Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 47

3:1.1 (44.4) Den Universelle Faders allestedsnærværelse består i hans evne til at være til stede over alt samtidig. Gud alene kan være på to steder, på utallige steder, samtidig. Gud er til stede samtidig ”oppe i himlen og nede på jorden”; som salmisten udbrød: ”Hvorhen skal jeg gå fra din ånd eller hvorhen skal jeg flygte fra din tilstedeværelse?”

3:1.2 (44.5) ”’Jeg er en Gud nær ved så vel som langt borte.’ siger Herren. Er jeg ikke den som fylder himlen og jorden?’” Den Universelle Fader er hele tiden nærværende i alle dele og i alle hjerter i sin vidstrakte skabelse. Han er ”fuld af ham, som fylder alt i alle,” og ” som arbejder i det hele” og videre er opfattelsen om hans personlighed sådan, at ” himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) ikke kan rumme ham.” Det er bogstavelig talt sandt at Gud er alt og i alle. Men selv ikke det er hele Gud. Den Uendelige kan kun åbenbares gennem uendeligheden; årsagen kan aldrig fuldt ud forstås ved at man analyserer virkningerne; den levende Gud er uoverskuelig meget større end totalsummen af skabelsen som er blevet til som en følge af hans grænseløse frie vilje. Gud åbenbares over hele kosmos, men kosmos kan aldrig indeholde eller omfatte Guds uendelighed i sin helhed.

3:1.3 (45.1) Med sin tilstedeværelse patruljerer Faderen mesteruniverset uophørlig. ”Han fremkommer fra himlens ende og hans kredsløb er til dens ende; og der er intet skjult for hans lys.”

3:1.4 (45.2) Det skabte væsen findes ikke kun i Gud, men Gud lever også i det skabte væsen. ”Vi ved vi bor i ham fordi han lever i os; han har givet os sin ånd. Denne gave fra Paradisfaderen er menneskets uadskillelige ledsager.” ”Han er den allestedsnærværende og altgennemtrængende Gud.” ”Den evige Faders Ånd er skjult i ethvert dødelig barns sind.” ”Mennesket søger efter en ven mens denne selvsamme ven lever i hans eget hjerte.” ”Den sande Gud er ikke langt væk, han er en del af os; hans ånd taler til os indefra.” ”Faderen lever i barnet. Gud er altid med os. Han er den evige skæbnes ledende ånd.”

3:1.5 (45.3) I sandhed har det været sagt om menneskeslægten, ”Du er af Gud” fordi ”ham som bor i kærlighed bor i Gud, og Gud i ham.” Selv når i begår uret, plager i gaven fra Gud i jeres indre, for Tankeretteren er nødt til at gennemleve konsekvenserne af ondsindet tænkning sammen med det menneskesind den holdes fængslet i.

3:1.6 (45.4) Guds allestedsnærværelse er i virkeligheden en del af hans uendelige væsen; rummet udgør ikke nogen hindring for Guddommen. Gud er, i perfektion og uden begrænsning, genkendelig til stede kun på Paradis og i centraluniverset. Han er ikke på samme måde genkendelig til stede i de skabelser som kredser rundt om Havona, for Gud har begrænset sit direkte og eksisterende tilstedeværelse, af hensyn til suveræniteten og de guddommelige privilegier som tilkommer de koordinerede skabere og herskere i universerne af tid og rum. Derfor må begrebet om den guddommelige tilstedeværelse give mulighed for en bred vifte af manifestationer, både når det gælder form og til kanal, inkluderende den Evige Søns, den Uendelige Ånds og Paradis Øens tilstedeværelses kredsløb. Det er heller ikke altid mulig at skelne mellem tilstedeværelse af den Universelle Faders og hans evige medaktørers og repræsentanters handlinger; så perfekt opfylder de alle hans uendelige krav til hans uforanderlige formål. Men sådan er det ikke med personlighedens kredsløb og med Retterne; her handler Gud unikt, direkte og eksklusivt.

3:1.7 (45.5) Den Universelle Overvåger er potentielt til stede i Paradis Øens tyngdekrafts kredsløb i alle dele af universet til alle tider og i lige stor grad, i overensstemmelse med massen, som reaktion på det fysiske behov for hans tilstedeværelse og på grund af den iboende egenskab af hele skabelsen, som får alting til at holde fast ved og være en del af ham. På samme måde er den Første Kilde og Center potentielt nærværende i den Egenskabsløse Absolutte, lageret af de uskabte universer i den evige fremtid. Gud gennemstrømmer således potentielt både fortiden, nutiden og fremtidens fysiske universer. Han er det oprindelige fundament for sammenhængen i den såkaldte materielle skabelse. Dette ikkeåndelige Guddoms potentiale bliver realiseret her og der på de fysiske eksistensniveauer af en af hans eksklusive repræsentanter som på uforklarlig måde indtræder i en fase af universets handlingsforløb.

3:1.8 (45.6) Guds sinds nærvær er i overensstemmelse med Samforenerens, den Uendelige Ånds absolutte sind men i de finite skabelser skelnes den bedre i Paradisets Mesterånders allesteds fungerende kosmiske sind. På samme måde som den Første Kilde og Center er potentielt til stede i Samforenerens sinds kredsløb, således er han potentielt til stede i spændingerne af den Universelle Absolutte. Det menneskelige sind er dog en overdragelse fra Samforenerens Døtre, de Guddommelige Ministre fra udviklings universerne.

3:1.9 (46.1) Den Universelle Faders allestedsnærværende ånd er koordineret med funktionen af den Evige Søns universelle ånds tilstedeværelse og med Guddomsabsoluttets evigvarende guddommelige potentiale. Men hverken den Evige Søns og hans Paradissønners åndelige aktivitet eller den Uendelige Ånds sinds overdragelse synes at udelukke den direkte virkning af Tankeretterne, Guds iboende fragmenter, i hjerterne hos hans skabte børn.

3:1.10 (46.2) Vedrørende Guds nærvær på en planet, i et system, en konstellation, eller i et univers, så er graden af en sådan tilstedeværelse i enhver skabelses enhed et mål for graden af udviklingen i forekomsten af det Højeste Væsen: Den er bestemt af den samlede anerkendelse af Gud og loyalitet over for ham af den store univers organisation, rækkende helt ned til systemerne og selve planeterne. Derfor er det nogle gange med håb om at bevare og beskytte disse faser af Guds højt værdifulde tilstedeværelse, at når nogle planeter (eller endda hele systemer) er kastet dybt ned i åndelig mørke, så bliver de i en vis forstand sat i karantæne eller delvist isoleret fra kontakt med de større enheder i skabelsen. Og alt dette er, som den fungerer på Urantia, en åndelig forsvarsreaktion af størstedelen af verdnerne for så langt som muligt at redde sig selv fra at måtte lide de isolerede konsekvenser af de fremmedgørende handlinger udført af et egenrådig, ugudeligt og oprørsk mindretal.

3:1.11 (46.3) Mens Faderen på forældremæssig vis gennemstrømmer alle sine sønner - alle personligheder - så er hans indflydelse over dem begrænset alt efter hvor fjernt deres oprindelse er fra Guddommens Anden og Tredje Person, og den forøges efterhånden som deres vej mod deres mål nærmer sig disse niveauer. Guds tilstedeværelse som en kendsgerning i væsenernes sind bestemmes af, hvorvidt der bor i deres indre eller ikke et fragment af Fader, såsom en Mysterieledsager, men hans effektive tilstedeværelse er bestemt af graden af samarbejde, som disse iboende Rettere i menneskets indre tilbydes af de sind de opholder sig i.

3:1.12 (46.4) Udsvingene i Faderens tilstedeværelse skyldes ikke foranderligheden af Gud. Faderen trækker sig ikke tilbage i afsondrethed fordi han er blevet krænket; hans kærlighed er ikke fremmedgjort på grund af det skabte væsens misgerninger. Snarere er det sådan at hans børn, i kraft af, at være blevet givet evnen til at vælge (angående Ham selv), at i udøvelsen af dette valg bestemmes graden og begrænsningerne direkte af Faderens guddommelige indflydelse i deres egne hjerter og sjæle. Faderen har frit givet af sig selv til os, uden begrænsning og uden at favorisere nogen. Han gør ingen forskel på personer, planeter, systemer eller universer. I tidens sektorer ærer han på en særlig måde kun Gud den Syvfoldiges Paradispersonligheder, de ligestillede skabere af de endelige universer.