Читать книгу Kidnappet - Блейк Пирс - Страница 11

Brent Merediths anspændte og dystre ansigtsudtryk fortalte Riley, at han overhovedet ikke brød sig om hendes forslag.

”Det er en åbenlys sag for mig,” sagde hun. ”Jeg har mere erfaring end nogen anden med den slags forskruet seriemorder.”

Hun havde netop beskrevet opkaldet fra Reedsport, og Merediths kæbe var spændt hele tiden.

Efter lang tids tavshed sukkede Meredith endelig.

”Du får min tilladelse,” sagde han modstræbende.

Riley drog et lettelsens suk.

”Tak, chef,” sagde hun.

”Du skal ikke takke mig,” brummede han. ”Jeg siger ja i modstrid med min sunde fornuft. Jeg indvilliger kun, fordi du har de specielle færdigheder til at klare denne sag. Din oplevelse med den slags morder er unik. Jeg sørger for, at du får en partner.”

Riley følte sig modløs. Hun vidste, at det ikke var muligt lige nu at samarbejde med Bill, men hun spekulerede på, om Meredith vidste, hvorfor der var spændinger imellem de to tidligere partnere. Hun tænkte, at det nok var sandsynligt, at Bill simpelthen havde fortalt Meredith, at han helst ville arbejde i nærheden af sit hjem for tiden.

”Men, chef…” begyndte hun.

”Ikke noget ’men’,” sagde Meredith. ”Og ikke flere narrestreger med at lege den ensomme ulv. Det er ikke klogt, og det er imod vores regler. Du er næsten blevet dræbt mere end én gang. Regler er regler. Og jeg bryder flere regler nu, når jeg ikke straks sender dig på sygeorlov efter den seneste episode.”

”Ja, chef,” sagde Riley stille.

Meredith gnubbede sin hage, imens han åbenlyst overvejede alle muligheder. Så sagde han: ”Agent Vargas bliver din partner.”

“Lucy Vargas?” spurgte Riley.

Meredith nikkede. Riley brød sig ikke om idéen.

”Hun var med på holdet, der dukkede op i mit hus i går aftes,” sagde Riley. ”Hun gjorde et godt indtryk, og jeg kan godt lide hende – men hun er for grøn. Jeg er vant til at arbejde sammen med mere erfarne folk.”

Meredith smilede bredt. ”Hun fik topkarakterer på akademiet. Og ja, hun er ung. Det er sjældent, at de nyuddannede fra akademiet bliver godkendt til at arbejde i Enhedsadfærdsanalysen. Men hun er virkelig meget dygtig. Hun er klar til at få erfaring på området.”

Riley vidste, at hun ikke havde noget valg.

Meredith fortsatte: ”Hvor hurtig kan du være klar til at tage af sted?”

Riley tænkte de nødvendige forberedelser igennem. Det stod først på prioriteringslisten, at hun måtte tale med sin datter. Og hvad ellers? Hendes rejsesæt var ikke her på hendes kontor. Hun skulle køre til Fredericksburg, stoppe derhjemme og så sørge for, at April kunne bo hos sin far og derefter køre tilbage til Quantico.

”Giv mig tre timer,” sagde hun.

”Jeg ringer efter et fly,” sagde Meredith. ”Jeg vil underrette politichefen i Reedsport om, at vi har et team på vej. Vær på flypladsen om nøjagtigt tre timer. Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned.”

Riley rejste sig nervøst fra stolen.

”Forstået, chef” sagde hun. Hun var næsten ved at takke ham igen, men huskede så hans befaling om ikke at gøre det. Hun forlod hans kontor uden flere ord.

*

Riley ankom til sit hjem i løbet af en halv time og parkerede lige udenfor hoveddøren. Hun var nødt til at få fat på sit rejsesæt, der var en lille kuffert, som hun altid havde pakket med toiletartikler, en badekåbe og skiftetøj. Hun var nødt til at hente det meget hurtigt og derefter køre ind til byen, hvor hun ville forklare tingene til April og Ryan. Hun så på ingen måde frem til den del af det, men hun var nødt til at være sikker på, at April var i sikkerhed.

Da hun satte nøglen i hoveddøren, opdagede hun, at den allerede var åben. Hun vidste, at hun havde låst den, da hun tog af sted. Det gjorde hun altid og glemte det aldrig. Alle Rileys sanser blev vakt. Hun trak sin pistol ud af hylsteret og trådte indenfor.

Da hun listede ind i huset og kiggede rundt omkring hvert hjørne, blev hun opmærksom på en lang, vedvarende støj. Det lød, som om det kom omme bagved huset. Det var musik – meget høj musik.

Hvad pokker?

Hun gik gennem køkkenet, imens hun stadig kiggede efter indbrudstyve. Bagdøren stod delvis åben, og en popsang gjaldede derude. Hun kunne lugte en velkendt aroma.

”Åh nej, ikke igen,” sagde hun til sig selv.

Hun proppede sin pistol tilbage i hylsteret og gik ud. Der sad selvfølgelig April ved havebordet sammen med en mager fyr på hendes egen alder. Musikken kom fra et par små højttalere, der stod på havebordet.

Aprils øjne fyldtes med panik, da hun fik øje på sin mor. Hun stak hånden ned under havebordet for at slukke den joint, hun havde i hånden og håbede åbenbart, at den så ville forsvinde.

”Prøv ikke at skjule det,” sagde Riley og gik hen mod bordet. ”Jeg ved, hvad du laver.”

Hun kunne nærmest ikke overdøve musikken, så hun rakte ud efter anlægget og slukkede det.

”Det er ikke, som du tror, mor,” sagde April.

”Det er præcis sådan,” sagde Riley. ”Giv mig resten af det.”

April himlede med øjnene og rakte hende en plastikpose med en lille mængde pot i.

”Jeg troede, du var på arbejde,” sagde April, som om det forklarede alt.

Riley vidste ikke, om hun skulle blive mere vred eller skuffet. Hun har taget April i at ryge pot én gang tidligere. Men tingene var blevet bedre imellem dem, og hun troede, de dage lå bag dem.

Riley stirrede på den unge mand.

”Mor, det er Brian,” sagde April. ”Han er en ven fra skolen.”

Med et fjoget grin og et glasagtigt blik rakte fyren hånden ud mod Riley.

”Hyggeligt at møde dig, fru Paige,” sagde han.

Riley lod sine egne hænder hænge ned langs siden.

”Hvad laver du her nu?” spurgte Riley, henvendt til April.

”Det er her, jeg bor,” sagde April med et skuldertræk.

"Du ved godt, hvad jeg mener. Du skal være hjemme hos din far.”

April svarede ikke. Riley kiggede på sit ur. Tiden var knap. Hun var nødt til hurtigt at finde en løsning på situationen.

”Fortæl mig, hvad der er sket,” sagde Riley.

April begyndte at se temmelig flov ud. Hun var slet ikke forberedt på denne situation.

”Jeg gik fra fars hus og hen til skolen i morges,” sagde hun. ”Jeg stødte på Brian foran skolen. Vi besluttede at pjække i dag. Det er ok, hvis jeg har fravær en gang imellem. Jeg får gode karakterer. Den afsluttende eksamen er først på fredag.”

Brian lo en nervøs, åndsforladt latter.

”Ja, April klarer sig virkelig godt i skolen, fru Paige,” sagde han. ”Hun er fantastisk.”

”Hvordan kom I herhen?” spurgte Riley.

April kiggede væk. Riley gættede hurtigt, hvorfor hun var så tilbageholdende med at fortælle sandheden.

”Årh, for pokker, I har blaffet, ikke?” Sagde Riley.

”Chaufføren var en rigtig flink fyr, meget stille,” sagde April. ”Brian kørte med hele vejen. Det var sikkert.”

Riley kæmpede for at holde sine nerver og sin stemme i ro.

”Hvordan kan du vide, at du var i sikkerhed? April, du må aldrig køre med fremmede. Og hvorfor kom du tilbage hertil efter den forskrækkelse, vi fik i går aftes? Det er helt vildt tåbeligt. Tænk, hvis nu Peterson stadig var her?”

April smilede, som om hun vidste bedre.

”Hold nu op, mor. Du bekymrer dig for meget. Det siger de andre agenter. Jeg hørte to af dem tale om det – de to, der kørte mig til fars hus i går aftes. De sagde, at Peterson helt sikkert er død, og at du bare ikke vil acceptere det. De sagde, at den person, som har lagt de småsten, sandsynligvis har gjort det som en joke.”

Riley kogte af raseri. Hun ønskede, at hun kunne fat på disse agenter. Det var modigt af dem at modsige Riley i hendes datters påhør. Hun overvejede at bede April om deres navne, men hun besluttede sig for at lade være.

”Hør efter, April,” sagde Riley. ”Jeg er nødt til at rejse ud af byen på arbejde i et par dage. Jeg rejser nu. Jeg kører dig hjem til din far. Jeg har brug for, at du bliver der.”

”Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?” spurgte April.

Riley spekulerede på, hvordan i alverden teenagere kunne være så dumme med nogle ting.

”Fordi, du er nødt til at tage din eksamen,” sagde hun. ”Du er nødt til at bestå, ellers kommer du bagud i skolen. Du er nødt til at bestå engelsk, og du har sløset med det fag uden grund. Og desuden arbejder jeg. Det er ikke altid sikkert at være med, når jeg er på arbejde. Det burde du vide nu.”

April sagde intet.

”Kom med ind,” sagde Riley. ”Vi har kun få minutter. Jeg er nødt til at få pakket nogle ting, og det skal du også. Så kører jeg dig hjem til din far.”

Henvendt til Brian tilføjede Riley: ”Og jeg kører også dig hjem.”

”Jeg kan blaffe,” sagde Brian.

Riley stirrede på ham.

”Ok, så,” sagde Brian med et underdanigt ansigtsudtryk. Han og April rejste sig fra bordet og fulgte efter Riley ind i huset.

”Kom så. Ind i bilen begge to,” sagde hun. Teenagerne forlod lydigt huset.

Hun låste den nye lås, som hun havde sat på bagdøren, og gik derefter fra rum til rum og sørgede for, at alle vinduer var lukkede og låst.

I sit soveværelset hentede hun sin rejsetaske og tjekkede, at alt, hvad hun havde brug for, stadig var i den. Da hun gik, kiggede hun nervøst på sin seng, som om småstenene muligvis var vendt tilbage. Et øjeblik undrede hun sig over, hvorfor hun var på vej til en anden stat i stedet for at blive her og forsøge at spore morderen, der havde anbragt dem der for at plage hende.

Desuden skræmte Aprils nye adfærd hende. Kunne hun stole på, at datteren var i sikkerhed i Fredericksburg? Det havde hun troet indtil nu, men nu var hun i tvivl.

Der var stadigvæk ikke noget, hun kunne gøre for at ændre tingene. Hun havde forpligtet sig til at tage den nye sag og måtte rejse. Da hun gik ud til bilen, kiggede hun ind i de tykke, mørke skove og ledte efter ethvert tegn på Peterson.

Men der var ingen.