Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 16

0:3.1 (4.13) Den totale, infinite virkelighed er eksistentiel i syv faser og som syv samordnede Absolutter:

0:3.2 (5.1) 1. Den Første Kilde og Center.

0:3.3 (5.2) 2. Den Anden Kilde og Center.

0:3.4 (5.3) 3. Den Tredje Kilde og Center.

0:3.5 (5.4) 4. Paradisøen.

0:3.6 (5.5) 5. Den Guddomsabsolutte.

0:3.7 (5.6) 6. Den Universelle Absolutte.

0:3.8 (5.7) 7. Den Egenskabsløse Absolutte.

0:3.9 (5.8) Gud, som den Første Kilde og Center, er oprindelig i forhold til total virkelighed—egenskabsløst. Den Første Kilde og Center er infinit så vel som evig og er derfor kun begrænset eller betinget af vilje.

0:3.10 (5.9) Gud - Den Universelle Fader—er personligheden af den Første Kilde og Center og som sådan opretholder personlige forhold af infinit kontrol over alle samordnede og underordnede kilder og centre. Sådan en kontrol er potentiel personlig og infinit, selvom den måske aldrig i virkeligheden kommer til at fungere på grund af den perfekte funktion af sådanne samordnede og underordnede kilder og centre og personligheder.

0:3.11 (5.10) Den Første Kilde og Center er, derfor, oprindelig i alle områder: guddommeliggjort eller ikke guddommeliggjort, personlig eller upersonlig, aktuel eller potentiel, endelig eller uendelig. Ingen ting eller væsen, ingen relativitet eller endeligheden, eksistere undtagen i direkte eller indirekte forhold til, og afhængig af, oprindeligheden til den Første Kilde og Center.

0:3.12 (5.11) Den Første Kilde og Center forholder sig til universet således:

0:3.13 (5.12) 1. Tyngdekrafts kræfter fra de materielle universer er sammenløbende i tyngdekraft centeret i Paradisets nedre del. Det er netop derfor at den geografiske placering af hans person for evigt er fikseret i absolut forhold til dette kraft-energi center på Paradisets nedre eller materielle plan. Men Guddommens absolutte personlighed eksisterer på Paradisets øvre eller spirituelle plan.

0:3.14 (5.13) 2. Sindets kræfter er sammenløbende i den Uendelige Ånd; det differentielle og divergerende kosmiske sind i de Syv Mester Ånder; sindet af den Højeste konvergerer som en tid og rum erfaring i Majeston.

0:3.15 (5.14) 3. Universets åndelige kræfter er sammenløbende i den Evige Søn.

0:3.16 (5.15) 4. Den ubegrænsede kapacitet for guddommens handlinger er bosiddende i den Guddomsabsolutte.

0:3.17 (5.16) 5. Den ubegrænsede kapacitet for uendeligheds reaktioner eksisterer i den Egenskabsløse Absolutte.

0:3.18 (5.17) 6. De to Absolutter — det Egenskabsbestemte og det Egenskabsløse — er samordnet og forenet i og ved det Universelle Absolutte.

0:3.19 (5.18) 7. Den potentielle personlighed af et evolutionært moralsk væsen eller af ethvert andet moralsk væsen er koncentreret i personligheden af den Universelle Fader.

0:3.20 (5.19) VIRKELIGHED, som opfattet af finite væsener, er delvis, relativ, og skyggefuld. Den maksimale Guddoms virkelighed som er fuldt forståelig for evolutionære finite skabninger er indbefattet i det Højeste Væsen. Ikke desto mindre findes der forudgående og evige virkeligheder, superfinite virkeligheder, der er nedarvet til denne Højeste Guddom af evolutionære skabninger i tid og rum. I forsøget på at skildre oprindelsen og naturen af den universelle virkelighed, er vi tvunget til at anvende teknikken af tid og rum tankegang for straks at nå niveauet af finit sind. Derfor må mange af evighedens samtidige begivenheder blive præsenteret som på hinanden efterfølgende begivenheder.

0:3.21 (6.1) Som en tid og rum skabning ville betragte oprindelsen og differentieringen af Virkeligheden, den evige og infinite JEG ER opnået Guddomsfrigørelse fra båndene af den egenskabsløse uendelighed igennem udøvelsen af den iboende og evige frie vilje, og denne adskillelse fra den egenskabsløse uendelighed frembringer den første absolutte guddommeligheds-spænding. Denne uendeligheds differentiales spænding er løst af den Universelle Absolutte, som fungerer for at forene og koordinerer den Totale Guddoms dynamiske uendelighed med den Egenskabsløse Absoluttes statiske uendelighed.

0:3.22 (6.2) I denne oprindelige transaktion opnår det teoretiske JEG ER virkeliggørelsen af personlighed ved at blive den Evige Fader af den Oprindelige Søn samtidig med, at blive Paradisøens Evige Kilde. Sameksisterende med differentieringen af Sønnen fra Faderen, og i Paradisets tilstedeværelse, fremkommer den Uendelige Åndens person og centraluniverset Havona. Ved tilsynekomsten af sameksisterende personlige Guddomme, den Evige Søn og den Uendelige Ånd, undslipper Faderen, som en personlighed, fra en ellers helt uundgåelig diffusion igennem den Totale Guddommens potentiale. Fra da af er det kun i Treenigheds forbindelser med hans to Guddoms jævnbyrdige, at Faderen udfylder alt Guddoms potentialet, mens eksistentielle Guddomme i stigende grad bliver aktualiseret på Højestehedens, Ultimativitetens og Absoluthedens guddommeligheds niveauer.

0:3.23 (6.3) Begrebet JEG ER er en filosofisk indrømmelse som vi gør til de tidsbundne, rumlænket, finite menneske sind, overfor umuligheden af skabte væseners opfattelse af evighedens eksistenser—virkeligheder og forhold uden begyndelse og afslutning. Til tid og rum skabningerne, må alle ting have en begyndelse bortset fra den ENE UBEGRUNDET — den primære årsag til årsager. Derfor konceptualiserer vi dette filosofiske værdiniveau som JEG ER, og på samme tid instruerer vi alle skabninger at den Evige Søn og den Uendelige Ånd er medevig med JEG ER; med andre ord, at der aldrig har været en tid hvor JEG ER ikke var Faderen til Sønnen og, med ham, til Ånden.

0:3.24 (6.4) Den Infinite er brugt til at betegne fyldigheden — endeligheden — underforstået som det oprindelige af den Første Kilde og Center. Denne teoretiske JEG ER er de skabtes filosofiske forlængelse af "viljens uendelighed”, men den Infinite er et aktuel værdiniveau som repræsenterer evighedsintensionen i den Universelle Faders absolutte og uhindret frie viljes sande uendelighed. Dette begreb er somme tider betegnet Fader-Infiniteten.

0:3.25 (6.5) Meget af den forvirring som findes i alle ordner af væsener, høje og lave, i deres anstrengelser for at opdage Faderen den Infinite, er uløselig forbundet i deres begrænsninger af opfattelse. Det absolutte oprindelige af den Universelle Fader er ikke synlig på underinfinite niveauer; derfor er det sandsynligt, at det kun er den Evige Søn og den Uendelige Ånd som i sandhed kender Faderen som en uendelighed: for alle andre personligheder repræsenterer et sådan begreb udøvelsen af tro.