Читать книгу Det sociale arbejdes daglige praksis - Группа авторов - Страница 3

Vilkår og muligheder for brugerinddragelse i forhold til udsatte borgere

BAGGA BJERGE OG BODIL SELMER

Folketinget vedtog i 1997 en hel række nye love på det sociale område. Denne såkaldte lille socialreform er det konkrete udtryk for et nyt sæt af værdier og for nye politiske tilgange i den sociale sektor. Den sociale lovgivning lægger nu op til et ”nyt menneskesyn” med respekt for brugere af det offentlige og med individuelt tilpassede tilbud, som den involverede borger inddrages i planlægningen af. Intentionen er, at borgeren føler sig hørt og værdsat og til gengæld herfor også begynder at føle og tage mere ansvar for eget liv. Værdisættet hører ind under den fælles betegnelse, som på engelsk kaldes ”empowerment”. ”To empower” kan oversættes med ”bemyndige; sætte i stand til; give evne til”.

Den sociale lovgivning fra slutningen af 1990’erne har altså som sit erklærede formål at sætte borgeren i centrum for den ydede hjælp. De tre relevante love: Serviceloven, Retssikkerhedsloven og Lov om aktiv socialpolitik understreger på forskellig vis dette. Ifølge Serviceloven skal hjælpen tilrettelægges ud fra den enkeltes behov og forudsætninger. Retssikkerhedslovens § 4 lovfæster princippet om, at den, som får hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen, og at kommunen derfor skal tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at borgeren får mulighed for det. I Aktivloven kommer princippet til udtryk på den måde, at modtageren af hjælp skal have mulighed for indflydelse og medansvar, når hjælpen tilrettelægges. Brugerinddragelse, indflydelse og medbestemmelse er således nøgleord i socialpolitikken. Et andet meget væsentligt element er den tidlige helhedsorienterede hjælp, som borgeren ifølge lovgivningen har krav på. I Serviceloven understreges det, at hjælp efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie, og at formålet med hjælpen er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, og tage dette ansvar på sig eller hvis dette ikke er muligt, at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Denne antologi handler om muligheder og barrierer for brugerinddragelse og helhedsorienteret indsats, når dette konkret skal praktiseres i forhold til gruppen af udsatte borgere, der på forskellig vis har vanskeligt ved at klare sig selv. Bidragene bygger på feltarbejder i det sociale arbejdes frontlinie, det vil sige på væresteder, botilbud og lignende, og undersøger den daglige praksis i det møde der her finder sted mellem socialarbejdere og borgere.

Som forsideillustration har vi valgt en ”Farveglad tekstil” fordi vi synes, at tekstilet på fortrinlig og mangfoldig vis udtrykker antologiens indhold. Tekstilets mange tråde er spundet sammen i et net af komplicerede og kaotiske sammenhænge, hvis oprindelse fortaber sig. Sådan former livsvilkårene sig ofte for den gruppe af udsatte borgere, denne antologi handler om: misbrugere, sindslidende og torturofre. Det er skæve eksistenser med farverige liv og forhold, der langt fra er ordnede. Deres livsvilkår er brogede og vanskelige, og mange har behov for hjælp til at håndtere dagligdagens store og små problemer. Den farveglade tekstils komplicerede spind kan også illustrere mange udsatte borgeres opfattelse af det sociale system som uoverskueligt og vanskeligt at orientere sig i. På samme vis opfatter mange socialarbejdere trådene i de udsatte borgeres liv som vanskelige at overskue og udrede. Antologien undersøger det sociale system både som et sikkerhedsnet under borgeren og samtidig som en form for spind, som folk fanges ind af.

I praksis er det vanskeligt at sætte borgeren i centrum for den ydede hjælp. Socialarbejdernes opfattelse af livskvalitet og relevant medindflydelse er ikke nødvendigvis overensstemmende med misbrugerens, den hjemløses eller den sindslidendes forestillinger og idealer om det gode liv. Nogle borgere unddrager sig brugerinddragelse, fordi de ikke ønsker den, mens andre ikke magter medansvar og medindflydelse.

Det værdisæt, som den lille socialreform afspejler, og som klart kommer til udtryk i empowerment-tanken, står i modsætning til de værdier, som indtil 1980-90´erne dominerede den sociale sektor. Modtagere af offentlig bistand blev dengang opfattet som ”klienter”, der mødte en ekspert, der var bemyndiget til at vide, hvad der var bedst for klienten, og hvilke tiltag der skulle sættes i gang for at nå det ønskede resultat. Inden for empowerment-tanken arbejder man i stedet hen mod at opnå en ligeværdig relation mellem ansatte og brugere af det sociale system. Den enkeltes definitioner, behov, forestillinger og ønsker er grundelementer i den sociale behandling. Borgeren opfattes nu som eksperten, både når det gælder eget liv og oplevelsen af den sociale service eller mødet med forvaltningen. Oprettelsen af brugerråd og det individuelle arbejde med handleplaner er eksempler på teknikker, som i den daglige praksis på de sociale tilbud skal sikre fastholdelse og udvikling af empowerment-tankens værdisæt.

I bestræbelserne på at gøre op med tidligere måder at anskue relationen mellem medarbejder og klient, søger socialpolitikken også via sproglige midler at ændre på opfattelsen af de borgere, der benytter det sociale system. Termen ”klient” erstattes derfor gradvist af termen ”bruger”. Ideen er, at hvis begreberne ændres, vil man kunne signalere respekt og aktivitet hos de borgere, der modtager ydelser fra det offentlige. Med andre ord, så er en del af det nyere værdisæts logik, at hvis man ændrer sproget, så ændrer man på brugeres, medarbejderes og resten af samfundets måde at se på og handle i forhold til eksempelvis hjemløse, psykisk syge eller stofmisbrugere i det offentlige system.

Termen ”bruger” peger i retning af, at den, der modtager sociale tilbud, har mulighed for at agere, påvirke og endda vælge i forhold til tilbuddene, men så enkelt er det ikke i praksis. For de ”brugere”, der beskrives i denne antologi, er det et fællestræk, at de ikke blot kan vælge til eller fra, men har behov for hjælp. Derfor kan de ikke bare frit vælge mellem forskellige tilbud eller andre former for ydelser. Hertil kommer en række strukturelle begrænsninger for den indsats, som tilbydes, så som økonomiske begrænsninger, lokale politikker og anden lovgivning. Det er endvidere sådan, at medarbejderne stadig har det primære ansvar for den behandling, den enkelte tilbydes, og dermed har de også ansvar for, hvilke fortolkninger af det at være ”bruger” der kan accepteres og imødekommes i praksis. Man kan derfor diskutere, om ikke betegnelsen ”klient” i mange sammenhænge stadig er lige så betegnende for den rolle, ”brugerne” indtager i det sociale arbejdes daglige praksis, som før socialreformen og forsøget på en ny terminologi.

Der er ingen tvivl om, at den åbenlyse ”klientliggørelse”, der har fundet sted i det sociale system i en lang årrække, er blevet oplevet og fortolket som stigmatiserende og undertrykkende af folk, som har været genstand for denne. Dette perspektiv understøttes af mange analyser af det sociale arbejde i velfærdsstaten (Järvinen, Larsen et al. 2002; Järvinen og Mik-Mayer 2003; Asmussen og Jöhncke 2004) og udtrykkes også af medarbejdere, der har arbejdet inden for området i mange år. Med klientgørelsen blev den enkelte borger reduceret til at tilhøre en bestemt kategori ud fra et enkelt aspekt af vedkommendes tilværelse fx ”stofmisbrug” og som følge heraf fastholdt i bestemte handlemønstre. Det er imidlertid også netop gennem klientkategorier, at ressourcer fordeles i systemet. Klientkategorier indstiller de kategoriserede til forskellige former for hjælp, fx psykiatrisk behandling, at nogen tager ansvar for at hjælpe dem til at begå sig i det sociale system samt adgang til forskellige former for ydelser, fx pension, gratis buskort, gratis tandlæge eller opholdstilladelse. Det at være ”klient” i et socialt system og have en ”ekspert” til at definere problemer og hjælp, kan altså også erfares som noget rettighedsgivende og positivt.

Når vi i denne antologi, på trods af de her fremførte indvendinger, har valgt at holde fast i betegnelsen ”bruger”, er det fordi, det er den betegnelse, der benyttes af medarbejdere og brugere i de forskellige sociale tilbud, og fordi det er den betegnelse, der benyttes i diskursen om det moderne velfærdsstatslige sociale arbejde. Når vi har valgt at kalde denne indledning ”Med borgeren i centrum?” frem for ”Med brugeren i centrum”, ønsker vi at henlede opmærksomheden på den problemstilling, der ligger gemt i anvendelsen af de forskellige betegnelser. Er det borgeren, der er i centrum i det sociale arbejdes frontlinje – en borger med lovfæstede rettigheder og pligter? Denne problemstilling er fokus for Kristiansens artikel, men spørgsmålet om, hvordan de svagest stillede borgere reelt opnår retssikkerhed, er et gennemgående tema i alle artikler. Hvordan bliver de formelle rettigheder og muligheder, som borgeren er sikret bl.a. gennem Retssikkerhedsloven, reelle? Hvordan kan de formelle muligheder opleves som reelle muligheder for borgeren?

I den daglige praksis viser det sig, at det i høj grad er op til den enkelte forvaltning, ledelse og de ansatte at formidle og fortolke intentionerne om inddragelse, ansvarliggørelse og helhed i indsatsen. Hvis man ønsker at få indblik i, hvordan lovgivningen og dens intentioner udmøntes, fortolkes og opleves i det sociale arbejde med udsatte grupper, er det derfor nødvendigt at undersøge den konkrete praksis. Denne antologi bidrager med et etnografisk og empirisk funderet blik på det sociale arbejdes daglige praksis. Hvilke dilemmaer, muligheder og begrænsninger oplever de ansatte og brugere, når de nye værdier og den nye lovgivning skal implementeres i en række konkrete tilbud til udsatte grupper. Er brugerne blevet aktive, ansvarlige, frie og ligeværdige borgere i forhold til medarbejderne og det sociale system? Har værdisættet erstattet tidligere praksisser i de sociale tilbud? Og er brugerne overhovedet interesserede i, at praksis for det sociale arbejde ændrer sig?

Hverken brugere eller medarbejdere har naturligvis blot passivt modtaget og efterlevet den nye lovgivning på området. Spørgsmålet er, hvilke motivationer og inspirationer der ligger bag deres handlinger og fortolkninger. Artiklerne peger på, at medarbejderne fortolker nye tiltag ud fra deres forståelse af egen faglighed (se Bjerregaard, Garval og Kristiansen); at indoptagelsen af nye ideer og konkret lovgivning er afhængig af den enkelte institutions kultur og traditioner (se Bjerge, Bjerregård og Garval) samt hensynet til løsning af akutte problemstillinger, her-og nu-situationer (se Bjerge, Bjerregård, Garval og Johansen). Brugernes bidrag til lovens virkeliggørelse er af en anden art. I det konkrete møde med medarbejderne har borgerne egne konkrete problemstillinger og interesser, der er med til at sætte dagsordenen. Det, som opfattes som ønskelig brugerinddragelse fra medarbejdernes perspektiv eller behandling i overensstemmelse med værdisættet om god social behandling, er ikke altid nødvendigvis det, som brugerne oplever som ønskværdigt eller godt. Lovgivningen taler om indflydelse og medansvar, og at tilrettelæggelsen af hjælpen skal ske ud fra den enkeltes behov og forudsætninger. Af artiklerne fremgår det ikke desto mindre, at brugerinddragelse i overensstemmelse med værdisættet for godt socialt arbejde forudsætter nogle specifikke kompetencer som ansvarlighed og selvforvaltning hos brugerne. Mange misbrugere, hjemløse, torturofre og sindslidende besidder ikke disse kompetencer, hvilket jo netop er årsagen til, at de er i kontakt med det sociale system. Udførelsen af brugerinddragelse i det daglige arbejde kompliceres af denne betingelse (se Bjerge, Kristiansen, Garval og Vestergård).

Bogens artikler bevæger sig tværs gennem den sociale sektor. Der indgår undersøgelser fra psykiatrien, rehabiliteringsområdet, misbrugsområder og en mere generel analyse af sagsbehandling i det sociale system. Bogen er inddelt i tre afsnit, der hver behandler et særskilt niveau i det sociale system. Det første afsnit behandler det niveau, hvor der foregår sagsbehandling i relation til den egentlige forvaltning af konkrete ydelser, der kan ankes, kontrolleres etc. (se Vestergård og Kristiansen). Det andet afsnit behandler det institutionelle niveau – væresteder og botilbud – og fokuserer på medarbejderne som gruppe og deres fortolkninger af konkrete eksempler på brugerinddragelse (se Bjerregård og Garval). Det tredje afsnit belyser, hvordan enkeltindivider (særligt brugere) navigerer og reagerer i forhold til brugerinddragelse, og hvordan dette håndteres af medarbejderne (se Johansen og Bjerge).

Fælles for artiklerne, bortset fra det juridiske bidrag, er udgangspunktet i den antropologiske praksis-logiske tænkning. Analyserne er således båret af teorier, der argumenterer for en situeret, processuel og relationel forståelse af menneskelige handlinger og fortolkninger og er inspireret af teoretikere som Sally Falk Moore, Pierre Bourdieu samt Fredrik Barth. I artiklerne understreges det således tydeligt, at en forståelse af, hvordan den lille socialreform og intentionerne om brugerinddragelse bliver virkeliggjort, må bero på dybdegående undersøgelser af det konkrete stykke virkelighed, der skabes i dagligdagen i møderne mellem medarbejdere og brugere. Dette perspektiv sikrer et fokus på den reelt levede praksis i modsætning til analyser, der udelukkende undersøger den diskursive praksis på det sociale område. Sådanne analyser nøjes ofte med at giver et billede af, hvordan praksis burde være eller bør blive.

Det praksis-logiske perspektiv udbygges i flere artikler også af socialkonstruktivistiske teorier som Niels Åkerstrøm Andersens, Michel Foucaults og Allan Youngs. Disse teorier er med til at synliggøre mere almene velfærdsstatslige, diagnostiske og strukturelle faktorer, der er på spil, når brugere af det sociale system deltager i tilbud og behandlinger, som er orienteret mod brugerinddragelse og båret af det nye værdisæt i forhold til god social behandling.

Intentionen med bogen er at sætte fokus på og skabe debat om de dilemmaer, muligheder og begrænsninger, der er til stede i praksis, når man ønsker at lave empowerment-orienteret og brugerinddragende socialt arbejde. Vi ønsker hverken at afskrive empowerment-tanken eller beskrive lovgivningen på området som ”verdensfjern” eller ”urealistisk”. Vi ønsker heller ikke at fremstille medarbejdernes og brugernes praksis som ”utilstrækkelig” eller ”forkert”. Derimod ønsker vi at pege på en række konkrete forhold, som er til stede i praksis, og som man må erkende, acceptere og forholde sig til, hvis man ønsker et socialt system med større respekt for brugere af det offentlige, en større grad af helhedsorienteret og individuelt tilpassede tilbud, samtidig med at brugerne skal føle sig hørt, værdsat og føle større ansvar for eget liv.