Читать книгу Viden - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 4

”Nu er det morgen,” siger min fireårige dreng tit, når han lige er vågnet. Det er et lille mirakel, tænker jeg stille. Ikke bare fordi han er min søn, men også fordi hans ord fint beskriver den fantastiske forandring, der sker for os alle hver morgen: Vores vågne bevidsthed vender tilbage på et splitsekund, og vi ved, at en ny dag begynder.

En nat drømmer jeg for eksempel, at jeg sidder som lille dreng i en flyvemaskine på vej til et fremmed land med min far og min lillebror. Jeg kender også de andre passagerer i flyet, men er ikke i kontakt med dem. Da jeg vågner ved vækkeuret, ved jeg med det samme, at det bare er en drøm, og at jeg nu selv er en far, der skal stå op og sætte hverdagen i gang for familien. Jeg genkalder mig jobbet som lektor i videnskabsstudier ved Aarhus Universitet og mine arbejdsopgaver i løbet af dagen. Det meste af min viden har jeg slet ikke brug for, mens jeg smører madpakker og forbereder dagen, så den lader jeg trygt blive liggende i hukommelsen.

Vores daglige opvågnen har sin pendant i den europæiske idehistorie. I 1600-tallet prøvede den franske filosof René Descartes helt bevidst at sætte sig i en drømmelignende tilstand, som fik ham til at tvivle om stort set alt. Hvad nu, hvis vi ikke kan vide, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed? Descartes var i virkeligheden på jagt efter et sikkert grundlag for sin viden og ville se, hvor langt tvivl og drøm rækker ind i vores bevidste viden.

Selv i sin største tvivl – den dybeste drøm – fandt han et sikkert holdepunkt for sin viden, nemlig at han tvivlede. Det er baggrunden for hans berømte diktum: ”Jeg tænker, altså er jeg.” Tvivlen er tegn på bevidst tankeaktivitet, og omvendt er bevidst tankeaktivitet udgangspunktet for tvivl. For Descartes var denne observation fundamentet for sikker viden. Jeg er i stand til at tvivle på min viden, altså ved jeg noget.

”Nu er det morgen”, kunne Descartes lige så godt have skrevet, for det er omtrent sådan, vi oplever skiftet fra søvn til vågen. Når vi vågner, kan vi godt et kort øjeblik tvivle på, om vi nu også helt har forladt drømmelandets forunderlige verden, men den vågne del af bevidstheden visker hurtigt tvivlen væk. Jeg er vågen, altså er jeg.

Når vi er vågne, kan vi takket være vores sanser og kritiske dømmekraft skabe et rimeligt sikkert fundament for vores viden. Det er de færreste nok i tvivl om. Men det var Descartes, og han formulerede første gang i historien klart dette budskab: Først når vi gennem metodisk og kritisk tvivlen har undersøgt grundlaget for, hvad vi ved, kan vi være helt sikre på, at vi ved det.

Ved at tvivle undersøger vi begrundelserne for vores viden. Også de antikke grækere for knap 2500 år siden knyttede viden til dens forskellige begrundelsesformer, dog ikke på helt samme måde som Descartes. I sin berømte forsvarstale fra år 399 f.v.t. fremfører Sokrates, at han ikke bilder sig ind at besidde viden, som han ikke har. Det eneste, han ved, er, at sand visdom tilhører guderne. Menneskers viden er trods alt begrænset, fordi den ofte ikke er særligt velbegrundet. Anklagerne mod ham – at han bevidst skulle have korrumperet Athens ungdom med sofisteri og ateisme – er derfor falske.

Viden er kun gyldig som viden, hvis vi kan begrunde den. Det er læren fra Sokrates og Descartes. Viden er ikke noget i sig selv; viden bliver kun til viden i kraft af noget andet, nemlig dens begrundelse. Måske er det derfor, at vi instinktivt ved, at vores drømme ikke har meget med viden at gøre, for drømme kræver ingen begrundelse.

Sammenkoblingen mellem viden og dens begrundelse indebærer en cirkelslutning, hvor viden og begrundelse følger efter hinanden i en uendelig argumentationskæde: Vi ved først noget, når vi kan begrunde det, og begrundelsen – som viden – er i sig selv afhængig af en yderligere begrundelse, og så videre. Det var denne regres, som Descartes forsøgte at sætte en stopper for med sin ide om, at bevidstheden udgør et fundament for vores viden.

Descartes mente at have fundet en endelig begrundelse for sin viden og sin eksistens ved at tvivle om alt. Sokrates blev dømt til døden, fordi hans forsvar – at han kun vidste, at han stort set ingenting vidste – ikke overbeviste dommerne. Heldigvis behøver alle vi andre ikke at gå til sådanne yderligheder i vores søgen efter god og gyldig viden. Ofte er det tilstrækkeligt med mere begrænsede begrundelser til den viden, vi har. Fornuftsbaseret tvivl kan være et godt instrument til at begrunde viden med, men det er langtfra det eneste.