Читать книгу Europa - Jorgen Moller - Страница 5

Enhver historie skal jo begynde et sted, og vores historie tager sin begyndelse den 25. januar 1077 på en kold klippetop i det nuværende Italien. Den dag ankom den vestlige kristenheds mægtigste mand – den tysk-romerske kejser Henrik den 4. – på bare fødder og iklædt munkekutte til borgen Canossa i Toscana.

Skønt midt om vinteren havde han og hans følge, fortæller beretningen, krydset alperne i denne mundering. Inde i borgen, i ly for vinterkulden, befandt pave Gregor den 7. sig sammen med sin vært, grevinde Mathilde af Toscana.

Henriks ærinde var netop at opsøge Gregor. Gregor havde efter sin udnævnelse til pave i 1073 insisteret på, at kirken alene havde bemyndigelse til at udnævne gejstlige til kirkelige embeder. Der var tale om en direkte krigserklæring imod Europas monarker, først og fremmest den tysk-romerske kejser.

Mange af de kirkelige embeder indebar nemlig råderetten over store len, oftest i form af landområder. Ved at placere allierede eller endda slægtninge på disse poster kunne monarker som Henrik få adgang til midler samt etablere vitale alliancer. Det gjaldt ikke mindst i det decentraliserede og opsplittede tysk-romerske kejserrige, hvor hele regioner hørte under biskopper snarere end under fyrster.

Henrik svarede igen ved at udnævne gejstlige til flere vigtige embeder, herunder posten som biskop i Milano. Samtidig krævede han, at Gregor trådte tilbage. Gregor reagerede i 1076 ved at ekskommunikere Henrik – altså smide ham ud af den katolske kirke – og afsætte ham som kejser. En række af Henriks tyske vasaller benyttede lejligheden til at rejse oprørsfanen. Kejserens situation var uholdbar, medmindre han kunne indgå forlig med paven. Vejen var banet for den historiske gang til Canossa.

Gregor nægtede i første omgang at modtage Henrik. I tre dage ventede Henrik i sneen uden for borgporten. Først den 28. januar lod paven ham komme ind i borgen. Kejseren knælede i sin bodsdragt foran paven og tiggede om tilgivelse. Gregor forbarmede sig til sidst, hvorefter paven, kejseren og grevinden sammen modtog nadveren i slotskirken for at markere, at Henrik var genindtrådt i kirken.

Henriks gang til Canossa gjorde et stort indtryk i middelalderens Europa. Den italienske betegnelse for begivenheden, L’umiliazione di Canossa, på dansk ”Canossa-ydmygelsen”, er sigende for samtidens reaktioner. At den tysk-romerske kejser på denne måde måtte gå bodsgang, var chokerende.

I denne Tænkepauser vil jeg gå så langt som til at udråbe begivenhederne i Canossa som startskuddet til en proces, der i de seneste 200 år er kulmineret i det moderne demokrati, den moderne retsstat og den moderne markedsøkonomi. For at være mere præcis: Henriks gang til Canossa er forudsætningen for at forstå, hvorfor demokratiet, retsstaten og markedsøkonomien opstod i netop Europa. For at forstå hvorfor – og hvordan – Europa blev til det Europa, vi kender i dag.

Kejserydmygelsen ved Canossa er nemlig den første vigtige episode i det, der skulle blive det dominerende tema i høj- og senmiddelalderen, dvs. perioden fra cirka 1000-1500: modsætningsforholdet mellem kirke og stat, mellem den religiøse og den verdslige magt. Med den amerikanske politolog Stephen Holmes’ maleriske beskrivelse:

”Gennem middelalderen stod folk over for to adskilte og uforenelige realiteter: den knejsende stenborg og den knejsende stenkatedral, Cæsar og Kristus, suverænitet på den ene side og frelse på den anden.”

Samtidig vidner forløbet om den europæiske middelalders andet store tema: konflikten mellem monarkerne og deres stormænd. Henriks bandlysning fra kirken viste sig så effektiv, fordi hans tyske vasaller udfordrede ham, ikke fordi paven med egne styrker kunne udfordre kejseren.

Man fristes her til at citere Josef Stalins hånlige spørgsmål: ”Paven? Hvor mange divisioner har han?”. Heller ikke i højmiddelalderen kunne paven mønstre ret mange soldater. Paven var og blev afhængig af sin evne til at mestre et del og hersk-spil: enten ved at sætte Europas monarker op imod hinanden og alliere sig med først den ene og siden den anden eller ved at få stormændene til at gøre oprør imod monarkerne.

Hermed har vi rundet bogens tredje tema: at såvel konflikten mellem stat og kirke som konflikten mellem monarker og stærke samfundsgrupper foregik med krig som katalysator eller ligefrem præmis. Det var frygten for borgerkrig, der drev Henrik til Canossa hin januardag i 1077.