Читать книгу dublin - Группа авторов - Страница 4

nicolaj stochholm

Jeg debuterede som digter i 1991 med samlingen Biografi, og min seneste digtsamling hedder Titlen i paradis og udkom på Gyldendal i 2015. Jeg har dyrket rejsen og den måde, den indvirker på skriften på, jeg har både boet i Paris i halvandet år og på en ø i Spanien i sammenlagt tre år, dyrket isolationen og det at være alene med mit sprog. Da jeg første gang rejste til Irland, var det litteraturen, der trak mig, det mysterium at så forholdsvis en lille nation har produceret så megen verdenslitteratur. Jeg endte med at forelske mig hovedkulds i en lille ø ude i Galway Bugt, Inishmore hedder den, og den er den største af Aran-øerne dér, hvor bølgerne ifølge digteren Seamus Heaney kommer snøftende ind fra Amerika. Engelsk taler de kun til dyrene og turisterne. Jeg cyklede alene ud til enden af den, og helt udaset så jeg, hvordan øen løb ud i havet, og pludselig så jeg, at det var her, øen Vidar ville opstå, hvis verden blev ramt af Ragnarok. Da mit eget livs drømme blev ødelagt, mens jeg boede i en alt for dyr lejlighed i Dublin året efter, var der kun ét sted at rejse hen, og det var til Inishmore, og jeg boede der i næsten fem år.

intro

de kaldte os for vikinger

Dublin, Ath Cliath, skrivestop. Baile Ath Cliath. Vi var tre venner, som i juli 1994 landede i Dublin Lufthavn, der dengang lugtede lidt af indkøbscenter i en provins med tre hengemte uniformer, og den virkede så skødesløst hjemlig, at det nok var vores job selv at opsnuse landets strålende sider. Vi så, at byen var bygget af sten, der blev grå og sorte og brune i sommerregnen, og husene afgav en em af kul og andre mørke forbrændingsdampe, da vi begyndte at trille ind imellem dem med taxaen for fuldt nedrullede gardiner. Bilernes farver tæller ikke stort, når det drejer sig om at sanse følelsen af en fremmed by og dens bløde punkter.

Vi var unge og var rejst derover for at prøve at blive lidt rigere på, hvad det dog er med de irlændere og den verdenslitteratur, og som de sprintere, vi var sammen, var vi ikke sene til at kommentere vores oplevelse af det massive grå over for chaufføren og fortælle ham om vores mission og råbe op om vores egne litterære og kunstneriske ambitioner. Chaufføren var først smilende glat, som når man får besøg af en knallertbande i sin campingvogn, så blev han afmålt høflig, fordi vi konstant afbrød hans rejseførertaler om byen med vores øjeblikkeligheder, vores byger af spørgsmål, der på et tidspunkt fik os til at glemme at se ud på Dublin, som vi jo rent faktisk var i færd med at køre endnu dybere ind i. Vi var skilte enebørn og lykkeligt uvidende om, at i Irland så hedder brushoveder i flok lads, og så bliver man tiltalt som en tragt ind i gruppen og som ansvarlig for den, hvis man for eksempel står i en pub og larmer for meget.

Tag det ikke personligt, tag det som et kompliment, de andre er det også, de hørte det bare ikke lige dér. Man er det allerede, når man er to, man kan sågar være det alene, sammen med vildt fremmede, og pigerne tæller også med. Her inden for denne sproggrænse skal man jo nærmest være et helt ishockeyhold eller en afdeling til en firmafest med rygmærker, ret så mange flere mennesker samlet i specifikke sociale situationer, før man kommer i nærheden af en sådan tiltale, og man kan så let som ingenting melde sig ud igen og blive individ uden at rykke sig ud af stedet, ét blik er nok. I Irland skal man flytte ud på en øde ø for ikke at blive inkluderet, og hvis man så kommer tilbage og begynder at tale med mennesker igen, så kommer man straks på hold med andre eneboere og deres gerninger gennem tiden. For slet ikke at tale om, at man som tidligere eneboer må døje at blive slået i hartkorn med de lømler, der står og driller en, af en hyssende tilfældig bartender eller af en frisk krejler på kajen, så uden at lyde som et blegt host af Halfdan Rasmussen siger jeg, at i Irlands grønne skove og stensatte byer er dette blide sociale instrument i spil hele tiden. Det ligger præcist mellem gruppe og individ. Det er sikkert noget katolsk noget, ville en Tidehverver garanteret hævde, det synes jeg er sippet, for mig handler det om, at man gør sig den ulejlighed at medtænke, at man også virker som en gruppe på den eller dem, man møder, selvom vi alle er individer, altså undtagen mig, for jeg havde jo skrivestop og kunne ikke tåle at komme i nærheden af at miste mig selv.

Som sagt, så befinder jeg mig nu i denne tekst i en taxa med mine venner Jeppe og Ole og en chauffør, som tydeligvis ikke havde til sinds at stikke op for bollemælk. Han var en midaldrende mand med en sort brylcremet manke, intelligente øjne og skarpe træk, og via bakspejlet så jeg, hvordan han midt i vores kåde overbyderi blev mere og mere indestængt, fordi vi åbenlyst ikke anede, hvor vi var, og kun pegede på os selv, og jeg var den skingreste, høfligste stemme i koret, jeg havde jo skrivestop, og det var min egen ødelæggende grædepil. Åh syge rose, han afbrød os, lige før Liffey, midt på N1 i venstre side med strakt arm og en snusket pegefinger ud af bilen mod højre, så han nærmest lavede et Hitleroverskæg på en sagesløs og forskrækket motorcyklist.

Ole, der sad på sædet ved siden af ham, lænede sit hoved ind over rattet og hans venstre hånd, som heldigvis stadig holdt om det, og Jeppe var godt på vej til at tage min plads, og så var vi tre ellers overgivet to tætte striber af sort kragerøg på Dublins jerngrå himmel.

”Hvad fanden er det?” røg det ud af os, så vi tabte smøgerne.

”Det er røgen fra Guinness-bryggeriet,” svarede chaufføren tilbagelænet og smilende helt inde fra midten af det næste triumferende taktslag. ”Se, det er poesi! Det er den søde røg fra de dyrebare kedler!” Og, fortsatte han, ”dette er den sande indgang til vores by, for I kender vel smagen af Guinness?”

Vi gøede i kor, ”det gør vi da i hvert fald!”.

”Men I kender ikke smagen af Irland, før I har smagt, hvordan øllen smager her. Den smager ikke som i resten af verden, for her er den brygget på Dublinvand, vi har det oprindelige bryggeri, og de høje herrer har prøvet én gang, i effektiviseringens hellige navn, at flytte hele produktionen over til England, men så truede vi med generalstrejke og ny republik. Det, I og resten af verden hælder i svælget, er en klodset og tung kopi, brygget i London på engelsk vand, den er tilsat ekstra kulsyre for at klare turen over Nordsøen og verdenshavene på bunden af udrangerede olietankere med tømmerflåder som redningskranse chartret til ophugspris. Vores egen Guinness,” sukkede han ømt, ”ville slet ikke kunne klare sådan en tur, I skal smage, hvor delikat og let og stærk, den er her. Det er vores hemmelige våben.”

Vi hylede ”Beam us up, Scotty!”, da han hældte os godt rundtossede ud af sin vogn, mens vi vinkede ham farvel foran det ydmyge B&B i Rathmines, der glimtede med skæve toner, og hvor vores anviste rum sang dæmpet af en fugtig og levende gips. Vi smed rygsækkene og det toldfrie og strøg ud igen, hen om hjørnet for at smage sådan en ægte irsk Guinness, og den havde en himmelsk, fad, dyb udefinérbar følelse, som ringede med feer og græs i regn og lyste varmt på vores ansigter indtil sekundet efter midnat, hvor pubben pludselig lukkede, og det gjorde alle de andre pubber, vi løb efter, også, det var vi ikke vant til fra København, og det gik kraftigt ud over det toldfrie, som vi hankede op i, før vi drev ud igen i nattegaderne og endte som insekter foran et lysende skilt, vi havde set på en kilometers afstand, hvor vi hele tiden satte tempoet op, indtil vi kunne se, at de grønne døre var åbne, der stod Goodfellows Club på skiltet, og det var en snookerklub, som aldrig havde holdt lukket, og den ligger stadig på Castlewood Avenue, en knitrende musik strømmede ud, da vi gik op ad trapperne og så, at musikken kom fra en glasboks, hvor en vindtør ældre nattevagt sad fraværende. Da han så os, fór han ud, han mønstrede os og fik os til at stå på ét ben og bedyrede, at hvis vi spildte på beklædningen, ville det koste en årsløn, men ellers var vi velkomne til at tage vores flasker med, så længe vi betalte indgangen og trak en øl hver i automaten. Det var herlige betingelser, og vi fik anvist et enormt bord ovenpå i det ellers totalt forladte snookerpalads, og dér døjede vi så med de tre meter lange køer, som skulle støde de røde og gule kugler i glasperlestørrelse ud mod knappenåls-hullerne, der fortonede sig som skibe i horisonten hen over det umådelige grønne hav af et klæde.

Den næste morgen bragede solen ned, og det blev den ved med de 14 dage, vi var der. Drengene, den maskuline del af byen, gik allerede med solbriller, da vi ramte gaden tungt med en full Irish i maven, ikke for at beskytte deres øjne mod solen, som vi senere hen lærte, men for at skåne deres glughuller mod genskæret fra de blege piger. Og de feminine strålede myldrende frem mellem vores tømmermænd, det var ligesom at se på solen. That was the summer of 94! Og som de halvstuderede vikinger, vi var, insisterede vi jo på at mærke og opleve alt inklusive hele mytologien på vores egen krop. Og det første, vi rigtigt lagde mærke til, da vi begyndte at gå af os selv, var de lange summende trafikåreveje, der, selvom de pegede på centrum, stadig virkede klemte af byen med dens lange rækker af lave huse. Og så alle sidegaderne, hvor den ene lille park eller plads eller asfalterede cul-de-sac gav os en tydelig følelse af, at alle baggårde var blevet lagt ud mod gaden med tørrestativer, forladte fodbolde og væltede trehjulede. Vi gik mod Portobello Bridge, der hvor velhaverkvarteret Ranelagh nærmest flyder sammen med det mere rustikke Rathmines, før broen over Grand Canal og begyndelsen på Dublins indre by eller slet og ret D2, som de kalder det selv.

Ja, vi kom fra sydsiden, på den anden side af centrum og over floden Liffey ligger nordsiden, og vi talte om, hvor sjovt det var, at hele byen var spejlvendt, altså set gennem et utal af industrialiserede byer gennem England og ned gennem vores eget kontinent og ovre på de nye verdner, syd vs. nord eller øst vs. vest med den faste rollefordeling, at dem, der har det hele, også har råd til eftertanken, mens dem, som ikke har så meget, ikke har tid og kalder det en luksus. Lad mig sige det sådan rent ud: medmindre man er lidt af en bersærk, synes jeg ikke, at man skal gå på vilde eventyr der alene om natten. Ikke at Northside ikke også er fascinerende, de gamle store industrier ligger der, og der er også den enorme og skønne Phoenix Park med den zoologiske have og stadioner og små fine og gode steder, men der er også en rå fattigdom, den utilgivne, en sult hærdet gennem generationer uden tid til tvivl, kun hurtige handlinger. Jeg siger ikke, at man skal holde sig væk, og der er sket meget siden dengang, man skal bare vide, at det er dér, mange af dem bor, og Northside er ikke stedet, hvor man driver sanseløs rundt i sit stiveste puds. Dengang i 90’erne, da jeg først var der, og året efter, hvor jeg flyttede dertil, gik de rundt i røde Manchester United-trøjer med Noel Gallagher-hår og alt for mange af dem med heroinhungrende øjne, nu dribler de vist rundt i noget ghettogear, ja tiderne skifter, men det er det samme, det drejer sig om, pengene. Andet skal man altså virkelig ikke være bange for i sidegaderne, og det er også en del af Dublins rå tiltrækningskraft.

Nå, tilbage til mit første møde med byen sammen med mine hirdsmænd fra for mere end tyve år siden. Altså, Ole, Jeppe og jeg stod dér på Portobello-broen ellevilde over endelig at stå midt i den sang, vi elskede, og se, hvor smuk og muskuløs Grand Canal strakte sig ud mod havnen langt borte med dens græsklædte sider med træer og stier og bænke og et par pubber spredt ned langs dens løb. Vi skrålede Pogues’ Dirty Old Town og forstod, hvor let det er at drømme sig en drøm ved den gamle kanal. For når man står der på broen og er kommet fra syd og ser til venstre, så ser man kanalen sno sig over mod Dolphin’s Barn med dens grå facader, det kulmættede og benede arbejderkvarter, og på højre hånd altså denne blide, grønne, romantiske kile, der løber ud mod havnen, mange digte og sange er blevet til der, og mangt et kærestepar har vist kysset mere end en gang dér under træerne, som spejler sig i vandet fra de gamle flodprammes mørke, fortidige og underbetalte rejser op til fabrikkernes vejrende og grådige munde.

Ad røde stenede omveje nåede vi frem til Saint Stephen’s Green, parken omringet af den svirrende trafik, for vi vidste, at den lå som en krone eller et punktum over Grafton Street, og vi havde jo allerede besluttet hjemmefra, at vi først ville opsøge kvinden fra sangen i bronze. Dublin har så mange steder og gader, der er bygget på en sang, et digt eller overtaget af siderne fra en roman. Saint Stephen’s Green er den centrale park, og den har udgange mod Trinity Universitetet, internationalt orienterede caféer, eksklusive butikker, diplomatboliger flankeret af et par dyre store gallerier, det arkæologiske museum og The National Gallery of Ireland nede ved en anden noget mindre og endnu mere symmetrisk park, Merrion Square. Og godt vejr var det hin sommer, da vi havde fået bestrålet tømmermændene væk og stod i Saint Stephen’s Green med dens lange rækker af bænke og stier fyldt med barnevogne og mødre og fædre, der blev soppet nede ved dens søbredder, sikken et leben, og forretningsfolk i suits og spadseredragter, der raskt skød gennem parken på vej til deres tallerkener, deres holden i hånd eller til deres næste transaktion.

Der var alligevel lige lovlig meget lyd og lys i parken, så vi fandt let udgangen mod Grafton Street, det er en gågade, en markedsgade, lidt rigelig turistet for vores tilstand den eftermiddag, og pludselig stod hun der med sin trækvogn, den søde Molly Malone, en sang støbt i bronze og messing. Vi havde kun hørt hende og aldrig forestillet os, at hun var så decideret lækker og smækker, at det gav stød, og hun, der ellers var sådan en pæn folkevise. Ole, der er billedhugger, var hujende over hende med det samme, jeg stod helt forstenet og ønskede brændende at se hendes bronzeformer blive til kød, jeg anede ikke, hvor Jeppe blev af, men da jeg kom til mig selv igen, stod han bag hende og holdt om hendes bryster, Ole lå under kærren og gloede på hendes ben, og jeg hang ind over ladet og slikkede på hendes fisk. Hun står ikke på Grafton Street længere, hun er blevet flyttet ned til den anden side foran St Andrew’s Church, hvor der er meget mere lys og opsyn og orden, der var vist alt for megen halløj med hende om natten dér i bunden af Grafton Street, og det er altså ikke vores skyld. Vi rettede kækt på tøjet og fortsatte mellem de handlende ned mod førbemeldte kirke, som vi passerede på vejen mod Trinity og The Book of Kells.

Trinity College er sådan et universitet, man slet ikke ville have noget imod at gå på. Det er et kæmpe kompleks af bygninger, en park og to haver og en cricketbane og en rugbybane. Kollegiet er på området, og campussen er enorm, vi drev rundt og så på de smukke bygninger, statelige 1600-talshuse mellem hardcore modernistiske lækre klodser igen mellem andre statelige 1900-talspalæer og alle forbundne med bænke, små haver og lokale mikro-campusser, det var overvældende, solen baskede ned, det var varmt som i Sydeuropa, plænerne var oversået med grupper og par og venner, der hyggede sig i solen, det var så skønt at drive rundt der og sige hej og smile til folk, der åbenlyst nød varmen.

Køen af japanere og pengebæltefolk foran indgangen til Book of Kells nede ved universitetets store park var altså alt for lang, bogen ville også findes i morgen og om hundrede år, det var perfekt bare at drive tilbage mod den lille flok af kunstneriske typer, der hang festligt uden for en lav bølgebryderbygning, som vi havde skimtet tidligere på afstand, og de havde vist også skimtet os. Der var genkendelse og glæde, da vi kom hen til dem, det var helt selvfølgeligt, på trods af at vi aldrig havde mødt hinanden før. Damien, Eamon og Rose stod med en flok og fejrede, at deres fælles ven Andrew havde en soloudstilling på galleriet bagved. Nu stod de her, kustoderne stod der også og hed Claire og Siobhan. Siobhan med alle fregnerne, som om hun både var af bronze og kød og blod, hendes varme øjne, hendes lykkelige smil. I eftermiddagssolen over kunstfakultetet her på jorden kaldet Dublin så jeg Jeppe fordybet i samtale med Damien og Claire, jeg så Ole, Eamon og Rose tale med begejstring og store fagter, jeg så Siobhan grine sammen med nogle af sine venner, jeg så deres munde bevæge sig, men lydene var pludselig forsvundet, jeg hørte kun bladene på træerne knitre omkring mig, og jeg så op og så et fly højt oppe, der som en hvid magnet forsøgte at trække mig væk, og jeg slugte luften i store bidder af tør lykke og hørte mit hjerte som et trommesæt.

Efter at have set udstillingen forlod vi Trinity og fandt Bewley’s Oriental Cafés Limited, huset lige over for udgangen på universitetet sugede os ind med sin fin-de-siècle-facade på den anden side af den brølende trafikerede tresporede gade, det var som med udstillingen, historien og classiquen på den anden side med moderniteten brølende imellem den og os, og idet vi krydsede gaden og gik ind, blev vi postmoderne, fordi vi jo havde observeret de to tider samtidigt, og vi forholdt os helt frit til stedets nye, slidte skønhed. Vi dyrkede begejstret Bewley’s bedagede ornamentik og lod enhver symbolik være ny, vi vidste, at vi kun var på besøg, og at vi fra nu af for altid ville vågne op et andet sted. Der var et mylder af folk, der balancerede med de beige plastikbakker fyldt med kager, sandwich, tekrus og kaffekander, som blev hentet oppe ved en af de store madstationer, hvor svære hvidklædte kogekoner dansede ballet mellem gryderne, bestillingerne og de knitrende kasser. Rummet var kæmpestort og i flere niveauer, der var luft mellem alle de kantede hvide borde, der stod solidt på deres støbejernsben, der var skolepiger og drenge, der sad henslængte i deres uniformer, og hvis borde lignede Jerusalems ødelæggelse, der var veninder fordybet i samtale, mænd med aviser, kærestepar i alle aldre, en smuk meget gammel kvinde sad alene ved et bord og dyppede sirligt en kage i sin te med et blik så klart og åbent, at man kunne se, at hun var kommet der med sin far, og han lige var gået op til kassen for at hente sig en uendelighed.

Vi fandt et ledigt bord med vores bakker og satte os med dampende the og rigtige trekantede, vidunderlige æggesalatsandwich. Stemningen var let og præget af gøremål og tiden ind imellem dem, og det virkede, som om hele byen gik igennem der, Jeppe havde virkelig fået talt med Eamon, Damien, Rose og de andre, og de havde aftalt, at vi skulle mødes igen ved en ottetiden på en pub, der hedder Grogan’s på William Street. Det overraskede mig, jeg havde mest set Siobhan, kunsten og min egen generthed. Jeppe, der var erklæret Samuel Beckett-fan – det var Ole og jeg for øvrigt også – fortalte lykkeligt, at Art Block ud over at huse det fantastiske galleri også husede Samuel Beckett Theatre, universitetets egen teatertrup helliget manden med det uopslidelige ansigt, hvor stort var det lige? Det havde Claire og Siobhan fortalt ham, for de læste nemlig teatervidenskab, det sagde han, mens han blinkede og smilede skælmsk til mig, Ole hujede og slog en kæmpe latter op, Jeppe grinede og kaldte mig den tavse jæger, så blødte jeg også op og lo haltende af mig selv.

Vi havde et par timer, før vi skulle møde de andre på Grogan’s, så vi satte os for at kigge lidt på Temple Bar, som lå lige om hjørnet og faktisk også var på vejen op til William Street. Temple Bar, hvilken kulørt festgade, allerede denne sene eftermiddag kunne vi mærke, hvordan den ladede op til at give den som en enorm Jomfru Ane Gade, side om side lå små rockbarer, små butikker med hipt alternativt tøj og tingeltangel og så disse hangarskibe af barer, der havde forklædt sig som irske, snedigt bygget uden stole, således at der kan være endnu flere derinde, som ikke kan høre noget som helst, og alle drikker en balje shots. De findes simpelthen i alle større byer fra Viborg til Cadiz.

Vi så to par gå ind ad en dør og fulgte efter ind på en bar, der lignede en dagligstue med punkere, der serverede whiskey, det var helt ok. Det var rart at sidde dér og nippe til et glas ildvand og puste lidt ud. Da vi kom ud på gaden igen, var breezerfesten allerede taget mere til, vi gik videre ud og passerede noget diskoteksværk og så cinemateket, der hvor Damien gik og havde fortalt Jeppe, at vi så skulle gå til venstre og ud ad Temple Bar, krydse en stor vej og finde William Street på den anden side. En dejlig gade, rolig med et par butikker og en restaurant, man kan fornemme, at folk bor der, og nede i bunden er der en lille plads, hvor Grogan’s Castle Lounge ligger med sin postkasserøde facade.

Vi trådte ind i den dejligt mørke pub, midt ind i hvad der virkede som én stor vild samtale, alle var ligesom med, også selvom de sad alene med en pint i baren. Vi fandt Damien og Eamon og Rose i et hjørne sammen med en hel del andre omkring to borde. Vi hørte, at Grogan’s er en af byens helt gamle forfatter- og kunstnerpubber, vi hørte om Cork og Limerick og Galway, for der kom de fra, og de drillede hinanden med deres egne og skamroste hinandens steder, og da gik det op for mig, at det ikke er nok at forstå hvert et ord for at kunne tale et sprog, sproget gemmer også på egnsfortællinger, dialekter og sange og rytmiske variationer, at sproget også binder sig til stederne, at vi mennesker binder sproget til stederne og hinanden, der var simpelthen lange øjeblikke, hvor vi intet forstod, når de ligesom vendte det, vi talte om, mellem hinanden. Det var eventyrligt og morsomt, selv det at gå op og bestille ved baren blev indrammet af kommentarer fra folkene deroppe. Alle digtede så at sige videre på hinanden som for at understrege den store historie og det livshjul, vi alle bokser rundt i. For første gang oplevede jeg det, som senere ville kurere mig for mit skrivestop: at det ikke handler om at trække verden fra for at finde det nøgne jeg, men at det handler om at lægge sig til verden, til historien, og den har været i gang, siden vi lærte at tale i hulen engang. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt, jeg var ung og gik rundt med mig selv som en torn i brystet, jeg var så tykhudet, at jeg også skulle høre det fra en marokkansk heksedoktor, der kastede ben og æselhove i gryden på ilden, læse det i den babylonske skabelsesberetning, som jeg købte et år senere i Dawson Street, og mærke det igen fra havet og stenene ude på Inishmore.

Dér på Grogan’s mærkede jeg det bare som en vild provokation, at jeg fanme ikke kunne sige noget, uden at det røg hele vejen rundt om bordet og kom tilbage til mig i en grotesk og forvrænget form, fordi alle digtede med på billedet og smed det afsted igen. Jeg var ligesom vant til, at når man sagde noget, så blev der holdt fast i pointerne, så var man hørt og genkendt, og så talte den næste. Det gik så stærkt her, folk var vittige og skarpe, og de flettede sig uhæmmet ind i hinandens historier. Det var sindsoprivende morsomt og absurd. Det var Ole, der først omfavnede hele menageriet, mens han storsmilende råbte, at det jo var sådan ligesom i Nordjylland, bare omvendt. Alligevel, da vi brød op for at gå videre, gik jeg med en vidunderlig følelse af, at jeg havde fortalt hele baren, hvem jeg egentlig var, selvom jeg ikke helt var klar over, om jeg var blevet hørt.

Jeg fandt ud af, at jeg var blevet meget mere hørt, end jeg kunne drømme om, da vi gik småsludrende gennem den festklædte by op ad Grafton Street mod Greenen i retning mod Christchurch på den anden side af kanalen og alle vinbarerne i og omkring Leeson Street og Ely Place. Der var et mylder af folk, der råbte til hinanden, og da vi nåede Saint Stephen’s Green, så vi det enorme opbud af mennesker, der ventede på taxaer foran shoppingcentret. Det virkede lidt, som om alle kendte alle, sikke et leben, pæne par, der skulle tidligt hjem, og hustlere i Man U-trøjer og teenagere dresset op til noget, man troede var løgn. Da vi var kommet over på den anden side af parken, blev det mere roligt, og vi gik der i sommernatten og duftede til byen og talte sammen i en stor og åben flok. Lysene voksede igen omkring os, og vi nåede frem til en gade, med hvad der bedst kan beskrives som en række af virkelig store og statelige byhuse, hvorfra lysene blussede op fra kældrene i forhaverne, vinbarerne kaldte på os. Blomsterne i blomsterkasserne nikkede til os, da vi fløj som vinden ned ad trapperne og ind i det velourbeklædte varme rum, stemningen var løssluppen på grænsen til det sejlende, der var endda en diskokugle, og vi kunne stadig høre, hvad vi sagde til hinanden, selvom musikken tvang os til at stå tættere sammen, når vi talte. Stedet havde sådan en smadret elegance, og bartenderne var erfarne og vidste præcis, hvad det var for en galej, som vi væltede ind over med vores bestillinger i munden på hinanden.

Selvfølgelig var Siobhan der sammen med sine venner, og de var godt oppe at køre efter en hemmelig koncert med nogle af fyrene fra The Waterboys, Jeppe fnyste, ikke jeg, jeg kan stadigvæk godt høre This Is The Sea. Og selvfølgelig skulle der også gå alt for lang tid i det bølgende selskab med vennerne og stort set resten af baren, før jeg endte foran Siobhan, og så fornærmede hun mig godt og grundigt for min langsomhed, og da jeg tog til genmæle, kyssede hun mig, hun kyssede mig direkte og dybt. Det var så godt, og vi var en stor flok, der købte flasker i baren, da de lukkede ved tre-tiden og festede videre i en af deres venners bofællesskab på den anden side af kanalen.

Dagen havde virkelig fået mange øjne, før vi tre heldige pomfritter dejligt bløde nåede hjem til B&B’en i Rathmines. Det var bevægende dage og nætter i ordenes by, var man dum nok til at spørge om, hvorfor solen bare blev ved og ved med at skinne ned, fik man det samme svar, rygtet med regnen var brygget for at holde turister som os væk fra deres vidunderlige land. Vi drev rundt i kvartererne omkring vores skimmelramte højborg, oplevede de arbejdende gamblere til et greyhound-væddeløb på den kommunale bane i Rathmines, så gader med smukke hvidkalkede Georgian townhouses, et levn fra den britiske middelklasse, og spiste indisk så fabelagtig, at vi kunne smage imperiets anden hovedstad med dets entourage af de næstbedste kokke fra Calcutta og omegn på det krydrede kontinent. I Ranelagh, omkring Charleston Road et sted, fik jeg mit livs cantonesiske måltid serveret af smukke piger i fede skarlagensblå og karmoisinrøde silkekimonoer, vi var oppe og gå på Dublin Castle, og mellem de grå tykke mure læste vi Uafhængighedserklæringen mejslet i sten.

Om dagen fik vi set meget, læst meget, og de bøger, vi ikke havde med eller ikke anede fandtes, havde Jeppe gemt i sin hovedskal. Jeppe har virkelig en vidunderlig gave, og det er, at han kan fortælle om det, han læser, så åbent og detaljeret præcist og inddragende, at man faktisk læser bøgerne med ham i samtalen, således at ens egen stemme bliver til litteratur og naturlige linjer i værket. Og hans læsninger af nogle af Lady Gregory og William B. Yeats’ breve førte os ned til Abbey Theatre, hvor Synges Playboy of The Western World var på plakaten, desværre var den ikke parat til vores døgnrytme den eftermiddag, men vi fik da læst om den og læst om tumulten, stykket havde afstedkommet, hvordan nationalister havde baldret ruder i raseri over stykkets manglende moral i det, som er blevet kendt som The Playboy Riots i 1907. Hvilket fantastisk navn for en opstand! Og selvom vi holder med sandheden og litteraturen, så tvang det os alligevel til at diskutere kirkens dominans i landet, englændernes viktorianske kanoner og oprørernes behov for at være dadelfri og ulastelige over for dem, de ville smide ud. Modernitet handler om identitet og er affødt af behovet for at skabe sande tidssvarende billeder, ofte i kontrast til det omgivende samfund og de billeder, det smykker sig med. Og i Irland er disse to modsætninger fuldstændigt filtret ind i hinanden, det er både meget storslået og klaustrofobisk på én og samme tid.

Ved Ballsbridge lejede vi en smadderkasse af en Ford Taunus, og så lærte også jeg at tænde for vinduesviskerne, før jeg drejede af, og for blinklysene de to gange det stik imod forventningen alligevel dryppede lidt. Vi måtte helt ind under en grå bro for at finde en udlejer, der ikke gad flå os, fordi Jeppe og jeg præcis samme forsommer havde hævet hver vores kørekort hos hr. Tip og hr. Top oppe på TipTop Trafikskole. Ole havde jo haft sit, siden han var atten, så han førte pennen på kontrakten og blev den, der kørte mindst, for Jeppe og jeg var jo naturligt nok ellevilde for at sidde bag rattet, og vi udviklede gigantiske romantiske skænderier, fordi ingen af os ville være ved noget så lavt som tidstagning, til gengæld var vi helt vildt gode til at beskylde hinanden for at hænge sig i sekunderne, Ole tog bagsædet og faldt i søvn. Vi kørte til Sandycove for at se James Joyces tårn, vi så Joyces hængekøje og det frønnede bord, Ole og Jeppe blev hængende ved køjen, jeg havde ikke læst Ulysses og blev flov, og lige der orkede jeg bare ikke at lytte og gik videre op for at se hans udsigt over bugten og byen bagved mig, så så jeg først Oles, så Jeppes solrøde hoveder komme statelige op af hullet til mig, og så så vi ellers ud over Irske Bugt med rødfrakkerne på den anden side af horisonten og så, neden for os på stranden, en lille pige, der stod helt alene i en mørkeblå skoleuniform med en lyseblå plastikskovl i højre hånd og spanden i den venstre, hun stod ret op og ned og bød havet trods.

Vi kørte ud af Dublin og drejede op i Wicklows grønne bjerge, dramatisk så hurtigt vi kom ud af byen og ind i den rene alpeidyl, og vi vidste, at Seamus Heaney boede der et sted. Vi kørte ind i The Burren mod Thoor Balyllee for at se Yeats’ tårn, et stykke inde i det efterårsfarvede landskabs øde landeveje blev det min tur til ikke at køre i grøften, Jeppe og jeg byttede plads, jeg fik bilen i gear, og Jeppe fiskede The Tower op af sin taske og begyndte storslået at recitere: That is no country for old men. The young/In one another’s arms, birds in the trees/– Those dying generations – at their song … Ole lå henført på bagsædet og kiggede ud, vi var unge, det var sommer, og vi var på vej. Jeppe blev ved med at læse, og jeg trykkede på speederen, og vi fløj afsted hen over tørvelandskabet. Vi blev holdt oppe af ordene, og vi elskede alt, og vi var på vej mod Byzantium. Det lå midt ude i ingenting, der var et kogærde, et skovkrat, en lille dam, tårnet, et nyt hus og et gammelt hus og ellers bare det store flade landskab, vi havde tilbagelagt.

Vi havde stedet for os selv, vi måtte faktisk ud og lede efter kustoden, der lignede en rigtig bondemand, for at betale vores entré i stedet for bare at gå ind, og så var det ellers vores eget tårn, for han gik tilbage til sine køer, der drak af dammen.

I et vinduesfag på den store vindeltrappe så jeg en lille heftig statuette, og min hånd greb den, og jeg tænkte, ”hvor har jeg brug for den i mit liv”, en skrivetalisman, jeg slap den igen og tænkte ”du har allerede alt for meget, den vil knuse dig, hvilken byrde det vil være at have en figur, som du har løftet fra Yeats’ hus.”

Da vi kom ud i lyset, kunne jeg se hvert eneste blad på alle træer, og jeg kunne se helt ned til bunden af dammens brune, stille koskidte vand. Come away, O human child! To the waters and the wild.