Читать книгу Danmark - Hans Hauge - Страница 11

Kong Kristian præsenterede os for svenskeren, som i mange hundrede år var den onde Anden, ham vi brugte som modbillede til alt, hvad der var godt og dansk. Det er han stadig en lille smule, men mest når der spilles fodbold. I løbet af romantikkens og nationalismens epoke blev vi dog gode venner med svenskerne, der på det tidspunkt havde overtaget Norge. Vi opfattede nu svenskere og nordmænd som brødre. Og selvom englænderne bombede os to gange, kom vi aldrig til rigtig at hade dem. Men da Carit Etlar skrev sine fortællinger om gøngehøvdingen i 1853, var han nødt til at lave de onde svenskere om til onde tyskere. Det var, fordi vi havde fået tyskeren som en ny onde Anden. Ham begyndte vi at tegne op, efter at vi fik en lov om indfødsret i 1776. Som tiden gik, blev tyskeren den onde Anden, og ikke mindst de to verdenskrige gjorde naboen i syd til vores fjende. Det gik lige indtil 1972, hvor vi kom i EF, for så blev tyskeren vores ven, og det er han stadig i dag.

Danmark er på den måde afhængigt af det, det ikke er. Uden den onde Anden kan eller kunne vi ikke blive os Selv. Uden Dem, intet Os. Vi er derfor altid hjemsøgt af det spøgelse, som er den Anden, og altså af de mange milliarder, der ikke er danskere, og som endda kan komme ind i vores land. Vi kan ikke have en identitet, uden at der er nogen, der ikke har den. Medborgerskab kan aldrig være globalt, men kun lokalt, og det lokale er det nationale. Medborgerskab er lig nationalitet. Der er altid ”eksklusionsregler”. Forsvinder den Anden, forsvinder den Ene.

Hvem er den onde Anden i dag? Det er jo det, vi skændes om for tiden. Det hedder kulturkamp. ”Der skal være en grænse”, siger Dansk Folkeparti. Men hvor går den? Mentalt og geografisk?