Читать книгу Psyken - Svend Brinkmann - Страница 4

INTRODUKTION

Оглавление

Denne bog handler om et fænomen, der på en gang virker som det mest selvfølgelige og nærværende for mennesker, men som samtidig af mange opfattes som noget af det mest mystiske og utilgængelige for os – og dette på trods af den moderne videnskabs landvindinger: Psyken. På den ene side er det, at vi har en psyke, eller at vi er psykiske væsener, noget helt selvfølgeligt for os, idet vi, så længe vi er levende, har et psykisk liv: Vi tænker, føler, handler og drømmer og gør en mængde andre ting, som man rimeligvis vil anskue som værende psykiske processer. At mine lemmer kan bevæge sig på bestemte måder, er udtryk for mine fysiologiske og anatomiske egenskaber, men at de bevæger sig, fordi jeg ønsker at opnå noget bestemt med bevægelserne, er udtryk for særlige psykiske kapaciteter ved mig. Vi er hele tiden psykiske, så at sige, i alt hvad vi foretager os, og det er det, at vi kan gøre noget meningsfuldt, der berettiger til at hævde, at vi har en psyke. Derfor er psyken på den ene side helt selvfølgelig og konstant nærværende for os.

På den anden side har psyken vist sig særdeles vanskelig at udforske videnskabeligt, og videnskaberne om psyken (særligt psykologi og psykiatri) er fyldt med kontroversielle synspunkter, der bestemt ikke er selvfølgelige, herunder at psyken slet ikke findes, at den kan reduceres til hjerneprocesser, at den restløst kan opløses i sociale relationer, eller at jeg ikke har nogen privilegeret indsigt i mit eget psykiske liv. I bogen skal vi se eksempler på disse og mange andre udfordrende, kontroversielle og forhåbentlig spændende idéer om psyken, der – hvis den findes – rimeligvis kan siges at være det mest komplekse fænomen i universet.

Der er i disse år en meget stor interesse for psyken i Danmark. Psykologi er som universitetsfag blandt dem, der har flest ansøgere, og psykologisk viden anvendes næsten overalt i samfundet, hvor man har med mennesker at gøre: I uddannelse, opdragelse, erhvervsliv, marketing, politik og meget andet. Populærvidenskabelige bøger om alskens psykiske fænomener fra selvværd til psykopati læses som aldrig før, og selvhjælpsbøger, der opfordrer til brug af psykologiske teknikker som coaching, selvudvikling og terapi, er blandt de mest solgte overhovedet. En stor del af den aktuelle diskurs om psyken er præget af et næsten religiøst sprog, der anbefaler, at man “finder sig selv” og “udvikler sig selv”, men på næsten paradoksal vis er en næsten lige så stor del af diskursen præget af en naturvidenskabelig tankegang. Bøger om fx hjerneforskning og genetikkens betydning for adfærden læses med stor interesse i dag og står side om side med New Age-inspireret selvudviklingslitteratur på boghandlernes reoler. Vi gør os i dag mange forskellige billeder af psyken, der langtfra alle er kompatible, men som i forskellig grad påvirker den måde, vi forstår os selv på. Denne bog søger bl.a. at etablere et sprog om psyken, der gør det muligt at integrere nogle af de aktuelle billeder af psyken, der kan og bør integreres, men som samtidig giver mulighed for at afvise de billeder, der er ufrugtbare, fordrejede eller direkte forkerte.

Ét forkert billede portrætterer psyken som en ulegemlig genstand, der har sæde i, eller ligefrem kan identificeres med, det menneskelige “indre”. Dette billede spiller en stor rolle, fx når vi forestiller os, at vi hver især besidder et “indre selv” eller nogle “indre potentialer”, der kan og skal realiseres både på arbejdet og i privatlivet. Mens dette billede er forbundet med nogle halvreligiøse forestillinger, hvor psykologien optræder som en slags sekulariseret religion, og hvor den kristne forestilling om en ulegemlig sjæl blot er erstattet af en psykologisk forestilling om et ulegemligt selv, er et andet og lige så forkert billede mere forbundet med den moderne naturvidenskab. Dette er billedet af psyken som et aspekt ved hjernen. Der hersker i disse år en ekstrem tiltro til hjerneforskningens resultater og betydning for psykologi og psykiatri. Denne bog afviser på ingen måde den moderne hjerneforskning, men der sættes et stort spørgsmålstegn ved hjerneforskningens aktuelle imperialistiske kolonisering af psykologi, psykiatri, kulturvidenskab og sågar etik og teologi, som vi aktuelt er vidner til. Et mål med bogen er at give hjerneforskningen sin plads blandt de mange typer forskning, som er nødvendige for at begribe psyken. Men der er altså kun tale om én plads blandt mange.

Bogen handler om den menneskelige psyke som et produkt af henholdsvis natur/biologi og kultur/samfund. Min egen videnskabelige baggrund er i filosofien og i psykologien, der bogstaveligt talt er videnskaben (logos) om psyken. Den videnskabelige psykologi står i disse år i et markant spændingsfelt mellem netop biologien og samfundet – eller mellem hjernen og kulturen. Bogens hovedbudskab er, at der intet modsætningsforhold er mellem den biologiske udforskning af det neurale grundlag for psyken (hjernen) og den samfundsmæssige prægning af psyken (kulturen). Dermed forsøger jeg at udvikle en samlet og sammenhængende forståelse af psyken, der er eksplicit tværfaglig, og som medfører, at eksempelvis hjerneforskere og kulturantropologer – eller naturvidenskabsfolk og humanister mere alment – ikke bør anses for at stå i et modsætningsforhold til hinanden, men derimod må ses som havende fat i to sider ved det hybridfænomen, vi kalder psyken. Selv om mit synspunkt er bredt, inkluderende og pluralistisk, er bogen dog ikke holdningsmæssigt neutral. Langtfra endda. For bogen søger at vise, at især to tilgange til psyken er forfejlede: Den ene tilgang er den mentalistiske, som siger, at psyken er en verden i egen ret, som kan studeres uafhængigt af hjernen, kroppen og kulturen. Mentalismen er det synspunkt, at der findes selvstændige mentale tilstande (fx overbevisninger), som ligger bag menneskelige handlinger – at der er en dualisme mellem det psykiske og verden, og at der består et ydre forhold mellem psykiske tilstande og iagttagelige handlinger, sådan at de private psykiske tilstande forårsager de handlinger, andre mennesker kan se.

Mentalismen kan spores til filosoffen René Descartes (1596-1650), der mente, at psyken var en tænkende ting – en selvstændigt eksisterende metafysisk sfære – som nærmest kun ved en tilfældighed var forbundet til en levende organisme. For Descartes var psyken dermed en substans, en slags metafysisk sjælestof. Selv om stort set ingen psykologer og filosoffer bekender sig til Descartes’ form for mentalisme i dag, har mentalismen alligevel overlevet i mange nyere forklædninger, og ofte ses den paradoksalt nok hos forskere, der eksplicit kritiserer Descartes, fx hos visse materialister, der mener, at alt eksisterende må forstås som fysisk stof. Nogle af disse kan kritiseres for at være “neurale cartesianere”, idet de godt nok har aflivet Descartes’ idé om det psykiske som en selvstændig metafysisk sfære, men alligevel har bibeholdt hans idé om, at det psykiske er en indre og privat verden, der nu blot antages at findes i hjernen og ikke som et sjælestof (Coulter & Sharrock, 2007:11). Andre psykologiske forskere viderefører mentalismen ved at operere med en teori om psyken som indre, mentale repræsentationer, der søges forstået i adskillelse fra den verden, de repræsenterer.

Den anden tilgang, som bogen er kritisk over for, er den fremstormende reduktionisme, som vi ser i disse år inden for psykologien, hvor især hjerneforskningen er i hastig vækst. Helt alment er reduktionisme en tilgang, der hævder, at “A ikke er andet end B”. Reduktionisme kan muligvis være en legitim tilgang inden for nogle områder. For eksempel er det efter min mening rimeligt at foretage følgende reduktion: “Krystalhealing er ikke andet end en aktivitet, der udnytter placeboeffekten”. Men når det handler om hjernen og psyken generelt, så mener jeg, at det er en forfejlet tilgang. Jeg vil argumentere for, at det eksempelvis er forfejlet at sige, at “psykiske processer ikke er andet end elektricitet i et mønster af synapser”, selv om jeg ikke betvivler, at neural aktivitet er en nødvendig betingelse for eksistensen af psykiske processer som sådan.

Mit pluralistiske og anti-reduktionistiske perspektiv er ikke frit stampet op af jorden, men bygger især på den tænkning om det psykiske, som har udviklet sig i kølvandet på Ludwig Wittgensteins (1889-1951) filosofi. Wittgenstein, der uden tvivl var blandt de væsentligste tænkere i det tyvende århundrede, beskæftigede sig intenst med psykologiens filosofi og var stærkt kritisk over for sin samtids psykologi, idet han ikke mente, at den med sine eksperimenter gav svar på de grundlæggende, begrebsmæssige problemer, der plagede videnskaben. Bogen her er dog ikke en egentlig udlægning af Wittgensteins filosofi, ej heller af den specifikke del af hans filosofi, som vedrører psyken, men bygger i højere grad på indsigter, som nogle af Wittgensteins nyere arvtagere har udviklet inden for den grundlæggende tænkning om psyken.1 Her vil jeg især fremhæve tre forskere som afgørende for denne bogs perspektiv: Peter Hacker, Rom Harré og Jeff Coulter.2 De kommer fra henholdsvist et filosofisk, et psykologisk og et sociologisk forskningsmiljø, hvilket er helt i tråd med denne bogs tværfaglighed. Alle tre har i de senere år anvendt Wittgensteins tænkning som springbræt til dels at kritisere mentalismen og hjernereduktionismen, men også til at udvikle mere konstruktive bud på, hvordan en moderne tænkning om psyken bør se ud. Harré og Coulter har også været involveret i empirisk forskning, og især Harré har været konstruktiv og ikke blot kritisk, og han har udviklet det, han kalder en “hybridpsykologi”, der, ligesom denne bog, søger at integrere det neurale og det kulturelle i en forståelse af psyken, der ikke ender i en reduktionisme.

Desuden er den amerikanske pragmatist John Dewey (1859-1952) og den russiske psykolog Lev Vygotskijs (1896-1934) tænkning væsentlige inspirationskilder for denne bogs argumenter, ligesom den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) spiller en vis rolle. Bogen er ligesom sine inspirationskilder tværfaglig, og læseren bør derfor ikke forvente en bog om psykologi i traditionel forstand. Bogen handler netop om psyken, hvor en psykologisk optik blot bliver en blandt flere, og hvor særligt filosofien også bringes i spil. Jeg giver bogen igennem mange eksempler fra psykologien, bl.a. på psykisk udvikling, men bogen er ingen indføring i psykologiens mange områder som fx klinisk psykologi eller personlighedspsykologi. Den er derimod et forsøg på at indkredse, hvad psyken er.

Bogens grundlæggende idé, som jeg løbende vender tilbage til og udfolder implikationerne af, er, at psyken som begreb henviser til en række evner og dispositioner og ikke til nogen “ting”. En udbredt metafysisk fordom er, at hvad noget “er”, er identisk med, hvad det er “lavet af” (Coulter & Sharrock, 2007:ix). Dette gælder muligvis, når vi taler om fænomener som vand, der som bekendt er “lavet af” vandmolekyler, som hver består af to brintatomer og et iltatom. Men hvis vi overfører denne metafysik til psyken, ender vi let med at sige, at “psyken er hjernen”. Hvis psyken imidlertid ikke er en ting, men en række evner og dispositioner (til at tænke, føle og handle), undgår vi denne konklusion, idet disse evner ikke meningsfuldt kan tilskrives hjernen. Hjernen tænker ikke, føler ikke og handler ikke. Kun personer, og hvad der agerer som personer, kan meningsfuldt siges at tænke, føle og handle, og dette kunne de naturligvis ikke uden deres hjerner, men det betyder ikke, at det er hjernerne, der udfører disse aktiviteter. En bil kunne heller ikke køre uden sin motor, men det betyder ikke, at det er motoren, der kører. Bogen søger at beskrive nogle konsekvenser af denne ved første øjekast enkle indsigt.

Det er bogens idé, at vi har brug for en række meget forskellige analyseniveauer for at forstå vores evner og dispositioner – og dermed forstå vores psyke. Jeg fremhæver hjernen, kroppen, samfundet og ting/teknologi som relevante analytiske indgange til at forstå den menneskelige psyke. Ingen af niveauerne kan stå alene, og ingen kan principielt undværes. Hvis man forestiller sig et hverdagsfænomen, fx at en gruppe skolebørn skal bygge en bro for at lære matematik i praksis, da er der en mængde psykiske processer involveret. Væsentligst at børnene har den intention at ville bygge en bro. Men de kan kun have en sådan intention, for så vidt som de har hjerner, der fungerer på bestemte måder. De skal også have kroppe, hvormed de kan agere i den fysiske virkelighed og realisere deres intention. Endvidere skal de kunne arbejde sammen, så den enes handlinger får modsvar fra de øvriges handlinger i en social sammenhæng. Der er også en historisk tradition for både matematik, uddannelse, brobygning og samarbejde, som børnene står på skuldrene af, uanset om de er bevidste om det eller ej. Og endelig befinder børnene sig også i en verden af ting; dels fysiske ting, herunder de materialer, broen skal bygges af, med alle de muligheder og begrænsninger, disse ting giver for børnenes udfoldelsesmuligheder, men også ting som har meningsindhold, fx de bøger som børnene kan konsultere for at få idéer til broens konstruktion. Et ved første øjekast enkelt psykisk forhold – at ville bygge en bro – viser sig hurtigt at afhænge af en mængde forskellige betingelser som hjerner, kroppe, sociale relationer og kultur samt fysiske genstande. Det er bogens hovedtese, at denne kompleksitet gælder for psyken som sådan og for samtlige psykiske fænomener.

Bogen indledes med et kapitel, der giver noget baggrundsviden om selve begrebet om psyken. Her kommer jeg også ind på noget af den idéhistorie, der ligger bag den nutidige udforskning af psyken. Dette er nok det vanskeligste kapitel, idet det ret kompakt fortæller om en lang og kompleks historisk udvikling. Læseren kan evt. springe over kapitlet i første omgang og vende tilbage til det, når de øvrige kapitler er læst. Dernæst fokuserer jeg på de fire analytiske niveauer bestående af hjernen, kroppen, samfundet og tingene, der organiserer bogens fire midterkapitler (2, 3, 4 og 5). I kapitel 2 om hjernen tager jeg udgangspunkt i, at hjernen er et nødvendigt organ, for at der kan findes psykisk liv, men jeg argumenterer samtidig for, at psykens grænse ikke kan siges at gå ved hovedskallen – og at psyken derfor ikke kan lokaliseres til hjernen. Kapitel 3 udvider psykens grænse, så det psykiske også må siges at indbefatte vores krop som noget centralt. Dette er i de senere år især udforsket af kropsfænomenologer på baggrund af Maurice Merleau-Pontys arbejder. Men heller ikke kroppens hud er den grænse, hvor psyken stopper, for komplekst psykisk liv kræver også bestemte sociale relationer, bestemte former for menneskelig socialitet – eller samfund i bogstavelig forstand (“samfund” kommer af det oldnordiske ord for sammenkomst) – der er med til at forme de evner og dispositioner, som udgør psyken. Sociale relationer herunder famlie- og samfundsliv er temaet for kapitel 4, der især bygger på aktuelle kulturpsykologiske teorier. Endelig argumenterer jeg i kapitel 5 for, at heller ikke en ren, intersubjektiv socialitet (“samfundet”) udgør psykens grænse, for vi må også inddrage de ting og teknologier, der omgiver os, for fuldt ud at kunne forstå psyken. De fleste psykiske evner og dispositioner er kun mulige, fordi vi som mennesker betjener os af redskaber, artefakter og andre materielle genstande (alt fra briller og alfabeter til personlige computere), som dermed bliver essentielle for de sofistikerede former for psykisk liv, vi mennesker har udviklet. Bogens perspektiv kommer her tæt på det synspunkt i moderne teoretisk psykologi, der kaldes eksternalisme – at psyken i en bestemt forstand er noget “ydre”, der ikke udelukkende eksisterer inde i menneskers hoveder. Mennesket er en redskabs- og teknologibrugende art, så det, at vi er cyborgs, hvis liv afhænger af ting og teknologier, er ikke en fremtidsvision. Det har vi været siden stenalderen.

Argumentet er altså, at man ikke bør lede efter en “grænse”, inden for hvilken psyken kan lokaliseres (hverken kraniet, huden, fællesskabet eller materielle genstande), for psyken er – som en række evner og dispositioner – kun forståelig, hvis vi inddrager alle niveauer: Hjernen, kroppen, samfundet og tingene. Psyken er så at sige “spredt ud” over alle disse niveauer. En metafor for psyken kunne være løget, som man kan pille uden nogensinde at finde kernen. Vi kan ikke finde psyken som en “ting” ved at pille analytiske lag af og fx ende med at kigge ind i hjernen, for psyken er slet ingen ting. Men den er heller ikke ingenting, hvilket også er en vigtig pointe for bogens afvisning af reduktionismen. Bogens afsluttende kapitel 6 sammenfatter argumenterne og skitserer i forlængelse heraf en “hybridpsykologi”, der som videnskab er tænkt at skulle kunne rumme både hjernen, kroppen, samfundet og tingene, når psyken udforskes.

Psyken

Подняться наверх