Читать книгу Hans Råskov - Knud Hjortø - Страница 6

Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten ikke var til at lokke ud gennem halsen.

Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser man aldrig noget til dig? – Som den, der var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder, de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. – Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. – Han vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. – Bondelømmel, sae hun. – Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så – — —

Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom alt andet.

Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer, hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som de to der ovre.

Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg, diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale, og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han talte; han havde det hele for sig – — Men henne ved døren kom een ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; dr. phil.'en forsvandt – — —

Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n svare, skal du ha noget mer kaff'?

Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen til stien og dukkede sig; det var dem.

Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder – — så foretrak han at høre på gårdens karle og husmænd.

Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne.

Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af den mands mund, det må være ringeagt.

Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre noget som helst ved ham vilde være dumt.

Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at måtte flygte fredløs for menneskers øjne – —

Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter sin bedrift.

I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?

Nej!

Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.

Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært utålmodige!

Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte sig. Anså de ham for vigtig – godt, så ringeagtede han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem. Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.

Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre mennesker. Søren – den rødhårede dreng – var blevet helt glad, da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og spiste.

Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.

Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans stod over for hinanden.

Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.

Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev Søren.

Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han, og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens staldlugt.

Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.

Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.

Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.

Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem om af bar lærdom.

Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden.

Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.

Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.

Hvem skal ha klø af den? – Søren rakte efter den.

Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.

Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans en knyttet næve i synet.

Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.

Han fik lov at ta den.

Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.

Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset. Og du banker de små; gør han ikke?

Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.

Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.

Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under øjet, så han faldt.