Читать книгу Ambrosius - Molbech Christian Knud Frederik - Страница 6

De Forrige. Jørgen.

Baronen. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? (til Jørgen). Har han noget at sige mig, saa vent!

Abigael. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans Røst og Færdighed.

Baronen. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.

Jørgen. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at blive Degnens Eftermand i Kaldet?

Baronen. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

Jørgen. Men naadige Herre, betænk at….

Baronen. Hold Mund! (til Abigael.) Jeg gaaer et Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde være noget pikeret, (til Jørgen.) Hvad var det saa for et Ærind, han havde til mig?

Jørgen. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.

Baronen Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end Kvas. (til Ambrosius.) Han kan følge med og lade Jørgen vise ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.

(Baronen gaaer ud til Venstre, Ambrosius og Jørgen til Højre.)

Abigael. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den Person … hvad var det, han hed?

Bodil. Ambrosius Stub.

Abigael. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, bare for deres Underdanigheds Skyld.

Bodil. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i Begyndelsen.

Abigael. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.

Bodil. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til Tinge, veed I.

Abigael. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa er den Sorg slukt.

Bodil. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte under luvslidt Kjortel, og….

Abigael. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig Student, naar det lyster mig.

Bodil. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og Rige.

Abigael. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er jeg nok mere bibelfast end du. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade mig for meget.

Bodil. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?

Abigael. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord igjen!

Bodil. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.

Abigael. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at jeg….

Bodil. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.

Abigael. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa tyndslidt som hans Kjortel?

Bodil. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig….

Abigael. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men vinder jeg … tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!