Читать книгу Den meningsfulde oplevelse - Kenneth Hansen - Страница 4

Hvordan kan man beskrive en oplevelses form? Kan man overhovedet det? Ja, det kan man, og det er det, jeg vil vise i det følgende. Jeg bruger her en “logik”, der handler om form. En “formlogik”. Udviklet af den britiske matematiker George Spencer-Brown som et alternativ til den formelle udsagnslogik. I bogen “Laws of form” fra 1969 beskriver Spencer-Brown, hvordan en form skabes ved at sætte en forskel: “Draw a distinktion!” lyder instruktionen. Forskellen “kløver rummet”, som det formuleres, i det, som er indenfor og det, som er udenfor. Billedet på det er en cirkel. Man sætter altså en forskel i verden (distinktion). Forskellen kaldes en form. Denne forskel har nu en binær kode. Fx forskellen forbudt/tilladt. Man kan nu stille sig på en af siderne og markere den (indikation). Det kan stilles op på denne måde:

Formen er grundlæggende paradoksal. Det skyldes, at de to sider ikke deltager lige meget i skabelsen af formen. Brugen af formen kan kun ske fra én af de to sider, for ellers ville det have været unødvendigt at skelne mellem siderne i første omgang. Distinktionen er altså foretaget med intentionen om at markere den ene side og ikke den anden. For at foretage en skelnen først må man altså først have skelnet mellem skelnen og markering. For at skelne må man først have skelnet. Også første gang. Det betyder, at det at skelne er selvreferentielt defineret, formen er et paradoks. Der er altså ikke noget formallogisk startsted, der er altid tale om reentry (jf. senere), og derfor starter Spencer-Browns “formlogik” heller ikke med et grundlæggende udsagn, et aksiom, som i klassisk udsagnslogik, men med en instruktion. (“Draw a distinction”). Dette svarer så til at starte paradokset. Der er tilsvarende heller ikke noget formallogisk slutsted. Derfor sluttes paradokset med en afmontering af paradokset, en deparadoksering. Den eneste måde at deparadoksere formen er at foretage en ny skelnen på 2. ordens niveau, fx ved at erkende, at der eksisterer en forudgående skelnen. Man kommer først helt ud den selvhenvisende bevægelse ved at anvende en sådan ny skelnen. Dette forhold gælder også for hele Spencer-Browns kalkyle. Denne slutter derfor med ordene: “This book is not endless, so we have to break it off somewhere. We now do so here with the words – and so on” (s.68). Dette svarer til at stoppe paradokset med et motiv uden for kalkylen. Motivet er at stoppe. Spencer-Browns “formlogik” er altså spændt ud imellem to intentioner eller motiver, der ligger udenfor kalkylen.

Denne grundlæggende “formlogik” kan opfattes som en form for parallel til strukturel semantik. Semantik er studiet af betydning (sem = betydning). Formens inderside kan på den måde forstås som den valgte betydning af forskellen, den information man vælger at markere, og formens yderside kan forstås som en mængde af mulige betydninger, der kunne have været valgt. Betydning skabes på denne måde som en forskel mellem det aktualiserede og det mulige. Man kan derfor beskrive betydningsdannelse som en fortsat sammenknytning af distinktioner eller forskelle. Men det er også muligt blot at blive stående. Hvad betyder det? Som nævnt starter operationen ved, at man først sætter en forskel i verden. Fx forskellen forbudt/tilladt. Dernæst markerer man den ene af siderne. Man kan kun markere en af siderne ad gangen. Men der er en anden mulighed. Man kan nemlig godt bytte plads over tid. Noget kan fx være forbudt nu, men tilladt tidligere, fx at ryge i biografer. At skifte side kaldes i Laws of Form at krydse (“crossing”). Man kan krydse frem og tilbage over tid: Måske udvikler geniale videnskabsmænd en dag en røgfri og ufarlig cigaret, og der er så ikke længere nogen grund til, at man ikke skulle sidde og nyde en smøg under filmen. Det kan så vare, indtil andre måske opdager, at den ufarlige cigaret alligevel også er problematisk. En sådan konstant krydsning frem og tilbage over en forskel kaldes en oscillation. Den kan tegnes som et bølgetog – en slags digitaliseret sinuskurve, hvor den flade streg er markeringen og den lodrette er krydsningen (Spencer-Brown 1969, s. 62-68). For at illustrere den konstante svingning mellem den markerede og den umarkerede side af forskellen tegner Spencer-Brown en tunnel:

Tunnellen er altså en illustration af det “rum”, der opstår, når der kontinuerligt krydses frem og tilbage over forskellen. Krydsningen er en genindføring af forskellen. En operation som kaldes for “reentry”. Det er en paradoksal operation, fordi også den første krydsning er en genindføring. Svingningen kan dog sættes i gang og stoppes. Et eller andet sted er der en intention. Nogen eller noget skal fortsat gøre noget for at skabe formen. Vi kan derfor, indtil videre i hvert fald, opfatte en oplevelse som en form, der er udspændt tidsligt mellem den markerede og den umarkerede tilstand af en forskel. Det er en rumlig form, som ofte anvendes i design af nye medier, ikke mindst til at skabe illusionen om et rum, man kan kommunikere igennem. Det bedst kendte nyere eksempel er naturligvis cyberspace.

På nettet bliver denne betydningsproduktion ofte fremhævet af fx “hyperlinks”, der signalerer, at her skal der ske noget med teksten. Strukturelt kan man sige, at hyperlinkene forbinder blokke af information, og samtidig udpeger de steder, hvor sammenhængen kan brydes. Derved får læseren valget mellem at fortsætte i en given tankerække eller alternativt sætte den i bero, mens han eller hun forfølger et nyt perspektiv. Hyperlinkene har på den måde en grundlæggende selvrefleksiv karakter: Fordi “hullet” fremhæves som en betydningsproducerende mulighed, henviser linket til betydningsproduktionen selv (jf. Iser 1978). Det tydeliggør det refleksive aspekt og fremhæver den måde, teksten skabes på. Forestillingen om et egentligt rum, “cyberspace”, kommer først til, når operationen gentages. Den fortløbende klikken på links skaber en konstant vekslen mellem givet og mulig information, som fører til en forestilling om en potentiel uendelig genindføring af forskellen som et spejl, der spejler et spejl. Udtrykket “rum” er derfor en metafor. Der er jo som bekendt ikke noget ydre fysisk cyberspace, vi kan gå ind i, kun vores oplevelse. Selv ikke når det handler om 3D cyberspacesystemer som fx Second Life. Metaforen frembringer dog også en praktisk funktionalitet. Den refererer nemlig til en abstraktion – “Tunnellen”, som jo netop ikke er et rum – som om det faktisk kan fungere som et konkret rum (jf. Barbatsis et al. 1999). Et tydeligt eksempel på den slags design er den franske kunstner Maurice Benayouns verdenstunnel-projekt (jf. Qvortrup 1998, 1999 og Lamm 2001):

I projektet “Tunnellen under Atlanten”, som er vist på billederne herover, fører gentagne interaktive gravebevægelser ned gennem lag af mediedata på en skærm kombineret med tilbagekobling af video i to fysisk adskilte rum, et i Toronto og et i Paris, til en fornemmelse af at være en del af den samme transatlantiske tunnel. Brugerne skaber to uendelige tunneller på samme måde, som man kan skabe et uendeligt rum mellem to spejle, der spejler hinanden, og drejer dem mod hinanden. Det er så, ifølge kommunikationsforskeren Lars Qvortrup, “interferensen” mellem de to forestillede tunnelrum, der kan frembringe en fælles forestillingsverden og dermed, måske, en fælles tværkulturel forståelse (Qvortrup 1999). Den imaginære forbindelse mellem de to sider af en forskel kan jo tegnes som en tunnel, og det er måske også derfor, at Maurice Benayoun arbejder med at konstruere en imaginær tunnel under Atlanten og mellem de to overordnede optikker, den franske og den canadiske.

Designeksempel 2: Tunnellen under Atlanten

Forestillingen om, at et kommunikativt fænomen på en eller anden måde, kan beskrives som svingninger, der interfererer, finder man ikke blot hos Lars Qvortrup, men også såvel i akustik som musikvidenskab og atomfysik (og sikkert også andre steder, hvor man beskriver fænomener i bølgeform). I akustikken og andre dele af den klassiske fysik er interferens som regel noget, man forsøger at undgå. Det er en forstyrrelse, hvis indflydelse man søger at formindske. I musikkens tilfælde handler det omvendt om noget, man gerne vil opnå, nemlig klang. En klang er betegnelsen for en sum af svingninger, der så siges at interferere (jf. fx Bøgh Brixen & Voetmann 1989, s. 14). Klang er en mængde af bølgeformer, der interfererer på en unik måde. Det er dog muligt at forestille sig musik, som ikke klinger. Det har især nyere elektronisk musik udforsket i et væld af værker og genrer (fx Marstal og Moos 2001). Man kan derfor ikke sige, at klanglig interferens er en betingelse for musik eller for musikalsk betydning. Det er en alt for bred påstand. Hvis man derfor skal finde et sted, hvor interferens eksplicit er noget, man aktivt skal søge at fastholde for at kommunikere noget, kan man vende sig til atomfysikken, som har beskrevet, hvordan elementarpartikler kan være sammenviklede og påvirke hinanden øjeblikkeligt på lang afstand.

Med anvendelse af en kvanteinformationsteorimodel for overføring af information kan man nemlig forestille sig, at to bevidsthedsmæssige forestillinger, to individuelle oplevelser, kunne “interferere” og dermed være forbundne på en måde, som vi så bare måtte acceptere. Der findes faktisk forskere, mest prominent den verdensberømte matematiker Roger Penrose og den snart lige så berømte narkoselæge Stuart Hammeroff, som mener, at vores bevidsthed kunne fungere nogenlunde på den måde. De to forskere hævder nemlig, meget kontroversielt, at vi skaber bevidsthed ved hjælp af korrelerede kvanteprocesser i meget små nanorør i hjernens cellevægge. De foreslår så, at kvanteprocesserne finder sted som en slags førbevidsthed. Førbevidstheden er interferensmønsteret. Et bevidst øjeblik opstår så, når vi bryder, eller kollapser som det hedder, interferensmønstret med vores intention. Det sker med en vis frekvens og en række af disse bevidsthedspunkter udgør vores oplevelse af tid og sammenhæng. Hypotesen går under navnet “Penrose-Hammeroff Orchestrated Objective Reduction” (Hameroff & Penrose 1996). Ud over at henvise til hypotesens bagmænd peger udtrykket “orkestreret” på, at der skal en forholdsvis stor mængde nanorør med kvantetilstande til, og at det er deres fælles kvantetilstand – interferensmønstret – som skal kollapses, for at danne ét bevidsthedspunkt. Men hvis kvanteprocesser på denne måde er en del af den måde, som vi skaber vores bevidsthed på, ville det betyde, at vi havde løst fænomenologiens grundlagsproblem. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vi overhovedet kan forstå hinanden, når vi er isolerede fra hinandens subjektive sansninger.

Hvis man kunne bevise – og det er nemlig ikke bevist – at Penrose og Hammeroff har ret – at bevidsthed opstår i kvanteprocesser i hjernen, så måtte vi opgive forestillingen om, at vi er lukkede for hinandens oplevelser. Hvis to partikler kan være sammenviklede, så kan alle partikler jo være det. Principielt ville alt derfor – som en konsekvens af kvantemekanikkens mærkelige verden – så kunne være en del af samme interferensmønster. Også universet. Ja, universet kunne så faktisk være bevidst i en eller anden forstand. Det er netop, hvad Stuart Hammeroff derfor bliver nødt til at hævde. Ifølge Hammeroff er universets fødsel, “The Big Bang”, derfor ikke andet end et bevidsthedspunkt¹. Den slags påstande ville betyde, at vi med vores videnskab i dag principielt set ville kunne overhale evolutionens lange seje træk, bygge en kvantecomputer, installere den i en robot, tune den og så have en bevidst maskine. Ja, hvis vi var så magtfulde, ville det sådan set også betyde, at vi kunne bygge et helt nyt univers og flytte ind i det. En forestilling som faktisk deles af opfinderen af kvantecomputeren, David Deutsch. Deutsch ser ud til at mene, at en kvantecomputer kan opløse forskellen mellem information og fysisk verden og bygge virtual reality, som rent faktisk er virkelig (Deutsch 2003). En sådan påstand rejser så mange spørgsmål af grundlæggende filosofisk og videnskabelig art, at man er nødt til, i udgangspunktet, at afvise forestillingen som et udtryk for en nyere form for reduktionistisk og panpsykologisk holisme, der nok har mere til fælles med religion end videnskab.

Men de matematiske beskrivelser kan nu alligevel uddybe den “formlogiske” model for en oplevelse lidt. For at illustrere det kan man starte med krydsningen: Kan den svingning, som ifølge Spencer-Brown gav anledning til den rumlige forestilling om tunnellen, beskrives matematisk? Ja, det kan den godt: En svingning kan matematisk afbildes som en cirkel. Når man følger bevægelsen af en partikel med konstant fart rundt i cirklen, så vil koordinaten på y-aksen gå op og ned. Den vil svinge eller oscillere ligesom en bølge. I Spencer-Browns kalkyle er der som nævnt også tale om en oscillation, men det er ikke helt klart, hvad forholdet mellem cirklen og krydsningen er. Hvis der fx havde været tale om en sinuskurve, ville det blot have været det punkt i midten, hvor de to halvcirkler – bølgetop og bølgedal – mødes. Et punkt har matematisk set ingen udstrækning, så der er ikke noget, der bliver til overs i beskrivelsen. Sådan er det ikke med den “formlogiske” krydsning, som ser ud til at have en eller anden form for udstrækning. Det var jo tunnellen. Den væsentligste faktor er her tiden. I Spencer-Browns bølgetog er det klart, at tiden går på hver sin side af krydsningen. Men hvad så med krydsningen? Foregår den øjeblikkeligt? Eller på tværs af den almindelige tid? En sådan anden slags tid, som har en udbredelse ligesom de tre geometriske dimensioner og går vinkelret på den almindelige tid kalder fysikeren Stephen Hawking for imaginær tid (fx Hawking 2002, s. 60).

Forestillingen om imaginær tid bruges af Hawking til at beskrive universet som en afsluttet sfære. Det starter med at udvide sig fra Sydpolen, når sit maksimum ved ækvator og trækker sig sammen ved Nordpolen. Det betyder ifølge Hawking, at den imaginære tid kan aflæses som sfærens breddegrader, og at universets to “poler”, start og slut, er helt normale punkter, som ikke kræver mere eller mindre mystiske forklaringer (fx Guds intention). Universet er i sådan en model, i hvert fald principielt, til at overskue og beskrive endegyldigt. Krydsningen i formlogikken, den imaginære tunnel, kan nu opfattes som noget, der foregår i imaginær tid. Den kan derfor illustreres som et kugleformet “oplevelsesrum” (jf. også Hansen 2003). Hvis man nu prøver at klemme den reelle tid tilstrækkeligt sammen (gående mod uendeligt), bliver der (næsten) kun imaginær tid tilbage. Det vil så svare til at blive i tunnellen – på begge sider på en gang. I svingningen. Eller i oplevelsen om man vil.

På denne måde får man en ret håndfast og tydelig kugleformet model af et i bund og grund processuelt fænomen, nemlig oplevelsen. Den har så ikke en start eller en slutning, man kan tale om, men man kunne godt tale om historier med start og slut og kernebegivenheder eller om randbetingelser eller værdier. Det kunne altså være relevante begreber i oplevelseorienterede procesmodeller hvilket man fx kan se tegn på i nyere narrativ terapi og teori (jf. specielt White 2008).