden i opbygningen af en demokratisk politisk kultur.

Men tag ikke mit ord for det. Følg selv med tilbage til begivenhederne. Vi begynder på en kølig martsaften i det indre København.