Читать книгу Psyken - Svend Brinkmann - Страница 3

FORORD

Оглавление

Det er i en vis forstand umuligt at skrive om psyken i én bog. Der er så mange klassiske og moderne bud på, hvad psyken – menneskesindet – er, at en fuldstændig redegørelse og diskussion kunne fylde talløse bøger. En bog om psyken er derfor altid et partsindlæg, der må forstås ud fra den historiske og kulturelle situation, den er skrevet i. Der er så stor uenighed om, hvad psyken er, hvordan den bør studeres, og om den overhovedet findes, at man ville ende med en meget fragmenteret bog om emnet, hvis ikke man havde fundet et specifikt greb at analysere emnet ud fra. I denne bog præsenterer jeg et sådant greb, og derfor er bogen ingen neutral indføring i emnet. Bogen er kun indirekte en oversigt over teorier og undersøgelser vedrørende psyken, og den er i mere direkte forstand selv en bestemt teori om psyken, som dog samtidig søger at syntetisere adskillige forskelligartede teorier. En ambition med bogen er at vise, at mange af disse kan leve side om side.

Men en vigtig præmis, som læseren bør gøre sig klart, er altså, at denne bog adskiller sig væsentligt fra tilsvarende bøger om fx naturvidenskabelige emner, hvor der oftest er en meget højere grad af enighed om de forskellige fænomeners natur, og hvor det derfor sandsynligvis vil være lettere at udvælge den kanoniserede litteratur og teori om emnerne. Bogen om psyken her skal forstås som ét bud på en bestemmelse af fænomenet – og langtfra alle vil være enige med forfatteren i tilgang og teorivalg.

Jeg vil gerne takke forlagsredaktør Cecilie Eriksen for sin opfordring til mig om at skrive en bog til UNIVERS-serien og for kyndigt redaktionsarbejde. Ligeledes vil jeg takke en anonym reviewer, Casper Larsen og Jacob Klitmøller for mange gode og relevante kommentarer til manuskriptet. Sidstnævnte skylder jeg en særlig tak for mange års frugtbar diskussion.

Psyken

Подняться наверх