Читать книгу Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке - Генрик Ибсен - Страница 5

Drikk, mine herrer! Er man skabt

til nydelse, så skal man nyde.

Der står jo skrevet: tabt er tabt,

og væk er væk – . Hvad må jeg byde?

Du er superb som vært, broer Gynt!

Jeg deler æren med min mynt,

med kok og stewart —

Very well;

en skål for alle fires held!

Monsieur, De har en gout, en ton,

som nutildags kun sjelden findes

hos mænd, der lever en garçon, —

et visst, jeg ved ej hvad —

Et vift,

et skær af frigjort åndsbetragtning

og verdensborgerdomsforpagtning,

et syn igennem skyens rift,

der ej af snever Fordom bindes,

et præg af højere forklaring,

en ur-natur med livserfaring

på trilogiens top forent.

Ej sandt, monsieur; så var det ment?

Jo, meget muligt; ikke ganske

så smukt det klinger i det franske.

Ej, was! Det sprog er og så stivt. —

Men hvis til fænomenet grunden

vi søge vil —

Så er den funden.

Det er fordi jeg ej er gift.

Ja, mine herrer, ganske klar

er tingen. Hvad skal manden være!

Sig selv; det er mit korte svar.

Om sig og sit han skal sig kære.

Men kan han det, som pak-kamél

for andres ve og andres vel?

Men denne for-og-i-seg-væren,

jeg lover, har Dem kostet strid —

Å ja såmen; i fordums tid;

men altid gik jeg bort med æren.

Engang var jeg dog ganske nær

i fælden fanget mod min vilje.

Jeg var en rask og vakker fyr;

og damen, som jeg havde kær, —

hun var af kongelige familje —

Af kongelig?

Af disse ætter,

De ved nok —

Disse adelstroll!

Forlagte højheder, som sætter

sin stolthed i, plebejerpletter

at holde væk fra stammens skjold.

Gik så affæren overstyr?

Familjen var imod partiet?

Nej, tvertimod!

Ah!

De forstår;

der gaves ting, som talte for

at få os snarest muligt viet.

Men rentud sagt, det hele væsen

var mig fra først til sidst imod.

Jeg er visse dele kræsen

og helst jeg står på egen fod.

Og da nu svigerfader kom

forblommet frem med fordring om

jeg skulde skifte navn og stilling

og løse adelskabsbevilling,

så trak jeg mig med anstand ud, —

gav afkald på hans ultimatum —

og afkald på min unge brud.

Ja, ja; der råder dog et fatum!

På det vi mennesker kan lide;

og det er trøstig at vide.

Og dermed sagen var forbi?

Nej, jeg fik føle noget andet;

thi uvedkommende sig blanded

med høje ramaskrig deri.

Værst var familjens yngre lemmer.

med syv av dem jeg fik duel.

Det var en tid, jeg aldri glemmer,

skønt jeg gik ud deraf med held,

Det kostet blod; men dette blod

gier brev på min persons fordyrelse,

og peger styrkende imod,

som sagt, et fatums vise styrelse.

De har et blik på livets gang,

der hæver Dem til tænker-rang.

Imens en slet og ret formener

ser hver for sig de spredte scener,

og aldri ender med at famle,

forstår De alt til et at samle.

Med samme norm De alting måler.

De spidser til hver løs eragtning,

så hver og en går ud som stråler

fra lyset af en livsbetragtning. —

Og De har ingenting studeret?

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

en blot og bar autodidakt.

Methodisk har jeg intet lært,

men jeg har tænkt og spekuleret,

og læst mig til en del af hvert.

Jeg har begyndt i ældre alder;

da ved De jo, lidt tungt det falder

at pløje side op og side ned

og tage ligt og uligt med.

Historien har jeg taget stykkevis;

thi mere fik jeg aldri tid til.

Og da man jo i tunge tider

et noget visst må sætte lid til,

så tog jeg religionen rykkevis.

På den manér det bedre glider.

Man skal ej læse for at sluge,

men for at se, hvad man kan bruge

Se, det er praktisk

Kære venner;

betænk mit levnetsløb forresten.

Hvorledes kom jeg først til Vesten!

Som fattig karl med tomme hænder.

Jeg måtte slide sårt for føden;

tro mig, det faldt mig tidsnok svært.

Men livet, venner, det er kært;

og, som man siger, besk er døden.

Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

og gamle fatum, han var bøjelig.

Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

så gik det stedse bedre, bedre.

Ti år derefter bar jeg navn

af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.

Mit rygte fløj fra havn til havn;

jeg havde lykken inden borde —

Hvad gjaldt trafiken?

Mest jeg gjorde

i negere til Karolina

og gudebilleder til Kina.

Fi donc!

For tusend, farbroer Gynt!

De finder nok bedriften svævende

på det tilladeliges pynt?

Jeg selv har følt det samme levende.

Jeg fant den endog odiøs.

Men, De kan tro mig, først begyndt,

det holder hårdt at slippe løs.

Ialfald er det yderst svært

i slig en stor forretningsførelse,

der sætter tusender i rørelse,

at bryde ganske overtvert.

Det «overtvert» jeg kan ei lide,

men tilstår på den anden side,

at jeg har altid næret agt

for hvad man kalder konsekvenserne;

og det, at overskride grænserne,

har stedse gjort mig lidt forsagt.

Dessuden tog jeg til at ældes;

jeg nærmed mig mod femtiårene, —

fik efterhånden gråsprengt hår;

og skønt min helbred var fortrinlig,

så faldt den tankt dog mig pinlig:

hvem ved, hvor snart den time slår,

da jurykendelsen skal fældes

og skille bukkene fra fårene.

Hvad var at gøre? Standse farten

på Kina gik umuligt an.

Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en

forretning til på samme land.

Hver vår jeg guder exporterte;

hver høst jeg prester udklarerte,

forsynte dem med det fornødne

som strømper, bibler, rum og ris —

Ja, mod profit?

Naturligvis.

Det gik. De virked ufortrødne.

For hver en gud, hist over kjøbt,

de fik en kilier grundigt døbt,

vå virkningen neutralisertes.

Missionens mark lå aldri brak;

thi guderne, som kolportertes,

af presterne blev holdt i schak.

Nå, men de afrikanske varer?

Der sejred også min moral.

Jeg indså, den trafik var gal

for folk i fremadskreden alder.

Men ved jo ej, når fra man falder.

Og dertil kom de tusend snarer

fra vore filantropers lejr,

for ej at nævne kapringsfarer,

samt risiko af vind og vejr.

Alt dette sammenlagt vandt sejr.

Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;

se til, at du kan rette fejlene!

Så købte jeg mig land i Syden,

beholdt den siste kødimport,

som også var af prima sort.

De trivedes, blev blanke, fede,

så det var mig og dem en glæde.

Je, jeg tør sige uden skryden,

jeg handled mod dem som en faer, —

hvad sine gode renter bar.

Jeg bygged skoler, for at dyden

bestandig kunde holdes på

et visst almindeligt niveau,

og påstå strængt at ingenstunder

dens thermometer sank derunder.

Nu deforuden af dele

jeg har mig ganske trukket ud; —

jar har plantagen samt den hel

besætning solt med hår og hud.

På afskedsdagen gav jeg og

til små og store gratis grog,

så mænd og kvinder fik en rus,

og enkerne desuden snus.

Se, derfor håber jeg, såfremt

det ord ej er et mundsvejr blot:

hver den, som ej gør ondt, gør godt, —

så er min fortids fejlgreb glemt,

og jeg kan holde, mer end mangen,

med dyder mine synder stangen.

Hvor det er styrkende at høre

et livsprincip i scene sat,

forløst fra theoriens nat,

urokket af det ydre røre!

Vi mænd fra Nord forstår at føre

vor krig igennem! Kunstens nøgle

i livets sag er simpelthen

at holde øret tæt igen

for indpas af en farlig øgle.

Hvad for øgle, dyre den?

En liden en, en fult forførende

til det i et og alt afgørende.

Hvad hele vove-kunsten gælder,

den kunst, at eje dådens mod, —

der er: at stå med valgfri fod

imellem livets lumske fælder, —

at vide visst, at alle dage

er ikke slut med stridens dag, —

at vide, dig står åben bag

en bro, som bære kan tilbage.

Den theori har holdt mig frem;

den har min hele vandel farvet;

og theorien har jeg arvet

fra slægten i min barndoms hjem.

De er jo norsk?

Aj fødsel, ja!

Men verdsborger af gemyt.

For hvas jeg har af lykken nydt,

jeg takke kan Amerika.

De vel forsynte bogreoler

jeg skylder Tysklands yngre skoler.

Fra frankrig fik jeg mine veste,

min holding og min skærv af ånd, —

fra England en arbejdsom hånd

og skærpet sans for eget bedste.

Af jøden har jeg lært at vente.

Lidt hang til dolce far niente

jeg fra Italien fik en sending, —

og engang i en snever vending

jeg øged mine dages mål

ved bistand af det svenske stål.

Ja, svenske stålet – !

Stålets svinger

vi først og fremst vor hyldest bringer!

Alt dette er såre godt; —

men, Sir, nu gad jeg vide blot,

hvad De med Deres guld vil gøre.

Hm; gøre? Hvad?

Ja, lad os høre!

Nu; for det første gå på rejser.

Se, derfor tog jeg jer ombord

som selskabsbrødre i Gibraltar.

Jeg trængte til et danserkor

af venner som mit guldkalv-alter —

Højst vittigt sagt!

Men ingen hejser

sit sejl for blot og bart at sejle.

De har et mål, det kan ej fejle.

Og målet er – ?

At blive kejser.

Hvad?

Kejser!

Hvor?

I hele verden.

Hvorledes, ven – ?

Den plan er ingenlunde ny;

den sjælen var i al min færden.

Som gut jeg har i drømme rullet

vidt over havet på en sky.

Jeg steg med slæb og gylden slire, —

og dratted ned på alle fire.

Men målet, venner, stod ved magt. —

Det er jo skrevet eller sagt

etsteds, jeg mindes ikke hvor,

at hvis du vandt den ganske jord,

men selv dig tabte, var din vinding

kun krans omkring en kløvet tinding.

Så står der, – eller noget sligt;

og dette ord er intet digt.

Men hvad er da det gyndske selv?

Den verden bag mit pandehvæl,

som gjør at jeg er ingen anden,

en mig, så lidt som Gud er fanden.

Nu skønner jeg, hvorhen det siger!

Sublim som tænker!

Høj som digter.

Det gynske selv, – det er den hær

af ønsker, lyster og begær, —

det gynske selv, det er det hav

af infald, fordringer og krav,

kort alt, som netop mit bryst hæver,

og gør at jeg, som sådan, lever.

Men som Vorherre trænger muldet,

skal han bestå som verdens Gud,

så har jeg behov for guldet,

skal jeg som kejser ta’e mig ud.

Men guldet har De!

Ikke nok.

Ja, måske for en to-tre etmål,

som kejser á la Lippe-Detmold.

Men jeg vil være mig en bloc,

vil være Gynt på hele kloden,

Sir Gynt fra toppen og til roden!

Besidde verdens første dejlighed!!

Al hundredårs Johannisberger!

Og alle Karl den tolvtes værger!

Men først en profitabel lejlighed

til transaktion —

Den er alt funden;

og dertil var vor ankring grunden.

Iaften farten står mod nord.

Aviserne, jeg fik ombord,

beretter mig en vigtig nyhed – !

Det er, som lykken uden ophør

bær hjælp til den, der selv har kryhed —

Nu? Sig os – !

Hellas er i oprør.

Hvad! Grækerne – ?

Har rejst sig hjemme.

Hurra!

Og tyrken er i klemme!

Til Hellas! Ærens port står åben!

Jeg hjælper med mit franske våben!

Og jeg med oppråb – på distance!

Jeg ligeså – leverance!

Gå på! Jeg finde skal i Bender

de verdenskendte sporespænder!

Tilgiv mig, ven, at jeg en stund

har miskendt Dem!

Jeg dumme hund,

jeg holdt Dem hartad for en slyngel!

Det er for stærkt; kun for en nar —

Jeg, farbror, for et exemplar

af Yankee-pakkets værste yngel – !

Forlad mig – !

Vi har alle famlet —

Hvad snak er det?

Nu ser vi samlet

i glans den hele gytske hær

af ønsker, lyster og begær – !

Så det var monsieur Gynt at være!

Det er at være Gynt med ære!

Men sig mig dog – ?

Forstår De ej?

Ifald jeg gør, jeg la’er mig hænge!

Hvorledes? Går ej Deres vej

til Grækerne med skib og penge – ?

Nej, mange tak! Jeg støtter styrken

og låner pengene til Tyrken.

Umuligt

Vittigt sagt, men spøg!

Hør, mine herrer, det er bedst

vi skilles, før den sidste rest

af venskab blaffrer bort i røg.

Hvo intet ejer, letvindt vover.

Når man af verdenråder knapt

den stribe muld man skygger over,

man til kanonmad er som skabt.

Men står man berget på det tørre,

som jeg, da er ens indsats større.

Gå De til Hellas. Jeg skal sende

Dem gratis væbnede iland.

Jo mer De øger stridens brand,

desbedre kan jeg buen spænde.

Slå smukt for frihed og for ret!

Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; —

og slut med hæder Deres dage

på Janitscharens lansestage. —

Men hav mig undskyldt.

Jeg har mynt

og er mig selv, Sir Peer Gynt.

Den svinske karl!

Ej sans for ære – !

Å, æren, den fik endda være;

men tænk jer, hvad enorm profit

for os, hvislandet slog sig frit —

Jeg så mig alt som sejervinder

i kreds af skønne grækerinder!

Jeg så i mine svenske hænder

de heltestore sporespænder!

Jeg mit uhyre fædrelands

kultur så spredt til lands og vands – !

Det værste tab er det reelle.

Goddam! Jeg kunde tårer fælde!

Jeg så mig som Olympens ejer.

Hvis berget svarer til sit ry,

så må der findes kobberlejer,

som kunde tages opp påny.

Og dertil denne elv, Kastale,

hvorom der går så megen tale,

med fald på fald, beregnet lavt

til mer end tusend hestes kraft – !

Jeg går endda! Mit svenske sværd

er mer end Yankee-guldet værd!

Måske; men, ind i rækken stukne,

vi vil i massens mængde drukne;

og hvor blir så profitien af?

Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; —

og så at standse ved dens grav!

Hin sorte kiste slutter inde

nabobens gyldne negersverd – !

En kongstanke! Fort! Afsted!

Hans kejserdom er om en hals!!

Hurra!

Hvad vil De?

Vinde magten!

Besætningen er let tilfals.

Ombord! Jeg annekterer yachten!

De – hvad – ?

Jeg kniber alt iflæng!

Da byder mig mit eget tarv

at knibe med.

Det er en skarv!

Et keltringstykke – ! Men – enfin!

Jeg får vel følge dem på færden,

– men protesterer for alverden – !

Mareridet! – Væv! – Nu vågner jeg snart!

Den står fra land! Og i rasende fart! —

Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!

Det går dog umuligt an, at jeg dør!

En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!

Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre!

Mine asner af venner – ! Hør mig, Vorherre!

Du er jo så vis og retfærdig – ! O, døm – !

Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!

Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå!

Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!

Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!

Hør mig! Lad ligge de andres grejer!

Verden skøtter dig nok selv imens! —

Nej – Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!

Det er stel! En Gud, som på råd er læns!

Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!

Jeg har skikket missionærer over til Asien!

En håndsrækning er dog en anden værd!

Å, hjælp mig ombord – !

Det var straffens sværd!

Tilbunds med mand og mus i et plump!

O, evigt priset være lykkens slump! —

Slumpetræf? Nej, det var mer end så.

Jeg skulde frelses og de forgå.

O, tak og pris, at du har mig hyttet,

holdt øje med mig trods alle mine brøst! —

Hvilken vidunderlig tryghed og trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?

Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.

Det er ikke så farligt; —

han vil visst ikke,

at jeg lille fattige spurv skal forgå!

Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.

Lade Herren råde; ikke hænge med ørene —

Var det en løve, som knurred i rørene – ?

Nej, det var ingen løve.

En løve; jo visst!

De bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med elefanter. —

Men alligevel. Jeg får finde et træ.

Derborte svajer akazier og palmer;

kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, —

især hvis jeg dertil kunde et par salmer —

Morgenen er ikke kvelden lig;

det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.

Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.

Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge på ham. Han ved hvad portion

af nødens kalk jeg er mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod min person; —

men økonom, – nej, det er han ikke!

Væk er kejserens hvide ganger!

Kejserens hellige dragt er stjålen!

Hundred slag får under sålen

hver, som ikke tyven fanger!

Fatalt! En højst ubehangelig nat.

Er du der igen? Det er dog forbandet!

Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt dyr, den abekat!

Der står skrevet: du skal våge og fægte.

Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og mat.

Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!

Jeg må se at få fanget en af de knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

på sæt og vis i hans lådne hud,

så vil de andre tro jeg er ægte. —

Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.

og lidt får man læmpesefter skik og brug. —

Atter en sværm! De myldrer og kryr.

Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren hale, —

noget sådant, som gav en vis lighed med dyr – .

Hvad nu? Der tasser det over mit hode – !

Den gamle, – med næverne fulde af smuds – !

Ja, – er du der, du gamle bus!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??

Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; —

Bus skal få sukker imorgen – ! Det bæst!

Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —

Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;

dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.

Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:

man får spytte og håbe på vanens magt? —

Der er yngelen også!

Det er dog for galt,

at mennesket, denne skabningens herre,

skal se sig nødt til – ! Gevalt! Gevalt!

Den gamle er fæl, men de unge er værre!

Lanserens tunger,

slikkende, spillende, —

se, se!

Jeg føler alt knappen

i sandet trillende!

Ve, ve

Min fader var tyv;

hans søn må stjæle.

Min fader var hæler;

hans søn må hæle.

Din lod skal du bære;

dig selv skal du være.

Fodtrin i krattet!

På flugt! Men hvor?

Hulen er dyb

og profeten stor!

Hvilken livsalig morgenstund! —

Skarnbassen triller din kugle i gruset;

sneglen kryber af sneglhuset.

Morgenen; ja, den har guld i mund. —

Det er dog igrunden en mærkelig magt,

naturen har sådan i dagslyset lagt.

Man føler sig så tryg, føler modet vokse,

turde gerne, om så var, binde an med en okse. —

Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, —

ubegribeligt nok, at eg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store stæder,

blot for at rendes af pakket på dør, —

Nej; de, hvor firben vimser omkring,

snapper og tænker på ingenting.

Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.

Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,

bevarer sit særlige præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,

sig selv, som det blev på hansførste bliv.

En padde. Midt i en sandstensblok.

Forstening omkring. Kun hovedet ude.

Der sidder den og ser, som gennem en rude,

på verden og er sig selv – nok. —

Nok? Sig selv – ? Hvor er det, det står?

Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.

Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?

Fatalt; jeg mærker, at år for år

min sans for tiden og stedet forgår.

Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.

Se her gror bregner. Spiselige rødder.

Det er ligere mad for et kreatur; —

men der står jo skrevet: tving din natur!

Endvidere står der: hovmod må bøjes.

Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.

Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; —

det er umuligt at tenke sig andet.

Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet

og mage det så, at jeg kommer ivej.

Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —

når bare Vorherre under mig helsen.

Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —

Langt derborte skridter en struds. —

Hvad skal enegentlig tro var Guds

mening med alt dette tomme og døde?

Dette, som alle livskilder savner;

dette forbrændte, som ingen gavner; —

denne brøk af verden, som ligger brak;

dette lig, som ej, siden jordens fødsel,

har bragt sin skaber så meget som tak, —

hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —

Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,

som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.

havet i vest; det højner sig bag,

dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.

Dæmmet ude? Så kunde jeg – ? Højden er smal.

Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, —

som en livsensflod vilde vandene skylle

ind gennem svælget og ørken fylde!

Snart vilde hele den glødende grav

ligge der frisk som kruset hav.

Oaserne vilde som øer sig højne,

Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;

sejler vilde, som fugle forfløjne,

skære mod syd karavanernes spor.

Livende luft vilde sprede de kvalme

dunster, og dugg vilde drysse fra sky;

folk vilde bygge sig by ved by,

og græs vilde gro om den svajende palme.

Landet i syd bar Saharas mur

blev til et kystland med frisk kultur.

Damp vilde drive Tombuktus fabriker;

Bornu blev kolonisert med il;

op gennem Habes for forskeren sikker

i sin waggon til den øvre Nil.

Midt i mit hav, på en fed oase,

vil jeg forplante den norske race;

det dølske blod er jo kongeligt næsten;

arabisk krydsning vil gøre resten.

Rundt om en vik på en stigende strand

får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden

Verden er aflægs! Nu kommer raden

Gyntiana, mit unge land!

Bare kapitaler, så er det gjort. —

En nøgle af guld til havets port!

Korstog mod døden! Den griske punger

skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.

For frihed sværmes i alle lande; —

som asnet i arken vil jeg sende et råb

over verden og bringe befrielsens dåb

til ed dejlige, bundne, vordende strande.

Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!

Mit rige, – mit halve rige for en hest!

En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!

Umuligt! Jo, virkelig – ! Hvad? jeg har læst

etsteds at viljen kan flytte bjerge; —

men at den også kunde flytte en hest – ?

Vås! Det er faktum, at her står hesten; —

ab esse ad posse og så videre forresten —

Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!

Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. —

Rap dig, Grane, min ganger god!

Guldtøffel til å støtte min fod! —

På ridestellet skal storfolk kendes!

Profeten er kommen!

Profeten, herren, den alting vidende,

til os, til os er han kommen

over sandhavet ridende!

Profeten, herren, den aldri fejlende,

til os, til os er han kommen

gennem sandhavet sejlende!

Rør fløjten og trommen;

profeten, profeten er kommen!

Hans ganger er mælken, den hvide,

som trømmer i Paradisets floder.

Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!

Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.

Intet jordbarn dog tåler

glansens glans af de stjerners stråler.

Gjennem ørken han kom.

Guld og perle sprang frem på hans bryst.

Hvor han red blev det lyst.

Bag ham blev mørke;

bag ham for aumum og tørke.

Han, den herlige, kom!

Gennem ørken han kom,

som en jordsøn pyntet,

Kaba, Kaba står tom; —

han har selv forkyndt det!

Rør fløjten og trommen;

profeten, profeten er kommen!

Jeg har læst på tryk – og satsen er sand —

«ingen blir profet i eget land». —

Dette her, det huger mig meget bedre,

end livet histover blandt Charlstowns redre.

Der var noget hult i den hele sag,

noget fremmed på bunden, noget uklart bag; —

jeg følte mig aldri hjemme i laget,

og aldri rigtig som mand af faget.

Hvad vilde jeg også på den gallej?

Rode og rode i forretningsbingen.

Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; —

det traf sig så; det er hele tingen. —

Vær sig selv på grundlag af guld,

det er som at bygge sit hus på sandet.

For uhr og for ring og for alt det andet

loggrer de godtfolk og kryber i muld;

de løfter på hatten for brystnål-kronen;

men ring eller nål er jo ikke personen. —

Profet; se, det er en klarere stilling.

Da ved man dog på hvad fod man står.

Slår man an, så er det en selv, som får

ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.

Man er, hvad man er, foruden snak;

man skylder ej slump eller tilfælde tak,

og støtter sig ei til panten og bevilling. —

Profet: ja, det er noget for mig.

Og jeg blev det så inderlig uforvarende, —

blot ved at komme gennem ørken farende

og træffe naturens børn på min vej.

Profeten var kommen; den sag var klar.

Det var såmen ikke min agt at bedrage – ;

der er forskel på løgn og profetisk svar;

og jeg kan jo altid træde tilbage.

Jeg er ikke bunden; det er ikke værre – ;

det hele er, så at sige, privat;

jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;

kort sagt, jeg er situasjonens herre.

Profet og hersker!

Hvad vil min slavinde?

Ventende for teltet står slettens sønner;

de beder at få skue dit ansigt —

Stop!

Sig dem, de kan i afstand troppe op;

sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.

Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!

Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt, —

ret hvad man kalder nogle arrige skarn!

Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt

de har snydt – hm! Jeg mener syndet, mit barn! —

Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!

Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

Profeten er god; Profeten er bedrøvet

for det onde, som støvets sønner har øvet!

Profeten er mild; hans mildhed være priset;

han åbner for synderne Paradiset!

Benene går som trommestikker raske.

Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.

Hun har nogen extragavante former, —

ikke ganske stemmende med skønhedens normer;

men hvad er skønhed? En vedtægt kun, —

en mynt, som er gangbar til sted og stund.

Og just det extravagante behanger,

når man har tilbunds det normale nydt.

I det lovbundne blir mnn for rusen snydt.

Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;

enten ængstende ung, eller skremmende gammel; —

det middels gør vammel. —

Hendes fødder – de er ikke ganske rene;

ikke armene heller; især den ene.

Men det er igrunden ingen forringelse.

Jeg vil snarere kalde det en betingelse —

Anitra, hør her!

Din slavinde har hørt!

Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.

Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; —

jeg gør dig til Houri i Paradiset!

Umuligt, herre!

Hvad? Tror du, jeg væver?

Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

Men jeg har ingen sjæl.

Så kanst du få!

Hvorledes, herre?

Det må jeg forstå; —

jeg skal nok tage mig af din opdragelse.

Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum,

som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.

Men pyt; til en sjæl har du altid rum.

Kom her! lad mig måle din hjernekiste. —

Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste.

Sandt nok, – du vil aldri komme til at stikke

synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke; —

men, skidt; det kan også være det samme; —

du skal få så meget, at du ikke står tilskamme —

Profeten er god —

Du nøler? Tal!

Men jeg øsnker heller —

Snak væk uden dvælen!

Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; —

giv mig heller —

Hvilket?

Hin skønne opal!

Anitra! Evas naturlige datter!

Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,

og, som der står hos en agtet forfatter:

«Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!»

Jeg stængte for mit Paradis,

og tog dets nøgle med.

Det bar tilhavs for nordlig bris!

mens skønne kvinder sit forlis

på havsens strand begræd.

Mod syd, mod syd skar kølens flugt

de salte strømmes vand.

Hvor palmen svajer stolt og smukt,

i krans om oceanets bugt,

jeg stak mit skib i brand.

Ombord jeg sted på slettens skib,

et skib på fire ben.

Det skummed under piskens Hieb; —

jeg er en flygtig fugl; o, grib, —

jeg kviddrer på en gren!

Anitra, du er palmens most;

det må jeg saned nu!

Ja, selv Angoragedens ost

er neppe halvt så sød en kost,

Anitra, ak, som du!

Stilhed! Mon den fagre lytter?

Har du hørt mit lille digt?

Mon hun bar gardinet glytter,

udrappert af slør og sligt? —

Hys! Det klang jo, som korken

volsomt af en flaske sprang!

Nu igen! Og end en gang!

Er det elskovssuk? Nej, sang; —

nej, det er en hørbar snorken. —

Sød musik! Anitra sover.

Nattergal, hold op å slå!

Alslags ufærd skal du få,

hvis med kluk og klunk du vover —

do, som skrevet står, lad gå!

Nattergalene er en sanger;

ak, jeg selv er ligeså.

Han, som jeg, med toner fanger

hjerter, ømme, bløde, små.

Skabt for sang er natten sval;

sangen er vor fælles sfære;

det, at synge, er at være

os, Peer Gynt og nattergal.

Og just det, at pigen sover,

er min elskovslykkes tip; —

det, at spidse læben over

bægret uden mindste nip – ;

men der er hun jo, minsæl!

Bedst, hun kom, alligevel.

Herre, kalder du i natten?

Ja såmen; profeten kalder.

Jeg blev vækket før af katten

ved et volsomt jagtrabalder —

Ak, det var ej jagtlarm, herre;

det var noget meget værre.

Hvilket da?

O, skån mig!

Tal!

O, jeg rødmer —

Var det kanske

hvad der fyldte mig så ganske,

da jeg gav dir min opal?

Ligne dig, o, verdens skat,

med en ækkel kat!

Barn, fra elskovs standpunkt set,

kan en hankat og profet

komme hartad ud på et.

Herre, spøgens honning strømmer

fra din læbe.

Lille ven;

du, som andre piger, drømmer

skorpen kun af store mænd.

Jeg er spøgefuld igrunden,

og på tomandshånd især.

Af min stilling er jeg bunden

til en maskes alvorsskær;

dagens pligter gør mig tvungen;

alt det regnskab og besvær,

som jeg har med en og hver,

gør mid tidt profetisk tvær;

men det ligger kun på tungen. —

Væk med vås! I tetatet’en

er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

Hej, nu jager vi profeten;

og mig selv, mig har du her!

Kom, Anitra, vi vil hvile

under palmens grønne vifte!

Jeg skal hviske, du skal smile;

siden vil vi roller skifte;

da skal dine læber friske,

mens jeg smiler, elskov hviske!

Hvert dit ord er sødt som sange,

skønt jeg lidt kun deref fatter.

Herre, svar mig, kan din datter,

ved at lytte, sjælen fange?

Sjælen, åndens lys og viden

skal du nok bekomme siden.

Når i øst på rosenstrimer

prentes gyldent; her er dagen, —

da, min tøs, da gier jeg timer;

du skal nok bli velopdragen.

Men i nattens lune stille

var det dumt, ifald jeg vilde

med en luvslidt visdoms rester

træde op som skolemester. —

Sjælen er jo ikke heller,

ret betragtet, hovedsagen.

Det er hjertet, som det gælder.

Tal, o, herre! Når du taler,

ser jeg glimt, som af opaler!

Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;

fejgheds knop, i blomt, er grumhed;

sandhed i sin overdrift.

er en bagvendt visdomsskrift.

Ja, mit barn, – jeg er forsvoren

som en hund, hvis ej der går

sjælsforædte folk på jorden,

som til klarhed tungvindt når.

Jeg har kendt en sådan krop,

perlen i den hele trop;

og selv han tog fejl af målet,

misted meningen i skrålet. —

Ser du ørken om oasen?

Hvis jeg blot min turban svinger,

verdenshavets flod jeg tvinger

til at fylde hele stadsen.

Men jeg var en dompap-pande,

hvis jeg skabte hav og lande.

Ved du, hvad det er at leve?

Lær mig det!

Det er at svæve

tørskod nedad tidens elv,

helt og holdent som sig selv.

Kun i mandskraft kan jeg være

den, jeg er, min lille kære!

Gammel ørn sin fjærham fælder,

gammel støder går og hælder,

gammel kærring mister tænder,

gammel knark får visne hænder, —

hver og en får vissen sjæl.

Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

som en sultan, hed og hel, —

ej på Gyntianas banker,

under palmeløv og ranker, —

men, på grundlag af det færske,

i en kvindes jomfru-tanker. —

Ser du nu, min lille pige,

hvi jeg har dig nådigst dåret, —

hvi jeg har dit hjerte kåret,

grundlangt, som jeg så må sige,

der mit væsens Kalifat?

Jeg vil eje dine længsler.

Voldsmagt i min elskovs stat!

Du skal være min alene.

Jeg vil være den, der fængsler

dig, som guld og ædelstene.

Skilles vi, er livet omme, —

ja, for din part, notabene!

Hele du, hver trevl og tomme,

uden vilje, ja, og nej,

vil jeg vide fyldt af mig.

Dine lokkers midnatsgaver,

alt, hvad yndigt er at nævne,

skal som babylonske haver,

vinke mig til sultanstævne.

Derfor er det brav igrunden

med dit tomme pandehvælv.

Har man sjæl, så er man bunden

i betragtning af sig selv.

Hør, imens vi just er ved det; —

hvis du vil, du skal, min tro,

få en ring om ankelledet; —

det blir bedst for begge to; —

jeg taer plads i sjælestedet,

og forøvrigt – status quo.

Hvad? Hun sover! Er det gledet

hus forbi, hvad jeg har sagt? —

Nej; det stempler just min magt,

at hun flyder bort i drømme

på min elskovstales strømme.

Her er søljer! Her er fler!

Sov, Anitra! Drøm om Peer —

Sov! Isøvne har du kronen

på din kejsers pande sat!

Sejr på grundlag af personen

vandt Peer Gynt i denne nat.

Lad være; jeg bider!

Du lille skalk!

Hvad vil du?

Vil? Lege due og falk!

Føre dig bort! Gjøre gale streger!

Skam dig! En gammel profet – !

Å, vås!

Profeten er ikke gammel, din gås!

Synes du dette på alderdom peger?

Slipp! Jeg vil hjem!

Nu er du koket!

Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!

Vi gale fugle, af buret fløjne,

tør aldri mere komme ham for øjne.

Desuden, min unge, på samme sted

bør man ikke for længere til slå sig ned;

man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —

især, når man kommer som profet eller sligt.

Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.

Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.

Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; —

tilslut vanked hverken virak eller bønner.

Ja, men er du profet?

Jeg er din kejser!

Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!

Giv mig den ring, som sidder på din finger.

Tag, søde Anitra, det hele pøjt!

Dine ord er sange! Lifligt de klinger!

Saligt, at vide sig elsket så højt!

jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!

Se så, min rose, min dejlige blomst;

her vil jeg gå i sandet og kave

til jeg rammes af solstik og får min bekomst.

Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!

Du får ikke veje mine fagter så nøje.

Spas og spilopper er ungdoms kriterium!

Hvis altså ikke ånd var så tung,

så vilde du skønne, min yndige nerium, —

din elsker gjør spilopper, – ergo er han ung!

Ja, du er ung. Har du flere ringe?

Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!

Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.

Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!

Jeg er en lyksalig hane!

Hak mig, min lille tippe!

Ej! Hop! Lad mig trippe; —

jeg er en lyksalig hane!

Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —

ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.

Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse; —

uden guld er elskede hjerter tilfredse!

Unge Peer Gynt er en Galfrands; —

han ved ikke på hvad fod han vil stå.

Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!

Unge Peer Gynt er en Galfrands!

Frydfuldt, når profeten i dansen træder!

Visvas med profetn! – Lad os bytte klæder!

Hejsan! Træk ud!

Din kaftan blev for lang,

din livgjord for vid og din strømpe for trang —

Eh bien!

Men gør mig en heftig sorg; —

det er sødt for elskede hjerter at lide!

Hør, når vi kommer hjem til min borg —

Til dit Paradis; – har vi langt at ride?

Å, en tusende mile —

For langt!

O, hør; —

du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —

Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl.

Men du bad om en sorg —

Ja, død og plage!

En volsom, men kort, – for en to-tre dage!

Anitra lyder profeten! – Farvel!

Nå, så skulde da også – !

Der ligger Tyrken, og her står jeg! —

Det hedenske væsen duer s’gu ej.

Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,

og ej, som man siger, i kødet skårt. —

Hvad vilde jeg også på den gallej?

En står sig dog bedst på at at leve som kristen,

vrage påfuglhabittens pral,

støtte sin færd til lov og moral,

være sig selv og få sig tilsidst en,

tale ved graven og kranse på kisten.

Den taske; – hun var på et hængende hår

ifærd med at gøre mig hodet kruset.

Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,

hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.

Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven

et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —

Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,

at fejled på grundlag af stillingens brøst.

Det var ikke selve personen, der faldt.

Det er egentlig dette profetiske levnet,

så ganske blottet for virksomheds salt,

som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.

En dårlig bestilling at være profet!

I embedets medfør skal man gå som i tågen;

profetisk taget man fluks er bét,

så såre man tér sig ædru og vågen.

Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,

netop ved at bringe den gås min hyldest.

Men, ikke des mindre —

Hm, tenke sig til!

Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!

Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!

Spille på strengeleg, kæle og sukke,

og ende som en hane – med at lade sig plukke.

Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —

Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!

Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;

jeg har noget i Amerika, noget i lommen;

er altså ikke helt på fantestien kommen. —

Og dette middels er igrunden bedst.

Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;

jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;

kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —

Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;

og i valget kender man vismand fra tåben.

Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;

min kærlighedsleg er en aflagt kittel.

Til krebsegang føler jeg ingen drift.

«Atter og fra, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt», —

så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —

Altså noget nyt; en forældet færd;

et formål som er møjen og pengene værd.

Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, —

en bog til vejledning og efterfølgelse?

Eller, bi – ! Jeg har tiden ganske til rådighed; —

Hvad, om jeg som en rejsende lærd

studerte de henfarne tiders grådighed!

I sandhed, ja; det er noget for mig!?

Krøniker læste jeg alt som liden,

og har også dyrket den videnskab siden. —

Jeg vil følge menneskeslægtens vej!

Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,

leve den op igen, som i en drøm, —

se heltenes kampe for stort og godt,

men i sikker behold, som tilskuer blot, —

se tænkerne falde, martyrerne bløde,

se riger grundes og riger forgå, —

de verdensepoker slå ud af det små;

kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. —

Jeg får se at få tag i et bind af Becker,

og rejse kronologisk så langt jeg rækker. —

Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,

og historiens indre mekaniske underfundig; —

men pyt; hvor udgangspunktet er galest,

blir tidt resultatet orginalest. —

Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,

og drive det igennem som flint og stål!

Bryde, på alle kanter og ender,

de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —

sprænge i luften sin rigdoms skat, —

sige sin kærligheds lykke godnat, —

alt for at finde det sandes mysterium, —

det er den ægte forskers kriterium! —

Jeg føler mig lykkelig over al måde.

Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.

Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!

Det er vel tilgiveligt om jeg knejser

og føler mig selv, som manden Peer Gynt,

også kaldt menneskelivets kejser. —

Det svundnes facit og sum vil jeg eje;

aldri slide de levendes veje; —

samtiden er ej en skosåle værd;

både troløs og margløs er mændenes færd;

deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; —

og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!

Kanske vil der gå både vinter og vår,

og næste sommer med, og det hele år; —

men engang vil du komme, det ved jeg visst;

og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

Gud styrke dig hvor du i verden går!

Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!

Her skal jeg vente til du kommer igen;

og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!

Her kunde jeg passelig begynde min vandring. —

Nu er jeg altså ægypter til forandring;

men ægypter på grundlag af det gynske jeg.

Siden Assyrien jeg lægger ivej.

Helt at begynde med verdens skabelse,

det vilde bare lede til fortabelse; —

jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;

jeg finder jo altid den verslige spor igen;

og at se den, som man siger, i sømmene efter,

ligger udenfor både min plan og mine kræfter.

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,

til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.

Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;

får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.

Derpå til-lands om det røde hav;

kanske jeg kan finde kong Potifars grav. —

Så er jeg asiater. I Babylon jeg søger

de ryktbare hængende haver og skøger, —

det vil sige, de vigtigste spor af kultur.

Og så med et spring til Trojas mur.

Far Troja går der jo sjøvej direkte

over til det herlige gamle Athen; —

der vil jeg på åstedet, sten for sten,

befare det pas, som Leonidas dækte; —

jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,

finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer – ;

nej, det er s’gu sandt, – det er krig for tiden – !

Ja, så får Hellenismen ligge til siden.

Det er dog for galt, hvor længe det varer,

før solen rinder. Min tid er knap.

Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —

Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?

Af halvgudens aske stiger foryngende

fugle syngende.

Zeus, den alvitende,

skabte dem stridende.

Visdomsugle,

hvor sover mine fugle?

Du må eller råde

sangens gåde!

Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik

fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.

Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —

Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.

«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,

men forstod ikke rigtig texten til sangen.

Det hele var naturligvis sansebedrag. —

Ellers intet af vægt observeret idag.»

Nej, hvor i alverden har jeg truffet før

noget halvglemt, som minder om dette skabilken?

For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.

Var det en person? Og, i så fald, hvilken?

Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind

ligned de såkaldt Dovregubber,

slig, som han sad der, stiv og stind,

med enden plantet på søjlestubber. —

Men dette underlige krydsningsdyr,

denne bytting, på engang løve og kvinde, —

har jeg også ham fra et eventyr?

Eller har jeg ham fra et virkelig minde?

Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!

Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —

det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —

Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; —

ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;

men ellers den samme i hovedsagen. —

Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,

når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!

Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.

Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!

Hej, Bøjg, hvem er du?

Ach, Sphinx, wer bist du?

Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!

Wer bist du?

Det taler jo sproget færdigt!

Den observation er ny og min.

«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

Et menneske!

Nå, det er ham, som prater.

«Kom senerehen til andre resultater.»

Min herre, undskyld – ! En lebensfrage—!

Hvad fører Dem just idag herhen?

En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.

Hvad? Sphinxen – ?

Jeg har kendt ham i gamle dage.

Famost! – Og det efter denne nat!

Min pande hamrer! Den er nærved at revne!

De kender ham, mand? Tal! Svar! Kan De nævne,

hvad han er?

Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.

Han er sig selv.

Ha, livsgåden glindste

som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er

sig selv?

Ja, så siger han idetmindste.

Sig selv! Omveltningens stund er nær!

Deres navn, min herre?

Jeg er døbt Peer Gynt.

Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. —

Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, —

det kommende, hvis komme var mig forkyndt —

Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente – ?

Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!

hver ord er ligsom en bundløs lære!

Hvad er De?

Jeg har altid prøvet at være

mig selv. Forøvrig her er mit pas.

Atter det gådefulde ord på bunden!

Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!

Kejser?

Kom!

Er jeg virkelig kent – ?

Fortolkernes kejser – på selve fundamentet!

Schafmann, sig mig, hvor er direktøren?

Kørt ud imorges længe før dag.

Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;

thi nat —

Hys, stille; der er han ved døren!

I sanhed, en yderst begavet mand;

næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.

Så dette her er de lærdes klub?

Her vil De finde den, rub og stub; —

de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;

den er nylig forøget med hundre og treds —

Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, —

ind i burene med jer fluks!

Vi?

Hvem ellers? Afsted, afsted!

Når verden snurrer, så snurrer vi med.

I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.

Men, bedste herr doktor og direktør – ?

Ingen af delene! Jeg var det før – .

Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft —

Hvad er det?

Lov mig, De ikke vil skælve.

Jeg skal prøve —

Den absolutte fornuft

afgik ved døden i aften kl. 11.

Gud fri mig – !

Ja, det er yderst beklageligt.

Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;

thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste

for en dårekiste.

En dårekiste!

Ikke nu, forstår De!

Nu skønner jeg stedet!

Og manden er gal; – og ingen ved det!