Читать книгу Lissabon - Группа авторов - Страница 6

niels christian frederiksen

Jeg er formentlig et af landets mest fodboldbegejstrede mennesker. Sådan har det været siden midten af 1970’erne, da der hverken var adgang til internettet eller til kabel-tv. Af selvsamme årsag var man tvunget til at lytte til den summariske oplæsning på P3’s sene nyhedsudsendelse, hvis man ville orientere sig om resultaterne fra den daværende Europa Cup. Et af de hold, der igen og igen blev råbt op, var Benfica. Dén klub har jeg fulgt opmærksomt siden dengang, og jeg har da også haft store oplevelser i selskab med den, eksempelvis kommenterede jeg Europa League-finalen i 2013, som Benfica tabte til Chelsea i Amsterdam. Størst indtryk gjorde det imidlertid på mig, da jeg syv år forinden interviewede legenden Eusébio på Estádio da Luz i Lissabon. I det daglige er jeg rejsende kommentator for TV3 Sport, hvor jeg beskæftiger mig med dansk og engelsk fodbold og verdens stærkeste klubturnering – Champions League. Jeg har skrevet to bøger om international fodbold og bidraget til adskillige andre.

fodboldfeber

benfica ou sporting?

Det er formentlig de fleste bekendt, at fodbold fylder ikke så lidt på den iberiske halvø, hvor spillet rangerer blandt de ypperste kunstarter. Få steder er interessen så stor som i Lissabon, hvor det anses som en væsentlig del af identiteten for de mandlige indbyggere at bekende sig til ét af byens to storhold. ”És do Benfica ou do Sporting?” er det spørgsmål, man oftest bliver stillet på byens mange fodboldfikserede cafeer og barer. Fodboldfeberen stimuleres af talrige tv- og radioprogrammer og nok så væsentligt af de daglige sportsaviser, A Bola og Record, der begge dækker enhver tænkelig detalje omkring de to klubber, som tilsammen mønstrer næsten 400.000 betalende medlemmer.

Som turist i Lissabon slipper man kun vanskeligt for at blive hvirvlet ind i fodboldens univers – også selv om man gør sig de ihærdigste anstrengelser for at undgå det. Benficas røde og Sportings grønne og hvide farver fylder kolossalt i bybilledet, og i butikkerne og barerne hænger klubvimplerne side om side med gulnede fotografier af fortidens idoler. Især når mesterskaber skal fejres, er der gang i Lissabons gadeliv. Så bliver den centrale og normalt stærkt trafikerede rundkørsel Praça do Marquês de Pombal spærret af for biler, hvorefter begejstrede fodboldfans får frit lejde til at synge og antænde fyrværkeri, mens statuen af Markisen af Pombal, der troner på sin sokkel midt i rundkørslen, iklædes vinderholdets trøje.

Et tilsvarende leben gør sig gældende nede for enden af Avenida da Liberdade, når Portugals landshold deltager i de store slutrunder. På pladsen Praça da Figueira vises kampene på et opstillet lærred, hvilket også er tilfældet i bøf-mekkaet Café Império, der ligger centralt, men alligevel en smule hengemt på den to kilometer lange Avenida Almirante Reis. Restaurantens Hollywood-design anno 1955 flugter ikke umiddelbart med fodbold, men man skal ikke tage fejl. Endevæggen domineres af en enorm skærm, hvor man kan følge heltenes udfoldelser på græsset fra ethvert hjørne af lokalet.

Praça do Marquês de Pombal er pladsen, hvor Benficas og Sportings tilhængere fejrer triumferne. De synger fansange og antænder fyrværkeri, mens statuen af Sebastião José de Carvalho e Melo iklædes klubtrøje © José Sena Goulão/Lusa

På Avenida da República i bydelen Saldanha ligger en anden restaurant, der er værd at nævne i denne forbindelse. Den hedder Galeto og kan med god ret kaldes et kulinarisk fyrtårn i Lissabon, for retterne er førsteklasses og ligger da også i den dyrere ende af skalaen. Hvad der gør stedet til noget ganske særligt, er, at man indtager maden siddende bag en disk i et højt lædersæde, mens kyndige tjenere farer rundt med tallerkner og kommenterer, hvad der foregår i fodboldtransmissionen på de ophængte tv-skærme. Hos Galeto er der både plads til Benfica- og Sporting-tilhængere.

Ønsker man sig en virkelig autentisk oplevelse, bør man dog bevæge sig hen til adressen Rua da Misericórdia 120 i hjertet af Lissabons partydistrikt, Bairro Alto, hvor Adega de São Roque ligger. Med spraglede mosaikfliser på væggene, solide træborde på gulvet og klassiske retter som bacalhao à minhota og bife à casa på menukortet adskiller beværtningen sig ikke i væsentlig grad fra de hundredevis af andre cervejarias (ølbarer) og tascas (små restauranter) – i området. Hvad der gør Adega de São Roque unik er, at loftet og væggene er dækket af halstørklæder og trøjer fra udenlandske fodboldklubber som et vidnesbyrd om, at dette er stedet at være i Lissabon, hvis man interesser sig for fodbold. Også her bliver man konstant udfrittet om, hvor ens fodboldsympatier ligger – hos Benfica eller Sporting?

Midt i Bairro Alto ligger Adega de São Roque. Baren er et must go-sted for fodboldfans, for væggene er dækket med halstørklæder og klubtrøjer, og snakken går livligt om stort og småt i fodboldens forunderlige univers

sport og politik

I Lissabon står fodbold højt på politikernes dagsorden, og det kom blandt andet til udtryk i forbindelse med EM-slutrunden i 2004, der blev afviklet i Portugal. Med den senere premierminister José Sócrates som organisatorisk drivkraft blev der investeret betydelige summer i idrætsfaciliteter, og det nød såvel Benfica som Sporting godt af, idet klubberne med offentlige midler i ryggen fik mulighed for at opføre to topmoderne arenaer – og det på trods af, at Benfica allerede rådede over ét af verdens største stadioner.

For så vidt er der intet nyt i, at magthaverne spejler sig i befolkningens interesse for fodbold. Sådan var det også under landsfaderen António Oliveira de Salazar, der sammen med sine kumpaner holdt Portugal i et jerngreb i årene 1932-1974. Under Salazars diktatur blev sloganet ”Fado, Futebol e Fátima” et institutionaliseret begreb i landet. Fátima (et valfartssted nord for Lissabon) og fado dækkede over henholdsvis Jomfru Maria-dyrkelsen og den traditionelle portugisiske folkemusik, mens futebol refererede til befolkningens passion for fodbold. I det hermetisk lukkede land, der under diktaturet var præget af fattigdom og analfabetisme, opdagede den politiske elite hurtigt effekten af at glorificere fodboldholdenes internationale bedrifter, og især Benfica kom til at spille en hovedrolle i regimets selviscenesættelse. Dét i en sådan grad, at klubben måtte lægge ryg til det lidet flatterende øgenavn: ”Regimets hold”.

Selv om det var arge Salazar-modstandere, der opfandt sloganet med de tre f’er, lå det i høj grad i vater med sandheden, og et eksempel på O Regime Salazaristas dyrkelse af Benfica oplevede landets mest privilegerede indbyggere i egne stuer under en af Rádio e Televisão de Portugals første direkte tv-transmissioner fra en fodboldkamp. Det var Europa Cup-finalen for Mesterhold mellem Benfica og CF Barcelona, der blev spillet i Bern den 31. maj 1961, og som sensationelt endte med en portugisisk sejr på 3-2. Dermed blev Benfica det første ikkespanske hold til at vinde kontinentets mest fornemme titel, hvilket det statslige fjernsynsmonopol fejrede i hele den efterfølgende uge ved at genudsende finalen mindst én gang i døgnet.

Allerede ved hjemkomsten til Aeroporto da Portela kunne Benfica-spillerne ved selvsyn konstatere, at de havde leveret en ekstraordinær præstation, for på den otte kilometer lange rute ind til Lissabons centrum havde regimets pr-afdeling foranstaltet en folkelig modtagelse, der ville have været nationalhelten Vasco da Gama værdig. Men hermed var det langtfra gjort, for Europa Cup-mestrene måtte tillige i audiens hos Salazar og præsident Américo Thomaz i Palácio de Belém, hvor alle spillerne modtog en medalje som symbol på deres indsats.

I de efterfølgende syv år spillede Benfica sig i yderligere fire mesterholdsfinaler, mens rivalerne fra Sporting vandt pokalvindernes Europa Cup-turnering i 1964. Disse triumfer blev systematisk udnyttet af diktaturet, og efter Nellikerevolutionen i 1974 erklærede en borger da også: ”For første gang i flere årtier har portugiserne fået noget andet at diskutere end fodbold og forholdet mellem Benfica og Sporting …”

den sorte panter

I september 1908 fusionerede to mindre klubber fra det nordlige Lissabon og blev til Sport Lisboa e Benfica. Den ene klub var blevet grundlagt fire år forinden og havde en ørn på sin røde klubtrøje, hvilket blev et vigtigt symbol i det nye samarbejde. Den anden havde et klubhus og nok så væsentligt adgang til en jordbane – og den slags baner fandtes der kun få af i starten af det 20. århundrede. De fleste klubmedlemmer var sønner af middelklassen, og blandt de toneangivende aktører var den 22-årige Cosme Damião, der blev anfører for holdet og sideløbende var så aktiv i bestyrelsesarbejdet, at han i dag lægger navn til Benficas storslåede museum. Siden stiftelsen har Sport Lisboa e Benfica, der også har hold inden for blandt andet basketball, håndbold og svømning, tilhørt den portugisiske fodboldelite. Det illustreres af, at klubben med foreløbig 34 nationale mesterskaber er Portugals suverænt mest vindende. Trods en lang og glorværdig historie er det imidlertid nemt at udpege klubbens vigtigste epoke, nemlig 1960’erne, hvor ”Ørnene” fra Benfica fløj frem til hele fem europæiske mesterholdsfinaler, hvoraf de to første blev vundet.

At det overhovedet lod sig gøre at konkurrere med fodboldklubber fra større og mere folkerige nationer, skyldes først og fremmest, at den stenrige kaffeimportør Maurício Vieira de Brito havde kastet sin kærlighed på klubben. Sammen med andre entreprenante folk, såsom den daværende klubpræsident Joaquim Ferreira Bogalho, blev Benfica professionaliseret, og samtidig fik man finansieret opførelsen af klubbens eget stadion i bydelen Luz, der ligger omkring syv kilometer nord for Lissabons historiske midte. Ved indvielsen i 1954 var der plads til 40.000 tilskuere på Estádio da Luz, hvilket hurtigt viste sig at være for lidt. Seks år senere var kapaciteten næsten fordoblet, så den bedre matchede klubbens bedrifter på grønsværen.

Uden for banen spillede Vieira de Brito en hovedrolle i kraft af sin personlige formue og sit netværk i Afrika, hvor hans importfirma var baseret. På det afrikanske kontinent lykkedes det hans talentspejdere at slå kløerne i en række talentfulde spillere, blandt andre den høje centerforward José Aguas fra Angola, der til dagligt ernærede sig som storvildtjæger og slet ikke var medlem af nogen fodboldklub. Ikke desto mindre stillede han op i en træningskamp mod Benfica i Luanda, og det gjorde han så overbevisende, at han endte med at rejse med Benfica-holdet hjem til Lissabon.

En anden storspiller – Mário Coluna – blev opdaget i Mozambique i 1954, og fra sin position på den centrale midtbane blev han holdets omdrejningspunkt, hvilket medførte masser af henvendelser fra udenlandske klubber. Det skulle dog vise sig, at Benfica ud over støtten fra Maurício Vieira de Brito også havde opbakning fra landets magthavere, der ganske enkelt beordrede Coluna til at blive i Benfica.

Det samme var tilfældet, da den endnu større afrikanske stjerne Eusébio i 1964 blev kontaktet af det italienske storhold Juventus med henblik på klubskifte. ”Salazar forbød mig at rejse til Italien af den årsag, at jeg var at betragte som statens ejendom”, har Eusébio forklaret. Som bare 18-årig blev Eusébio da Silva Ferreira opdaget, da han spillede for klubben Sporting de Lourenço Marques fra Mozambiques hovedstad, Maputo. Det var egentlig en filialklub til Benficas evige rivaler fra Lissabon – Sporting – der imidlertid kun ville hente mozambiqueren hjem til en omgang prøvetræning med juniormandskabet. Benfica var derimod villig til at betale, hvad der i dag svarer til 200.000 kroner for angriberen, og det blev udslagsgivende. Den 17. december 1960 ankom Eusébio til Lissabon og blev i al hemmelighed installeret på et hotel på Algarve-kysten, hvor han sad og kukkelurede i de følgende tolv dage. Klubbens ledelse frygtede, at vrede folk fra Sporting ville forsøge at kidnappe ham.

Eusébio var den største skikkelse i Portugals fodboldhistorie. Hans statue troner foran Benficas hjemmebane – Estádio da Luz – og den er blevet et valfartssted for tusinder af fans fra hele verden

Et halvt år senere debuterede ”O Pantera Negra” – Den Sorte Panter – i en officiel kamp for Benfica, og derefter var der ingen af parterne, som kiggede sig tilbage. I Europa Cup-finalen for Mesterhold i Amsterdam i maj 1962 gav Eusébio for alvor en prøve på sit format, da han med to fuldtræffere var arkitekten bag 5-3-sejren over Real Madrid. I de efterfølgende 13 sæsoner repræsenterede Eusébio Benfica på værdig vis, og med 11 portugisiske mesterskaber og kåringen som Europas bedste fodboldspiller i 1965 var det logisk, at hans statue efter nedrivningen af Benficas gamle stadion blev flyttet hen foran det nye. Statuen, der er af bronze og viser den elegante afrikaner i perfekt balance i skudøjeblikket, er anbragt på en lille plæne foran stadion.

Hvor populær en skikkelse Eusébio var blandt den portugisiske befolkning, fik man et vidnesbyrd om ved meddelelsen om hans pludselige død i januar 2014. Ikke bare blev der fra officiel side erklæret tre dages landesorg i republikken. Med Portugals præsident Cavaco Silva og premierminister Passos Coelho i spidsen valfartede i titusindvis af fodboldfans ad hovedfærdselsåren General Norton de Matos, der efterfølgende blev omdøbt til Avenida Eusébio da Silva Ferreira, for at lægge blomster ved den afdøde fodboldspillers bronzestatue. I 2015 var næsten lige så mange mennesker på gaden, da Eusébios kiste blev fragtet gennem byen og over til Lissabons Pantheon, der ellers er forbeholdt gravmæler over præsidenter, fadosangere og forfattere. Et besøg i Pantheon, der ligger i den østlige del af centrum på sporvognslinje 28’s rute, kan passende kombineres med en tur på byens loppemarked – Feira da Ladra – hvor man foruden ubeskrivelige mængder tingeltangel kan finde billige klubtrøjer fra de fleste portugisiske fodboldhold.

ørnen kredser

Selv om Benfica gennem de seneste halvtreds år har fostret adskillige store profiler, har det været svært at leve op til Eusébio og holdkammeraternes bedrifter i 1960’erne. Hvis man har hang til det okkulte, kunne man forledes til at tro, at Benficas genvordigheder hænger sammen med den ublide afsked, som Béla Guttmann tog med klubben efter mesterholdstriumfen mod Real Madrid i 1962. Den ungarske succestræner krævede efter sigende en fordobling af sin gage, men det afviste klubpræsident António Vital med en hånlig attitude, hvilket fik Guttmann til at smække med døren og udbryde: ”Benfica kommer ikke til at vinde Europa Cup’en i de næste 100 år!”

Noget er der tilsyneladende om forbandelsen. For siden 1962 har Benfica deltaget i otte europæiske finaler uden at vinde – og det til trods for, at selveste Eusébio i forbindelse med cupfinalen i 1990 besøgte Béla Guttmanns gravsted i Wien for at bede om tilgivelse på klubbens vegne.

Det kan godt være, at Benfica har mistet terræn i forhold til de udenlandske rivaler og i øvrigt også til FC Porto fra Portugals næststørste by, der siden slutningen af 1980’erne har domineret på den hjemlige scene. Der vil dog altid være masser af spændende spillere på holdet, hvilket understreges af, at blandt andre Ángel Di María, David Luiz og Nemanja Matic i de senere år fik sat deres præg på Benfica, inden de for gigantiske summer drog videre til andre af Europas storklubber. Så er man en dag i Lissabon i fodboldsæsonen – der løber fra august til maj – er det bestemt ulejligheden værd at lægge turen forbi bydelen Luz for at overvære en kamp med Benfica, der alene i Portugal anslås at have fem millioner tilhængere.

Det er ganske let at finde vej til Estádio do Sport Lisboa e Benfica – eller Estádio da Luz, som klubbens hjemmebane hedder i folkemunde. Seks buslinjer har stoppested i nærheden, og en af stationerne på Lissabons blå metrolinje – Colégio Militar/Luz – er placeret få hundrede meter væk. Uden for stationen ligger souvenirboderne som perler på en snor, og man kan se lige over til arenaen, der tårner sig op på den anden side af Avenida Eusébio. Med 65.647 siddepladser er Estádio da Luz sin nuværende skikkelse det største stadion i Portugal, og med sine røde buer og svulstigt svungne tribuner helt ned til banen er det ikke for meget sagt, at her er tale om et arkitektonisk mesterværk. Det europæiske fodboldforbund UEFA har da også tildelt arenaen fem stjerner, hvilket gør det værdigt til at huse de største internationale kampe. Det har indtil videre betydet, at finalerne ved EM i 2004 og i Champions League i 2014 blev afholdt her.

Feinschmeckere vil formentlig hurtigt finde ligheder med Arsenals lidt mindre hjemmebane, Emirates Stadium, og det er faktisk slet ikke så underligt, for begge stadioner er tegnet af Damon Lavelle fra firmaet HKO Sport. I modsætning til i London, hvor der ofte er temmelig afdæmpet, er der garanti for larmende kulisser, når Benfica afvikler sine hjemmekampe. Tilskuergennemsnittet ligger tæt ved 50.000, og med ultra-grupperingerne No Name Boys og Diabos Vermelhos (De Røde Djævle) som stemningssættere kan man såmænd godt føle en smule ringen for ørerne oven på 90 minutters fodbold. I forbindelse med kampene byder Benfica i øvrigt på en tradition, der ikke overgås ret mange steder på kontinentet: Inden startfløjtet bliver klubbens ørn – Vitória – sendt på vingerne, og efter at have kredset over Estádio da Luz et par gange lander fuglen til publikums stående ovationer på klublogoet nede i midtercirklen.

Selv om området omkring Estádio da Luz er ucharmerende placeret mellem to store gennemfartsveje og en del høje boligblokke, kan man sagtens få tiden til at gå på dage, hvor Benfica ikke spiller. Klos op ad Colégio Militar/Luz-metrostationen ligger ét af Europas største shoppingcentre – Centro Colombo – der byder på talrige forretninger, restauranter og biografer.

Derudover kan man besøge klubbens museum, Museu Benfica Cosme Damião, der i 2014 blev kåret som Lissabons bedste. Museet har samme form og farve som en golfbold og ligger lige bag den sydlige endetribune. Ud over et ocean af interaktive muligheder kan den besøgende blandt meget andet fornøje sig med at få taget sit billede ved siden af en figur af Eusébio. Kan man godt lide sølvtøj, går man heller ikke forgæves, for det flotteste udvalg af de over 22.000 pokaler, som Benficas forskellige idrætshold har vundet gennem årene, er udstillet her. For yderligere et par euro får man en guidet rundtur af en halv times varighed inde på selve Estádio da Luz, og undervejs er der eksklusiv adgang til udeholdets omklædningsrum, en af arenaens 156 VIP-loger og selvfølgelig også til banen, hvor ørnetræner André Rodrigues ofte er i gang med at øve med Vitória og hendes søster, Gloriosa.

løverne fra sporting

I utilfredshed over de håbløse baneforhold i klubben Sport Lisboa brød en flok unge knøse i 1906 med klubben og dannede i stedet Sporting Clube de Portugal. Dermed var jorden gødet for et fjendskab, der fortsat lever i bedste velgående.

I 1907 tørnede Benfica og Sporting sammen i historiens første Clássico, som mødet traditionelt bliver kaldt. Det blev en særdeles ondskabsfuld forestilling, som Sporting vandt med 2-1, efter at Cosme Damião kom til at lave selvmål, da han gled på den regnvåde bane og fik puffet bolden ind bag sin egen målmand. Sejren blev vel modtaget hos navnlig én af de stiftende personer i Sporting – adelsmanden José Alvalade – der havde tjent en formue som jordbesidder, og med hans hjælp lykkedes det hurtigt at etablere en stor elitesportsforening.

Medlemmerne stammede mestendels fra aristokratiske kredse, og det var således en baron, Don Fernando de Castelo Branco, der allernådigst tillod klubben at bruge sit våbenskjold – en gul løve – der den dag i dag sidder på brystet af spillernes trøjer. Trøjen var til at begynde med hvid, men under en turné i Brasilien i 1920’erne lånte Sporting-spillerne en grøn- og hvidstribet dragt af et lokalt rugbyhold, og de farver spiller klubben fortsat i næsten hundrede år senere.

Sportings storhedstid lå lige efter Anden Verdenskrig, da klubben tog sig af syv portugisiske mesterskabstitler på otte sæsoner. Fremme foran lurede Jesus Correira, Manuel Vasques, Fernando Peyroteo, José Travassos og Albano Pereira, der gik under fællesbetegnelsen ”Os Cinco Violinos” – De Fem Violiner – fordi deres samspil var lige så fintunet som et symfoniorkesters. Især Peyroteo var en angriber med skræmmende format, og sammen med Eusébio deler han rekorden for flest scoringer i O Clássico, nemlig 16.

Efter den fantastiske epoke, der definitivt sluttede med mesterskabet i 1958, måtte Sporting tænderskærende se til fra sidelinjen, mens rivalerne fra Benfica tog for sig af retterne. Trods den fortsatte støtte fra velhavende kredse og opførelsen af Estádio José Alvalade, der kunne huse 50.000 tilskuere, lykkedes det op gennem 1960’erne kun at vinde to mesterskaber samt en enkelt Europa Cup for Pokalvindere, hvilket var et magert udbytte sammenlignet med Benfica.

Som om det ikke var slemt nok, meldte FC Porto sig på banen i det følgende tiår, hvorefter Sporting måtte affinde sig med at blive stødt ned som nummer tre blandt Portugals bedste hold. Den placering har klubben også i dag, men ”Os Leões” – Løverne – hører stadig til blandt eliten. Ikke alene er Sporting fast deltager i Champions League. Klubben er også den hidtil eneste, der har fostret to spillere – Luís Figo og Cristiano Ronaldo – som har vundet titlen som verdens bedste fodboldspiller. Begge spillere var ganske vist for længst skiftet til større klubber i udlandet, da de vandt titlen, men Figo og Ronaldo er symboler på, at Sportings talentudvikling fungerer. Det har UEFA for nylig sat en fed streg under ved i en hvidbog at fremhæve klubbens ungdomsakademi som ét af de førende i Europa.

rumskib fra en fjern galakse

Ud over at have et blændende akademi, som i folkemunde kaldes ”A Fábrica de Talentos” – Talentfabrikken – har Sporting et excellent stadion, der kuriøst nok kun ligger to kilometer fra Benficas i Campo Grande-distriktet. Estádio José Alvalade er fra 2003, og det er placeret ved siden af den grund, hvor klubbens forhenværende anlæg lå, indtil det blev revet ned i forbindelse med EM-slutrunden i Portugal. Også denne arena er let at komme til, for stationen Campo Grande ligger lige udenfor, og den betjener både den grønne og gule metrolinje. Hvis man hellere vil tage turen oven på jorden, er det ganske nemt, idet ikke færre end ni forskellige buslinjer har stoppested ved stadionet, der er ét af de mest moderne i Europa.

Udefra fremstår det med sit snoede grønne tag og gule søjler næsten som et rumskib fra en fjern galakse. Facaden er beklædt med kakler i spraglede farver, hvilket har fået Benficas fans til hånligt at omtale arenaen som ”Toilettet”. Det er aldeles urimeligt, for sandheden er, at José Alvalade både arkitektonisk og stemningsmæssigt er fuldt på højde med Estádio da Luz. Det bevidnes af, at Portugals landshold spiller mange af sine kampe herinde, ligesom stadionet lagde græs til UEFA Cup-finalen i 2005. Der er indbygget en lang række faciliteter i anlægget, som gør, at turister sagtens kan få tiden til at gå, når de kommer på besøg. Der er således flere supermarkeder, barer, fitnessafdelinger, en bowlinghal, en biograf med 12 sale og sågar lægeklinikker.

Estádio José Alvalade er ét af Europas mest moderne stadioner. Under Sportings kampe er stemningen formidabel, men også til hverdag er arenaen et besøg værd, for den rummer masser af butikker, barer og biografer © Maximilian Xavier

Selvfølgelig er der også et museum – Museu Mundo Sporting – som ligger under arenaens nordligste tribune. Her kan man blandt andet se en stor del af de pokaler, klubben har vundet gennem årene, og det er også herfra, at stadionrundvisningerne indledes. I det modsatte hjørne af José Alvalade ligger billetkontoret og en imponerende fanshop med det passende navn Loja Verde – Den Grønne Butik.

Inden for portene er stemningen under kampene notorisk fortættet, og Sportings fans er især berømmede for deres kreative omskrivninger af populære sange og ikke mindst for deres tifosi med romerlys og enorme bannere i grønne og hvide farver. Selv om man som turist generelt bliver mødt af stor venlighed i området omkring José Alvalade, vil det være på sin plads at gøre opmærksom på, at Sporting-tilhængernes klubloyalitet ikke er til at spøge med. Derfor bør man afstå fra at provokere unødigt ved eksempelvis at troppe op til kamp i Benficas røde trøje.

Der vil altid være en dyb kløft mellem klubberne, og det blev nok engang understreget i sæsonen 2014/15, da holdenes offentlige relationer for en stund blev kappet. Det skete, efter at en gruppe Benfica-fans på et stort banner nedværdigede en Sporting-fan, der havde mistet livet under holdenes indbyrdes pokalfinale tilbage i 1996. I sommeren 2015 fik Benfica-træneren Jorge Jesus fjendskabet at føle på egen krop. Han havde netop ført Benfica til klubbens anden ligatitel på stribe, men som tilfældet var med Guttmann mere end 50 år forinden, kunne han ikke blive enig med Benficas ledelse om en forlængelse af samarbejdet, og derfor valgte han at skifte til Sporting.

Det er ikke for meget sagt, at beslutningen satte en lavine af mishagsytringer i gang hos Benfica-tilhængerne, og faktisk modtog Jorge Jesus så mange trusler, at han måtte under politibeskyttelse. Det er der ingen fare for, at man skal som turist, hvis man ellers følger en ordentlig etikette. Gør man det, er det en udsøgt fornøjelse at være til kamp på José Alvalade, hvor man hver gang bliver præsenteret for en kulisse, som man ellers skal til de berømte stadioner i Sydamerika for at opleve mage til.

Lissabon er selvfølgelig hjemsted for andre klubber, blandt andet førstedivisionsholdet Clube de Futebol Os Belenenses fra bydelen Belém, der har eksisteret i næsten hundrede år og faktisk har vundet mesterskabet en enkelt gang. Her er det nemt at få billetter med kort varsel, og stemningen er altid god, selv om klubbens stadion er noget mindre end de to store. Men selv når man frekventerer en af Belém-bydelens talrige barer i jagten på et godt glas øl og den obligatoriske prego (bøfsandwich), er det samme spørgsmål, man bliver stillet: És do Benfica ou do Sporting? – ”Holder du med Benfica eller Sporting?”

noter

cafeer og barer

Adega de São Roque Rua da Misericórdia 120. Chiado.

Café Império Avenida Almirante Reis 205 A. Arroios. Se www.cafeimperio.pt.

Galeto Avenida da República 14. Saldanha.

gravkirke

Panteão Nacional Campo de Santa Clara. São Vicente de Fora. Åbent tirsdag til søndag fra 10.00 til 17.00.

loppemarkedet

Feira da Ladra Campo de Santa Clara. São Vicente de Fora. Tirsdag og lørdag fra 9.00 til sen eftermiddag.

museer

Museu Benfica Cosme Damião Ved siden af Estádio da Luz. Åbent mandag til søndag fra 10.00 til 18.00. Se www.slbenfica.pt/museu/home.aspx.

Museu Mundo Sporting Ved siden af Estádio José Alvalade. Åbent mandag til fredag fra 11.00 til 18.00. I weekenden kun åbent i forbindelse med stadionrundvisninger. Se www.sporting.pt.

stadioner

Estádio da Luz Avenida Eusébio da Silva Ferreira. São Domingos de Benfica. Billetter til Benficas kampe kan købes online eller i en af stadionets 25 billetluger, der også holder åbent på kampdage. Adgangstegnene er ikke svære at få fat i, for der er som regel kun udsolgt til kampene i Champions League, eller når de værste rivaler, Sporting og FC Porto, kommer på besøg. Det er værd at vide, at det er ulovligt at være beruset på stadionet, og at politiet har lovhjemmel til foretage en test med alkoholmeter. Metro: Colégio Militar. Busser: 703, 729, 750, 765, 767 og 799. Se www.slbenfica.pt/estadio.

Estádio do Restelo Praceta Torres do Restelo. Belém. Billetter til Belenenses’ kampe kan købes online eller i en af stadionets billetluger, der også holder åbent på kampdage fra to timer inden startfløjtet. Kun til kampe mod Benfica, Sporting og FC Porto er der udsolgt på stadionet, der har plads til 19.980 tilskuere. Togstation: Belém. Kan nås fra stationen Cais do Sodré i det centrale Lissabon. Kør i retning af Cascais, men undersøg på forhånd, om toget stopper i Belém, for det er ikke alle tog, der gør det … Turen tager otte minutter. Alternativt sporvognsrute 15E, der afgår fra Praça da Figueira i Baixa.

Estádio José Alvalade Rua Professor Fernando da Fonseca. Lumiar. Billetter til Sportings kampe kan købes online eller i en af stadionets mange billetluger, der også holder åbent på kampdage. Der er som regel kun udsolgt til kampene i Champions League, eller når Benfica og FC Porto kommer på besøg. Proceduren omkring billetkøbet kan være lidt træg på grund af sikkerhedskontrollen, så kom i god tid inden kampen. Vær også opmærksom på, at hvis man vælger at købe billet til udebaneafsnittet (A9, A11, B11 og B13), bliver man først lukket ud af stadionet 45 minutter efter slutfløjtet. Metro: Campo Grande. Busser: 1, 3, 7, 36, 47, 77, 101, 106 og 108. Se www.sporting.pt.

Estádio Nacional Avenida Pierre de Coubertin. Oeiras. Portugals nationalstadion med plads til 39.000 tilskuere var i 1967 vært for Europa Cup-finalen for Mesterhold mellem Celtic og Internazionale. I dag bliver anlægget, der ligger 12 kilometer fra Lissabons bymidte, mest brugt til den portugisiske pokalfinale. Sporvognsstation: Cruz Quebrada. Kan nås med buslinje 776. Fra Cruz Quebrada skal man gå i et kvarter gennem en skov for at nå Estádio Nacional. Sporvognen kan tages fra Algés, der ligger på linje 15E fra centrum. Den samlede tur varer cirka 40 minutter.