Читать книгу Sprog, kultur og medborgerskab - Группа авторов - Страница 8

Dialog har flere aspekter, der kan indtænkes i sprogundervisningen. Dialog kan anskues som aktivitet og metode, som holdning, som kontekst og som ideal. Som aktivitet og metode tager dialog udgangspunkt i et funktionelt sprogsyn og har som forudsætning, at sprogtilegnelse bedst tilgodeses ved en kommunikativ undervisning. Sprogundervisning handler om at gøre eleverne til kommunikative aktører i fællesskabet, hvilket indebærer, at undervisningen først og fremmest må benytte sig af dialogisk metode, hvor eleverne får mulighed for at bruge sproget så meget som muligt. Og vigtigt er her, at eleverne får gjort erfaringer med, at sproget står til forhandling samt må fortolkes i den kontekst, det formuleres i.

Dermed har dialog netop med holdning at gøre, med vilje og evne til at udtrykke egne synspunkter, men også evne til at lytte og inddrage andres synspunkter. Eleverne skal synligt og hørligt bekræftes i, at både deres og andres baggrunde, forståelser og fortolkninger er repræsenteret i gruppens, klassens og skolens fællesskab. Hermed følger både anerkendelse af den enkelte samt anerkendelse af “den anden”, og oplevelsen af at høre til det fælles understøttes.

I forlængelse heraf drejer dialog som kontekst sig om den samtale, der føres i det omgivende samfund såvel inden for som uden for skolen, i lokalsamfundet og på nationalt og globalt niveau. I et medborgerskabsperspektiv handler dialog som kontekst om oparbejdelse af kommunikative færdigheder i at indgå som aktør i det offentlige rum, at turde give sin mening til kende, at forstå og fortolke, hvad der foregår i skolens og det omgivende samfunds politiske og kulturelle sfære og få erfaringer med, at fællesskab vokser ud af dialog, hvor både kultur og fælles historie skabes og omskabes som grundlag for tilhørsforhold og medborgerskab.

Dialog som ideal handler om de værdier, der danner udgangspunkt for den demokratiske samtale, vilje til at begrunde sine synspunkter, lade sig påvirke af bedre argumenter, tolerance og respekt over for andres synspunkter, ønske om fredelig løsning på forskelligheder, vilje til kollektive aftaler. I det hele taget dyder, der skal læres ved øvelse og ikke blot i teorien. I overvejelser over idealer er det hensigtsmæssigt at skelne mellem “procedurale” værdier, det vil sige værdier, man gennem dialog og forhandling er kommet til enighed om – og så værdier, der ikke står til forhandling, nemlig de fundamentale værdier, som menneskerettighederne og demokratiet hviler på: lighed, ligeværd og frihed.