Читать книгу Den meningsfulde oplevelse - Kenneth Hansen - Страница 5

Interferens er altså mest af alt en metafor. At hævde andet fører for vidt. Metaforen kan fx bruges til at belyse processuelle dele af et oplevelsesdesign, fx i eksemplet “Tunnellen under Atlanten”. Man kan så, metaforisk, tale om, at de to bevidstheder i hver deres ende af tunnellen søger at rette deres oplevelsesrum ind, så de to bevidsthedsprocesser kan interferere og subjekterne bag “mødes” i en fælles oplevelse. Problemet med metaforen er dog, at den erstatter andre mulige designmæssige mål. Anvendelsen kan derfor medføre en slags underforstået designmæssig meningsløs normativitet, hvor man går efter “at skabe interferens”. Sådan en ambition finder man fx hos den danske performance-gruppe “Hotel Pro Forma” som i en række produktioner har fulgt den “interferensens æstetik” eller dramaturgi som er foreslået af Lars Qvortrup (jf. Qvortrup 1998). Det er naturligvis tillokkende at arbejde dramaturgisk på denne måde, men man bør dog nok anvende metaforen interferens med en del mere forsigtighed. Det er måske ikke så alvorligt, når det drejer sig om kunst, hvor man lidt frækt måske kan hævde, at det er nødvendigt med en vis grad af indbygget uforståelighed. Men forsøget på at skabe konstruktiv interferens kan i mere funktionelt orienterede designsammenhænge få ret alvorlige følger. Det kommer jeg tilbage til senere.