Читать книгу Doktor Nikola - Boothby Guy - Страница 3

Nikolas Plan

"Ja, med Fornøjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til Rette i sin Stol og tændte en ny Cigaret. "Det er jo ganske naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med mig. Jeg behøver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok sørge for. Det er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed, men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke være en Smule værd. Jeg maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen. Det er ikke en Kæphest, som jeg rider paa, og ikke et ledigt Øjebliks Adspredelse, men det er en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersøge og studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trængte til, har jeg maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg ønskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grænsen af Brasilien og Bolivia. Denne Mand havde tidligere været Købmand i det vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hørt en mærkelig Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders uophørlig Rejse og næsten tusind Pund i rede Penge at finde denne Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv Snes Sætninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Værdi. Jeg fulgte en anden Mand til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby, en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Præst, og en russisk Jøde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han bar ved sin Urkæde, og hvis Værdi han ikke havde den ringeste Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstændig Historie af mine Undersøgelser lige til den Tid. Da det var gjort, tror jeg nok, at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mænd, som for Resten ikke har Lov til at røbe noget, og som rimeligvis ikke engang véd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, – med Undtagelse af de tre véd jeg mindst seks Gange saa meget om det omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning vil jeg give Dem et fuldstændigt Referat af Sagen. Saa vidt som jeg kan se, var der i Aaret 288 før Kristus, paa den Tid, da Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Træ i Anuradhapura paa Ceylon tre Præster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed og for deres videnskabelige Undersøgelser, og som udvandrede fra, hvad der nu er Øen Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det Land, vi nu kalder Thibet. Her døde to af dem, og den sidste byggede sammen med sine ny Værkfæller et Kloster, hvor de samlede en Del Tilhængere og fortsatte deres Undersøgelser. Skønt den yderste Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger efter et Par Aars Forløb udbredt sig. At dette var Tilfældet, véd vi, for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg skal citere en."

Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i den modsatte Ende af Værelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i hvilken der var opklæbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter. Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han Bladene, fandt, hvad han ønskede, og lavede sig til at læse.

"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han saá paa mig, "at det Afsnit, jeg vil læse for Dem, og som jeg selv meget omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som følger:

"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om dens særlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er større end alle andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udføre Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun skrive, hvad man har fortalt mig."

Dr. Nikola slog en anden Side op.

"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed. Fra at have været en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre. Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget 'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber, som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør, saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien, Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan være. Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer. For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som, skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham, som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting, som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde var virkelige. Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en Illustration til, hvad jeg mener."

Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.

"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"

Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.

"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"

Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa at en Draabe Voks faldt ned i det.

"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det Voks, medens jeg tæller til tyve."

Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.

"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa."

Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det.

"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."

Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa Overfladen.

Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i Karaflen og gav mig Glasset.

"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."

Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.

"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give Dem nogen Forklaring."

"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."

Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde:

"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."

Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt borte.

"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"

"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og derfor kan De beherske den."

"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"

"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"

"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til. Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg frem for alt Mærke til min Finger."

Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren. Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik. Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.

Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra Bordet og rakte mig det.

"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i denne Bog."

Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set. Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.

"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.

"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.

"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.

"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."

"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album. Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem? Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa eller ikke?"

"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre med det Arbejde, vi har for?"

"Ja, den har," svarede han, "den er Nøglen til alt. Oprindelig, skal jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de tre Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig. Vi prøvede begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd, hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide."

"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.

"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den."

"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.

Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende.

Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt.

"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse Død."

"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem 10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. "Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp – skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra det – at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed, hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid."

"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg. "Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."

"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte mig sin Haand.

"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil De begynde?"

"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse Ypperstepræsten tilstrækkelige Meddelelser, saa vi kan gøre det næste Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne."

"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"

"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen tidlig."

"Og saa var det Forklædningerne!"

"Jeg har alt, hvad vi trænger til."

"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet kommer."

"Nej, det tror jeg ikke."

"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal se ind til Dem i Morgen?"

"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?"

"Ikke Spor."

"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde prøve paa at tvinge Dem til det."

"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.

Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.

Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen. Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads, skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa.

Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg, at det var Mc'Andrew selv.

"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det glæder mig at se Dem."

Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord – for Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag – sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger sagde de Godnat og forlod Værelset.

"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"

"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem til at tage Dem af denne Anvisning for mig."

Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at fløjte.

"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.

"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 Pund værd."

"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, før han vidste af det.

"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, "og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til Dem og forlange den, det vil sige – hvis jeg kommer tilbage."

"Og hvis De nu ikke gør det?"

"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget imod det?"

"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."

Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.

"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."

"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for mig. Godnat og lev vel!"

Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.

Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere, standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen. Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der over og var forsvunden et Par Sekunder efter.

Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig.

Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.

Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser.

"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen.

"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De taler, koster det deres Liv."

Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det, det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben, som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet.

"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst til at tale saa hurtigt som muligt.

"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks."

"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud efter mig igen?"

"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme straks."

Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og pegede paa en Bærestol, som holdt dér.

"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde et Øjeblik."

"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er parat."

Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa. Medens jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.

Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede et klart Lys ud.

Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt – men det syntes mig noget urimeligt:

"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."

Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel, at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde. Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig lidt frem og sagde:

"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med Dr. Nikola?"

Jeg samlede al min Aandsnærværelse.

"Hvem er Dr. Nikola?"

"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden, der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han udklækker sammen."

Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et haanligt, misbilligende Grynt.

"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller.

"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.

"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker."

Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg skulde komme til at prøve den selv.

"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre.

"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med ualmindelig stærkt Eftertryk.

Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.

Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.

"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?"

"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte.

Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Før jeg kunde gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den gamle Mand sige i en ensformig Tone:

"Hvad véd De om Dr. Nikola?"

Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en Stemme sagde:

"Staa op, Hr. Bruce; De behøver ikke at frygte mere; vi skal ikke gøre Dem Fortræd."

Det var Dr. Nikola!