Читать книгу Sprog, kultur og medborgerskab - Группа авторов - Страница 6

Anvendelsen af begrebet medborgerskab på sprogskolerne – ikke mindst med indførelsen af indfødsretsprøven – har som mål snarere at assimilere end at integrere kursisterne ind i det danske samfund. Kursisterne skal for at bestå prøven være vidende om “Danmarks historie, danske samfundsforhold og dansk kultur” (Danmark før og nu, 2007: 4), og danskundervisningens mål har blandt andet som sigte, at kursisterne opnår “viden om kultur- og samfundsforhold i Danmark, så de kan blive deltagende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere”. Medborgerskabsdelen kommer hermed til at fremstå som undervisning i det formelle politiske og juridiske system samt undervisning i en bestemt etos-fortolkning af dansk kultur, religion og historie¹. I sin kerne drejer medborgerskab sig om reglerne for medlemskab og tilhørsforhold til et politisk fællesskab, men har den dobbelthed i sig både at have en politisk-juridisk og en kulturel-identitetsmæssig side. Demokratiets borgere må nødvendigvis også føle et identitetsmæssigt tilhørsforhold til samfundets fællesskab. Det bliver derfor vigtigt på sprogskolerne og i andetsprogsundervisningen at medtænke de inkluderende og identitetsmæssige aspekter af medborgerskabet, herunder emner, der har med etik og religion at gøre.

Den aktuelle anvendelse af medborgerskab i folkeskolen derimod ligger i forlængelse af skolens mangeårige tradition for demokratisk dannelsestænkning og knytter an til folkeskolens formålsparagraf, stk. 3: “Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Af paragraffen fremgår, at der i folkeskolen ikke blot skal undervises i demokrati, “kundskab om demokrati”, undervisningen skal også finde sted som en indføring i demokratiets værdier og spilleregler, “demokrati som livsform”. Det betyder, at eleverne skal gøre erfaringer med deltagelse i demokratiske processer i hele skolens virke, i klasserummet, i undervisningen og i de enkelte fag.

Ifølge Claus Haas (2004: 201) har drøftelserne om demokratisk dannelse dog også i folkeskolen indtil videre fortrinsvis taget udgangspunkt i en traditionel demokrati - diskurs baseret på en enhedskulturel forestilling. I formålsparagraffens stk. 1 står, at eleverne skal gøres “fortrolige med dansk kultur og historie”, en formulering, der ved sin entalsform forudsætter et monokulturelt og statisk kulturbegreb. I dag, hvor denne konstruktion er under ombrydning, må skolen derfor forholde sig langt mere markant til de flerkulturelle udfordringer.

Som et af få fag i skolens fagrække refererer fagformålet i dansk som andetsprog eksplicit til skolens formålsparagraf, nemlig i stk. 2: “Undervisningen skal herved bidrage til, at eleven udvikler forudsætningen for en aktiv og ligeværdig deltagelse i skole, uddannelse og samfund”. På trods af fagformålets hyppige referencer til “dansk sprog” og “dansk kultur” som statiske og monokulturelle størrelser præcis som i skolens formålsparagraf, og på trods af at eleverne forudsættes at have “egen kulturel baggrund”, som tilsyneladende er forskellig fra “kulturelle normer i Danmark”, står formuleringen om demokratisk dannelse alligevel centralt i fagformålet. Så centralt, at det må udfordre andetsprogslæreren til eksplicitte overvejelser om en medborgerskabsdidaktik. Forudsætningen for at kunne udvikle medborgerskabskompetencer er i dansk som andetsprog tæt knyttet til fagets kerneområde, sprogtilegnelse. Kommunikativ kompetence og interkulturel dialog bliver dermed de medborgerskabskompetencer, dansk som andetsprog naturligt må tage udgangspunkt i.