Читать книгу Sofokles Antigone - Группа авторов - Страница 4

Hos Sofokles kan hovedkonflikten beskrives som en konflikt mellem det politiske og det religiøse, mellem den enkeltes pligter som borger i samfundet og som medlem af en familie, mellem modernitet og tradition. Men Sofokles tilspidser også konflikten ved at indføre et kønspolitisk aspekt og antyde en generationskløft.

Handlingen er stærkt komprimeret og udspiller sig, som traditionen byder, i løbet af et døgn. Den udspringer af den mytekreds der kaldes den thebanske, og som i antikken behandledes både i episke værker og i mange tragedier. Alle de tre græske tragikere beskæftigede sig med dette stof, men vi har kun bevaret et stykke af Aischylos, Syv mod Theben og tre af Sofokles, nemlig foruden Antigone de to Ødipus-stykker, Kong Ødipus og Ødipus i Kolonos, og af Euripides Fønikerinderne og Bacchanterne. Så meget er tabt at det ikke er muligt at afgøre, hvad Sofokles i dette stykke har tilføjet eller ændret i myten. Vi kan kun konstatere at stykkets personkreds omfatter Kreon, Antigone og Ismene, Ødipus’ døtre, Kreons søn Haimon og Kreons hustru Eurykleia, seeren Teiresias, en vagt, et par budbringere og et kor der består af ældre thebanere, der fungerer som kongens rådgivere. Haimon er forlovet med Antigone.

Ved tragediens begyndelse er borger- og broderkrigen i Theben mellem Eteokles og Polyneikes, Ødipus’ sønner, endt med at de har dræbt hinanden. Deres morbroder Kreon er blevet Thebens hersker og har som sin første handling udstedt et dekret om at kun Eteokles, som statens forsvarer, fortjener en ærefuld begravelse, mens Polyneikes, som angriber og dermed landsforræder, skal ligge ubegravet hen som bytte for fugle og hunde.

En overtrædelse af dekretet vil på det menneskelige plan medføre dødsstraf. Men da antik græsk religion krævede at de pårørende begravede deres døde og derved sikrede dem passage til dødsriget, vil efterlevelse af dekretet betyde despekt over for dette påbud og på det religiøse plan skabe besmittelse og medføre gudernes hævn.

Antigone, de tos søster, føler det derfor som sin pligt at sørge for at også Polyneikes begraves, og ser det som et ærestab og en skam for slægten, hvis det ikke sker. For hende er prioriteterne klare: Et menneske kan ikke sætte sig op imod guderne, politik er underordnet religionen, og familien går frem for staten. Som kontrast har Sofokles sat den anden søster Ismene, der som kvinde ikke mener at kunne sætte sig op mod familiens mandlige overhoved, og som borger føler sig underlagt staten og dens leder. Hun nægter at medvirke og nægtes derfor af Antigone delagtighed i straffen da Kreon ganske uretfærdigt i første omgang vil henrette også hende.

Kreon identificerer sig selv med staten og sine påbud med statens love. Ulydighed mod dem er et angreb på ham og sår tvivl om hans autoritet. Da Antigone nægter at modtage det redningstilbud, han først giver hende ved at antyde at hun handlede i uvidenhed om dekretet, ser han det som et bevis på hendes totale mangel på respekt. At hun som kvinde ikke straks indrømmer sin brøde, ophidser ham yderligere. Og at hun er hans kommende svigerdatter, gør kun sagen værre. Det må under ingen omstændigheder hedde sig at han sætter sin familie over sin pligt som leder.

Jo mere andre prøver at formilde ham, jo mere stejl bliver han. Hverken korets forsigtige antydninger eller hans søn Haimons diplomatiske advarsler, ja selv ikke den berømte seer Teiresias’ mere kontante, formår at trænge igennem. Ingen skal prøve at lære ham noget, hverken kvinder, unge eller gamle. Han står fast indtil det er for sent, og forspilder derfor hele sin lykke, mister både sin familie og sin position. Først da Teiresias i vrede har profeteret om de ulykker der er i vente, lytter han til korets råd og prøver at gøre gjort gerning ugjort. Men da har hans beslutning sat et skred i bevægelse som han ikke formår at standse. Lige så selvsikker han er i begyndelsen, lige så hjælpeløs er han til sidst. Antigone spærres inde og begår selvmord inden Haimon kan befri hende, og Haimon vender det sværd mod sig selv som han først har truet sin far med. Kreons hustru tager sit liv da hun hører om Haimons død.

Antigone er på sin side mindst lige så sikker på at have ret, og hun tvivler aldrig. Hverken Ismenes bønner, Kreons trusler, korets appel og lunkne medlidenhed eller tanken på Haimon får hende til at vakle, hvor Kreon dog ændrer sin dom over Ismene og straffens art, det sidste dog kun for at undgå at få blod på hænderne ved en egentlig henrettelse. Hun er dermed lige så isoleret i denne sikkerhed som Kreon. Men hun er det ikke fordi hun sætter sig over alle andre eller gør sig selv til autoritet. Hun anerkender og underkaster sig ikke menneskers bud, men højere magters, gudernes love og slægtens påbud. Hun har forekommet mange moderne læsere urimelig og kold, især i sin afvisning af Ismene, men også i sin tilsyneladende tilsidesættelse af sine følelser for Haimon. Men for Antigone er det netop ikke en konflikt mellem det kollektive og det individuelle, men en konflikt for den enkelte som medlem af både polis og oikos, dvs. byen (staten) og familien (slægten). Det drejer sig ikke om individets ret, men om dets pligt.

Konflikten er som nævnt tidløs og generel. Det betyder ikke at Sofokles ikke var påvirket af sin tid. Den græske tragedie har sin blomstring i en forholdsvis kort tid, men er ikke som komedien direkte politisk og aktuel. Alligevel afspejler den, blot mere subtilt, de store ændringer der i den periode indtraf.

Vi ved ikke præcis hvornår Antigone er skrevet, men der er enighed om at det sammen med Ajas og Trachinierinderne hører hjemme i en tidlig fase af forfatterskabet mellem 450 og 435. De fleste forskere sætter i dag dramaets tilblivelse til 442/1. Det er altså skabt i en tidlig fase af det athenske demokrati. Vi ved at det perikleiske demokrati på forskellig måde søgte at styrke fællesskabet, bl.a ved at staten eller byen gik ind på områder som familien hidtil havde varetaget. Et eksempel kan være den offentlige begravelse i begyndelsen af den peloponnesiske krig som Thukydid skildrer i 2. bog af sin Historie, hvor han refererer Perikles’ tale (2,34-46). Det vil imidlertid være forkert at se stykket som en kritik af demokratiet eller af udviklingen generelt. Snarere bør det ses som en illustration af det kultursammenstød som overgangen medførte. Demokrati var ikke fra starten det af alle hyldede ideal som det er i dag; og som vor egen tid viser, kan demokrati ikke indføres ved magt fra den ene dag til den anden.

Det vil heller ikke være rigtigt at se stykket som et indlæg for ligestilling eller kvinders rettigheder. Men det bør vække til eftertanke at Sofokles så tydeligt peger på et problem ved den måde, man havde indrettet sig på i Athen. På den anden side er det påfaldende at Antigone ikke bare fysisk forsvinder fra scenen i vers 943; hun omtales end ikke i slutscenen hvor Kreon begræder tabet af sin søn og sin hustru. Vi ved ikke med sikkerhed om kvinder i Athen i 400-tallet måtte overvære tragedieopførelserne, men vi kan gå ud fra at hovedparten af tilskuerne var mænd ligesom alle skuespillerne var det og koret. Det bør medtænkes når vi prøver at forestille os, hvordan stykket blev modtaget og forstået.

Endelig må man også være opmærksom på det utilnærmelige eller for mennesker uberegnelige ved de Sofokleiske guder. Sofokles’ helte lever efter en moralkodeks, men uden anden belønning end den der består i netop at være overbevist om at gøre det rette. Antigone ender med tre selvmord og et menneskeligt sammenbrud. Den direkte ansvarlige er Kreon, men Antigone er ikke ganske uden skyld da det er hendes valg, der fremprovokerer Haimons og hans mors død og gennem deres død Kreons fald. Aristoteles definerede i Poetikken formålet med tragedien som en renselse, katharsis, og fremhæver medlidenhed og frygt, éleos og fóbos, som de følelser tilskuerne oplever og bliver ‘renset’ for ved at leve med i personernes skæbne. Som nævnt giver Antigone rig lejlighed til medlidenhed med både Antigone og Kreon eller måske med mennesket. Og vel også frygt for de menneskelige vilkår. Hvis der for en moderne tilskuer er noget positivt at uddrage, er det vel påpegningen af at intet menneske kan opkaste sig til Vorherre, og at der er ære i at sige nej og stå fast på hvad man tror er rigtigt. Hvilket dog kan føre til katastrofer for både én selv og andre.

Bodil Due

Aarhus 2004

LITTERATUR

George Steiner, Antigones, The Antigone Myth in Western Literature, Art and Thought, Oxford 1984

Mark Griffith (ed), Sophocles: Antigone, Cambridge 1999

Otto Foss (overs.), Sofokles: Antigone, København 1977

Eva Sprogøe (overs.), Sofokles: Antigone, København 1986

Karin & Jerker Blomquist, Sofokles, Klassikerforeningens oversigter, Hjørring 1991

Bodil Due o. a., Det græske teater, Aarhus 1985

Otto Foss, Den græske tragedie, 1976

Holger Friis Johansen, Fri mands tale, Aarhus 1984 (eller senere optryk)

Det athenske demokrati i samtidens og eftertidens syn, I-II (red. Rudi Thomsen), Aarhus 1986

Keld Zeruneith, Træhesten, København 2002