Читать книгу Nær syn - Irina Bjørnø - Страница 5

I den seneste udgave af magasinet «Vores Villa», som bliver uddelt «gratis» til alle husejere, var der en speciel annonce om rejser til Tyrkiet, som «kun» kostede 990 kr. for en 15 dages rejse. Alt var inkluderet: udflugter, frokoster, entrébilletter og overnatning på 5 stjernede badehoteller. Sikken et tilbud! Tidspunktet var midt i vinterperioden i januar – ikke det bedste tidspunkt for en badeferie i Tyrkiet – men pyt med det!

Men hvem vil finansiere denne fantastiske rejse? Den oprindelige pris var 8.490 kr. – næsten en hel måneds folkepension før skat. Vi ved, hvor meget det koster at købe flybilletter. Der skal fyldes brændstof på flyene og betales løn til piloter og stewardesser. Det koster at bo på 5 stjernede hoteller og at få serveret frokoster og aftensmad. Hvem betaler for alle de ekstra ydelser? Gud bevares! Selvfølgelig er intet gratis her i Verden. Alt koster penge. Hotellets drift koster mange penge, uanset om det er i januar eller juli. Personalet skal have deres løn. Elektricitet koster penge. Desuden skal der indkøbes mad, og det er ikke gratis.

Gratis aviser, gratis koncerter, næsten gratis rejser. Gratis smagsprøver og gratis forsendelser. Gratis musik på nettet og gratis bøger (også mine). Gratis film og gratis annoncer. Gratis arbejdskraft og gratis service. Er det muligt? Er det retfærdigt? Er det lovligt?

Polakkerne er igennem mere end hundrede år kommet til Lolland for at plukke jordbær, og til Sydtyskland for at plukke de berømte, hvide asparges. Kineserne arbejder på cementfabrikker ved siden af Ryazan i Rusland. Marokkanerne samler oliven og tomater i Toscana i Norditalien. Dine billige T-shirts og cowboybukser er syet på fabrikken i Bangladesh, hvor mindreårige piger arbejder 12 timer om dagen – uden at gå i skole. Uretfærdighed – men nødvendighed – driver vores moderne industri. Generelt og over hele Verden.

Du betaler ikke noget for at læse denne artiklen på nettet, men det koster 2 timer af mit liv at skrive den til dig. Har du virkelig ret til alle de gratis ydelser? Eller…

Mælkeproducenter sælger mælk med negativ fortjeneste, og supermarkeder sælger billig mælk til dig. I bund og grund drejer alt dette sig om dig. DU bestemmer, hvad du vil købe, og hvor meget du vil betale for varen. Men hvis du IKKE køber billige jordbær eller billige T-shirts, vil den polske familie eller den lille pige i Bangladesh ikke få deres penge til at leve for. Kinesiske familier kunne pludselig ikke betale for deres elskede børns engelskundervisning, og den kyrgyzstans familie kunne ikke købe et nyt får. Mange mennesker fra Kasakhstan arbejder nu i Rusland i bygge – og servicebranchen for blot 30 dollars om måneden. Du bestemmer, om de familier kan overleve i en verden, hvor befolkningen vokser hele tiden.

Jeg var på en eventyrrejse i Amazon junglen, hvor jeg mødte mange indianere. De lever i vores øjne i «primitive» samfund med fælles økonomi. Alle de penge, som de tjener hos tilfældige turister, bliver afleveret hos landsbyens ældste, som bestemmer over økonomien og uddeler penge til beboerne efter behov. De mennesker dyrker majs – kun til at dække deres eget forbrug – ikke til videresalg. De samler skovens gaver – bananer og appelsiner – og ejer kun et par sko og et sæt tøj (shorts og T-shirt). De arbejder kun en til to timer om dagen. Mændene fisker sammen i floden og kvinderne samler frugter, insekter, nødder og grønt i skoven. Resten af tiden sover de, danser, spiser og drikker deres hjemmelavede, alkoholiserede drik, og om aftenen samles de i fælleshuset til hyggeligt samvær, hvor de synger og laver smykker til turisterne. Selv bruger de ikke smykker.

Et sæt glasperlesmykker koster hos dem kun 1 dollar. Jeg købte 2 sæt (øreringe, halskæde og armbånd) i 2 farver. Min mand var villig til at betale den dobbelte pris for de smykker, som i en «Pilgrim» forretning ville koste mindst 200 danske kroner. Men vores guide Peppe sagde til min mand:

– Du må ikke give dem 2 dollars, når de kun beder om en. Ellers vil du ødelægge deres forståelse for penge og «business».

De indianske kvinder har aldrig været på handelsskole, og kender ikke noget til merværdi, som er en grundsten i den kapitalistiske tankegang. Vi betalte 2 dollars, og jeg fik mine smykker, som var lavet af indianske kvinder midt i Amazon junglen. Hun fik 2 dollars, som hun afleverede til fælleskassen i landsbyen. Dette er ikke skat, dette er deres livsstil. Og de betaler ikke noget til regeringen i Ecuador for at bo i denne landsby, som næppe eksisterer på noget Google kort.

– Hvad skal de bruge pengene til? spurgte jeg min guide. Han svarede:

– De vil måske købe benzin til deres motorbåd, som mændene bruger til fiskeri. Og olie er der nok af i Ecuador.

Hver gang jeg tager den røde glasperlekæde på, husker jeg på den ene dollars værdi, som er skjult i den. Vi er alle sammen en del af den store «leg» med penge, værdier, og udveksling af tjenester, som er en slags globalt Matadorspil. Reglerne er oftest ikke transparente eller tydeligt nedskrevne. Gevinsten i spillet er en lykkelig og ubekymret tilværelse for dig og de mennesker, som er dig nær. Jeg kæmper ikke mere for at retfærdiggøre det globale Matadorspil. Jeg vil bare leve mit liv med det og dem, som er mig nær. Bare leve livet med nærsyn og nærvær.