Читать книгу Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке - Генрик Ибсен - Страница 2

Peer du lyver!

Nei, jeg gjør ej!

Nå, så band på, det er sandt!

Hvorfor bande?

Tvi; du tør ej!

Alt ihob er tøv og tant!

Det er sandt – hvert evigt ord!

Og du skjæms ej for din moer?

Først så render du tillfjelds

månedsvis i travle ånnen,

for at vejde ren på fånnen,

kommer hjem med reven pels,

uden byrse, uden vildt; —

og tillslut med åbne øjne

mener du at få meg bildt

ind de værste skytterløgne! —

Nå, hvor traf du så den bukken?

Vest ved Gjendin.

Rigtig, ja!

Hvasse vinden bar ifra;

bak et oreholdt forstukken

han i skaresneen grov

efter lav —

Ja rigtig, ja!

Pusten holdt jeg, stod og lytted,

hørte knirken af hans hov,

så av ene hornet grenene.

Derpå varsomt mellem stenene

frem på bugen jeg meg flytted.

Gjemt i røsen opp jeg glytted; —

slig en bukk, så blank og fed,

skulde du vel aldrig set!

Nej, bevares vel!

Det smaldt!

Bukken stupte bums i bakken.

Men i samme stund, han faldt,

sad jeg skrævs på bukkeryggen,

greb ham i det venstre øre,

vilde netopp kniven kjøre

bagom skolten ind i nakken; —

hej! da skreg han vildt, den styggen,

stod med et på alle fire,

slog mig med et agterkast

ud av næven kniv og slire,

skrued mig om lænden fast,

stemte hornene mod læggen,

klemte mig, som i en tang; —

dermed satte han på sprang

bent fremover Gjendin-eggen!

Jesu navn da – !

Har du sett den

Gjendin-eggen nogen gang?

Den er halve milen lang,

hvass bortefter, som en ljå.

Udfor bræer, skred og lider,

rakt nedover urder grå,

kan en se till begge sider

lukt i vandene, som blunder

svarte, tunge, mer enn tretten —

hundred alen nedenunder. —

Langsmed eggen han og jeg

skar os gjennem vejret vej.

Aldrig red jeg slig en fole!

Midt imod, der vi foer fram,

var det som der gnistred sole.

Brune ørnerygge svam

i det vide svimle slug

midtvejs mellem os og vandene, —

sakked agterud, som fnug.

Isflak brast og brød mod strandene;

men der var ej døn at høre;

bare hvirvlens vætter sprang,

som i dans; – de sang, de svang

sig i ring for syn og øre!

Å, Gud trøste mig!

Med et,

på en rådløs bråbratt plett,

foer ivejret rype-steggen,

flaksed kagglende, forskræmt,

fra den Knart, hvor han sad gjemt,

klods for bukkens fod på eggen,

bukken gjorde halt omkring,

satte med et himmelspring

udfor dybet med oss begge!

bag oss bergets svarte vægge,

under oss en bundløst slug!

Først vi kløvte lag av tåger,

kløvte så en flok av måger,

som igjennem luften vigende

fløj till alle kanter skrikende.

Nedad, uden stands, foer toget.

Men i dybet glittred noget

hvidlet, som en rensdyrsbug. —

Moer, det var vort eget billed,

som igjennem fjellsjø-stillet

opp mod vandets skorpe piled

i den samme vilde fart,

som i den vi nedad kiled.

Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !

Bukk fra luften, bukk fra bunden,

stangedes i samme stunden

så at skummet om oss klasked.

Ja, der lå vi nu og plasked. —

Langt om længe, du, vi nådde

nordre landet på en måde;

bukken svam, og jeg hang bak ham; —

jeg for hjem —

Men bukken, du?

Å, han går der vel ennå; —

kan du finne ham, så ta ham!

Og du har ei knekket nakken?

Ikke begge lår engang?

Ikke ryggbenet brutt?

O, Vårherre, – prisen, takk,

skyldes deg, som hjalp min gutt! —

Buksen har dog fått en revne;

men det er knapt ved at nevne,

når en minds, hvad meget værre

kunne hende i slik et sprang!

O, din fandens reglesmed;

kors og kors, hvor du kan lyve!

Remsen, som du kommer med,

minds jeg nu at jeg har kjennt

som en jente på de tyve.

Gulbrand Glesne er det hent, —

ikke deg, du!

Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.

Ja, en løgn kan endevendes,

stadses op med brask og bram,

klædes i en nygjordt ham,

så dens magre skrot ej kendes.

Det er det, som du har gjort,

lagt alt så vildt og stort,

uglet ut med ørnerygge

og med alt det andet stygge,

løyet ligt og uligt væk,

skrønet ind slig måløs skræk,

at en kendes ej ved tilsidst,

hvad en længst har hørt og vidst!

Hvis en anden snakked slig,

skulde helseløs jeg slå ham!

Å, Gud give jeg lå lig;

gid jeg sov i svarte jorden!

Bøn og gråd ej binder på ham. —

Peer, du er og blir forloren!

Kære, vakkre, lille moer,

du har ret i hvert et ord; —

vær så blid og glad —

Ti stille!

Kan jeg glædes, om jeg vilde,

jeg, som har sligt svin til søn?

Må det ikke bittert krænke

meg, en stakkars magtløs enke,

stødt at fange skam for løn?

Hvad har slægten nu tilbage

fra din farfars velmagtsdage?

Hvor er skæpperne med mynt

efter gamle Rasmus Gynt?

Faer din gav dem fødder, han, —

ødte dem så glat som sand,

købte jord i alle sogne,

kjørte med forgyldte vogne – ,

Hvor er det, som gik tilspilde

ved det store vintergilde,

da hver gæst lod glas og flaske

bag sin ryg mod væggen klaske?

Hvor er sneen fra ifjor?

Du skal tie for din moer!

Se tilgårds! Hvert andet rude —

hul er fyldt med gamle klude.

Hægn og skigard ligger nede,

fæet står for vejr og væde,

eng og aker ligger brak,

hver en måned blir jeg pantet —

Ti så med den kærringsnak!

Ofte nok har lykken skrantet,

og så kom den højst påfode!

Der er saltrød, hvor den grode.

Kors, men du er storkarl, du, —

lige kaut og kry endnu,

lige knøv, som dengang presten,

der han kom fra Kjøbenhavn,

spurgte deg som døbenavn,

bandt på at sligt et nemme

sakned magen prins derhjemme,

så at faer din gav han hesten

med en slæde tol, som tak

for den vennesæle snak, —

Hå; ja da var alting gildt!

Provst, kaptejn og hele resten

hang der dagstødt, åd og drak,

fyldte seg, så fast ed sprak.

Men i nød skal kendes næsten.

Her blev folketomt og stilt

samme dag da ’Jon med skæppen’

tog ivej med kramkarl – skræppen.

Ak, du er dog stærk og stor,

skulde stå som stav og støtte

for din gamle skrale moer, —

skulde gårdens gerning skøtte,

værge slumpen af din arv; —

å, Gud hjælpe med for nytte

jeg har havet af dig, din skarv!

Hjemme ligger du i gruen,

roder rundt i kul og emmer;

mellom bygdens folk du skræmmer

jentene fra gildestuen, —

gør mig spe på alle kanter,

slås med sognets værste fanter —

Lad mig være.

Kan du nægte

du var fremste mand i laget

i det store basketaget,

som for nylig stod på Lunde,

der I slogs som olme hunde?

Var det ikke dig, som knækte

armen på han Aslak smed, —

eller idetmindste brækte

ene fingeren hans af led?

Hvem har fyldt dig med slig præk?

Husmanskonen hørte hylene!

Ja, det var meg, som skreg

Dig?

Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.

Hva for någet?

Han er spræk

Hvem er spræk

Han, Aslak, ved jeg.

Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!

Slig en slarvet fyldebøtte,

slig en rangler, slig en dranket

drammesluger har dig banket?

Mangen skam og skændsel led jeg;

men at dette skulde ske,

det var dog den værste spe.

Lad ham være nok så spræk; —

skal du derfor være vek?

Om jeg hamrer eller hamres, —

ligefuldt så skal der jamres.

Trøst dig, moer —

Hvad? Har du løjet nu igjen?

Ja, denne gang.

Tør så gråden pent af øjet; —

se, – med denne knibetang

holdt jeg hele smeden bøjet;

højre næven var min slægge —

O, din slagsbror! Du vil lægge

mig i graven med din færd!

Nei da; du er bedre værd;

tyve tusend gange bedre!

Lille, stygge, snille moer,

du kan lide på mit ord,

hele bygden skal dig hædre,

bare vent til jeg får gjort

noget – noget rigtigt stort!

Du!

Hvem ved, hvad en kan møde!

Gid du bare blev så klog,

at du engang kunde bøde

flængen i din egen brog!

Jeg skal blive konge, kejser!

Å. Gud trøste mig, nu rejser

sidste resten av hans vid!

Jo, jeg sal! Giv bare tid!

Ja, giv tid, så blir du prins,

siges der, om ret jeg minds!

Du skal se, moer!

Hold din mund!

Du er gal i bunde og grund, —

Nå, det er forresten sandt, —

noget var derblevet af dig,

hvis du ikke dagstødt gav dig

af med løgn og tøv og tant.

Hægstadjenten var dig god.

Let du havde vundet spillet,

hvis du rigtig havde villet —

Tror du?

Gamlen har ej kræfter

til at stå sit barn imod.

Han er stivsindt på en måde;

men til slut får Ingrid råde,

og hvor hun går, fod for fod

stavrer knarken arrig efter

Ak min Peer; en grundrig jente, —

odelsjente! Tænk dig til; —

hvis du bare havde villet,

stod du nu som brudgom gild, —

du, som går her svart og fillet!

Kom, så vil vi ja-ord hente!

Hvor?

På Hægstad!

Stakkars dig;

Den er stængt, den friervej!

Hvorfor det?

Akk, jeg må sukke!

Spildt er stunden, spildt er heldet —

Nå?

Mens du i vesterfjeldet

gennem luften red på bukke,

har Mads Moen fæstet jenten!

Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!

Ja, hun taer ham nu til mand.

Vent mig her, til jeg får spændt en

hest for kærren —

Spar sligt spræl.

Bryllupet skal stå imorgen —

Pyt; jeg kommer jo i kveld

Tvi dig; vil du øge sorgen

med et læs af hvermands spot?

Trøst dig. Alting skal gå godt.

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;

det taer tid at hente mærre.

Slip mig!

Nej, på mine arme

bær jeg dig til bryllupsgården!

Hjælp! Vorherre sig forbarme!

Peer! Vi drukner —

Jeg er båren!

til en gildere død —

Javisst;

du blir sagtens hængt tilsidst!

O. dir ubæst!

Hold nu fred;

her er glat og slim på bunden.

Asen!

Ja brug bare munden;

det gør ingen mand fortred.

Så; nu skår det atter op —

Slip ej taget!

Hejsan, hop!

Vi skal lege Peer og bukken; —

Jeg er bukken, du er Peer!

Å, jeg ved ej af mig mer!

Ser du; nu er evjen rukken;

giv så bukken pent et kys;

det får være tak for skyds —

Der er tak for skydsen!

Au!

Den betaling var for snaud!

Slip mig!

Først til bryllupsgården.

Vær min talsmand. Du er klog;

snak med ham, den gamle dåren;

sig Mads Moen er et drog —

Slip!

Og sig ham så tilslut,

hvad Per Gynt er for en gut.

Ja, det kan du bande på!

Du skal vakkert skudsmål få.

Skildres skal du for og agter;

alle dine fandens fagter

skal jeg nævne grejdt og grant —

Så?

Jeg skal ej stagge munden,

fød den gamle hidser hunden

på dig, som var en fant!

Hm; så får jeg gå alene.

Ja, men jeg skal komme efter!

Snille moer, du har ej kræfter —

Ikke det? Jeg er så sindt,

at jeg kunde knuse stene!

Hu, jeg kunde æde flint!

Slip mig!

Ja, ifald du lover —

Intet! Jeg vil med der over.

De skal vide, hvem du er!

Nej, du får nok vente her.

Aldri! Jeg vil med i laget

Får ej lov.

Hvad vil du gjøre?

Sette dig på kværnetaget

Løft mig ned!

Ja vil du hø – ?

Sludder!

Snille moer, jeg beer —

Løft mig ned på timen, Peer!

Turde jeg, så visst jeg vilde.

Husk nu på at sidde stille.

Ikke spark og spænd med benene;

ikke riv og rusk i stenene, —

eller kan det gå dig ilde;

du kan dratte ned.

Dit bæst!

Ikke spræl!

Gid du var blæst

som en bytting ut af verden!

Fy da, moer!

Tvi

Giv mig heller

din velsignelse til færden.

Vil du? Hvad?

Jeg vil dig dænge,

om du end er nok så stor!

Ja, far vel da, kære moer!

Hav nu tål; jeg blir ej længe.

Husk så på du ikke spræller!

Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!

Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,

vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !

Hjælp! Jeg svimler!

Kors; hvem skriger?

Der er mig!

Åse! Se, – så høyt på strå?

Dette her vil lidt forslå; —

snart Gud bedre mig, jeg himler!

Signe rejsen!

Hent en stige;

jeg vil ned! Den fandens Peer —

Sønnen jers?

Nu kan I sige,

I har set, hvor han sig ter.

Vi skal vidne.

Hjælp mig bare;

jeg vil bent til Hægstad fare —

Er han der?

Så blir I hævnet;

smeden kommer og til stævnet.

Å, Gud trøste mig for gutten;

de tar livet hans til slutten!

Ak, den lod er tidtnok drøftet;

trøst jer med, det er så laget!

Hun er rent fra sans og vid.

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

Hvad er fat?

Peer Gynt har løftet

moer sin op på kværnetaget!

Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —

Hm, det er kanske rettest jeg vender.

Stødt så flirer de bag ens ryg,

og tisker, så det tvers igennem en brænder.

Den som havde noget stærkt at drikke.

Eller den, som kunde gå uformærkt. —

Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt

var bedst, for så bider latteren ikke.

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

Å, lad dem snakke!

De kan da vel ikke livet av mig rakke.

For en underlig sky. Den ligner en hest.

Der er mand på med, – og sadel – og grime. —

Bagefter rider en kærringpå en lime.

Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;

hejda, Peer! —

Ja, nu er hun bange. —

Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —

Hesten har sølvtop og guldsko fire.

Selv har han handsker og sabel og slire.

Kåben er sid og med silke foret.

Gilde er de, som ham følger i sporet.

Ingen dog sidder så stout på folen.

Ingen dog glittrer som han imod solen. —

Neder står folk i klynger langs gærdet,

løfter på hatten og glaner ivejret.

Kvinderne nejer sig. Alle kan kende

kejser Peer Gynt og hans tusende svende.

Tolvskillingsstykker og blanke marker

ned han som småsten på vejen sparker.

Rige som grever blir alle i bygden.

Peer Gynt rider tvers over havet i højden.

Engellands prins står på stranden og venter.

Det samme gør alle Engellands jenter.

Engellands stormænd og Engellands kejser,

der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.

Kejseren letter på kronen og siger —

Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !

Hvad, kejser – !

Rejs på dig, gutten min!

Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?

Lunde-sviren hænger nok i ham endu.

Gå med det gode.

Jeg skal så, ja.

Men karl, hvor kommer de sidst ifra?

Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!

Jeg har gjort underlige gerninger, smed!

Lad os høre, Peer!

Kommer ingen ved.

Du skal vel til Hægstad?

Nej.

En tid

de sagde, jenten derborte var dig blid.

Du svarte kortp – !

Ikek harm dig, Peer!

Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;

tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;

der kommer både ung-lam og enker tilårs —

Til helved – !

Du finder nok en som vil ha’e dig. —

God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —

For mig kan Hægstad-jenten sig gifte

med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!

Brogen revnet. Fillet og fæl. —

Den, som havde noget nyt at skifte.

Kunde jeg med et slagtertag

rive dem ringeagten ud af bringen!

Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?

Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —

Jeg vil hjem til moer.

De spiller til dans!

For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!

Å, piskende død, – jeg må med i laget! —

Men moer, som sidder på kværnetaget —

Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!

Ja, han Guttorm med felen er glup!

Det låter og sprætter, som fos i et stup.

Og så hele den glittrende jenteflokken! —

Ja piskande død må jeg med i laget!

Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;

men det skal en aldri ændse.

Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.

Tak, som byder; men du skænker for tidt.

Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!

Stryg, så det ljomer udover engene.

Gjildt kast var det!

Han er spenstig i læggen!

Her her højt til loftet og vidt til væggen!

Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!

Hvad vil hun ikke?!

Hun har stængt sig inde.

Nå, så se du kan nøglen finde!

Jeg ved ikke vejen!

Du er et naut!

Jenter! Nu kommer der liv i tingen!

Peer Gynt er på gården!

Hvem har bedt ham?

Ingen.

Nej; vi lader, som vi aldri så ham.

Hvem er den sprækeste jente i ringen?

Ikke jeg.

Ikke jeg.

Ja, jeg ikke heller.

Så kom da du, før en bedre sig melder

Har ikke tid.

Så du!

Jeg skal hjem.

I kveld? Er du rent fra sans og samling?

Peer; der går hun til dans med en gamling.

Hvor er de ledige, du?

Find dem frem.

Hvem har bedt ham?

Øjekast; sylhvasse tanker og smil.

Det gnisler, som sagbladet under en fil!

Se indflytterfolket.

De vesterfra?

Ja, de fra Hedalen.

Rigtig, ja!

Får jeg danse med datteren din?

Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.

Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?

Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.

Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!

Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !

Og så holdt hun i moderems skørteflig,

og bar en samlebog svøbt i et klæde – !

Jeg må se på den jenten.

Peer, går du alt fra dansen?

Nej.

Men så stævner du galt!

Lad mig slippe forbi!

Er du ræd for smeden

Jeg ræd?

Ja, du minds vel på Lunde forleden?

Du er visst den gutten, som vilde danse?

Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?

Kom så

Ikke for langt, sa’e moer!

Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?

Du gjør nar – !

Du er dog en unge næsten

Er du voxen?

Jeg gik ivåres til presten.

Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.

Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?

Peer Gynt

Å, kors da?

Hvad er det nu?

Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.

Moer, hun vil ikke – !

Vil ikke? Hvad?

Vil ikke, moer!

Hvad?

Lette på låsen.

Å, du var værd at bindes i båsen!

Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.

Lidt brændevin, Peer?.

Nej.

Bare lidt?

Har du noget?

Det kunde nok hende

Åh! hvor det river! – Nå?

Lad mig kende.

Nå får du også smage på mit.

Nej.

Å, snak; vær nu ingen tåbe.

Drik du, Peer!

Så giv mig en dråbe.

Kom lad os gå.

Er du ræd for mig, tøs?

Hvem er ikke ræd for dig?

På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.

Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!

Nu kommer han sig!

Fortæl; fortæl!

Hvad kan du?

Imorgen – !

Nej, nu ikveld!

Kan du hekse, Peer?

Jeg kan mane fanden!

Det har bestemor kunnet før jeg blev født!

Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.

Jeg har engang manet ham ind i en nødd.

Den var ormstukken, ser I!

Det er grejdt at skønne!

Han banded og græd og vilde mig lønne

med ligt og uligt —

Men måtte derinde?

Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.

Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!

Nej tænk!

Det var plent som en hører en humle.

Har du ham endnu i nødden?

Nej,

nu er den djævel strøgen sin vej.

Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.

Så, du?

Jeg gik til smidjen og bad

han vilde knække den nøddeskallen.

Det lovte han; lagde den bort på pallen;

men Aslak er nu så hårdhendt, han; —

og stødt så skal han nu bruge slæggen —

Slo han fanden ihjæl?

Han slog som en mand.

Men fanden hyttede sig, for som en brand

tvers gennem taget og kløvte væggen.

Og smeden – ?

Stod der med stegte hænder.

Siden den dag var vi aldri venner.

Den ræglen er god!

Den er snart hans beste!

Tror I, jeg digter ihob?

Å nej,

det er du fri for; jeg kender det meste

fra farfar —

Løgn! Det er hændt med mig!

Det er jo alting.

Hej, jeg kan ride

rakt gennem luften på gilde heste!

Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.

Peer, rid lidt i luften!

Ja, kære Peer Gynt —

I har ikke nødig at trygle så tyndt.

Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!

Hele sognet skal mig tilfode falde!

Nu er han rivende gal.

De fæ!

Storskryder

Løgnhals

Ja vent, skal I se!

Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!

En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!

Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften?

Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.

Så har du vel også usynligheds-kuften?

Hatten, mener du? Ja, den har jeg.

Solvejg! Å, det er godt du kommer!

Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!

Slip mig!

Hvorfor?

Du er så vild.

Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.

Kom så, jente; vær ikke tvær!

Tør ikke.

Hvorfor?

Nej, du har drukket.

Den, som havde sit knivblad stukket

tvers igennem dem, – en og hver!

Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden?

Bruden? Hvor er hun?

På stabburet.

Nå.

Å, du Peer Gynt, du får friste på!

Nej, du får væew min hjælp foruden.

Ingrid på stabburet?

Har du betængt dig?

Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.

Det gør du ikke; det er ikke sandt!

Jo! Og så er jeg ldt på en kant;

men det var på trods, for du havde krænkt mig.

Kom så!

Tør ikke nu, om jeg vilde!

Hvem er du ræd for?

Mest for faer.

Faer? Ja vel; han er af de stille!

Hælder han med øret? Havd? – Nå svar!

Hvad skal jeg svare?

Er faer din læser?

Er ikke du og moer din med?

Nå, vil du svare!

Lad mig gå ifred

Nej

Jeg kan skabe mig om til trold!

Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.

Hører du nogen, som hvæser og fræser,

så må du ikke bilde dig ind det er katten.

Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;

og din vesle syster, hende æder jeg op;

ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —

jeg skal bide dig over lænder og ryg —

Dans med mig, Solvejg!

Nu var du styg.

Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!

Kom!

Hold fred!

Nej, nu skal her æskes dom.

Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.

Ja, lad dem nappes!

Nej, bare skændes!

Næver må til; her båder ej ord.

Styr dig, mand!

Vil de slå ham, moer?

Lad oss heller gøgle med alle hans løgne!

Sparke ham af laget!

Spytte ham i øjne!

Stikker du op, du?

Øget skal slagtes!

Der kan du se hvor den tomsingen agtes.

Er sønnen min her? Nu skal han ha’e stryg!

Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham!

Til slig en krop er påsken for myg.

Smeden vil dænge ham!

Flænge ham!

Hænge ham!

Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! —

ÅSE og jeg vi har tænder og klør! —

Hvor er han?

Peer!

Å, Guds død og plage!

Kom, faer og moer, og – !

Hvad er ivejen?

Tænk, Peer Gynt – !

Har de taget ham afdage?

Nej, Peer Gynt – ! Se, oppover hejen —

Med bruden

Med bruden!

Det ubæst

I bratteste fjeldet

klyver han, jda-Gud, på gedens vis!

Han bær’hende, moer, som en bær’en gris!

O, gid du faldt ned og !

Træd varsomt i hældet!

Jeg tager hans liv for det bruderov!

Å nej Gud straffe mig om I får lov!