Читать книгу Kidnappet - Блейк Пирс - Страница 7

Specialagent Riley Paige frøs på stedet og stirrede chokeret. Den håndfuld småsten på hendes seng burde ikke være der. Nogen var brudt ind i hendes hjem og havde lagt dem der - én der ville skade hende.

Hun vidste straks, at småstenene var en besked, og at beskeden var fra en gammel fjende. Han fortalte hende, at hun ikke var lykkedes med at dræbe ham.

Peterson lever.

Hendes krop begyndte at ryste ved tanken.

Hun havde længe haft mistanke om det, og nu var hun helt sikker. Endnu værre var det, at han havde været inde i hendes hus. Tanken gav hende lyst til at kaste op. Var han mon stadig i huset?

Hun snappede efter vejret af frygt. Riley vidste, at hendes fysiske ressourcer var begrænsede. Lige netop i dag havde hun overlevet et dødbringende møde med en sadistisk morder, og hendes hoved var stadig forbundet med bandager, og hendes krop var forslået overalt. Ville hun være klar til at møde ham, hvis han befandt sig i hendes hus?

Riley trak sin pistol frem fra hylsteret. Med dirrende hænder gik hun hen til garderobeskabet og åbnede det. Der var ingen derinde. Hun tjekket under sin seng. Heller ingen der.

Riley blev stående og tvang sig selv til at tænke klart. Havde hun været inde i soveværelset, efter hun kom hjem? Ja, det havde hun, for hun havde lagt sit pistolhylster oven på kommoden ved siden af døren. Men hun havde ikke tændt lyset og havde ikke engang kigget ind i rummet. Hun var simpelthen trådt ind ad døren og havde lagt sit våben på kommoden. Derefter havde hun klædt om og taget natkjole på i badeværelset.

Havde hendes forfølger befundet sig i huset hele tiden? Efter hun og April kom hjem, havde de to snakket og set tv til sent om natten. Så var April gået i seng. I et lille hus som hendes ville det kræve stor forsigtighed og omhu at holde sig skjult. Men hun kunne ikke afvise, at det var muligt

Så blev hun grebet af en ny frygt.

April!

Riley snuppede lommelygten, som lå på natbordet. Med pistolen i højre hånd og lommelygten i venstre hånd trådte hun ud af soveværelset og tændte lys i entréen. Da hun ikke kunne høre, at noget var galt, gik hun hurtigt hen til Aprils værelse og skubbede døren op. Værelset var mørkt. Riley tændte lyset.

Datteren lå allerede i sengen.

”Hvad er der, mor?” spurgte April og blinkede overrasket.

Riley trådte ind i soveværelset.

”Stå ikke ud af sengen,” sagde hun. ”Bliv liggende, hvor du er.”

”Mor, du gør mig bange,” sagde April med rystende stemme.

Det var helt fint med Riley. Hun var selv meget bange, og hendes datter havde al mulig grund til at være lige så bange, som hun selv var. Hun gik hen til Aprils garderobeskab og skyndte sig at lyse rundt derinde med lommelygten, men der var ingen. Der var heller ingen under Aprils seng.

Hvad skulle hun gøre nu? Hun var nødt til at tjekke hver en krog og hvert et hjørne i resten af huset.

Riley vidste, hvad hendes tidligere arbejdskollega, Bill Jeffreys, ville sige.

Riley, for pokker. Ring efter hjælp.

Hendes mangeårige vane med at ville klare alting selv havde altid irriteret Bill. Men denne gang ville hun følge hans råd. Med April i huset turde Riley ikke tage nogen chancer.

”Tag en badekåbe på og nogle sko,” sagde hun til sin datter. ”Men gå ikke ud af værelset - endnu ikke.”

Riley gik tilbage til soveværelset og tog mobilen på natbordet. Hun trykkede automatisk opkald til Enhedsadfærdsanalysen. Så snart hun hørte en stemme på linjen, hviskede hun: ”Det er specialagent Riley Paige. Nogen er brudt ind i mit hjem. Han er her muligvis stadigvæk. Jeg har brug for hjælp hurtigt.”Hun tænkte et øjeblik og tilføjede derefter:” Og send et hold teknikere.”

”Vi er på vej,” lød svaret.

Riley afsluttede telefonopkaldet og gik ud i entréen igen. Lyset var slukket i huset, bortset fra i de to soveværelser og entréen. Han kunne lure hvor som helst og vente på at angribe. Denne mand havde allerede taget hende til fange én gang før, og hun var næsten død i hans fangenskab.

Riley tændte lys, imens hun gik og holdt sin pistol klar, og hun bevægede sig hurtigt gennem huset. Hun sigtede med lyset fra lommelygte ind i ethvert skab og alle mørke hjørner.

Til sidst kiggede hun op mod loftet i entréen. Lemmen over hende førte op på loftet ved hjælp af en trappestige, som kunne trækkes ned. Turde hun klatre derop for at kigge efter?

I det øjeblik hørte Riley politisirener. Lyden fik hende til at drage et lettelsens suk. FBI havde tilsyneladende tilkaldt det lokale politi, fordi Enhedsadfærdsanalysen lå mere end en halv times kørsel væk.

Hun gik ind i soveværelse og tog et par sko og en badekåbe på og vendte derefter tilbage til Aprils værelse.

”Kom med mig,” sagde hun. ”Hold dig tæt til mig.”

Riley, der stadig holdt sin pistol, lagde sin venstre arm omkring Aprils skuldre. Den stakkels pige skælvede af frygt. Riley førte April ud til hoveddøren og åbnede den, samtidig med, at adskillige uniformerede politibetjente kom og løbende op på fortovet.

Lederen af politistyrken trådte ind i huset med sin pistol trukket.

”Hvad er problemet?” Spurgte han.

”Der var nogen i huset,” sagde Riley. ”Han er her måske stadigvæk.”

Han kiggede utilpas på pistolen i hendes hånd.

”Jeg er ansat hos FBI,” sagde Riley. ”FBI-agenterne kommer snart. Jeg har allerede undersøgt i huset, bortset fra loftet.” Hun pegede derop. ”Der er en dør i loftet i entréen.”

Lederen af politistyrken råbte: ”Bowers, Wright, kom herind og tjek loftet! Resten af jer leder udenfor, bagved og foran!”

Bowers og Wright gik direkte ind i entréen og trak stigen ned. Begge trak deres våben. Den ene ventede ved foden af stigen, imens den anden klatrede op og lyste rundt med lommelygten, hvorefter han forsvandt op på loftet.

Kort efter råbte han: ”Her er ingen!”

Riley ønskede at føle sig lettet. Men sandheden var, at hun ønskede, at Peterson havde været deroppe. Så kunne han være blevet arresteret med det samme - eller endnu bedre – skudt. Hun var helt sikker på, at han ikke ville dukke op i forhaven eller baghaven.

”Har du en kælder?” spurgte lederen af politistyrken.

”Nej, kun en krybekælder,” sagde Riley.

Han råbte ud til sine folk: ”Benson, Pratt, tjek under huset!”

April holdt stadig fast i sin mor, som gjaldt det livet.

”Hvad sker der, mor?” spurgte hun.

Riley tøvede. I årevis har hun undladt at fortælle April den grimme sandhed om sit arbejde. Men hun havde for nylig indset, at hun havde været alt for beskyttende. Så hun havde fortalt April om sit traumatiske fangenskab hos Peterson – eller i det mindste så meget, som hun troede, datteren kunne klare at høre. Hun ville også gerne slippe sin tvivl om, hvorvidt manden virkelig var død.

Men hvad skulle hun sige til April nu? Hun tøvede.

Før Riley kunne nå at forklare noget, sagde April: ”Det er Peterson, ikke?”

Riley omfavnede sin datter hårdt. Hun nikkede tilbage og forsøgte at skjule de rystelser, som løb gennem hendes krop.

”Han er stadig i live.”