Читать книгу Viden - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 6

Jeg skal snart lære min fireårige dreng at cykle, og jeg glæder mig. Jeg har prøvet det før med hans storesøstre, og jeg ved, at det er en helt speciel følelse at kunne give slip på børnecyklens bagagebærer og se den lille pode cykle glad af sted – helt uvidende om, at jeg ikke længere holder fast i cyklen, og helt uden at vide, hvordan man cykler.

Jeg har i virkeligheden kun fortalt ham meget lidt om, hvordan man cykler – ”træd i pedalerne” og ”drej på styret”, kun den slags ting. Jeg ved intuitivt, at min egen sparsomme viden om cyklingens dynamik ikke er meget bevendt, når jeg skal lære mine børn at cykle. Her virker kun øvelse og støtte efter behov.

Når jeg cykler, bruger jeg en tavs form for viden. Jeg er selv ude af stand til at forklare, hvordan jeg cykler, men jeg ved alligevel godt hvordan. Det må betyde, at jeg besidder en tavs viden om cykling, som jeg ikke umiddelbart kan begrunde, ud over at den virker. Jeg cykler, altså ved jeg det. Hvis jeg begynder at tænke for meget over, hvad der holder mig oppe på cyklen, mens jeg cykler, vil jeg sikkert hurtigt køre galt. At cykle er en viden, der bedst fungerer, når den er tavs.

Tavs viden er en underlig ting. Hvis vi taler om den, har vi på en måde allerede forbrudt os mod dens natur. Helt tavs er den kun, når den befinder sig i sit naturlige element, som er kroppen. ”Vi ved langt mere, end vi kan sige,” skrev den ungarsk-britiske forsker Michael Polanyi i sin bog om tavs viden fra 1966. Han argumenterede for, at der er en særlig form for kropslig viden, som ikke lader sig begrebsliggøre og ikke kan kommunikeres. Og mere end det: Der indgår et element af tavs viden i langt det meste viden, for begrundelserne for vores viden er sjældent helt eksplicitte.

Vi erfarer den tavse viden ved at lære af vores egne fejltrin. Når jeg hjælper mine børn op på cyklen, motiverer jeg dem først og fremmest til at prøve sig frem og ikke give op, når det går galt. Det er en kropslig knowhow, som de i høj grad selv skal erfare. Vejen til denne form for viden vil typisk være belagt med fald på cyklen og frustrationer over ikke at kunne.

Der er derfor heller ingen håndbog for cyklister, der forklarer, hvordan man cykler. Håndbøger for cyklister handler netop ikke om at cykle, men udelukkende om cyklens vedligeholdelse og reparation. Det er nu også noget, der kræver et element af tavs viden. Selv om jeg har læst op til flere håndbøger for cyklister, er det gennem øvelse og en smule støtte efter behov, at jeg er blevet klogere på, hvordan jeg bedst reparerer og vedligeholder min cykel.