Читать книгу Den islandske revolution - Soren Mentz - Страница 5

Smidigt, fredeligt og resolut

Den 25. juni 1809 blev Island optændt af revolutionens flamme og løsrev sig fra det danske styre. Revolutionens bannerfører var dansk og hed Jørgen Jürgensen (1780-1841). Netop ankommet til Island, ombord på et britisk handelsskib, beskrev han revolutionens forløb:

”Jeg lagde min plan uden at sige et ord til nogen som helst, og da den følgende dag var en søndag, gik jeg i land med 12 af mine søfolk, så snart jeg havde set, at hele byen var gået ind i kirken. Jeg gik direkte hen til amtmandens hus, delte min lille trop i to grupper og posterede seks foran og seks bagved bygningen med ordre om at beskyde enhver, der måtte forsøge at afbryde mig. Derpå åbnede jeg døren og trådte ind bevæbnet med et par pistoler. Hans nåde, der hvilede sig på en sofa, blev noget overrasket over min pludselige tilsynekomst. Han var alene i huset bortset fra kokken, som var travlt optaget med at forberede middagen, et par tjenestefolk og en dansk dame.”

Revolutionen i 1809 afdækker et markant aspekt af det dansk-islandske fællesskab: Der var kun en repræsentant for det danske styre på øen. Ingen soldater, ingen befæstninger. Stiftamtmanden alene repræsenterede statsmagten, og langt fra Danmark, beliggende i den nordlige del af Atlanterhavet, passede Island sig selv. Indbyggerne i Reykjavik blev da også noget forundrede over de begivenheder, som havde udspillet sig i kirketiden, men de regnede med, at Jørgen Jürgensen og de britiske søfolk handlede i overensstemmelse med Storbritanniens regering og accepterede tingenes tilstand. Den nye magthaver fortsatte sin beretning:

”Medmindre en eller anden mere boglærd historiker kan anføre et eksempel, kender jeg ikke til en revolution i nogen nations annaler, som er forløbet mere smidigt, mere fredeligt eller mere resolut end denne. Hele øens regering blev forandret på et øjeblik. Jeg var ganske klar over stemningen i befolkningen, inden jeg lagde min plan, og vidste, at jeg var på sikker grund.”

Men Jørgen Jürgensen havde gjort regning uden vært. I august 1809 ophørte hans styre lige så pludseligt, som det begyndte. Et britisk krigsskib ankrede op i Reykjavik, og den forbløffede kaptajn blev oprevet over, at britiske købmænd havde medvirket til ”an act of rebellion”. Stiftamtmanden blev løsladt og genindsat i sit embede, mens Jørgen Jürgensen blev ført til London og sat i fængsel. Endnu en gang betragtede islændingene begivenhedernes gang med sindsro. Der var ingen, der kom revolutionen til undsætning, selv om Jürgensen havde nået at etablere et fort med seks kanoner til forsvar af havnen og et kavaleri på otte ryttere.

Frihedens flamme var åbenbart brændt ud. Der skulle gå mange år, før den igen antændte Island med mere seriøse krav om selvstændighed.

Jørgen Jürgensens islandske revolution er måske ikke en stor begivenhed i danmarkshistorien, men den kortvarige løsrivelse af Island fra det danske styre indvarslede de store forandringer, som kom til at præge riget i anden halvdel af 1800-tallet. I overgangen fra enevælde til demokratisk nationalstat opstod det Danmark, som vi kender i dag, men i processen gik det gamle multinationale rigsfællesskab i opløsning. Historien om Slesvig og Holsten er kendt – hertugdømmerne, som de danske konger havde regeret over siden 1400-tallet, gik tabt i krig. Men at Island også gled ud af rigsfællesskabet, er stort set glemt.

Denne bog er historien om et rigsfællesskab og om, hvilke kræfter der fik forbindelsen mellem de to lande til at høre op. Udgangspunktet er hverken dansk eller islandsk historie. Det er derimod spændingsfeltet mellem de to landes historie, og Jørgen Jürgensens revolution er prismet, hvorigennem vi følger landenes forhold over tid og rum. Der er både fokus på tilknytningen i en periode, hvor statsmagten stort set var usynlig i Island, og udviklingen frem mod selvstændigheden i 1944. Hvorfor voksede kravet om løsrivelse i årene efter 1809, og hvilke årsager lå bag opløsningen af den dansk-islandske union? Den tilgang giver mulighed for at diskutere, hvordan den fælles fortid er blevet udsat for skiftende tolkninger. Uenigheden var ikke stor, og den gav ikke anledning til voldelige tvister. Måske derfor lå kimen til adskillelsen netop i forskellige historiesyn.

De små ting

Ved nærmere eftertanke kan det virke underligt, at den historiske forbindelse mellem Danmark og Island står så uklart i befolkningernes bevidsthed. En af forklaringerne er måske det forholdsvis udramatiske forløb, som prægede adskillelsen. Der var ikke noget stort oprør, ud over Jürgensens selviscenesatte show, ingen dramatiske begivenheder og ingen blodig omvæltning, som har kunnet inspirere eftertiden og sætte følelserne i gang. Der er kun de små ting, nuancer, som irriterede i fortiden, men som vi i dag kan have svært ved at forstå betydningen af. Kimen til rigsfællesskabets opløsning skal derfor søges i ofte velmenende udtalelser og handlinger, som fik utilsigtede konsekvenser. Et godt eksempel på et sådant forløb er koloniudstillingen i Tivoli i København i 1905. Historien om udstillingens tilblivelse giver os en god fornemmelse af de små ting, som ubevidst og utilsigtet skabte splid mellem Danmark og Island.

1800-tallets europæiske kultur var præget af store udstillinger, hvor nationalstaterne fremviste varer og luksusprodukter, som blev fremstillet inden for nationens grænser, og præsenterede deres kulturelle fortrin, nationale særpræg og eksempler på eksotisk folkekultur. Verdensudstillingerne i London (1851) og Paris (1900) blev populære og tiltrak mange besøgende.

Udstillingerne visualiserede også den europæiske selvopfattelse i kolonialismens tidsalder, hvor ’naturfolk’ blev set som repræsentanter for et kulturtrin, de civiliserede vestlige samfund for længst havde forladt. Danmark ønskede også at præsentere sine nordatlantiske bilande (Island, Færøerne og Grønland) i udstillingssammenhæng. Første gang var i Paris i år 1900, hvor Daniel Bruun (1856-1931) arrangerede opsætningen. Han var amatørarkæolog og begyndte med at undersøge nordboernes skæbne i Grønland og sammenhængen mellem den islandske og færøske kultur. Nationalmuseet bakkede planerne for en udstilling op, og islændingene var også interesserede.

Ideen til en koloniudstilling i Tivoli kom fra Emma Gad (1852-1921), der havde stiftet Dansk Kunstflidsforening i år 1900 for at holde finere håndgerning i live. Deltagerne kom fra provinsen, men der var også kvinder fra Island, Færøerne og Vestindien. På udstillingen fungerede den vestindiske repræsentant som opvarter i den vestindiske restaurant, mens de islandske og færøske deltagere var guider og demonstrerede håndværk. || Nationalmuseet

I 1898 rejste Daniel Bruun rundt i Island sammen med kunstneren og arkitekten Johannes Klein (1854-1928), der udførte en række opmålinger og malerier af de særprægede gamle tørvegårde, som prægede de islandske bygder. Formålet med udstillingen var blandt andet at vise Islands gamle og ”højst ejendommelige” kultur gennem eksempler på kunstindustri og brugsgenstande. Samtidig ønskede Bruun at inddrage inuitterne og vise eksempler på den grønlandske kultur. Danmark forsøgte ellers at skærme Grønland fra omverdenen, men Den Kongelige Grønlandske Handel, som havde monopol på besejlingen af den store ø, accepterede tilbuddet og deltog i udstillingen med en samling af etnografiske sager. I Paris blev udstillingen en succes, men mange islændinge var chokerede. Udstillingsmæssigt var Island nemlig kommet i selskab med de europæiske kolonier, og inden for rammerne af den danske stat blev den islandske kultur nærmest sidestillet med grønlandske inuitter.

Men det skulle blive meget værre.

Fem år efter udstillingen i Paris forberedte Tivoli en lignende præsentation af Danmarks nordatlantiske dele og Dansk Vestindien. Planlæggerne af udstillingen var klar over, at de skulle tage hensyn til de forskellige kulturers særpræg. Derfor var udstillingens officielle titel da også det noget kringlede Dansk koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt udstilling for Island og Færøerne. Formålet var at fremme interessen for rigsfællesskabet, men tankerne bag faldt ikke i god jord i Island. I december 1904 bragte de københavnske aviser en erklæring fra studenterforeningen i Reykjavik. De studerende var villige til at arbejde for god forståelse mellem Danmark og Island, men de ville også modarbejde tiltag, som nedgjorde islændingene. De anså den kommende udstilling i Tivoli for et forsøg på at sidestille Island med naturfolk. Erklæringen fortsatte: ”Denne gang agter man at fremvise negre og eskimoer sammen med os. Dette anser vi for nedværdigende for vor kultur og vor nationalitet.”

Erklæringen og lignende protester blev trykt i islandske aviser. Islændingene fandt udtrykket koloniudstilling beskæmmende, og det var nedværdigende, at udstillingen skulle vises i Tivoli. Forlystelsesparken havde tidligere haft succes med lignende eksotiske temaer og fx fremvist en nubisk karavane i 1878, en kinesisk landsby i 1902 og en broget skare af eksotiske mennesker fra Sydindien i 1903. Den islandske minister Hannes Hafstein (1861-1922) følte sig tvunget til at forlade udstillingskomiteen på grund af den manglende opbakning, og imens forsøgte man fra dansk side at redde stumperne. Den islandske udstilling skulle afgrænses fra de øvrige afdelinger og særligt fra det grønlandske afsnit. Man afstod også fra at fremvise en levende islandsk bondefamilie og ville stræbe efter at gøre den islandske bondegård så smuk og mønsterværdig som muligt. På den måde kom udstillingen på fode igen.

Koloniudstillingen blev godt besøgt. Gæsterne undrede sig dog over, hvorfor arrangørerne havde tilføjet et dansk bondehus med møbler fra Hedeboegnen og fået en bondekone til at demonstrere Hedebo-syning. Bygningen fra Hedebo var nærmest en pendant til det islandske hus, og da Politikens journalist spurgte til stuens funktion på en koloniudstilling, fik han svaret, at ”den vil endelig fuldkomment overbevise vore sagabrødre om, at meningen ikke har været at krænke dem, og at vi ikke holder os bedre end dem, da vi selv udstiller.”

I udstillingskataloget kunne man læse, at den danske bondestue viste den symbolske tilknytning mellem moderlandet og de danske øer i Nordatlanten. Traditionel folkekultur og eksotisk folkeliv burde man ikke skamme sig over, men stolt vise frem. I Norge var folkekulturen et vigtigt element i den ’nation branding’, som førte til Norges uafhængighed i 1905, og storfyrstendømmet Finland brugte folkekultur til at markere sig nationalt i det russiske kejserdømme. Det lykkedes ikke for Island at markedsføre sig selv ved hjælp af folkekultur. Måske følte islændingene, at deres samfund ville fremstå som en eksotisk koloni, og det gav næring til mindreværdsfølelsen. I 1905 var Island en gryende nation og tålte ikke storebrors overbærende holdning.

Koloniudstillingen er et glimrende eksempel på det, der var på spil, ligesom den fremhæver de nuanceforskelle, der prægede den danske og den islandske mentalitet. Med den fortælling i baghovedet kan vi bedre opfange de små tings forandring og forstå, hvorfor den historiske forbindelse mellem Danmark og Island er ophørt.