Читать книгу Sofokles Antigone - Группа авторов - Страница 3

Næsten to et halvt årtusind efter sin første opførelse spilles Sofokles’ Antigone stadig på teaterscener verden over. Samtidig er det måske den græske tragedie der receptions- og virkningshistorisk er mest interessant, fordi den har efterladt sig markante aftryk i både filosofi, litteratur, kunst og musik.

Den omfattende inspiration fra Sofokles’ drama er behandlet indgående af George Steiner i hans bog fra 1984 med titlen Antigones. Aristoteles fremhævede i sin poetik flere steder Sofokles’ Kong Ødipus som den ideelle tragedie. Heroverfor konstaterer George Steiner i sit første kapitel: Between c. 1790 and c. 1905, it was widely held by European poets, philosophers, scholars that Sophocles’ Antigone was not only the finest of Greek tragedies, but a work of art nearer to perfection than any other produced by the human spirit. Hölderlin, Hegel, Kierkegaard er blot tre af de mange der i slutningen af det 18. og i det 19. århundrede var dybt optaget af stykket. Mendelssohns musik til J. J. Chr. Donners oversættelse blev en international succes opført først i Potsdam, så i Berlin, Paris, London og Edinburgh.

Og fascinationen af og inspirationen fra Antigone sluttede ikke i 1905, men nåede nye højder i det 20. århundrede, som Steiner viser i sit andet kapitel. For kun at nævne et par af hans mange eksempler på de utallige operaer, dramaer og film der i det århundrede blev skabt, inspireret af Sofokles’ tragedie, kan nævnes Arthur Honeggers musik fra 1927 og Carl Orffs fra 1949; i 1944 førsteopførtes Jean Anouilhs stykke af samme navn, der blev et at de populæreste stykker i tiden efter anden verdenskrig, og som i sæsonen 2003-4 opførtes med stor succes på det Kongelige Teater. I samme periode, i 1948, skrev Bertolt Brecht ligeledes en Antigone. I Danmark skrev Kjeld Abell i 1939 i protest mod nazismens fremrykken Anne Sofie Hedvig med tydelig reference til Sofokles, og parallellen til Antigone spiller en afgørende rolle i Heinrich Bölls manuskript til filmen Das Herbst in Deutschland fra 1979 skrevet under indtryk af Baader-Meinhof-gruppens domfældelse og senere Ulrike Meinhofs og Andreas Baaders selvmord.

Stykket foreligger i mange udgaver, den seneste videnskabelige er Mark Griffiths fra 1999 med en fremragende indledning og kommentar. Af danske oversættelser før denne skal nævnes Otto Foss’ fra 1977 og Eva Sprogøes fra 1986.

Hvad er det der gør, at netop dette drama vinder genklang gennem så forskellige epoker hos så mange så forskellige kunstnere og tænkere og kan ses som paradigme på så indbyrdes forskellige ideologier eller åndsretninger? Hvordan kan et stykke få betydning for idealisme, romantik og eksistentialisme, for både modstand mod og tilhængere af totalitære regimer og tages til indtægt for demokrati, kvindebevægelse og andre frihedsbevægelser? Årsagen er den samme som gør, at stykket den dag i dag verden over i skoler og på universiteter er en central tekst, ikke bare inden for litteratur eller græsk drama, men også i kurser om politisk teori, kønsstudier og moralfilosofi, nemlig den at det behandler temaer, konflikter og problemstillinger, som er så almenmenneskelige og genkendelige at læsere og tilskuere til alle tider fanges ind og bevæges, men også temaer, konflikter og problemstillinger som der ikke gives nogen entydig løsning på, og som derfor må fortolkes igen og igen under hensyn til tid og kontekst. Antigone har været set som en oprører mod autoriteter, mod patriarkat og mandschauvinisme, men også som en forsvarer for traditionelle værdier.

Som alle græske tragedier stiller Antigone problemer op, men giver ingen færdig løsning på dem. Antigone har givet stykket navn, men faktisk er Kreon mere på scenen end hun er. Ingen tilskuer eller læser kan vel undgå at føle medlidenhed med Antigone, men gælder det ikke også Kreon? Dramaet har uden tvivl sin vedvarende gennemslagskraft fra sammenstødet mellem to markante personligheder der begge ønsker at gøre det rigtige, men ikke evner at sætte sig i den andens sted. De repræsenterer så at sige to forskellige kulturer. De taler fuldstændig forbi hinanden og sætter dermed en kæde af begivenheder i gang som de ikke er herrer over.

Samtidig er det temaer og problemstillinger som i høj grad er aktuelle i dag, og som derfor kan danne baggrund for en erkendelse af både ligheder og forskelle mellem antikkens mennesker og os selv og bidrage såvel til en viden om antikken som til en forståelse af vor egen tid.

Ved læsningen af teksten i gymnasiet, på højskoler osv. er der rig lejlighed til at diskutere temaer som individualitet contra kollektivitet, privat contra offentligt, verdsligt over for sakralt, guder over for mennesker, familie over for stat, mandlig over for kvindelig, ligesom begreber som ære, skam, pligt, tro, køn, kærlighed, forbrydelse og straf. Og der er rig lejlighed til samarbejde mellem mange af gymnasiets fag hvad enten det er oldtidskundskab, græsk, dansk, tysk, engelsk, fransk, filosofi, religion, billedkunst, musik eller samfundsfag.

Det almindelige læserpublikum er på en eller anden måde blevet uvant med at læse dramatiske tekster. Og det er synd. Ikke for de store dramaer. De skal nok leve. Men for læserne selv.