Читать книгу Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard - Страница 5

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds, vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil, oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de, at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer, hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af Theaterkikkerter—og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa Amphitheater—tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser, Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele Salens Opmærksomhed paa sig.

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik, han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de store Sejre vindes.

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der; den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet, der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt, helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès ligger heri. Med de fem smaa Ord "se soumettre ou se démettre" har han styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler, forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem, for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til Jorden, hvis den gaar ham imod,—Alt det er det Halve og mere end det Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er det Formen, det gjælder.

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet. Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i Salle des pas perdus, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit "Faites silence, Messieurs—Un peu de silence, s'il vous plait," Præsidenten dundrer i Kathedret med sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til Slutning Taalmodigheden. "Au vote, au vote!" lyder det i Kor fra alle Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj. Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at gjøre. "Au vote! au vote!" brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende. Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk Skuespil a grand spectacle.

Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en Pariserdag som Grand prix de Paris er Publikummet paa Præsidenttribunen saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden finder det under sin Værdighed at vise sig der. "Ça devient horriblement canaille" skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage, hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse chef de service, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner. "Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.

Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar der er grande séance, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos Tilskuerhoben paa Quaien.

Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater og Loger. Soldaterne i Salle de la Paix præsenterer Gevær, Fanfaren lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. Mødet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom i Theatrene har man som oftest en lille Pièce de rideau til at aabne med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule. Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter raaber sit "Faites silence!" —Turneringen begynder.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden. I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis sjeldent, at Partilidenskaben ved en grande séance ret længe kan holde sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. "Silence au Mexique" brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. "Silence à la commune" svarer Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase. Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit "Faites silence." Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer, føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele, bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti. Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama, man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes, Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under almindelige Forhold ikke synderligt om.

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har vanslægtet fra sit store Ophav.