Читать книгу Lissabon - Группа авторов - Страница 5

jens lysdal

Bortset fra et kort interrailbesøg i tertiærtiden besøgte jeg første gang Lissabon i december 2003. Jeg havde lige overstået en længere turné med mit band og mente derfor, at den eneste rimelige kompensation for veludført arbejde måtte være et besøg i et land med et betydeligt venligere vinterklima og en anden mennesketype. Det skulle vise sig at blive starten på et langvarigt forhold, der kom til at indbefatte en forelskelse i både befolkningen, kulturen, maden, tempoet – og en kvinde. Jeg har siden været i Lissabon flere gange om året og tre gange turneret i Portugal med min trio med brødrene Bjarke og Jakob Falgren (violin og bas) og som solist. Min begejstring for byen, og ikke mindst menneskene og kulturen, har siden beskrevet en opadgående linje. Portugisernes livsattitude ligger – set i europæisk perspektiv – lige så langt væk fra den danske, som geografien antyder. Det er muligvis derfor, Lissabon gør mig det så godt, og det er sikkert grunden til, at jeg altid føler mig mere ’hel’, når jeg har været dernede.

konservatisme

mad, musik og mentalitet

Mit førstehåndsindtryk af Lissabon og dens indbyggere – og førstehåndsindtryk skal man være både respektfuld og kritisk over for – kan kort opsummeres med ordene ’oprigtighed’ og ’tålmodighed’. Hver gang jeg tog kontakt til en af de indfødte, oplevede jeg en sjældent konsekvent mental tilstedeværelse, som ramte mig et sted i sjælen og gjorde mig opmærksom på mit eget nærvær – eller mangel på samme. Denne attitude, som stadig virker dybt velgørende på mig, må være en del af Lissabons sjæl, for efter knap tolv år med jævnlige besøg er jeg stadig ikke løbet ind i en person, der ikke har givet mig og min forespørgsel den opmærksomhed, der skulle til, for at jeg kunne få så grundigt et svar som muligt. Selv trivielle turistspørgsmål lader ikke til at give lisboeterne en oplevelse af tabt tid eller fortjeneste, men snarere en velkommen menneskelig kontakt.

Bortset fra de helt oplagte turistfælder og restauranter med menuer på seks sprog har man heller ikke fornemmelsen af, at det pekuniære interesserer ekspedienterne synderligt. I Lissabon føler man sig ikke bare som et VISA-kort med arme og ben, hvilket er en ualmindeligt rar afveksling fra attituden i de fleste andre vestlige hovedstæder. Portugiserne har med andre ord tid. En overset luksus, der ovenikøbet er gratis, selvom vi andre hårdnakket prøver at overbevise os selv om det modsatte.

Et andet kodeord til forståelse af byens sjæl, som jeg heller ikke har fået dementeret endnu, er begrebet ’konservativ’ (i ordets egentlige og upolitiske betydning). Jo mere fornemmelse jeg får af Lissabon og resten af landet, jo mere opfatter jeg portugisernes konservatisme som en livskvalitet, der er meget tæt knyttet til deres måde at være i livet på. Og med det blinde ræs mod det seneste nye og ’mere af alting’-attituden, der florerer andre steder, ikke mindst i hovedstæder, forekommer Lissabon at være en oase med sit eget tempo og åndedræt, der siger: ”Ro på, min ven. Hvorfor alt det hastværk?”

portugisisk konservatisme

Strengt taget giver det ingen mening at beskrive noget samfund som ’konservativt’, da alle – med eller imod deres vilje – er i konstant bevægelse. Men som grundattitude til tilværelsen tør jeg godt sætte dette prædikat på portugiserne. Selv ikke i hovedstaden Lissabon fornemmer man nogen særlig dragning mod unødvendige forandringer. Nye ting og tiltag synes ikke i sig selv at være en attraktion. Hvis man synes, at den mad, man spiser, smager godt og passer til ens ernæringsmæssige behov og økonomiske formåen, hvorfor så kaste sig ud i tidrøvende eksperimenter med retter fra den anden side af kloden? Hvis man er godt tilfreds med sin butik, med lokalområdet og med sine kunder, hvorfor så udvide eller flytte biksen til den anden ende af byen? Man risikerer jo både besvær og stress. Sådan synes lisboeternes attitude at være.

Da jeg for nogle år siden var på turné i Portugal med min trio, stødte vi en dag ind i Lissabons mest berømte fiskekonservesbutik, Conserveira de Lisboa. Fiskeprodukter på dåse har i mange år været en vigtig portugisisk eksportartikel, og Conserveira de Lisboa, der åbnede i 1930, er en lille butik med træhylder og højt til loftet og med tusindvis af fiskeprodukter på dåse i alverdens farver og indpakninger.

Den kvindelige ejer står selv bag disken, og da vi kom ind, var hun i gang med at betjene tre franske turister, så vi satte os til at vente på en bænk i lokalet. Ejeren var i fint humør, og det samme var de franske turister. De snakkede og grinede længe sammen, før det første indkøb blev foretaget: en dåse sardiner. Mere snak og latter, mens butikken langsomt blev fyldt op af kunder. Efter endnu et kvarter fulgte næste transaktion, denne gang en gul dåse med tun. Tunen befandt sig på en af de øverste hylder og kunne kun nås ved, at den forholdsvist lille kvinde bag disken stillede sig op på en trappestige og med et griberedskab fra forrige århundrede forsøgte at hapse den ønskede dåse. I halvdelen af tilfældene havde kvinden kun delvis succes, forstået på den måde, at dåserne ganske vist havnede tættere på kunderne, nemlig nede på gulvet, men som regel efter en spontan flyvetur, der i et enkelt tilfælde gik via ejerens hoved. Kvinden bag disken lod sig dog ikke distrahere af den flyvende konserves, og heller ikke kunderne syntes at finde fremgangsmåden usædvanlig, så denne del af kundeservicen (og underholdningen) ændrer sig næppe i det nuværende ejerskab.

Fiskekonserves er én af Portugals mest kendte eksportvarer. Lissabons mest berømte butik hedder Conserveira de Lisboa. En lille og enkel butik med dåser i alle farver fra gulv til loft, hvor der ikke lader til at være ændret det store siden åbningen i 1930. I butikken er der en træbænk til ventende kunder. Den er der brug for, for de har ikke travlt © Heather Cowper

Butikken var nu fyldt til bristepunktet, og vi sad efterhånden tæt på bænken. Sammen med tolv andre ventende kunder bevidnede vi efter endnu et kvarter et nyt salg – denne gang en dåse blæksprutter. Humøret var stadig helt i top ovre ved disken, men intet tydede på, at de franske kunder, der nu havde lagt beslag på butikkens eneste ekspedient i en halv time, havde foretaget deres sidste indkøb – eller fortalt deres sidste historie. Da vi ikke var benhårdt opsat på at købe noget eller overnatte i butikken, besluttede vi at liste diskret bort. I døren fik vi for første gang øjenkontakt med kvinden bag disken, der med et blik tydeligt lod os forstå, hvad hun mente om visse menneskers utålmodighed og mangel på pli.

Zé dos Cornos i Mouraria-kvarteret er en typisk, lokal tasca. Et lille enkelt, ofte familiedrevet, sted med et simpelt menukort, der ikke adskiller sig meget fra de hundredevis af andre i byen. Disse uformelle smårestauranter/cafeer fungerer som vigtige sociale vandhuller og mødesteder i Lissabon og er et rigtigt godt sted som turist at få en fornemmelse af byens vibe

tascaer

For en musiker, der ofte færdes i hovedstæder, er det slående at konstatere, hvor få udenlandske restauranter Lissabon rummer. Bevares, de findes hist og her, men fremmed gastronomi har slet ikke som i andre metropoler overtaget i forhold til den lokale mad. En af grundene er sandsynligvis, at det centrale Lissabon bebos af helt almindelige mennesker i helt almindelige lønrammer. De lokale skal med andre ord dagligt have billig og god mad, som de kender og kan lide. Parret med befolkningens omtalte konservatisme og en sydlandsk tradition for ofte at spise ude giver det et enormt kundegrundlag for byens mange tascaer og familiedrevne restauranter.

Ud over deres basale affodringsfunktion fungerer Lissabons tascaer også som sociale mødesteder og vandhuller for de lokale. En tasca er et oplagt first-stop for førstegangsbesøgende, da man her kan få en idé om stemningen i lokalområdet. Disse små madhuler er næsten altid familieejede, og det er de samme 15-20 retter, der går igen fra sted til sted. Maden er altid i orden, men det er ikke på tascaerne, at man udvider sit gastronomiske repertoire; bare at være der, slappe af og snakke med vennerne er hovedsagen. Så find en tasca uden for turiststrøgene, sæt dig ned og slå antennerne, ørerne og næseborerne ud – og glem klokken. Så er du godt i gang med at skyde dig ind på Lissabons vibe.

Tascamad skal ikke være dyr, og hvis den er, skyldes det som regel ikke forhøjet madkvalitet, men ubrugelig hype. Der findes i hundredvis af tascaer i Lissabon, og det er sjovest selv at finde en, men jeg kan anbefale Zé dos Cornos i Mouraria-kvarteret, hvor kun få turister kommer.

På tascaer finder man typiske bonderetter fra det portugisiske køkken, blandt andet caldo verde (suppe lavet på en slags kål med kartofler, løg, olie, hvidløg og i bunden af skålen en skive chorizo-agtig pølse), bifana (en forenklet hamburger med svinekød – ikke altid så kedeligt, som det lyder), pastéis de bacalhau (fiskefrikadeller med klipfisk, som vi nok skal vende tilbage til), sardinhas assadas (grillede sardiner), feijoada (en bastant bønneret med tomat, pølse og gris), bife (bøf i diverse udskæringer, altid velsmagende, nogle gange ligefrem mør), febras assadas (stegt svinekød) eller porco preto (sortfodsgris) samt bitoque (en skive culotte med tilbehør, som regel ris og spejlæg). Blandt desserterne finder man arroz doce (risbudding med kanel), baba de camelo (et miks af kondenseret mælk, æggeblomme og nødder) og pastéis de nata (wienerbrødsagtig sag med creme og kanel – rigtig god). Vil man have den helt rigtige udgave, må man tage til bydelen Belém, hvor kagerne kaldes pastéis de Belém.

Hvis du ikke ubønhørligt vil stemples som den turist, du er, bør du efter måltidet bestille en kop kaffe, der koster en fjerdedel af, hvad den – helt urimeligt – gør derhjemme. Kaffe er en vigtig del af det sociale liv i hele Portugal, der på grund af den nære tilknytning til Brasilien og Afrika har adgang til de bedste bønner. Der er talrige varianter på kortet, for eksempel bica (espresso), café pingado eller garoto (espresso med lidt mælk i), abatanado (’almindelig’ sort kaffe), meia de leite (svarer til café au lait) og galão (caffe latte, serveret i glas).

restauranter

Lissabons restauranter adskiller sig fra tascaerne ved at have et lidt større menukort, måske også lidt bedre vine. De samme retter som ovenfor går igen, og hertil kommer et par fiskeretter. Det kunne være dourada (guldbras), robalo (havbars), linguado (søtunge) og salmão (laks) – der næsten altid serveres grillet eller stegt. Endelig er der portugisernes højt elskede bacalhau: tørret og saltet torsk, der sjældent ses på tascaer, men altid er at finde på restauranterne. Selv om jeg endnu ikke har afprøvet alle de mange hundrede forskellige tilberedningsmetoder af portugisernes yndlingsfisk, må jeg, for at opretholde min integritet, holde benhårdt fast i talemåden ”ærlighed varer længst” og fastslå, at jeg ikke fatter, hvad de vil med al den gamle torsk. Forklaringen skal sandsynligvis findes i portugisernes konservatisme: ”Sådan har vi gjort (alt for) længe. Mine oldeforældre syntes, det smagte fremragende, og der er ingen af os, der klager, så hvorfor ændre noget?” Hvis man drømmer om frisk fisk, skal man styre uden om bacalhau.

Et eksempel på en typisk portugisisk restaurant er Princípe do Calhariz i Bairro Alto-kvarteret. Et folkeligt og støjende sted med fuld knald på kedlerne og gode retter på menuen. Bordene står tæt, og tjenere og kokke sveder og pukler for deres løn. Først kommer oliven og brød på bordet – kvaliteten indikerer som regel stedets niveau – og derefter kan man vælge mellem gode, simple retter som grillet fisk, kylling, rejer, okse- og svinekød. Tilbehøret er typisk pommes frites eller ris og en salada mista – blandet salat – med iceberg, tomat og løg (portugisiske sommerløg smager som slik og er langt mildere end de danske). Dressingen styrer man selv med olie- og eddikeflaskerne på bordet.

Bacalhau/klipfisk er – sandsynligvis af historiske årsager – en meget populær spise i Portugal

Det er ikke det højere gastronomiske skoleridt og langt fra haute cuisine, men det smager jerngodt, for kokkene ved, hvad de har med at gøre, og har ikke bestilt andet hele deres liv. Hvis man dertil nedsvælger en af stedets blændende og efter danske forhold særdeles billige vine, mangler der absolut ingenting. Príncipe do Calhariz har et godt renommé både hos de lokale og blandt turister, og der er af og til kø. Hvis der skulle være fuldt booket, er Casa de India længere nede ad samme gade lige så god og serverer trods navnet samme slags mad.

Mercado da Ribeira nær togstationen Cais do Sodré er en portugisisk pendant til Torvehallerne i København, med både restauranter og masser af gode råvarer (grøntsager, brød, fisk, kød m.v.). Et godt sted at få et overblik over det portugisiske køkken – inklusive afrikanske importvarer. Der serveres også specialiteter fra resten af verden © TimeOut Lisbon

på marked

Mercado da Ribeira nær togstationen Cais do Sodré nede ved floden er det oplagte sted at besøge, hvis man vil have indblik i, hvad Portugal kan tilbyde af fisk, kød, grøntsager, brød, kager med mere. Det er et af de eneste steder i byen, hvor man kan smage frisk torsk, men man kan også få mad fra resten af verden, blandt andet pizza og asiatiske specialiteter. Stedet er opdelt i to sammenhængende haller, en med restauranter og cafeer og en anden med ferske råvarer.

Der er også en økologisk butik i området, som jeg anbefaler at støtte, da de lokale sjældent har råd. I engros-hallen finder man foruden velkendte grøntsager og frugter en række afrikanske importvarer, der sjældent ses på nordeuropæiske markeder. Køb for eksempel en annona, der smager som en blanding af banan og fersken og portvin (frugten er ikke desto mindre alkoholfri.) Når den er moden (mærk efter – den skal være blød), kan den spises med ske.

I det hele taget bør man spise så meget frugt som muligt, når man er i Lissabon, da det hele smager af meget mere, navnlig i sæsonen. Nektariner, ferskner, blommer, figner og meloner er bedst ud på sommeren og det tidlige efterår. I oktober og november er det granatæblernes tur. Appelsiner og klementiner (de bedste kommer nede fra Algarve) har sæson i vinterhalvåret. Det samme gælder annona og mangofrugt fra Brasilien. Nespera (japanmispel på dansk) er en forårsfrugt, og vindruerne er gode fra juni og de næste par måneder.

havets betydning

På grund af Lissabons geografiske placering ved havet er varer, ideer, kulturer og traditioner i en lind strøm skyllet ind over byen gennem århundrederne. Således også det afrikanske køkken. Der er formentlig flere restauranter med mad fra de gamle afrikanske kolonier (Mozambique, Angola, Cap Verde, São Tomé med flere), end der er burgerbarer i byen. De fleste er billige og serverer blændende mad med nye og overraskende smagskombinationer.

En af de rigtig gode og autentiske er Cantinho do Aziz (Aziz’ køkken), et ydmygt sted i det historiske kvarter Mouraria (neden for slottet São Jorge – i øvrigt et godt visuelt fikspunkt, hvis man vil orientere sig i byen). Stedet blev åbnet i 1980 af Aziz, der kommer fra Mozambique og forinden arbejdede som tjener på en nærliggende afrikansk restaurant. Aziz og hans kones nye sted blev hurtigt populært blandt de lokale på grund af den autentiske og billige mad, og det har ikke ændret sig siden åbningen.

Da jeg var der sidst, kostede prato do dia (dagens ret) inklusive drikkevarer, frugt og kaffe 6 euro. Maden er en blanding af det mozambiquiske og det indiske køkken, hvilket skyldes, at Mozambique har mange immigranter fra Indien. Så hvis man er glad for indisk mad og kan forestille sig det blandet med kokosmælk, maniok og cashewnødder, kan det ikke gå galt her. Stedet er inden for de senere år blevet opdaget af andre end de lokale, så man bør reservere bord eller komme tidligt, hvilket i Portugal vil sige før klokken 20. Der er som regel bedre plads til frokost.

Skaldyr er jo aldrig decideret billig mad, men hvis man alligevel har proppen af, bør man vælge Lissabons bedste cervejaria (egentlig bryggeri på dansk, men minder mest om et fransk brasserie). Det hedder Ramiro, og sammenlignet med, hvad man betaler for skaldyr andre steder i verden, er det absolut ikke noget rip off. Alt er pivfriskt, tempoet er højt, indretningen simpel og praktisk, vinene gode. Her kommer krabben, dér ligger hammeren, så kører vi! Ud over klassikerne som krabbe, hummer, jomfruhummer, tigerrejer og så videre er én af mine yndlingsretter amêijoas (hjertemuslinger), der i Portugal altid serveres på et metalfad med en sauce af citron, olivenolie, hvidløg og koriander. Når man har spist muslingerne, kan man forøge og forlænge livsglæden ved at dyppe brødet i saucen. Ramiro er et klassisk sted og har den lidt besynderlige tradition, at man bliver tilbudt en bifana (svinekød i en bolle) bagefter, hvis man ikke skulle være blevet helt mæt.

sardinfestivalen santo antónio

Hver sommer afholder Lissabon den årlige sardinfestival. Det er kulminationen på den fjorten dage lange festival for Os Santos Populares (Folkehelgenerne), der hedder Festa do Santo António. Festen er opkaldt efter Sankt Antonius af Padua, der blev kanoniseret den 13. juni 1232, kun ét år efter sin død – hvilket er en verdensrekord, som han stadig er indehaver af. Under festen bliver Lissabon grundigt pyntet op, der er masser af musik og dans i gaderne, og floder af caldo verde (kålsuppe) og vin bliver skyllet ned sammen med det vigtigste: grillede sardiner, der tilberedes på hvert eneste af byens gadehjørner.

Hvis ordet ’folkefest’ skal have sin berettigelse, er juni måned i Lissabon anledningen. Jeg har deltaget flere gange og bliver altid opslugt af stemningen, lydene, duftene og de tusindvis af mennesker, der vader rundt og spiser, drikker, snakker, danser og glemmer, hvad klokken er. Sammenlignet med en dansk havnefest er det påfaldende, hvor ordentligt det – til trods for dynamikken og alkoholen – foregår. Tag bare børnene med, men sørg for at holde dem i hånden, og skriv en mødestedsadresse i panden på dem, hvis I skulle komme væk fra hinanden.

vegetar i lissabon

Udbuddet af vegetarisk mad er eksploderet i Lissabon de senere år. En af de ældre og stabilt gode restauranter er Jardim dos Sentidos (Sansernes Have). Her serveres fremragende vegetarmad, og i en tilstødende bygning kan man få kropsmassage i mange variationer, for eksempel deep tissue, shiatsu, zoneterapi, hot-stone og ayurvedisk massage. Stedet blev startet af Anna, der for elleve år siden begyndte restaureringen af de faldefærdige, men smukke, bygninger og den lille have mellem to huskarreer, der oprindeligt var en lille offentlig park. Selv om hun til at begynde med hverken havde forstand på mad eller massage, drømte hun om at skabe et særligt og roligt sted, og derfor allierede hun sig med kapaciteter fra begge områder. Stedet er smukt og enkelt indrettet, og renoveringen er sket med stor sans for bygningernes historie. Møblementet er simpelt og harmonerer smukt med beplantningen.

Ude i haven har Anna rejst et tibetansk nomadetelt til brug for workshops, private middage og par-massage. Rum skaber følelser, og et telt skaber markant anderledes rammer end konventionelle rum. Alt er harmonisk og velovervejet uden spirituelle eller religiøse bagtanker, for målet har hele tiden været at skabe et roligt og afslappet sted, hvor man kan spise god og sund mad. Selv er Anna storryger, så man må gerne ryge ude i haven. Menuen består blandt andet af en meget lækker og afvekslende buffet til 9 euro, inklusive suppe og duftende jasmin-te. Ved mit sidste besøg var broccoli-fennikelsuppen i perfekt balance, og der var også en delikat rødbedemos med søde kartofler, som både kunne nydes solo og som akkompagnement til stort set alle de andre retter. Efter maden fik jeg en halv times massage af Paolo, og så var jeg klar til en morfar af de helt store.

musikken

En lokal forklarede mig engang, at portugisernes mentalitet skyldes mødet mellem arabisk fatalisme og afrikansk laissez-faire. Ud af Portugals fortid som stormagt og nutid som europæisk randområde opstod det, han kaldte ”den portugisiske blues”: befolkningens melankolske og pessimistiske syn på tilværelsen. Nationalmusikken fado (ordet kommer af det latinske fatum, der betyder skæbne) er et andet udtryk for denne sindstilstand, mente han – men dét må stå for hans egen regning.

Min første berøring med portugisisk musik skete i bydelen Graça hos Tasca do Jaime, et lille sted med seks-otte borde, hvor der hver lørdag synges fado, både af lokale entusiaster og af større navne. Fado er en demokratisk og social musikgenre, hvor historien er vigtigere end solisten. Hos Jaime er solisternes niveau forbavsende højt, og Jaime selv byder også selv i ny og næ ind med en sang, som han leverer med stentorrøst og nerve, mens hans kone Laura med lynende øjne tysser af dem, der ikke kan finde ud af at give musikken og historierne den respekt, de fortjener.

Da jeg i 2003, helt Portugal-grøn, ankom til Tasca do Jaime for at suge til mig af stemningen og musikken, gav en smuk kvinde sig til at tekst-assistere sangene, så jeg kunne forstå historierne. Det er hendes skyld, at jeg i dag er i stand til at skrive nogenlunde kvalificeret om Lissabon (og muligvis hænger der stadig et foto af vores første møde på én af væggene i det lille lokale). Et par år senere blev jeg inviteret til at spille et par sange hos Jaime og Laura. Musikere kender ikke større glæde end at få lov at spille på den slags autentiske musiksteder, hvor musikken og ordene får lov til at fylde sjælene helt ud.

Som overalt i verden har små spillesteder det svært i Portugal. Folk er efterhånden blevet vænnet af med at betale for at høre musik, og det smitter af på live-miljøet, hvor kun de allerstørste navne kan tiltrække et betalende publikum. Og det er en stor skam. Jeg har hørt rigtig mange koncerter i mit liv. Gode, kedelige, overraskende, hypede, fantastiske, dårlige, for høje, for lave, for korte og for lange. Jeg kan uden blinken konstatere, at langt de bedste oplevelser har været på mindre steder. Det kan være noget af et antiklimaks at se ens allerstørste musikalske helte på de store scener. Den slags koncerter har en tendens til at blive ’se giraffen’-oplevelser, og musikken når aldrig helt derind, hvor den for alvor rører ved noget.

Musikalske mellemregninger, overraskelser og intuitive indfald – som er de situationer, hvor musikken lever og holder op med bare at være reproducerende – bliver ofte luget ud i effektivitetens navn, og som publikum føles det ofte, som om man bliver ’spillet ned til’ eller ’hen over’. Og så er der hele lydaspektet på de store scener, hvor grænsen mellem for højt og for lavt er hårfin, og hvor problemet med at tilfredsstille alle de mange tusinde tilskueres ører ofte er uløseligt. Alle, der har optrådt professionelt, ved, at publikums reaktion og indlevelse er afgørende for koncertens dynamik, og hvis den mangler, bliver det ofte en flad fornemmelse, hvor selfien bliver det væsentligste udbytte.

På små spillesteder er man så tæt på musikkens tilblivelse i nuet, at man faktisk er en del af koncerten. Man kan se, høre, lugte og mærke lokalet, man er tæt på musikerne, som – hvis de har noget på hjerte – forholder sig til publikum og transformerer øjeblikket til en unik oplevelse. Som publikum på de små steder fornemmer man intuitivt, når musikerne på scenen tager en chance og gør noget, som ikke var aftalt på forhånd. Når improvisationerne lykkes, er man fælles om et lille mirakel af intuition og kommunikation, og det hele løfter sig. Man glemmer verden omkring sig, både oppe på scenen og nede på gulvet. Den slags sker stort set aldrig på de store scener.

Jazz er en af de genrer, der ikke fungerer særlig godt på store scener, men nærmest er skabt til det lille format. Dette format finder man på Hot Clube da Portugal, der højst passende har adresse på Praça de Alegria (Glædespladsen). Klubben åbnede i 1948 og er dermed en af de ældste jazzklubber i Europa og blandt de tre ældste (endnu eksisterende) i verden. Det oprindelige ’klubhus’ brændte i 2009, men to år senere – efter kampagner og folkekrav – genåbnede Hot Clube et par numre længere oppe på pladsen. Her er alt, som det skal være, for at man kan lade sig opsluge af musikken: ikke for mange siddepladser, god akustik, et godt anlæg, en lille scene, så folk også dér står tæt – og hos personalet en respektfuld indstilling til musikken og til dem, der udfører den. Sådan skal betingelserne være, for at alle kan få det maksimale ud af oplevelsen.

Hot Clube de Portugal er verdens tredjeældste stadig aktive jazzklub. Den ligger meget passende på Praça da Alegria (Glædespladsen) og opfylder alle krav til en god intim lytteoplevelse med musikken i centrum. Der er mest portugisiske navne på plakaten, men koryfæer som Count Basie, Dexter Gordon, Freddie Hubbard og Pat Metheny har også i tidens løb kigget forbi til nattejam

At der er så få pladser, er både stedets styrke og svaghed. Styrke, fordi det er overskueligt og giver gode rammer. Svaghed, fordi det økonomisk er svært at få til at løbe rundt. Så der er langt mellem de store navne, men der findes også gode portugisiske musikere. Som regel er det her, mange af de store navne smutter hen efter at have spillet større koncerter ude i byen. Gæste-jamsession-listen omfatter blandt andet Count Basie, Dexter Gordon, Benny Golson, Lee Konitz, Freddie Hubbard, Max Roach og Pat Metheny.

Et andet lille sted, hvor man både kan høre jazz og fado, er Duetos da Sé. Stedets ejere er brødrene Carlos og Eduardo Lála, der kommer fra henholdsvis restaurations- og musikbranchen. God mad og vin og en lydhørhed for musikken, der mest er i den stille ende – hvilket er fint og passende, da lokalet er forholdvis lydt.

O Chapitô, tæt på slottet, har en af Lissabons bedste udsigter og fungerer som bredspektret kulturcenter. Det blev startet af en gruppe gadeartister i 80’erne og er nu spillested, café, restaurant, teater-, danse- og gøglerskole. Skolen uddanner også sceneteknikere og scenografer og har et dagtilbud for børn samt et resocialiseringsprojekt for tidligere kriminelle, som er støttet af justitsministeriet. Altså en markant og bred kulturspiller, der har som sit formål at ”aktivere civilsamfundet med kunst og kreativitet”, som der står på deres hjemmeside. Der er med andre ord tale om kunstnere med holdning til og ønsker om at påvirke det omgivende samfund. We like.

Gøglercafeen afholder masser af interessante kulturelle arrangementer, blandt andet koncerter i mange forskellige genrer og med musikere fra hele verden. Et oplagt sted at starte sit Lissabon-ophold, hvis man vil møde andre, der også synes, livet er for kort til charterudflugter og mainstream. Restauranten laver desuden glimrende mad.

Jeg troede, at jeg for længst havde fået nok af at chille ud til dj-musik på hypede steder i rå industribygninger. Men det var indtil jeg stødte på Clube Ferroviário, der oprindeligt var en klub for byens jernbanepersonale. Stedet er smart på den udslidte, laid back- og low key-agtige måde, og Afrika er konceptets mellemnavn. Oppe på tagterassen sidder man på gamle togsæder uden formildende omstændigheder, tjenerne går i deres eget tøj uden koordineret tema eller stil. Alligevel er det uomtvisteligt et sted med stil – se, dét er stil! Man føler sig med andre ord ikke som idiot eller wannabe af at være her, bare fordi man har holdt sin 30-års fødselsdag for en del år siden. Publikum er voksne i alle aldre og farver, der bare har lyst til at lytte, danse, drikke, snakke, nyde gode drinks og sidde udenfor inde i byen.

Hver torsdag aften er der kizomba-tema, hvor gæsterne i deres mest funky-elegante tøj lader sig opsluge af dansen og hinanden. Kizomba er oprindeligt en dans fra Angola, men den moderne udgave er langsommere og mere sensuel. Kizomba-aftener er oftest med dj, men der er også live-musik på stedet, nogle gange af meget høj kvalitet. Clube Ferroviário ligger lige op ad banelegemet med udsigt over havnen, omkring en 5-euros taxatur fra centrum, og efter et par drinks, lidt aktivitet på dansegulvet, en nattetemperatur omkring 27 grader og med månen over hovedet råber de livsbekræftende metaforer om kap for at blive hørt. Hvis man ikke allerede er blevet carpe diem-ficeret og poetisk af stedet, skulle lyden af de forbigungrende tog og skibenes tuden i havnen nok klare resten.

noter

dåsefisk

Conserveira de Lisboa Rua dos Bacalhoeiros 34. Baixa. Se www.conserveiradelisboa.pt.

lounge og solnedgang

Clube Ferrovirio Rua de Santa Apolónia 59. Apolónia. Se www.facebook.com/clubeferroviario.

tascaer

Cervejaria Ramiro Avenida Almirante Reis 1. Intendente. Se www.cervejariaramiro.pt.

Zé dos Cornos Beco dos Surradores 5. Mouraria. Se www.facebook.com/ZeCornos.

spillesteder

Duetos da Sé Travessa do Almargem 1B. Alfama. Se www.site.duetosdase.com.

Hot Clube de Portugal Praça da Alegria 48. Restauradores. Se www.hcp.pt.

O Chapitô Costa do Castelo 1. Castelo. Se www.chapito.org.

vegetarmad

Jardim dos Sentidos Rua da Mãe de Água 3. Restauradores. Se www.jardimdosentidos.com.