Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 11

Om det gode udfald på den tapre don Quixotes frygtelige og mageløse eventyr med vindmøllerne, sammen med andre begivenheder til salig ihukommelse.

Netop da opdagede de tredive eller fyrre vindmøller, som stod i det åbne land, og straks don Quixote fik øje på dem, sagde han til sin væbner:

“Skæbnen er os mere gunstig, end vi kunne gøre os håb om; for se nu, kære Sancho Pança, derhenne kommer lidt over tredive ubændige kæmper til syne, som jeg agter at kæmpe imod og gøre det af med, så vi til en begyndelse kan berige os med byttet efter dem; for det er en retfærdig kamp og Gud til velbehag at fjerne så skadelig en æt fra jordens overflade.”

“Hvilke kæmper?” spurgte Sancho Pança.

“Dem, du ser derhenne,” svarede hans herre, “med de lange arme; for de plejer at have arme, der kan være op til to mil lange.”

“Kig ordentligt efter, Eders Nåde,” svarede Sancho, “de, der kommer til syne derhenne, er ikke kæmper, men vindmøller, og det, der ligner arme, er vingerne, som, når de bliver drejet rundt af vinden, holder møllestenene i gang.”

“Man ser rigtignok,” svarede don Quixote, “at du ikke er velbevandret i det med eventyr: det er kæmper, og hvis du er bange, så hold dig væk og bed en bøn i mellemtiden, for jeg binder nu an med dem i en drabelig og ulige kamp.”

Og med disse ord sporede han sin hest Rozinante uden at tage sig af, at hans væbner Sancho advarende råbte til ham, at det helt sikkert var vindmøller og ikke kæmper, som han nu stod i begreb med at angribe. Men don Quixote var i den grad overbevist om, at det var kæmper, at han ikke hørte sin væbner Sancho råbe op og heller ikke bemærkede, hvad det var for nogle, selv om han nu var ret tæt på; i stedet erklærede han med høj røst:

“Fly ikke, krystere og niddinger; I bliver nu angrebet af en ridder, én mand høj!”

Netop da blæste det lidt op, og de store møllevinger satte sig i bevægelse, og da don Quixote så det, sagde han:

“Om I så svinger med flere arme end kæmpen Briareo, skal det komme jer dyrt at stå.”

Sådan talte han, lagde af sit ganske hjerte sit liv i sin frue Dulzineas hænder og bad hende stå ham bi i farens stund, og idet han dækkede sig med sit skjold, fældede han lansen, sporede Rozinante til fuld galop og angreb den første vindmølle foran sig, men da han gennemborede vingen med lansen, drejede vinden den rundt med et sådant raseri, at lansen blev sønderslået, mens hest og rytter blev slæbt med og fik sig en grim rulletur hen over jorden. Sancho Pança drev æslet frem, alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at komme ham til undsætning, og da han nåede frem, fandt han, at don Quixote ikke kunne bevæge sig: så voldsomt var han og Rozinante styrtet.

“Du godeste Gud!” udbrød Sancho; “sagde jeg ikke til Eders Nåde, at I skulle passe på, hvad I gjorde, for det var bare vindmøller, og det kunne man ikke undgå at se, medmindre man også selv havde møller i hovedet!”

“Ti stille, kære Sancho,” svarede don Quixote; “for alt, hvad der har med krig at gøre, er mere end noget andet underkastet konstant forandring; så meget mere som jeg mener, og det er så sandt, som det er sagt, at den viise Frestón, der røvede værelset og bøgerne fra mig, har omdannet kæmperne til vindmøller for at fratage mig æren ved at besejre dem: så stort er hans fjendskab mod mig; men sluttelig sluttelig kan hans nedrige rænker ikke stille meget op over for mit gode sværd.”

“Det ligger i Guds hånd,” svarede Sancho Pança.

Han hjalp ham på benene og op på Rozinante, hvis skulderparti havde fået sig en hård medfart; og mens de talte om det nys overståede eventyr, fortsatte de ad vejen til Lápice-passet, hvor don Quixote mente, at de ikke kunne undgå at støde på de forskelligste eventyr, da det var et stærkt befærdet sted, men han var meget nedtrykt over, at lansen havde svigtet ham, og det betroede han til sin væbner og sagde så:

“Jeg kan huske, at jeg har læst om en spansk ridder med navn Diego Pérez de Vargas, hvis sværd knækkede i et slag; han brækkede en tyk gren eller stamme af et egetræ og gjorde en brav indsats med den og knuste så mange maurere, at det gav ham tilnavnet Machuca, Knuseren, og således kaldte han selv og hans efterkommere sig fra den dag Vargas y Machuca. Jeg har fortalt dig det, for jeg har tænkt mig at brække en stamme af den første steneg eller vintereg, jeg ser, og den skal være lige så god og kraftig som den anden, jeg har læst om, var; og jeg agter at udføre sådanne bedrifter med den, at du vil regne det for et stort held, at du har gjort dig fortjent til at komme med og være vidne til ting, der næsten ikke er til at tro på.”

“Det ligger i Guds hånd,” sagde Sancho. “Jeg tror på alt, hvad Eders Nåde siger; men ret jer lidt op, for det ser ud, som om I er ved at skvatte af hesten, og det må være på grund af knubsene fra faldet.”

“Det er sandt nok,” svarede don Quixote, “og hvis jeg ikke jamrer af smerte, er det, fordi de farende riddere ikke må henfalde til klage, om så indvoldene vælter ud af dem.”

“Hvis det er sådan fat, har jeg ikke noget at indvende,” svarede Sancho; “men jeg ville ved Gud være glad, hvis Eders Nåde ville jamre, når der er noget, som gør ondt. Om mig selv kan jeg sige, at jeg agter at jamre mig ved selv den mindste smerte, jeg kommer ud for, medmindre det også gælder for de farende ridderes væbnere, at de ikke må klage sig.”

Don Quixote kunne ikke bare sig for latter over sin væbners enfoldighed, og således gav han ham lov til at klage sig, hvordan og hvornår han måtte ønske det, og uanset om han havde lyst eller ej, for indtil nu havde han ikke læst noget, der hindrede det inden for ridderordenen. Så sagde Sancho til ham, at han skulle betænke, at det var spisetid. Hans herre svarede, at lige nu var han ikke sulten, men han kunne selv spise, når han havde lyst. Da Sancho havde fået tilladelse, satte han sig til rette på sit æsel, så godt han kunne, tog det op, han havde lagt i sadeltaskerne, og gjorde sig til gode med det, mens han i ro og mag red af sted efter sin herre, og fra tid til anden hældte han vin i sig fra læderdunken med en sådan nydelse, at selv den mest kræsne gane fra Málaga måtte misunde ham. Mens slurk således fulgte på slurk med korte mellemrum, huskede han ikke på et eneste af de løfter, hans herre havde gjort ham, og regnede det heller ikke for det mindste besvær, men tværtimod for en herlig hvile at drage rundt og lede efter eventyr, hvor farlige de end kunne være. Kort sagt tilbragte de den nat mellem nogle træer, og fra et af dem brækkede don Quixote en tør gren af, der næsten kunne bruges som lanse, og udstyrede grenen med den jernod, han havde fjernet fra den brækkede lanse. Hele den nat sov don Quixote ikke, men tænkte på sin frue Dulzinea for således at leve sig ind i, hvad han havde læst i sine bøger, når ridderne tilbragte mange nætter uden at sove i skove og ødemarker, hvor de underholdt sig med at mindes deres fruer. Sådan tilbragte Sancho Pança ikke natten; da hans mave var fuld og dét ikke just af cikorievand, sov han natten væk og vågnede hverken ved solens stråler, der ramte ham i ansigtet, eller ved de mange kvidrende fugle, der muntert hilste den ny dags komme, men først da hans herre kaldte på ham. Da han rejste sig, tog han en slurk af dunken og fandt, at den var lidt mere flad end aftenen før, og han blev tung om hjertet, da han ikke kunne se, at der var snarlige udsigter til at udbedre denne mangel. Don Quixote ville hverken smage vådt eller tørt, for som sagt holdt han sig til at leve af sine velsmagende erindringer. De genoptog deres færd mod Lápice-passet, og omkring klokken tre om eftermiddagen fik de passet i syne.

“Her,” udbrød don Quixote, da han så passet, “kan vi vade i det, de kalder eventyr, kære Sancho Pança. Men jeg må gøre dig opmærksom på, at om du så ser mig i den største fare i verden, skal du ikke gribe til våben for at forsvare mig, medmindre du ser, at de, der krænker mig, er kanaljer og kæltringer, for i så fald kan du godt komme mig til undsætning; men hvis det skulle være riddere, tillader og godkender ridderskabets love på ingen måde, at du hjælper mig, før du selv er blevet slået til ridder.”

“Selvfølgelig, herre,” svarede Sancho, “jeg skal adlyde Eders Nåde til punkt og prikke, så meget mere som jeg af natur er fredsommelig og hader at blande mig i ballade og stridigheder; selv om jeg sandt at sige ikke kan tage mig af disse love, når det gælder om at forsvare mig selv, for de guddommelige og menneskelige love tillader, at den enkelte forsvarer sig mod enhver, der vil krænke ham.”

“Det kan jeg ikke være uenig i,” svarede don Quixote; “men hvad angår dét at hjælpe mig mod riddere, må du beherske din naturlige heftighed.”

“Det skal jeg nok,” svarede Sancho, “og jeg vil overholde denne regel lige så nidkært som søndagen.”

Mens de sådan snakkede, kom der to benediktinermunke til syne på vejen, ridende på dromedarer, for så store var de muldyr, hvor de havde gjort sig det behageligt med rejsebriller og solskærme. Bag dem kørte en vogn, der var ledsaget af fire eller fem ryttere til hest og to muldyrpassere til fods. Siden erfarede man, at der i vognen rejste en biskayisk frue, som var undervejs til Sevilla, hvor hendes mand opholdt sig på sin vej til den Nye Verden, hvor han skulle beklæde et meget ærefuldt hverv. Munkene fulgtes ikke med hende, selv om de tog samme vej, men næppe havde don Quixote fået øje på dem, før han sagde til sin væbner:

“Enten tager jeg fejl, eller også er dette det mest berømte eventyr, der nogen sinde er set, for de sorte skikkelser, som dukker op derhenne, må være og er utvivlsomt nogle troldmænd, der har bortført en prinsesse i vognen dér, og denne uret må jeg sætte al min styrke ind på at hævne.”

“Det her bliver værre end vindmøllerne,” sagde Sancho. “Hør engang, herre, det er benediktinermunke, og i vognen er der sikkert rejsende folk. Betænk, hvad jeg siger, og pas godt på, hvad I gør, så djævelen ikke spiller jer et puds.”

“Jeg har jo sagt til dig, Sancho,” svarede don Quixote, “at du ikke ved meget om eventyr; det har sin rigtighed, hvad jeg siger, og det skal du få at se nu.”

Og med disse ord red han frem og tog opstilling midt på vejen, hvor munkene kom ridende, og da de nåede så tæt på, at han mente, de måtte kunne høre, hvad han sagde, råbte han med høj røst:

“Djævleblændte og uhyrlige mennesker! Slip straks de fornemme prinsesser løs, som I fører med som fanger i denne vogn; ellers kan I godt belave jer på en snarlig død som retfærdig straf for jeres nedrige gerninger!”

Munkene holdt æslerne an i forundring, både over don Quixotes skikkelse og over hans ord, som de besvarede således:

“Hr. ridder, vi er hverken djævleblændte eller uhyrlige, men to benediktinermunke, der er undervejs, og vi aner ikke, om der er fangne prinsesser i vognen eller ej.”

“Hos mig går den ikke med bortforklaringer, for jeg kender jer, I falske kanaljer,” sagde don Quixote.

Og uden at vente på svar sporede han Rozinante, og med fældet lanse red han rasende og tappert løs mod den første munk, så hvis munken ikke havde ladet sig glide ned af muldyret, ville don Quixote have slået ham til jorden, og dét ikke med munkens gode vilje, og endda ville denne være blevet hårdt såret og måske være styrtet død til jorden. Den anden munk, der så den behandling, hans ledsager blev udsat for, jog knæene ind i sin borg af et skikkeligt muldyr og lettere end vinden fór dyret hen over det åbne land. Sancho Pança, der så munken ligge på jorden, steg gesvindt af sit æsel, gik løs på ham og begyndte at tage hans ordensdragt af. I det samme kom munkenes to muldyrpassere hen og spurgte, hvorfor han klædte ham af; Sancho svarede, at det tilkom ham retmæssigt, for det var kampbytte, som hans herre don Quixote havde vundet. Muldyrpasserne forstod ikke spøg og kendte heller ikke til hverken tvekampe eller kampbytte, og da de så, at don Quixote var gået hen til vognen, hvor han talte med de rejsende damer, kastede de sig over Sancho og væltede ham om på jorden, og uden at lade ham beholde et eneste hår af sit skæg bankede de ham sønder og sammen og efterlod ham sanseløs på jorden; de tøvede ikke et eneste øjeblik, men hjalp munken op, der var ude af sig selv af skræk og rædsel og ligbleg i ansigtet, så da han igen sad på sit ridedyr, sporede han det og red efter sin ledsager, der ventede på ham et godt stykke væk for at se, hvordan den skrækkelige oplevelse ville ende; og uden at opholde sig for at se, hvordan begivenhederne sluttede, fortsatte de deres færd, mens de slog flere kors for sig, end hvis de havde haft djævelen lige i hælene. Som sagt talte don Quixote med fruen i vognen og sagde til hende:

“Kære frue, nu er Eders Skønhed fri til at gøre, hvad I måtte ønske, thi jeres hovmodige røvere ligger slagne på jorden, besejrede af min stærke arm; og for at I ikke skal tragte forgæves efter at kende navnet på jeres befrier, skal I vide, at jeg er en farende ridder og eventyrer ved navn don Quixote de la Mancha, der er tryllebundet af den uforlignelige og smukke doña Dulzinea del Toboso; og som betaling for den velgerning, jeg har gjort jer, ønsker jeg kun, at I drager til El Toboso og opsøger min frue på mine vegne og fortæller hende, hvad jeg har gjort, for at I kan få jeres frihed.”

Alt, hvad don Quixote her sagde, blev hørt af en biskayer, der var væbner for vognens ledsagere; da denne opfangede, at don Quixote ikke ville lade vognen køre videre, men sagde, at de i stedet skulle drage til El Tobosoy red han hen til don Quixote, greb fat i lansen og sagde således til ham på dårligt kastiliansk og værre biskayisk:

“Ildefarne ridder, du galt er på den; ved Gud, han skabte mig, at hvis du ikke forlade vognen, jeg dræbe dig, så sandt jeg biskayer er.”

Don Quixote forstod ham udmærket og svarede ham meget roligt:

“Hvis du var ridder, hvad du ikke er, ville jeg have straffet dig for din tåbelighed og dristighed, din usselryg.”

Hertil svarede biskayeren:

“Jeg ikke ridder? Jeg sværge ved Gud, du lyve som kristen. Hvis lanse kaste bort og sværd gribe, du se, hvad der sker, når tage hornene ved tyren! Biskayer til lands, adelmand til vands, adelmand ved djævelen, og du lyve, at du bare ved det, hvis du sige andre ting.”

“Nu skal I få at se, som Agrajes fra Amadís de Gaula sagde!” svarede don Quixote.

Og han smed lansen på jorden, trak sværdet og tog skjoldet på armen, hvorefter han gik løs på biskayeren, fast besluttet på at berøve ham livet. Biskayeren så ham komme farende, og selv om han gerne ville være steget af muldyret, da det var et dårligt udlejningsdyr, han ikke kunne stole på, kunne han ikke nå andet end at trække sit sværd, men han havde det held at være lige ud for vognen, hvor han kunne gribe en pude, der tjente ham som skjold, og så røg de på hinanden, som var de dødsfjender. De andre ville forlige dem, men det kunne de ikke komme til, for på sit gebrokne kastiliansk sagde biskayeren, at hvis de ikke lod ham gennemføre kampen, ville han slå sin frue ihjel, sammen med alle dem, der prøvede at hindre ham i det. Fruen sad i vognen, målløs og ængstelig over det, hun var vidne til; hun fik kusken til at køre lidt væk og gav sig på afstand til at se på den hårde kamp, hvor biskayeren gav don Quixote et gevaldigt hug på skulderen; det afparerede don Quixote med skjoldet, men hvis han havde ramt ham ubeskyttet, ville han have kløvet ham ned til bæltestedet. Don Quixote, der mærkede vægten af det drabelige slag, råbte op og sagde:

“Oh, min sjæls frue, Dulzinea, blomsten af al skønhed, kom jeres ridder til undsætning i den fare, han er gerådet i for at tilfredsstille jeres store godhed!”

Med disse ord greb han fast om sværdet, dækkede sig godt med skjoldet og gik løs på biskayeren, og alt dette skete på én og samme tid, for don Quixote var fast besluttet på at sætte alt på et bræt i et eneste hug. Biskayeren, der så ham komme imod sig, kunne af hans modige udfald se, hvad han tappert havde sat sig for, og han besluttede at gøre det samme som don Quixote; og således ventede han, mens han dækkede sig med sin pude, uden at kunne drive muldyret til at flytte sig ud af stedet, for det var træt og ikke vant til den slags drengestreger og rokkede sig derfor ikke af pletten. Som sagt gik don Quixote nu løs på den forsigtige biskayer med løftet sværd i den hensigt at hugge ham midt over, og biskayeren ventede ham ligeledes med hævet sværd og dækket af puden, og alle de omkringstående frygtede og bævede for, hvad enden ville blive på de gevaldige hug, som de truede hinanden med; og fruen i vognen og hendes tjenestepiger gjorde og aflagde tusinde løfter til alle helgenfigurer og andagtshuse i Spanien, for at Gud skulle komme deres væbner til undsætning og dem selv med i denne farens stund. Men det værste er, at netop nu afbryder forfatteren af denne historie sin beretning midt i tvekampen med den undskyldning, at han ikke havde fundet mere nedskrevet om don Quixotes bedrifter end det, der her er fortalt. Alligevel ville den anden forfatter til dette værk ikke tro på, at en så mærkværdig historie var gået i glemmebogen, eller at La Manchas lærde ikke skulle have nogle papirer i deres arkiver eller skrivepulte, der handlede om den navnkundige ridder, så med den tanke for øje opgav denne forfatter ikke at finde afslutningen på den fredsommelige historie, og da himlen var ham nådig, fandt han den på en måde, der skal fortælles om i det kapitel, der følger her.