Читать книгу Doktor Nikola - Boothby Guy - Страница 2

Nikolas Tilbud

Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadførte jeg mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve, gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting, som talte for og imod hans Tilbud. For det første talte det nu til Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forældre havde været døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Søs, da jeg var femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrækkeligste Maade, man kan tænke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen igennem de næste fem Aar, som næsten var lige saa fæle, i Urskoven i Australien, og at jeg i to Aar havde været Politibetjent i Kapkolonien. Jeg havde ogsaa haft en Ansættelse i Hongkong og havde desuden haft mange andre gode og daarlige Beskæftigelser. Jeg var fem og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at være virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten engelske Lispund, var omtrent tre Alen høj, havde graa Øjne og mørkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil jeg tilføje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud.

Min Stilling i dette Øjeblik var i alle Henseender overordentlig vanskelig. Hvis jeg søgte længe nok, kunde jeg jo ganske vist finde et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai, som ogsaa søgte en Ansættelse, og som lige straks vilde være paa Færde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Købmand, hos hvem jeg søgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have faaet en Mand hundrede Gange, før jeg kom. Under disse Omstændigheder sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsømme nogen Lejlighed til at forbedre min Stilling. Jeg besluttede derfor ikke at afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt. Desværre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der tilbød sig en Fristelse som den nuværende, kunde jeg vanskelig modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at være Fører, og den mystiske Tiltrækning, der var i hans Væsen, syntes at tvinge mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt; men jeg sagde til mig selv, at dø, det skulde jeg dog, og hvis Lykken hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gøre mig uafhængig Resten af mit Liv. Da jeg tænkte paa denne store Sum, saa jeg min Værts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den næste Dag, virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr. Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem.

Men da jeg vaagnede næste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine Drømme havde ikke været gode. Jeg havde drømt, at jeg blev forgiftet i kinesiske Klostre, lemlæstet af skævøjede Bødler og pint paa tusind frygtelige Maader. Skønt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af min Spænding, kunde jeg dog ikke frigøre mig for den Tanke, at de kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske Klæder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg være en fuldblods Kineser, der maatte underkaste mig kinesiske Love og Straffe. Og saa var der et andet Punkt, man maatte overveje: Hvordan var Nikola som Rejsekammerat? Kunde jeg stole paa ham i vanskelige og farlige Øjeblikke? Vilde han støtte mig som den ene Kammerat den anden? Og hvis nu et Uheld ramte os, og der var Udsigt til, at den ene kunde slippe, vilde saa ikke Nikola, der var min Herre, benytte Lejligheden og lade mig i Stikken? I det Tilfælde var mine fem Tusind Pund i Shanghais Bank, og de fem Tusind, som jeg skulde have, naar jeg kom tilbage, mindre værd end intet. Dette bragte mig til et andet Spørgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Spørgsmaal, og de maatte besvares, før jeg traf en endelig Bestemmelse. Skønt Barkston havde underrettet mig om at Nikola var velkendt i disse Lande, skønt Benwell, som var i den kinesiske Toldtjeneste, var blevet saa forskrækket, da han havde truffet ham i Klubben, og skønt jeg selv havde hørt en Mængde løjerlige Historier om ham i Saigon og paa Manilla, saa gav dog ingen af dem mig nogen Garanti for hans pekuniære Soliditet. For at berolige mig i denne Henseende, besluttede jeg at udspørge en eller anden upartisk Person om Nikola. Men hvem skulde det være? Jeg gennemgik alle mine Bekendte, men fandt ikke nogen, der kunde hjælpe mig ud over den Vanskelighed. Medens jeg saa klædte mig paa, kom jeg til at tænke paa en Købmand, der ejede et af de største Handelshuse ved Strandpromenaden, og som man troede vidste mere om Folk i Almindelighed og om underlige Folk i Særdeleshed end noget andet Menneske i Kina. Jeg spiste Frokost, modtog min Regning af min Vært med samme overlegne Mine som en Mand, der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, røg en udmærket Cigar paa Verandaen og drev saa ud i Byen.

Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af de smukkeste Bygninger i Shanghai. I Forstuen var jeg saa heldig at opdage Købmandens første Comprador3 som straks førte mig ind til ham.

Alexander Mc'Andrew var Skotte, det opdagede man, naar man havde været sammen med ham i fem Minutter. Hans Fader havde været Vægter i en Bank i Glasgow, og selv havde han tilbragt sin første Barndom som en pjaltet, barfodet Dreng paa denne mærkelige Bys Gader. Men Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde Gæster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med Glæde de mindre heldige Omstændigheder, der medførte, at han en bidende kold Vintermorgen drog ud for at søge Berømmelse og Rigdom i Østen.

"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrød han, idet han rejste sig og trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet Fornøjelse; hvor længe har De været i Shanghai?"

"Længere end jeg bryder mig om at tænke paa," svarede jeg, idet jeg satte mig.

"Og i al den Tid har De ikke været en eneste Gang her; det er ikke pænt af en gammel Ven."

"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og derfor har jeg ikke besøgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over for Dem."

"Det gør mig ondt at høre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg vil ikke være indiskret, men hvis jeg kan være Dem til nogen Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig."

"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gøre, det er netop for at raadspørge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa Dem."

"Det glæder mig. I hvilken Henseende er det, De ønsker mit Raad?"

"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling."

"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?"

"Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen."

"Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?"

"Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."

"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede Købmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni Mennesker af ti her i Østen, det vil sige, af Folk, der har nogen Betydning."

"Hans Navn er Nikola," sagde jeg.

"Nikola!" udbrød han ganske forbavset. "Hvad er det for en Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000 Pund?"

"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og Død. De kender ham altsaa?"

Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende.

"De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?"

"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den værdige Købmand. "Mellem os sagt, saa kan han trække paa mig til et Beløb af 50,000 Pund."

"Han er altsaa rig?"

"Ja, umaadelig."

"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?"

"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end kommer fra, følg mit Raad og tænk to Gange, før De indlader Dem med ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem."

Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem. Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse.

"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenværende Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat. Han siger altsaa:

"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en højst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han døde og ikke var i Stand til at betale mig, forærede han mig det eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en vanvittig Historie, men den har siden næsten ført til min Undergang. Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne Stok, og da jeg nægtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en saa stadig Forfølgelse i de sidste Aar, at jeg nær havde søgt Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prøvede enhver Maade, som et Menneske kunde benytte eller en dæmonisk Hjerne udklække, for at tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet. De vil forstaa, hvordan han bar sig ad, naar jeg fortæller Dem, at der to Gange blev gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Røvere, at jeg blev garotteret hundrede Alen fra min egen Gadedør, at min Hustru og Datter blev skræmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa nervøs, at jeg efter min Kones Død flyttede til England for at undslippe fra ham. Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i hvilket blandt andet følgende Personer var indviklede: Hertugen af Glenbarth, hans Søn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som siden giftede sig med min Datter, og vor forhenværende Gouvernør, Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans Herlighed for at lære min Datter at kende i Sydney og til sidst at anholde om hendes Haand. Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at følge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var udklækket imod mig. Resultatet var højst sørgeligt: Da Nikola ikke opnaaede at hævne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortføre hende fra et Bal i Gouvernementshuset og at bringe hende til en Ø i det stille Hav, hvor vi en Maaned efter befriede hende. Jeg kan ikke sige, om vi havde faaet Lov til at gøre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev forlangt som Løsesum, ganske tilfældig var kommen i Nikolas Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i Øjeblikket paa hans Gods i England. Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men ærligt talt, Mc'Andrew, jeg er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og kun har mistet Stokken, som altid har været mig til Besvær, er jeg alt for fornøjet til at tænke mere paa Sagen. Desuden maa jeg tilstaa, at han har arbejdet med en saa djævelsk Snedighed, at jeg, som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi kunde drage ham til Ansvar." —

"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?"

"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg, "men hvis Nikola vil optræde ærligt lige over for mig, saa er 10,000 Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prøvet paa at tjene Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har."

Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der var en fem, seks Mønter, i det hele taget vel seks Shilling og ti Pence.

"Jeg véd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Købmanden, "men jeg synes, at Nikolas Karakter maatte være meget slem, hvis man ikke skulde kunne vove at udsætte sig for noget fra hans Side mod at faa 10,000 blanke Guldstykker."

"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil følge mit Raad, saa prøv noget andet først; jeg skal hjælpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til at prøve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste, hvis han ansætter Dem."

"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg vil prøve paa at faa den, før jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev straks?"

"Ja, med Fornøjelse, nu skal jeg skrive det."

Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet.

Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Købmanden og blev efter at have ventet lidt ført ind i hans Kontor. Det viste sig, at han var en fuldstændig Modsætning til Mc'Andrew. Han var høj, statelig og umaadelig alvorlig. Han lo sjældent, og naar han gjorde det, var hans Lystighed haard og barsk som hans eget Ydre. Han læste omhyggeligt Anbefalingsbrevet og sagde saa: "Det gør mig meget ondt, Hr. Bruce, at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have glædet mig meget for min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time siden."

"Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg forgæves har søgt, siden jeg kom til Shanghai."

"Ja, saa er De jo ikke meget heldig," lød Svaret; "men hvis De har Lyst til at søge endnu en Gang, saa kan jeg maaske skaffe Dem noget. Jeg hører, at Dampskibsselskabet 'Den røde og gule Skorsten' har en ledig Plads paa sit Kontor, og hvis De vil gøre Dem den Ulejlighed at gaa med mig straks, saa skal jeg præsentere Dem for Direktøren, der sandsynligvis i det Tilfælde vil gøre alt, hvad han kan for Dem."

Jeg takkede ham for hans Venlighed, og vi begav os altsaa af Sted til det omtalte Kontor. Men jeg blev atter skuffet, det gik mig akkurat som hos Webster: den ledige Post var lige blevet besat, og da vi fra Direktørens Helligdom traadte ud i Hovedkontoret, sad den nylig ansatte Kontorist allerede ved sin Pult og førte Regnskabsposter ind i en Hovedbog.

Da vi forlod Bygningen, tog jeg Afsked med min Ledsager og gik saa med tungt Hjerte tilbage til min Bolig. Jeg havde ikke været der mere end ti Minutter, da min Vært traadte ind og uden videre Indledning eller Spor af Høflighed anmodede mig om at afgøre min Regning samme Dag. Da jeg var ganske ude af Stand til at opfylde hans Anmodning, var jeg nødt til at sige ham det, og da han forlod Værelset, var der en afgjort ubehagelig Kølighed i hans Væsen. Jeg sad længe fordybet i ubehagelige Tanker. Hvad skulde jeg gøre? Hver Udvej syntes spærret for mig, og selv om jeg maaske kunde høre om flere Stillinger, hvis jeg blev i Shanghai, saa havde jeg jo ikke Spor af Garanti for, at jeg var mere heldig, end jeg hidtil havde været, og i Mellemtiden skulde jeg jo dog leve, og jeg skulde betale min Regning. Jeg kunde ikke tage bort og ignorere mine Forpligtelser, for jeg havde ikke den nødvendige Kapital til at rejse for, og hvis jeg blev og ikke betalte, saa vilde jeg, inden mange Dage var gaaet, staa som anklaget for den blandede Ret.

Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gøre end at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gøre det, uden at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde, vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted, overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var jeg blevet enig med mig selv om, at jeg vilde tage imod Nikolas Tilbud. …

Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den samme indfødte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag, aabnede Døren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg ført til det Værelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa gik Døren op, og Doktor Nikola traadte ind.

"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget præcis, og det er ikke blot et behageligt Træk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa, at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Værelset ved Siden af, dér kan vi bedre snakke sammen."

Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den foregaaende Aften. Vi havde ikke været der et halvt Minut, før den sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit Hoved mod mit Ben.

"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker, den vilde være saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad mig høre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at sige Nej til mit Tilbud?"

"Jeg har bestemt mig til at følge med Dem paa visse Betingelser; men jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa bestemte."

"Lad mig høre dem," sagde Nikola med den elskværdige Ynde, som han undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis."

"Naa ja," svarede jeg; "først fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af 5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gøre det og give mig en Anvisning, saa kan jeg hæve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg Deres Mand, og De kan gøre Regning paa, at jeg skal gøre, hvad der staar i min Magt, for at tjene Dem."

"Er det det hele, kære Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med Fornøjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken; jeg havde ingen Idé om, at det var Penge, De tænkte paa. Undskyld mig et Øjeblik."

Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Værelset. Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og rakte mig et Stykke Papir, som jeg saá var en Anvisning paa 10,000 Pund.

"Dér er Deres Penge," sagde han, "De kan præsentere Anvisningen, saa snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel tilstrækkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er ærlige, saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?"

"Vent et Øjeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa lignende Maade imod Dem."

"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?"

"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?"

"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at kende ham. Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem."

"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket – men var det ogsaa en ganske fin Historie?"

"Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks., som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gør, som rigtigt, og i ni Tilfælde af ti vilde jeg vist anse det, De gør, for galt. Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at sælge den Stok til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew, der læste Brevet for Dem i Morges."

"Hvor véd De det fra?"

"Ja, hvorfra véd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet han slog ud med Haanden. "Han læste det, og hvis De vil se stift paa mig et Øjeblik, skal jeg nøjagtig sige Dem Resten af Deres Samtale."

"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg.

"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?"

"Var det en Forklaring?" spurgte jeg.

Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de halvt lukkede Øjenlaag.

"Hør, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gør De det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt."

"Tak!"

"Men jeg vilde tilføje, at Resten af Deres Sætning stadig ødelægger det Indtryk."

"De har øjensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?"

"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi saa rejse sammen eller ikke?"

"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg.

"Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden frem, "lad os give hinanden Haanden paa det."

Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet.

"Jeg vil sige Dem én Gang for alle," sagde han, "at hvis De er ærlig og oprigtig lige over for mig, saa støtter jeg Dem, hvad der end sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja, saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem aabent og ærligt, ikke sandt?"

"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og om, naar De har i Sinde at rejse."