Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 50

3:4.1 (49.5) Det at Gud vedvarende overdrager sig selv til universerne efterhånden som de bliver til, svækker på ingen måde potentialet af styrke eller mængden af visdom, i og med at disse fortsætter med at opholde sig i Guddommens centrale personlighed. I sit potentiale for kraft, visdom og kærlighed har Faderen aldrig formindsket noget af det han er i besiddelse af eller ladet sig fratage nogen af sin herlighedsudstrålende personligheds egenskaber som følge af den uforbeholdne overdragelse af sig selv til sine Paradissønner, sine underordnede skabelser og til de mangfoldige væsener som findes der.

3:4.2 (49.6) Skabelsen af ethvert nyt univers, kræver en ny justering af tyngdekraften; men selv om skabelsen skulle fortsætte ubegrænset, i al evighed og endda til uendeligheden så at det materielle skabelse i sidste ende ville eksistere uden begrænsninger, så ville styrken til at kontrollere og koordination som hviler i Paradis Øen, fortsat vise sig at være lige egnet eller være tilstrækkelig til at beherske, kontrollere og koordinere et sådan uendeligt univers. Og efter denne overdragelse af grænseløs kraft og styrke over et grænseløst univers, ville den Uendelige stadig være overopladet med lige så stor grad af kraft og energi; den Egenskabsløse Absolutte ville fortsat være uformindsket; Gud ville fremdeles besidde det samme uendelige potentiale, ligesom hvis kraft, energien og styrke aldrig var blevet udøst som egenskaber til univers efter univers.

3:4.3 (50.1) Og sådan er det også med visdommen: Det faktum, at sind er så frit distribueret til verdnernes tankevirksomhed, forringer på ingen måde den centrale kilde til guddommelig visdom. Efterhånden som universerne bliver stadig flere, og antallet af væsener på verdnerne øges til grænsen af det ufattelige; selv om der uden ophør udøses stadig flere sind til disse væsener af både høj og lav stand, så vil Guds centrale personlighed fortsat omfatte samme evige, uendelige og alvidende sind.

3:4.4 (50.2) Det faktum at han udsender åndelige budbringere fra sig selv for at tage bolig i mænd og kvinder i jeres verden, mindsker på ingen måde hans evne til at fungere som en guddommelig og almægtig åndepersonlighed; og der findes absolut ingen grænser for hvor mange eller i hvor stor udstrækning sådanne Åndeledsagere som han kan og vil kunne sende ud. Det at han giver af sig selv til sine skabninger, skaber en grænseløs, næsten en ubegribelig fremtids mulighed for progressive og successive eksistenser for disse guddommelig begavet dødelige. Og denne overdådige fordeling af sig selv i form af disse tjenende åndevæsener mindsker på ingen måde visdommen og perfektion af sandhed og kundskab som hviler i den alvise, alvidende og almægtige Faderens person.

3:4.5 (50.3) For de dødelige af tiden findes der en fremtid, men Gud bor i evigheden. Selv om jeg kommer fra nær selveste Guddommens tilholdssted, kan jeg ikke påberåbe mig, at kunne tale med perfekt forståelse om uendeligheden af mange af de guddommelige egenskaber. Det er kun uendelighedens sind som fuldt ud kan forstå eksistensens uendelighed og handlingens evighed.

3:4.6 (50.4) Det dødelige menneske kan umulig kende den himmelske Faders uendeligheds perspektiv. Det finite sind kan ikke gennemtænke en sådan absolut sandhed eller kendsgerning. Men dette selvsamme endelige mennesket kan faktisk føle - bogstaveligt opleve - den fulde og uformindskede effekt af sådan en uendelig Faders KÆRLIGHED. En sådan kærlighed kan virkelig opleves, men mens kvaliteten af erfaring er ubegrænset, er mængden af sådan en oplevelse begrænset af den menneskelige evne til åndelige modtagelighed og af den tilsvarende kapacitet til at elske Faderen til gengæld.

3:4.7 (50.5) Den finite påskønnelse af uendelighedens kvaliteter overskrider langt den logisk begrænset kapacitet hos de skabte på grund af det faktum, at mennesket er skabt i Guds billede - idet der indeni ham lever et fragment af uendeligheden. Derfor er menneskets mest nærliggende og kærkomne tilgang til Gud, ved og gennem kærlighed, for Gud er kærlighed. Og alle sider ved sådanne et unik forhold er en faktisk erfaring i kosmisk sociologi, forholdet mellem Skaberen og skabningen - hengivenhed mellem Fader og barn.