Читать книгу dublin - Группа авторов - Страница 5

david jacobsen turner

Jeg elskede Dublin, længe før jeg landede der første gang, for min forelskelse gik gennem bøgerne. Der var tårer på det kolde klubværelse, hvor jeg læste ”De døde” fra Dubliners af James Joyce og sammen med hovedpersonen Gabriel drømte om ”min store rejse vestpå”. Mange år forinden lå jeg i de døsige somre på gulvtæppet i mine bedsteforældres sommerhus med Lademanns Sportsleksikon klistret til hænderne og faldt i staver over de sære sportsgrene, verden kunne byde på. Sådan lærte jeg de udvendige mål på en hurlingbane og ingredienserne i en sliotar. Så kom den første tur derover: velskænkede pints på Sandymount House med min eksilerede ven Heavy-Kasper, dovne timer på en parkbænk, teenagerens pilgrimsfærd til Guinness-bryggerierne, støvregnen, maden, der strammede herligt om aorta. Siden fulgte den veritable åbenbaring: en ægte All Ireland-finale i hurling på Croke Park. Nu prøver jeg ihærdigt at udbrede det glade budskab om the fastest game on grass til mine venner. Derudover er jeg litteraturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, tidligere featurejournalist og assisterende redaktør på Weekendavisen og forfatter til en bog om Københavns værtshuse, Mens verden venter, fra 2010.

croke

gælisk genrejsning på grønsværen

Den vigtigste seværdighed i Dublin er ikke en kirke. Ej heller et kunstværk, en parlamentsbygning eller et museum. Det er et stadion.

Med sine 83.000 tilskuerpladser er Croke Park det tredjestørste stadion i Europa, kun overgået af FC Barcelonas Camp Nou og englændernes Wembley, og når man flanerer i Norddublin, får man indimellem øje på den imposante oval, der svæver over de tilsodede rækkehuse. Det ser næsten naturstridigt ud, og det er det på sin vis også. I en tid, hvor indfødte sportsgrene er på retur over hele verden, trives de ældgamle gæliske sportsgrene hurling og gælisk fodbold nemlig bedre end nogensinde. Og mens gentleman-idealer og loyalitet for længst er gledet ud af fodboldens milliardindustri, kan en amatørsport bygget på lokalfølelse og frivillighed i Dublin sælge millioner af billetter årligt.

Det var på Croke Park, jeg en solrig augustdag i 2014 så en blikkenslager, en bankmand og en forsikringssælger gøre ting med en bold, som ville få Messi og Ronaldo til at tabe deres glatragede kæber. 94 år forinden så 10.000 forsamlede tilskuere chokeret til, mens briterne stormede stadion og åbnede ild mod tilskuere og spillere, og siden har det mytiske stadion været en katedral for den unge irske nation; en hellig jord, hvor republikkens stolte sønner spiller forfædrenes spil oven på de faldnes blod.

Croke Park er et enestående sted og juvelen i kronen hos den mest succesrige amatørsportsorganisation i verden; en forening, der helt og aldeles dominerer irernes liv: GAA, the Gaelic Athletic Association.

Og selvfølgelig skal du derop, men ikke endnu. Først skal du en tur gennem Dublins politisk-sportslige topografi.

cricket er for tøsedrenge

Få steder er sporten en større identitetsmarkør end i Irland, og få steder har den haft så altafgørende en betydning for nationens opbygning. Slå for eksempel op i James Joyces novellesamling Dubliners, nærmere bestemt ”Et møde”, hvor vor unge hovedperson og hans ven tager en storslået pjækkedag fra skole:

Mahony begyndte at lege indianer så snart man ikke kunne se os længere. Han løb efter en flok pjaltede piger og svingede med slangebøssen der ikke var nogen sten i, og da to pjaltede drenge af ridderlighed begyndte at smide sten efter os, foreslog han, at vi skulle gå løs på dem. Jeg indvendte at drengene var for små, og så gik vi videre, mens den pjaltede skare råbte: Bangebukse! bangebukse! efter os; de troede nemlig vi var protestanter, fordi Mahony, der var mørklødet, havde et sølvemblem fra en cricketklub på sin hue.

Groft sagt er det endnu sådan. Fodbold er en sport for arbejderklassen i Irland og for overbetalte tøsedrenge i udlandet, rugby og cricket er for ’vestbriter’ og snobber fra privatskolerne, mens gælisk sport er for den brede befolkning af gæve gælere. En sportsferie i Irland er en tur ind i nationens sjæl og selvforståelse, og på en enkelt weekend kan man nå godt rundt i hjørnerne af republikkens sportsscene.

Vi begynder med fodbolden.

støvregn og herretacklinger

”The rain falls hard on a humdrum town,” sang halvireren Morrissey i sangen ”William, it was really nothing”. Hans scene var Manchester, men en oktoberaften med støvregn passer den endnu bedre på Norddublin. På sådan en dag skal man lægge turen forbi Tolka Park, Shelbourne FC’s hjemmebane i Drumcondra på den nordlige bred af Tolka, en af Dublins tre hovedfloder. I hvert fald hvis man hører til dem, der begræder fodboldens kommercialisering og længes efter de glade Tipslørdag-dage.

I sin storhedstid i 00’erne lagde Tolka Park græs til europæiske opgør mod danske OB og spanske Deportivo la Coruña; nu er den i færd med at springe i skov. På tribunerne sidder vejrbidte ældre herrer med godt slidte shels-kasketter side om side med arbejderdrenge med et varierende antal tænder i munden. Sammen sender de højlydte protester ned til udeholdets spillere, hvis de ikke rejser sig hurtigt nok efter at være blevet savet midt over, og de laver gerne dive-tegnet efter en tackling med begge sæt knopper forrest (håndfladerne holdes samlet og skydes fremad som symbol på, at spilleren smed sig for at filme sig til et frispark).

Dublins county-hold i gælisk fodbold fejrer et regionalt mesterskab foran Croke Parks legendariske Hill 16. Den lave endetribune er ifølge legenden bygget af murbrokker fra O’Connell Street efter de britiske bombardementer under Påskeopstanden. Flere historikere har ganske vist betvivlet denne skabelsesberetning, men ”The Hill”s mytiske status er uanfægtet © Ray McManus

Da det irske landshold under manager Jack Charlton oplevede en vis succes i slut-80’erne og start-90’erne, var soccer rasende populært på øen, og ethvert tv-apparat på øen viste kvartfinalen ved VM ’90, hvor de grønklædte tabte 1-0 til værtsnationen Italien. Nu er sporten trængt i defensiven, og niveauet er derefter – men attraktionen er heller ikke champagnebold, det er den pragtgrå æstetik og nostalgien ved at se hårde lads spille ægte kick’n’rush: lange bolde op ad banen til de hærdebrede angribere. I Irland er fodbold stadig en sport for hårde arbejderdrenge, og det er ikke tilfældigt, at de succesrige irske fodboldspillere Robbie Keane og Richard Dunne begge kommer fra Tallaght, det store arbejderområde i udkanten af Dublin.

Irerne har dog ikke komplet mistet interessen for fodbold. På lørdag morgener ved 6-tiden er både Dublin lufthavn og havnen fulde af irske fodboldfans på vej til Premier League-kamp i England. Med 121.000 årlige fodboldturister er irerne den største gruppe udlændinge på de engelske lægter, mens de stort set overser den hjemlige liga. Det efterlader den paradoksale situation, at irsk fodbold er endt som alt det, den engelske plejede at være, før champagnedrengene med sportsvogne og personlige tatovører gjorde deres indtog i de britiske omklædningsrum.

Selv til de største kampe i den irske liga (eksempelvis klassikeren Shamrock Rovers mod Bohemians) skal man ikke regne med mere end 6.000 tilskuere. Og dog er det svært ikke at tabe sit hjerte til Tolka, hvor det ene hjørne markeres af en kokssodet skorsten med halm i, de falmede bandereklamer er knækket, og højttaleranlægget formentlig er købt, dengang det blev kasseret fra en banegård i DDR. Det rumler på bliktaget, når bolden bliver hamret derop, og nede i smugkroen under den ene tribune, hvor en enkelt nøgen pære viser vejen, kan man se vimplerne fra FC Barcelona, mens man nyder en Guinness.

Fremtiden er dog usikker, både for Tolka og for det nærliggende Bohemian FC’s lige så smukt forfaldne Dalymount Park i Phibsborough-kvarteret. Så skynd dig, kom, om føje år stadion som et butikscenter står …

første turist på parnell park

Dét billede gør sig gældende over hele Irland: de ’fremmede’ sportsgrenes arenaer tåler ikke sammenligning med de velholdte gæliske stadioner. Bogstaveligt talt har ethvert vejkryds over hele øen sin egen velholdte pitch til hurling og gælisk fodbold – uanset om de nærmeste naboer er en forkommen fåreflok, en købmandsbutik med brædder hamret for vinduerne og en vindblæst kirkegård. Og uanset om banen måtte graves ud af et kalkstensplateau og fremstår som den eneste plane flade i flere mils radius.

”Kraften til at løfte os alle”: Irsk sportsmytologi, når den er stærkest. Både hurleyen og det gigantiske Croke Park-stadion er en integreret del af irsk selvforståelse. I en årrække sponserede Guinness-bryggerierne All Ireland-finalen i hurling, men i de senere år har GAA skruet ned for deres samarbejde med alkoholfirmaer

Af pragmatiske årsager spilles de to store gæliske sportsgrene på samme bane – en grønsvær, der er cirka halvanden gang større end vore fodboldbaner – og begge sportsgrene opererer med samme pointsystem. Skyd bolden mellem stolperne og over overliggeren: 1 point. Skyd den mellem stolperne og under overliggeren: 3 point – et goal. I gælisk fodbold dribler man fodbolden med hænder og fødder, mens man i hurling slår til sliotaren, en lille hård læderbold med en kerne af kork, med sin hurley, en økseformet træstav af asketræ.

Den gæliske sportsorganisation GAA geninvesterer 86 procent af sine indtægter i faciliteter og lokalt arbejde, og det er ikke småpenge. Til de store kampe ser mere end en million ud af landets seks millioner indbyggere med på tv, og en ud af ti irere er medlemmer af en GAA-klub. Der er 300.000 spillere og 2.200 klubber i landet, hvilket gør GAA til den største amatørsportsorganisation i verden, og dens betydning for udkants-Irland kan næppe overvurderes. Det er ganske enkelt utænkeligt, at de små fattige counties kunne eksistere uden deres lokale GAA-klub, og sporten har begrænset udvandringen betragteligt. Klubberne har givet lokal stolthed og skabt sammenhold i de hårdeste tider, og selv i dag kan eksilerede irere finde på at rejse hjem til fødeøen og spille med i vigtige kampe.

Som besøgende i Dublin har du alle muligheder for at få syn for sagn. Tag en taxa eller bus til et af Dublins gæliske stadioner, mest oplagt Parnell Park i den nordlige forstad Donnycarney. Du er med garanti den eneste turist, men så meget desto større grund til at tage derud.

Kampprogrammet er på gælisk, og det er der god grund til. Ifølge GAA’s love bliver et hold, der producerer et program på engelsk, automatisk taberdømt. Men med hjælp fra medtilskuere får man hurtigt opklaret, at man skal se Ballyboden St Enda’s mod St Maurs. Eller de hårde drenge fra det belastede område Ballymuns stolthed, holdet Kickhams, mod de lokale helte Parnells.

Det er det her, det hele handler om. Sporten er nationen, nationen er sporten. I middelalderheltedigtene Ulster-cyklussen besejrer den irske sagnhelt Cú Chulainn en grufuld kæmpehund ved at skyde en sliotar ned i gabet på den med sin hurley. Ifølge et mere apokryft sagn (okay, jeg har lige fundet på det) er det irske flag en grafisk afbildning af en dag på et gælisk stadion: grønt græs, orange hår og kridhvide ben i korte shorts.

I Dublin står gælisk fodbold stærkere end hurling, og for en sportsglad dansker er det også det lettest tilgængelige af de to spil. Efter en halvleg har man vænnet sig til reglerne og begynder at værdsætte de overraskende kombinationer, der opstår, når man både må tage med hænderne og sparke. Målmandsredninger i midtercirklen, volleyball-lignende blokeringer og driblinger, hvor spillerne – alle med en kropsform som et stort Y – skiftevis dunker bolden i græsset som en basketballspiller og smider den på egen fod for at tæmme den op i favnen igen.

Klubberne er rygraden i GAA. Det er her, man finder et stærkt fællesskab mellem generationerne uanset evner, og det er her, talenterne bliver udklækket. De bedste spillere bliver udtaget til at repræsentere deres county i All Ireland-turneringen, som med afstand er republikkens største sportsbegivenhed. De dygtigste hurlere og gælisk fodbold-spillere har samme stjernestatus som Ronaldo og Messi, men der er to væsentlige forskelle: Alle gæliske atleter er amatører, og der er ikke noget, der hedder transfers. Man repræsenterer det county, man er født i, punktum. Den ene dag spiller atleterne en kamp foran 83.000 tilskuere og bliver interviewet på landsdækkende tv, næste morgen passer de deres arbejde som alle andre.

Gælisk fodbold er den dominerende GAA-sportsgren i Dublin. Spillerne bruger både hænder og fødder til at drible med bolden, og man må maksimalt tage fire skridt med bolden i favnen, inden den skal ned og røre jorden eller spillerens fod. Sammen med hurling og de mere upåagtede sportsgrene gælisk håndbold og rounders har gælisk fodbold været hjørnestenen i den gæliske genrejsning på grønsværen © Scanpix

Hvor de kommercielle sportsgrenes stjernespillere med en amerikansk sportsjournalists formulering har udviklet sig til en flok ”overbetalte, underpræsterende tudeprinser”, er de gæliske atleter det stik modsatte.

Som Alan Milton, pressemand på Croke Park, formulerer det:

Vores gutter tjener ikke en kvart million om ugen, de lever ikke i en puppe eller boble. Jeg kan gå ind i skolen, og så står der en topspiller inden for gælisk fodbold og underviser min datter. Jeg kender ingen anden sport med det niveau af kontakt og interaktion. Når jeg tager ind og ser en Celtic-kamp i Skotland eller en Liverpool-kamp i England, kommer ingen af spillerne fra den by, de repræsenterer. Jeg ser på de gutters lønninger og tænker: Hvor er forbindelsen til de mennesker, der betaler deres løn?

Frivilligheden, rollemodellerne og den lokale forankring er hjørnestenene i de gæliske sportsgrene, og ve den, der glemmer det. Spørg bare Seanie Johnston. Han blev født i det østlige county Cavan, og i to-tre år var han med afstand deres bedste gælisk fodbold-spiller. Desværre var resten af holdet elendigt, og da repræsentanter for Kildare tilbød ham en smutvej uden om GAA’s regler, slog han til. Den officielle forklaring var, at han havde fået job i sit nye county og var flyttet dertil, men den hoppede de ikke på derhjemme.

Da Cavan skulle spille hjemmekamp mod Kildare, gik det galt. Hans forældre forlod Irland hele ugen op til kampen for at undgå bemærkningerne om, at deres søn var en skændsel, og da han blev skiftet ind med et kvarter tilbage, var det hele ved at koge over.

Malachy Clerkin, sportsjournalist på Irish Times, var til stede den dag, og han skærer stadig en grimasse, når han nævner kampen.

Det var forfærdeligt. Han blev svinet så meget til af sine gamle holdkammerater og tilskuerne, og hans far sad på lægterne og hørte på det hele. Med to minutter tilbage, da Kildare førte med 15 point, fik de et frispark, og han gik hen og sparkede den ind. Dét har de aldrig tilgivet ham. Måske var det hans nye holdkammerater, der ville teste hans loyalitet og kastede bolden til ham, hvem ved, men de lokale bærer stadig nag. Det er en GAA-historie i en nøddeskal. Det handler alt sammen om identitet og forræderi. Der er ingen anden sport, hvor det betyder så meget.

Siden har de færreste forsøgt at skifte, og langt de fleste spillere sætter en kæmpe ære i at repræsentere deres hjemstavn. Tilskuerne på Parnell Park gengælder stoltheden, og hvis der findes folkelig sport, er det denne: unge, kønne kvinder, ældre gentlemen med sixpence og sammenbidte geezers i sports-vindjakker. Og ni ud af ti superligaklubber ville ønske, at de havde lige så dedikerede tilskuere som kvinderne fra Naomh Maur:

”C’mon lads!”

”Get down there and help him!”

”That’s not a penalty, ref!”

forsager du importerede sportsgrene?

GAA opstod i direkte opposition til britiske sportsgrene, og de irske sportsorganer har en lang historie med indbyrdes nag og stridigheder.

Det hele begyndte med Michael Cusack, der som ung mand flyttede fra Carron for at blive lærer i Dublin. Han blev født i 1847 – eller black ’47 – hvor hungersnøden var på sit højeste, og døde bønder blev fundet med grønne tunger efter at have spist græs i desperation. Da Cusack ankom til Dublin i 1874 var landet i kulturel og befolkningsmæssig krise. En million irere var døde af sult, og næsten samme antal var udvandret. Dermed havde landet mistet en fjerdedel af sin befolkning.

Den romantiske nationalist Cusack ville det dog anderledes, og han blev en drivende kraft i den gæliske genrejsning. Da han grundlagde Gaelic Athletic Association skete det med denne bandbulle:

Vi beder det irske folk tage organisationen af deres spil i deres egne hænder og på alle måder promovere enhver sportsgren, der er særegent irsk og med ét strøg fjerne alt udenlandsk.

Det vil sige angelsaksiske import-sportsgrene som rugby, cricket og roning. GAA kan ses som en del af den pan-europæiske bevægelse for organisering af idræt – tidsfordriv blev forvandlet til sport – og Cusack kastede sin kærlighed på øens gamle sportsgrene. Klogt undlod han grisejagt, sækkevæddeløb og blindebuk, der alle figurerer i Sir William Wildes fagbog Irish Popular Superstitions fra 1849, og fokuserede i stedet på hurling og gælisk fodbold.

Som propagandaværktøj var særligt hurling perfekt. Sporten var beviseligt tre tusind år gammel, hvor den havde form af klankrige om jord. Rundt omkring på øen havde arkæologer fundet monumenter med indgraverede hurlingstave, og allerede i 1366 havde briterne forbudt sporten i lovkomplekset The Statute of Kilkenny. Nu blev den et genrejsningsværktøj, der med Cusacks ord ”skulle bevare vor races fysiske styrke”.

Sammen med mindre prominente sportsgrene som gælisk håndbold og rounders har de to sportsgrene siden været hjørnestenen i den gæliske genrejsning. Og dog har det aldrig kun handlet om sport: De gæliske klubber over hele øen promoverede dengang som nu irsk kultur, folkedans, sang – og sprog. I 1900 var det gæliske sprog stort set uddødt på øen, men blandt andet takket være GAA’s stærke organisation blev sproget reddet og fungerer i dag som officielt modersmål på linje med engelsk. Den helt store genistreg var at knytte sognene og sportsklubberne sammen – One Parish, One Club – for dermed blev den katolske kirkes struktur og netværk garant for sportens udbredelse.

blod på grønsværen

I den revolutionære periode, hvor forholdet mellem briterne og irerne spidsede til, blev hurleystaven – med den respekterede irske historiker John A. Murphys ord – ”en metafor for et gevær”. Under Den Irske Uafhængighedskrig (1919-21) lavede de frivillige irske styrker, The Irish Volunteers, øvelser med hurleyer i stedet for rifler, og skønt GAA forbød militærøvelser på Croke Park og i det hele taget forsøgte at træde varsomt, udgjorde gæliske sportsudøvere fodfolket blandt styrkerne.

En skæbnesvanger søndag blev koblingen mellem sport og krig blodigt aktuel.

Den 21. november 1920 – siden kendt som den første af de to Bloody Sundays – lagde Croke Park græs til en gælisk fodbold-kamp mellem Dublin og Tipperary. Kampen var en fundraiser, der skulle samle penge ind til politiske fangers familier.

1921: Oprørslederen Michael Collins, der selv var flittig hurler, kaster sliotaren op til en kamp på Croke. Året efter blev han dræbt i den irske borgerkrig. De gæliske sportsgrene og den irske frihedskamp er vævet grundigt ind i hinanden © Hogan/Hulton Archive/Getty Images

Tidligt samme morgen havde IRA-lederen Michael Collins (der selv var hurler) sendt sin eliteenhed – kendt som ”De 12 apostle” – på gaden for at likvidere en række britiske efterretningsofficerer kendt som Kairo-banden. I alt skød og dræbte Collins’ mænd 14 mennesker den morgen, og på Croke Park samme eftermiddag kom briternes reaktion: Ti minutter før kampens udløb stormede det forhadte ordenskorps ”The Black and Tans” Croke Park og åbnede ild.

Målet var angiveligt at identificere og afvæbne IRA-sympatisører blandt tilskuerne, men aktionen endte i et blodbad. Da krudtstøvet lagde sig, var 14 mennesker blevet dræbt, herunder en kvinde, to børn og Tipperarys halfback Michael Hogan. Siden 1924 har en af tribunerne på Croke Park båret navnet Hogans Stand.

med os eller mod os

Bloody Sunday skulle kaste skygger over den irske sportsscene i mange årtier fremover, men allerede fra GAA’s grundlæggelse havde de gæliske sportsgrene været eksklusive af natur. Man måtte vælge side. Hvis et GAA-medlem viste sig til udenlandske sportsgrene, blev han straks smidt ud, og det gjaldt også den irske præsident Douglas Hyde, der blev suspenderet af GAA og afsat som protektor i 1938 efter at være mødt op til en fodboldlandskamp.

Først i 1972 blev The Ban opgivet. I hvert fald formelt. Ikke desto mindre blev Liam Brady, måske den bedste irske fodboldspiller nogensinde, smidt ud af sin skole, da han valgte at optræde som anfører for det irske U16-landshold i stedet for at repræsentere sin skole i gælisk fodbold-turneringen. Selv efter 1972 kunne medlemmer af det britiske politi og den britiske hær fortsat ikke være medlemmer. Da denne regel også blev opgivet i 2001, var det kun partiet Sinn Fein (IRA’s politiske arm), der protesterede.

I det hele taget er GAA blevet mindre defensive og er i stedet begyndt at sprede det glade budskab om deres sportsgrene. For nylig indgik de en aftale med tv-netværket Sky om at vise All Ireland-kampene, og organisationens nystiftede web-tv-kanal GAA GO blev besøgt fra mere end 150 lande i 2013. Det første internationale VM i gælisk fodbold blev afholdt i Abu Dhabi i 2015, og der findes nu 400 udenlandske gæliske sportsklubber, hvilket er en fordobling på ti år. Uden for Croke Park har de alle sammen deres eget emblem, også GAA Cópanhágen An Danmhairg – den københavnske GAA-klub, der gerne giver en introduktion til sporten, inden man skal til Dublin.

De bærende kræfter i de globale gæliske ambitioner er selvsagt den store irske diaspora, der er resultatet af udvandringsbølgerne. Tag selv på den nærmeste irske pub i september, når All Ireland-kampene spilles, og se kampene på storskærm sammen med de herboende irere – bedre forberedelse til en Dublintur kan næppe tænkes.

god save the queen på croke?!

Historikere er nænsomme med at bruge ordet ”historisk”, men den 24. februar 2007 var en historisk dag. Selv efter The Ban var det fortsat ulovligt at dyrke udenlandske sportsgrene på GAA-stadioner, herunder selvfølgelig Croke Park. Men den irske sportsverden var havnet i en knibe.

Tiden var nemlig løbet fra det gamle Landsdowne Road-stadion i velhaverforstaden Sandymount. På den herlige gamle arena rystede siddepladserne, når toget buldrede under den ene tribune, og man blev lukket ind gennem fodbetjente manuelle jernsluser. Men nu skulle hele herligheden rives ned for at give plads til det nuværende Aviva-stadion, og dermed stod de irske rugby- og fodboldlandshold midlertidigt uden hjemmebane.

At udleje Croke Park havde ofte været drøftet på GAA’s kongres og var hver gang blevet nedstemt. Nok var det fjollet, at Europas tredjestørste stadion skulle stå tomt 95 procent af tiden, men modargumentet var stærkt: Alle kampe i den store rugby-turnering Six Nations indledes med nationalsange, og England er blandt de seks største rugbynationer, hvilket ville betyde, at ”God Save the Queen” skulle gjalde ud over den jord, hvor Hogan blev skudt. Dén var svær at sluge.

Efter lange diskussioner og visse trusler fra det decimerede IRA gav GAA tilladelsen, turneringen blev afholdt på Croke, og balladen udeblev. Selv i kampen mellem Irland og England på den førnævnte dato. Se selv klippene med kampens nationalsange på Youtube – det er et øjeblik af vaskeægte forløsning, hvor spillere og tilskuere med våde øjne lader stemmerne gjalde den nationale stolthed ud – men uden had til gæsterne. Da, netop da, blev Irlands officielle politik om at lade fortid være fortid (”It’s time to move on”) implementeret på det mest følsomme sted i den unge nation.

Kampen endte 43-13 til hjemmeholdet, og i et symbolsk, afsluttende øjeblik greb den irske spiller Shane ”Shaggy” Horgan bolden på den forkerte måde. Over hovedet i stedet for ved brystet. Som man gør i gælisk fodbold.

18. maj 2011: En historisk dag på Croke Park. Den britiske dronning Elisabeth træder ind på det stadion, hvor briterne åbnede ild mod civile under Bloody Sunday i 1920. Hun ledsages af Irlands daværende præsident Mary McAleese og GAA-formand Christy Cooney. Det britiske statsbesøg forløb fredeligt og i pagt med den officielle irske holdning: ”It’s time to move on” © Mark Cuthbert/UK Press via Getty Images

Endnu flere negle blev bidt, da den britiske dronning Elizabeth besøgte Croke Park i 2011, men også her forløb besøget roligt. Tilsvarende i fodbold. Da Englands landshold besøgte Landsdowne Road i 1995, sang medrejsende engelske fans taktfast ”No surrender to the IRA”, og efter 27 minutter blev kampen afbrudt på grund af optøjer. Til de seneste venskabskampe i 2013 og 2015 var hadet afløst af fredsommelig banter: ”Sepp Blatter betalte jeres stadion,” sagde de britiske fans, og det var helt korrekt. FIFA’s finansiering af Aviva Stadium var et hold kæft-bolsje, der skulle få det irske fodboldforbund til at droppe klagerne over den franske spiller Thierry Henrys målgivende tæmning med hånden, der sendte Frankrig til VM 2010 på bekostning af Irland.

Trods den dubiøse finansiering er Aviva Stadium nu et besøg værd, enten til en af de daglige faste rundvisninger eller – endnu bedre – til en rugby-landskamp. Herhjemme er sporten stort set ukendt, men på en global skala hører rugby til de store boldspil, og på de vestlige dele af de britiske øer er den rasende populær. Brutalt ser det ud, men tag ikke fejl: Spillerne er gentle giants fra det bedre borgerskab og kostskolerne – den prominente sportsbane på Trinity Colleges campus er selvsagt en rugbybane.

hurling for psykopater

Med hele den britisk-irske sportshistorie i bagagen skal du tage på Croke Park, og du skal tage turen på gåben. Nordpå, over hovedfloden Liffey og gennem Summer Street North med de karakteristiske toetagers georgianske rækkehuse med sprossede vinduer, halvrunde dekorationsruder over døren og runde støbejernsplader i fortovet, der dækker de gamle kul-huller.

Ind og få en hurtig pint på Hill 16, The Hogan Stand eller en af de andre pubber opkaldt efter gælisk sport, og husk at nyde vægmaleriet af brede hurlere i farvestrålende trøjer foran pubben Gill’s. Forbi det borglignende og stadig benyttede fængsel Mountjoy Gaol, hvor frihedshelten og atleten Patrick Nally, der gav Michael Cusack ideen til GAA, endte sine dage i 1891. Ind på McCoy’s Takeaway, hvor en dame med bobbet hår hælder eddike på dine pommes frites i den fedtplettede papirspose. Hele tiden har du den monstrøse sportskatedral som bagtæppe for de smukt tilsodede dækværksteder og slidte gavle, og hvis Bloody Sunday er subteksten under besøget, så er en kampdag på Croke et levende vidnesbyrd om alt det, der gør Dublin til en vidunderlig by.

Fra begyndelsen af juni til begyndelsen af september er stadion i brug, og rammer man byen samtidig med en kamp, er en tur på ”Croker” obligatorisk. Både klubturneringerne og county-turneringerne afgøres her, og stemningen er vanvittig. Til en gælisk fodbold-kamp skal man gøre sit bedste for at komme i nærheden af Hill 16: Den legendariske lave endetribune ud mod banelegemet, der angiveligt er bygget af murbrokker fra et engelsk bombardement under Påskeopstanden i 1916. For den unge dubliner er det en overgangsrite at blive taget med på The Hill af sin far. De enkelte klubber har hver deres område, men i county-turneringen er de alle forenet i lyseblå trøjer.

Billetterne til All Ireland-finaler bliver revet væk på et øjeblik, og størstedelen er reserveret til klubbernes medlemmer, men sats på en semifinale i stedet – helt i tråd med de folkelige værdier er prisen rimelig.

Kommer du uden for kampsæsonen, er GAA Museum under den østlige Cusack-tribune også et besøg værd. Foruden velformuleret viden om irsk historie – herunder sportens rolle i borgerkrigen og selvstændighedskampen – er der mulighed for at prøve kræfter med sportsgrenene på en indendørs bane, hvor en computer måler hastigheden af din afskudte sliotar (det er sværere, end det ser ud!). Men opsøg hellere en af Dublins sportsklubber eller de specialiserede event-firmaer, der tilbyder prøvetræning – irerne er missionærer af natur.

For denne signatur er der dog intet, der overgår en hurling-kamp på højeste niveau. Så snart den fælles nationalsang er afviklet, og kampen går i gang, forstår man, hvorfor en amerikansk sportsjournalist har beskrevet det som ”hurling for psykopater – eller skovhuggere på speed”. Tempoet er vanvittigt, og en trænet hurler kan skyde sliotaren af sted med 180 kilometer i timen. Spillerne scorer fra midtercirklen, glider gennem græsset, vipper bolde over hovedet på modstanderne og springer, tæmmer og skyder i én glidende bevægelse. Den tunge korkbold lander tungt på græsset og ryger sjældent ud over sidelinjen. Når dommerfløjten tilmed er tavs det meste af tiden, og spillerne notorisk giver alt, hvad de har i sig, er der næsten ingen afbrydelser – deraf prædikatet the fastest game on grass.

Kampdag på Croke: Eoin Larkin fra Kilkenny kæmper mod Paddy Stapleton fra Tipperary i All Ireland-finalen 2014. Hurling er blevet kaldt ”det hurtigste spil på græs” og ”hockey for psykopater”, og det er ikke helt misvisende. De 15 spillere på hvert hold bruger deres økseformede stav, hurleyen, til at slå til den tunge korkbold, sliotaren. En trænet spiller kan skyde den af sted med 180 km i timen © Ramsey Cardy/Sportsfile

En gang imellem giver stadion genlyd af the clash of the ash – lyden af to hurleyer af asketræ, der knalder mod hinanden, og hver lille detalje på banen besvares med et øresønderrivende brøl fra de to holds tilskuere, der vel at mærke sidder blandet mellem hinanden. Tilskueroptøjer findes ikke på Croke.

Efter sådan en omgang er det bare om at lade sig føre med af det joviale menneskehav, der strømmer ud og forbi den irrede statue af Michael Cusack, der vogter den østlige indgang til stadion og akkurat formår at skjule sin benovelse over resultatet af det, han skabte for 150 år siden: en sportsorganisation, der skabte en nation.

Og så kan man ihukomme det digt, en ukendt poet i 1784 nedkradsede på bagsiden af en krøllet kvittering:

But had I each evening a hurl and a ball

A green for to play on and drink there with all

A guinea to spend and a girl at my call

I would never desire to be richer

noter

bøger og film

Michael Collins (1996). Niall Jordans film om den irske revolutionære Michael Collins dramatiserer Bloody Sunday i 1920, hvor 14 tilskuere blev dræbt under en gælisk fodboldkamp.

The Wind That Shakes the Barley (2006). Ken Loachs film om irernes uafhængigheds- og senere borgerkrig fra 1919 til 1922 indledes med en hurlingscene, hvor det engelske ordenskorps The Black and Tans chikanerer irere, der har spillet det forbudte spil.

Ulysses (1922). I James Joyces verdensberømte bog medvirker en let camoufleret Michael Cusack (grundlægger af GAA) som den højtråbende nationalist ”The Citizen”. Joyce nævner også hurling i sine ungdomserindringer Portræt af kunstneren som ungt menneske fra 1916.

museer

GAA Museum Cusack Stand. Croke Park. St Joseph’s Avenue. Dublin 3. En del af Croke Park, men kan besøges uafhængigt af kampe på stadion. God indføring i irsk historie og sport samt interaktiv træningsbane. Se www.crokepark.ie/gaa-museum-tours/gaa-museum.

Michael Cusack Centre The Burren. County Clare. Michael Cusacks barndomshjem med videoinstallationer og info om GAA’s tidlige år. Åbent fra 1. april til 31. oktober. NB: Ikke i Dublin.

prøvetimer og træning

Experience Gaelic Games c/o Na Fianna GAA club.

Mobhi Road. Glasnevin. Dublin 9. Se www.experiencegaelicgames.com.

pubber

Gill’s North Circular Road 555. Dublin 1. Bemærk vægmaleriet med hurling-motiv.

Hill 16 Middle Gardner Street. Dublin 1.

Phil Ryan’s – The Hogan Stand North Circular Road 514. Dublin 1.

stadioner

Aviva Stadium Landsdowne Road. Dublin 4. Nationalstadion for de irske fodbold- og rugbylandshold. Flere daglige rundvisninger, dog ikke på kampdage.

Croke Park Jones Road. Dublin 3. Stadionet over dem alle og centrum for 100 års gælisk selvstændighedskamp. Flere daglige rundvisninger året rundt. I sæsonen (juli til september) kan man booke særlige kampdagsrundvisninger, eller endnu bedre: billetter til at se en kamp. Se www.crokepark.ie.

Dalymount Park Phibsborough. Dublin 7. Slidt, charmerende hjemmebane for Bohemians FC. Find kampdatoer på hjemmesiden, og køb billetter ved indgangen. Se bohemianfc.com.

Parnell Park Donnycarney. Dublin 5. Gælisk stadion.

Tolka Park Richmond Road, Drumcondra. Dublin 3. Vidunderlig, nedslidt hjemmebane for Shelbourne FC. Find kampdatoer på hjemmesiden. Det er ikke nødvendigt at booke i forvejen. Se www.shelbournefc.ie.

websteder

www.gaago.rte.ie. GAA’s streaming-tjeneste, hvor man kan se de store kampe mod betaling.

www.dublingaa.ie. De irske GAA-klubbers fælles webportal.