Читать книгу Danmark - Hans Hauge - Страница 7

DET YNDIGE

Оглавление

Hvor kommer det fra, dette yndige ved Danmark? Det kommer fra kunsten. Nikolai Frederik Severin Grundtvig skrev, at dansk er ”småpigernes mål i det søde”, og det satte en bølge i gang, som utallige danske sangskrivere derefter red med på. Hos Edvard Lembcke er sproget ungt og ser så yndigt ud, mens Kai Hoffmann kalder den danske sang en ung, blond pige. Det er de samme yndige danske piger, der løber nøgne rundt på stranden ved Lemvig i Thøger Larsens ”Du danske sommer jeg elsker dig” fra 1923. På det tidspunkt var selv vejret blevet nationalt. Byger der går og kommer, det er den danske sommer. Det er også ”yndigt at følges ad” for to, der kan lide hinanden. Og endnu i dag synger danskere til sølvbryllupper og lignende: ”Og hun er så ung og så yndig ser hun ud”. Det gør de ikke i andre lande. Der laver de heller ikke dårlige sange til brug ved fester, og de har heller ikke så mange flag på bordene og uden for huset, som vi har.

Unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne, der var mænd, opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, der strakte sig over det meste af 1800-tallet. Der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Det var ikke i første omgang staten, der gjorde det. Det er det i dag. Det var kunsten, kirken og højskolen, der gjorde bønderne danske.

Dengang mente de, at danskerne kunne skabe noget særegent dansk, og at vi ikke var dømt til altid at efterligne udlandet, det være sig tyskerne eller franskmændene. I dag har vi en tendens til at sige, at alt det danske er en efterligning eller noget universelt. Vi er faktisk sprunget tilbage til 1700-tallet, for sådan sagde de også i rationalismens epoke eller oplysningstiden, dvs. den tid nationalromantikken gjorde op med.

Men hvad med mændene, hvordan ser den danske mand ud? Hvem danser med alle de blonde piger i det yndige land?

Danmark

Подняться наверх