Читать книгу Konsbevidst PAedagogik - Tekla Canger - Страница 4

KØNNET KASSETÆNKNING

Et magtfuldt fænomen

Det er langtfra ualmindeligt, at vi mennesker forstår os selv og vores sociale verden gennem bestemte kategorier. Familie eller single, voksen eller barn, for blot at nævne nogle. Når vi beskriver Emil som dreng, dansker, teenager og heteroseksuel, er der tale om sociale kategorier, som Emil tilhører – muligvis i sin egen selvforståelse og i hvert fald i omverdenens opfattelse af ham. Og kategoriseringerne betyder noget for, hvordan vi møder og opfører os over for hinanden. Og de har betydning for, hvordan vi selv opfører os.

I praksis fungerer sociale kategorier nemlig som roller eller positioner. Vi forsøger at leve op til bestemte forventninger og at gøre det, vi tror, andre mennesker forventer af os i den rolle. Når den 13-årige Emil keder sig i skolen og hellere vil skate eller spille op til pigerne, tænker vi som regel, at det jo er helt naturligt. Vi forventer knap nok, at han lytter opmærksomt efter i timerne. Han passer nemlig til de forventninger, der er til hans køn, alder og seksualitet. Og så længe hans fremtoning og handlinger passer ind i de kategorier, som omverdenen mener, at han tilhører, så opdager han slet ikke, at der faktisk er tale om en kategorisering. Han passer bare til de gældende normer. I det øjeblik Emil til gengæld afviger fra en eller flere af de kategorier, som vi helt uden at sige det højt definerer som ’det normale’, vil han falde uden for kategorien, og kammerater og lærere vil måske opfatte ham som mærkelig eller i hvert fald anderledes.

Det er altså slet ikke ufarligt at kategorisere mennesker ud fra nogle faste forestillinger om køn. Kategorierne bliver nemlig nemt til stereotype forestillinger, som langt de færreste altid kan passe ind i. Vi falder nok alle sammen indimellem lidt udenfor. Og det skal der være plads til. Hvis vores forestillinger om køn bliver alt for faste og ensidige, er der en risiko for, at vi kommer til at udelukke eller i hvert fald tage afstand fra det barn, der ikke lige passer til vores opfattelse.

Tænker lærere for eksempel på drenge som nogle, der er vilde og kropslige, ja så er det jo nærliggende at igangsætte aktiviteter og undervisning, der understøtter denne forestilling. Det kunne være et fysisk udfordrende undervisningsforløb i matematik udviklet med særligt henblik på at appellere til drengene i klassen.

For den eller de drenge, der ikke er vilde med fysisk udfordrende aktiviteter, er der dog en risiko for, at de kommer til at føle sig udenfor, fordi de ikke oplever, at de er en del af den gruppe, som undervisningen egentlig var tiltænkt. Deres måde at ’gøre dreng’ på passer ikke til de stereotype forestillinger – og både i egne og andres øjne vil de derfor blive opfattet som forkerte.

Kategoriseringspraksis er altså et magtfuldt fænomen, som vi må være meget bevidste om i vores omgang med andre mennesker. Det dækker over normalforventninger til adfærd og kan – hvis vi ikke er påpasselige – føre til stereotypificering og marginalisering. I en konstruktivistisk tilgang til køn handler det derfor særligt om at sætte spørgsmålstegn ved de kategorier, vi har vedtaget at forstå verden ved hjælp af.

Hvilket køn gør du?

Jeg har sagt, at køn er noget, vi gør, snarere end noget, vi er. Kønsforskere vil sige, at det er noget, vi performer. Vores køn er en position, vi indtager, en slags rolle, vi spiller – både i ord og handlinger. Det er det, vi gør, når vi siger til den 10-årige, at hun vel nok ser smuk ud i dag, eller når vi i vores påklædning på symbolsk vis er med til at spille eller opføre vores køn – eller måske udfordre det. Unge mænd med make-up og teenagepiger, der ’låner’ deres fars jakkesæt, udfordrer de stereotype koder for kønnet påklædning, samtidig med at de måske undersøger og afsøger deres egne kønnede måder at være i verden på.

Kønsforskere bruger teorien om performativitet til at forstå, hvorfor nogle symbolske udtryksformer er mere anerkendte og dermed også sværere at få øje på end andre. En pige i cowboydragt eller en dreng i flamenco-kjole lægger vi mærke til, men at pigen i Elsa-kjolen også performer sit køn, er vi langt mindre opmærksomme på. Det er nærmest en selvfølge. Det samme gør sig gældende i vores valg af farver, der signalerer køn.

Hvor drengen, der valgte det lyserøde bogbind, endnu ikke har afkodet, at farvevalg er en måde at performe køn på, så har moderen i den grad forstået det. På hans vegne vælger hun, at han skal performe køn på en mere ’almindeligt’ acceptabel måde. Og ligesom jeg i forhold til min søns valg af bogpapir lå under for nogle kulturelle kategoriseringer af køn, så er det også ofte tilfældet i skolen.

Læreres personlige – og måske ubevidste – forståelse af køn har betydning for den måde, hvorpå de tilrettelægger undervisning og forholder sig til temaer, der har med køn at gøre. Og den har betydning for, hvordan de arbejder med klassens sociale liv. Når lærere forstår køn som noget, vi skaber, og noget, vi gør i en konkret social og kulturel sammenhæng, så er deres muligheder for at bidrage til elevernes udvikling og trivsel størst. Bevidstheden om, at vores opfattelse af køn ikke er naturgiven, er vigtig – den kunne principielt se anderledes ud. Og det gør den også i rigtig mange tilfælde.

Med udgangspunkt i min egen forskning i køn som social kategori og i mine og mine studerendes mange indsamlede erfaringer fra danske skoler mener jeg, at det er nødvendigt og frugtbart at sætte spørgsmålstegn ved en række forhold i skolens hverdag, som har en tendens til at essentialisere køn, og som på forskellig vis bidrager til at fastholde elever i stereotype forestillinger om, hvad det vil sige at være en dreng eller en pige. Jeg taler ikke for en egentlig kønsneutral tilgang, men vælger i stedet at tale om kønsbevidst pædagogik og kønsbevidst praksis.

Kønsneutral eller kønsbevidst?

Den kønsbevidste tilgang til praksis adskiller sig fra den kønsneutrale ved ikke at have en ambition om at ophæve køn, men snarere om at synliggøre vores mangfoldige og varierende kønnede handlinger. Det hjælper os til samtidig at få øje på, hvordan og hvornår vi med fordel kunne gøre noget andet. Og i skolen gør en kønsbevidst tilgang det muligt at forstyrre de stereotype, kønnede blikke, lærere nogle gange benytter sig af, når de planlægger og gennemfører undervisning.

I alle mulige sammenhænge skaber vi alle sammen nogle måske lidt for ensidige forestillinger om køn, men i en pædagogisk sammenhæng er det nødvendigt, at vi forholder os bevidst til disse konstruktioner. Alle vi, der underviser, må både forsøge at udvide elevernes og vores egne forestillinger om køn og samtidig anerkende, at de etablerede forestillinger om køn eksisterer. Derfor må de også indgå i vores overvejelser over, hvordan vi skaber en undervisning, der tager højde for disse forestillinger.

En kønsbevidst pædagogisk praksis anerkender altså, at fordi køn er så central en faktor i forhold til vores selvforståelse og identitet, så er det vigtigt, at vi som professionelle forholder os til det på nuancerede og reflekterede måder. Med andre ord betyder det, at lærere i skolen ikke nødvendigvis skal arbejde for at neutralisere kønsforskelle, selvom det nogle gange er det, de hører – for eksempel fra forældre. Til gengæld må de hele tiden må forholde sig reflekteret til køn i deres pædagogiske praksis. Det er nødvendigt for at kunne udfordre de aktuelle, men skiftende kønsopfattelser.

For øjeblikket er det eksempelvis vældig bemærkelsesværdigt, at pigekønnet på den ene side italesættes som overambitiøst og perfektionistisk og på den anden side beskrives som skrøbeligt eller ængsteligt. Vi taler om 12-talspiger og karrierekvinder, samtidig med at vi ofte kan læse i aviserne, at piger er mere psykisk sårbare end drenge.

Denne retorik er udtryk for en særlig forståelse af pigekønnet som et samlet hele, og det ligger os alle snublende nær at tage den slags opfattelser og udtryk til os, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvordan sproget samtidig bidrager til at skabe virkeligheden. Når vi taler om piger som perfektionistiske og overambitiøse, og ligefrem vælger en kønnet betegnelse for denne adfærd – 12-talspigen – så skaber vi et enormt pres og en høj forventning til særligt pigers præstationer. Vores sprog er med til at skabe en bestemt forventning om en særlig adfærd, som det kan være svært for alle piger at leve op til.

I forhold til skolen er mit argument, at det er mest hensigtsmæssigt at arbejde hen imod en kønsbevidst pædagogik, hvor lærerne er i stand til at få øje på de kønsstereotype praksisser, de kommer til at benytte sig af, fremfor at stræbe efter en kønsneutral pædagogik. Neutraliserer vi helt kønnene i pædagogikken, kan vi nemlig falde i den fælde, at vi bliver blinde for de til alle tider dominerende kønsopfattelser og dermed også for, hvordan børn og unge påvirker og påvirkes af disse opfattelser.