Читать книгу Hans Råskov - Knud Hjortø - Страница 5

Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.

Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. – Og ud af sin uudtømmelige grube af historier begyndte han:

Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og gå med i kirken, Rasmus – — sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. – Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. – Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. – Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. – Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn – — —

Blev han ramt? spurte pigen.

Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og tråd og den slags.

– Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et indtryk på ham.

Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, hvad han havde været så optaget af.

Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og gik videre.

Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd i husmandens historier.

Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. —

Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det; det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting der ude blev fremmed. Hjemmet – det lå mellem de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og stakkene. Hvem skulde han få med?

– Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig, så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og gården alene tog halvdelen af udsigten.

Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde blive.

Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: H—m, h—m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand, der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, der fulgte efter hvert lyn.

Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.

Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om noget.

– Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom, for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.

Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned, kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?

Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.

Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.

Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, – der var noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende; køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af, så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden – det var den klogeste mand i sognet —, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde hentes dyrlæge. – Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. – En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo ikke så glade ved det. Ja – dær fandt de så en gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den.

Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.

Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en hunds side – det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte – dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt, der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted – som en rusten gryde, fuld af hår og negle – ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod – — og man vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med at grave efter det – —

Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med det forsæt sov han ind.

Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor, men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.

Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.

Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.

Ti stille, hund!

Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte i stedet for.

Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.

Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå himmel.

Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte, hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i hullet og vendte sig for at gå hjem.

Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.

Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.