Читать книгу Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 5

I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind.

Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.

De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nu skulde han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.

Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.

Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.

Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.